Pygmalion

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 53-59

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

PYGMALION

Kong Pygmalion af Kypern stod i sit Værksted på Borgens flade Tag den lyse Eftermiddagstime.

Over Marmorbrystningen kastede de højeste Sykomorer deres blånende Skygger ind over det gulbrune Flisegulv, men midt ude i Solskinnet stod Kongen, rank og skulderbred i sin hvide Kittel, med den ene Hånd på Hoften, og den anden sænket med Hammer og Mejsel.

Han hældede det langhårede, gråsprængte Hoved med den gyldne Pandering lidt fremad og stirrede på Statuen der oppe på Soklen.

Og Statuen løftede sin blændende Nøgenhed mod Himlens skinnende Blå og Havets vide Guldspejl, bøjede sin slanke Arm op over Panden og sænkede sit Hoved tilbage, dens Læber smilte halvåbne, og det jomfruspidse Bryst sitrede som i Ånden; forstenet i et Åndedrag, med den højre Hånd uformet lænket i Marmorblokken ved de let bøjede Ben stod den hvide Jomfru dér og ventede kun på at røres af det livgivende Pust for at vågne op og blive Jomfru af Kød og Blod. Ja, Jomfru af Kød og Blod — — Kong Pygmalions Hoved sank ned på hans Bryst, langsomt gik han hen over Fliserne til Sykomorernes Skygge.

Dér stod en Stenbænk i Brystningen, omvundet af grønt Vedbend og blomstrende Rosenranker. Han strakte sig træt idet kølige Leje og lod sine anstrengte Øjne glide ud over Havet, som midt ude blændede i Guld og længst borte, gennem Solblink, blånede bort i Himlens Azur.

En kølig Søvind viftede ham over Panden og gyngede Grenene. Hvide Mager fløj som løsrevne Liljeblade ude over det mægtige vandspejl, og fjærne Latinersejl skinnede ubevægelige som Klipper i den stille sommerdag. Kun Bølgerne klukkede mod Bredden ved Borgens Fod.

Der nede mellem Magnoliebuskenes Elfenbensblomster legede Kaniner — Kongen hørte deres sagte Spring i det høje Græs. To svovlgule Sommerfugle hvirvlede hen over Flisegulvet.

Jomfru af Kød og Blod, Jomfru i hans Favn, ved hans Bryst, skælvende Læbers Tryk på hans Mund, nære Øjnes Blik i hans — — —

Kongen rystede på Hovedet — han kunde ikke mindes det; søgte hans Øjne end længst tilbage i Ungdommens Morgenrøde, han så ingen unge, leende Jomfruer dér, kun høje Marmorgudinder, kolde, højtideligt strenge og kyske som hans Ungdoms og Manddoms Arbejdsår. Han så ingen Fester eller ungdommelig Glæde, kun alvorsfulde Dage i rastløs Stræben og ensomme Nætter i halvvågen Grublen. Hans Ungdom og Manddom — en luftig Søjlehal, højtliggende, stolt og ren, men kold og solforladt, vendende ud mod et Tågehav, over hvis Øde der aldrig skimtedes lykkebringende Sejl.

Kongen strøg sig over den lurede Pande — tungt lod Guderne det Menneske bøde, i hvis Hånd de lagde Skabermagten.

Livets Nektarskål havde de taget fra hans Læber, Livets rødeste Roser af hans Hånd, kun det hvide, kolde Marmor havde de ladet ham tilbage, og det aldrig hvilende Arbejd, indviet til deres Forherligelse, til at skabe deres høje Billeder for Menneskenes tilbedende Slægter på Jorden.

Men nu endelig — han så op — nu havde de saligt levende Guder, de hellige olympiske Ni, lovet ham Lønnen for den Ungdom, de havde taget fra ham og bøjet til Arbejd for sig. Og havde han længe savnet, skulde han nu rigeligt eje.

Han behøvede kun at ønske, og det skulde ske. Og ønsket havde han, ønsket, at den Kvindeskikkelse, han skabte efter sit Hjærtes inderste Drøm, måtte fange Liv, leve op og blive levende i hans Arme, skabt af ham selv til ham selv, ej blot som de andre, i Gudernes Tjeneste, til fremmede Menneskers Lyst. Og Guderne havde svaret, at hans Vilje skulde ske.

Kongeligt lønner Guderne deres Tjenere — kongeligt, men sent — — —

Pygmalion strøg sukkende sin Hånd gennem de tynde, grå Lokker.

Dog — han rejste sig i Sædet, med Øjnene fæstede på Statuen derhenne — nu stod hun der jo! Drømmen fra Ungdommens År, Længslen fra Manddommens Tid, Galatea, uforlignelig i Skønhed og Ynde.

Dejligere end hun havde ingen Jordens Kvinde levet, skabt som hun var af de smidigste Hænder, der havde hugget i Marmor og den ømmeste Kærlighed, der havde elsket og savnet Kvinder. Og renere end hun var ingen — ikke den skumfødte Afrodite, hans Øriges nådige Beskytterinde, ikke den jagtstolte Artemis, ikke den unge Hebe — ren som hun kom i hans Favn fra det kyske Marmor. Det kyske —

Han rynkede Brynene og rejste sig hæftigt. Med fremskudt Læbe stirrede han ud over de højtopstigende Olivenskove bag Borgen, i hvis dybe, grønne Favn Marmorbruddet funklede. Han huskede en Nat for ikke længe siden, da han ikke havde kunnet finde Søvn nede på sit Leje for Statuens skinnende Dejlighed. Lydløs, uden Sandaler, var han steget herop ad de mange Trin; men som han satte Foden på Flisegulvet, var han brat blevet stående.

Mod den nattemørke, stjærnefyldte Himmel havde han set sin Statues hvide Nøgenhed knuget i Favn på den unge Svend, som savede ham Marmoret til. Den sortlokkede Lyder-Knøs lå halvt på Knæ foran Soklen, med Armene slynget om Statuens Hofter og bedækkede dens Arme og Bryst med flammende Kys.

Kong Pygmalion kendte endnu, hvor han havde rystet af Harme, da han så sin Drøm i Armene på den unge Svend, som favnede hver Kvinde, han traf. For første Gang var hans Hånd faret til hans altid sværdløse Lænd; men hans stærke Vilje havde kuet den opbrusende Vrede ned, og roligt var han gået hen og havde lagt sin dirrende Hånd på Svendens Skulder. Hurtigere end en Slange var han da smuttet over Gulvet og ned ad Trapperne. Men Kongen var steget ned til Havet og havde hentet Vand i en Skål for at tvætte sin Statue ren for de bryndefulde Favntag og Kys.

Dog syntes det ham, at han ikke kunde tvætte den helt så ren som før, som var hans Helligdom blevet besmittet af jordens Smuds. Den Tanke havde længe naget ham og forsinket hans Hånd ved Hammer og Mejsel.

Når Kong Pygmalion vendte sit Blik fra sine høje Marmorgudinder ned til det Liv, som rørte sig ved Borgens Fod, ude i hans Rige, da så hans Øjne meget, som bragte ham til at takke Guderne, fordi de havde hævet ham over disse Kvinder og denne Elskov, og han priste sin Ensomheds stolte Kulde, at hans Læber var forblevne uplettede. Men når så hans Blik vendte tilbage, og han atter stod ved sine Marmorværker, drømte han videre i sit Hjærte om den Kvinde, der en Gang skulde komme, Kvinden over alle Kvinder, hun, hvis Sjæl var som den nysudsprungne Morgenrøde over det vågnende Hav, hvis Kys var som en Drik af en pur og sjælden Skål, hentet i skælvende Hænder fra det Høje, ej som de andre Kvinders lig den, man drak af de almene Brønde på Byernes Torve, hun, der var uskyldig som det nyfødte Barn og dog voxen og elskende Jomfru.

Som Årene led, og den Kvinde aldrig kom, var Drømmen og Længslen kun voxet og lutret. Og da nu Lykken var der, skulde den så dog smudses af det Støv, han så højt havde hævet den over?

Han vendte sig og så hen på Statuen, og da lyste det op i hans Øjne.

Ti hvor kunde han vel ligne hende med nogen anden Kvinde, som noget Kys kunde krænke, hun, i hvis Årer endnu intet Blod havde strømmet, hun, der var født som voxen Jomfru?

Nej, hende turde han tage i sin Favn og kalde sin, hun havde aldrig før været nogen andens og skulde aldrig blive det. Med ham, hendes Skaber, hendes Elsker, skulde hun leve i de rene Sfærer, Guderne nær, højt over Jorden og dens Liv!

Der steg en Jubel op i hans strenge Øjne, og han rødmede som en Yngling i Forelskelsens Glæde. Nu skulde Lykken, nu skulde den store Stund komme.

Han stod ved Statuen og huggede varligt ved den lænkede Hånd, Hammerslagene klang, og de hvide Splinter føg.

Hans Øje var sikkert, hans Hånd var fast. Nu var han kun Skaberen ved det skabte. Men da så Hånden dukkede op, formedes, befriedes og svævede frit over Marmorblokken, kastede han hurtigt Hammer og Mejsel fra sig som et Lænkepar og veg et langt Skridt tilbage med spændt stirrende Øjne.

Solen blinkede ude på Havet med de flagrende Mager, Bølgerne klukkede klart ved Bredden i den sommerlige Stilhed. Sykomorernes Skygger bevægede sig svagt over Fliserne. Det jog gennem hans Hjærte — ned over Statuen svævede som en gylden Ånde, og den rørte sig.

Armen over Panden rørte sig dvælende, den sænkede Hånds Fingre krummedes svagt, det sitrede over Ansigtet, Munden åbnede sig, og så hævede et langt Åndedrag de spidse Bryster, og strax strømmede Blodet, rosenrødt, skælvende varmt gennem Legemet, Fødderne løftede sig som til Gang, Øjnene kæmpede som i Søvne — så sprang et lykkeligt Smil frem om Munden, og to dybe, tindrende Øjne sloges op. Hun stod der! jomfruelig yppig og slank, rosenrød med Glanslys over Arme og Bryst, åndende i dybe Drag på den hvide Marmorsokkel mod Himmel og Hav!

„Galatea!“

Pygmalion var sunket i Knæ med udstrakte Arme.

Og hun hævede sig på de slanke Fødder, Brystet svulmede højere, Armene løftedes ømmere, Hovedet sank langsomt bagover med skælvende Mund, hele Legemet sitrede i Hengivelses Trang.

Men højt hen over den knælende Konge fløj de kaldende Blikke.

Kong Pygmalion vendte Hovedet.

Bag ved ham, med den ene Fod skjult paa Trappens øverste Trin, med den anden paa Flisegulvet, stod den unge, sortlokkede Lyder-Svend, med blussende Kinder, Funklende Øjne og Armene rakte ud imod hende, som rakte sine imod ham.

❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧