Satyr og Nymfe

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 47-53

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

SATYR OG NYMFE

Der var så høstligt i Erymantos' høje Fjældskov. Oppe om de stejle Tinder, hvor Skovens gule Bælte hørte op, kresede de sorte Ørne om hverandre med truende Skrig og fyrige Vingeslag. Længere nede svarede Løvernes stolte Elskovsbrøl, Vildbassen gryntede i sit mossede Bo, rystede det visne Løv af sin sortegrå Pels og travede tænderskærende hen ad sine hovslidte Stier. I de brogede Krat skreg og kvidrede Fuglene, Hjortenes brune Bringe knejste mellem Buskene, men fra Egeløvet lurede Lossens grådige Øjne på Dåernes letsvævende Danse.

Det sildige Eftermiddagssolskin funklede rødt gennem Løvværket, spillende over Jordbunden som på et Tigerskind, Strømme af Vellugt bølgede i hvert Pust af den lune Vind. Vedbenden snoede sig bakkantisk om de skrå Ege, foran hvis Honninggem Bierne surrede, på Fjældvæggen tindrede Drueklaserne i Solglimtene som perlende Vanddråber eller gøglede i Skyggen som kåde Øjne, hele Skoven summede af Latter og Råb, af gækkende Skrig og Panfløjtens lystige Jodlen, overalt forfulgt af det spøgefulde Ekko.

Vildbækkene suste gennem Skoven ned mod de dybe Dale, skummende friske.

Men dybt inde, hvor en lille Sø sitrede, blånende som en Slåen mellem sine majsgule, sivgroede Bredder, spejlende det brogede Løv, der alle Vegne ludede ned imod den, var der stille.

I det ene Hjørne rejste sig en Klippeblok, en Vinranke bugtede sig ned over den som en blodig Strimmel — midt ude svømmede en Nøkkeroses hvide Skål, en blåhovedet Vildand kresede fredeligt omkring den, inde mellem Sivene tonede Rørdrummens trygge Slag, et Slør af grønne Fluer svævede over Vandspejlet.

Når Vinden bar til, hørtes Skovens larmende, løsslupne Liv — ellers var alting tyst. En Sølvhejre kom højtideligt sejlende hen over den ensomme Lysning, Aftensolen skinnede stille og varmt på det lange, liggende Græs, en væltet Egestamme lå henne ved Søbredden og spejlede sit visne Løv i det klare Dyb.

Rørdrummens Slag standsede, Vildanden drejede Hovedet, baskede hæftigt med Vingerne og svirrede op over Træerne.

Det raslede ovre i Krattet, to hvide Arme kom frem, et gyldenlokket Hoved tittede ud — et Sæt — og hun stod slank og hvid i Græsset, vuggende på de smidige Fødder, åndende af fulde Bryster efter det hastige Løb.

Hendes Øjne spillede listigt rundt, hun snoede Armene bag om Nakken og lo triumferende — hun var undsluppet, undsluppet.

Men pludselig veg hun et Skridt tilbage, som vilde hun atter fare af Sted, men standsede så brat, opgivet.

Frem af Løvet stak et Hoved, langt og smalt, foroven løbende ud i to små, krumme Horn, forneden i et stridt, dusket Skæg, to skæve, greltblå Øjne lo rindende til hende, Munden droges paa Skævs, så de gule Tandstumper skimtedes — Buskene sloges til Siden, og han hinkede frem imod hende, blinkende med sine Øjne, smilende undskyldende, forliebt med den smalle, hennarøde Mund.

Nymfen blev stående, hun lod Armene synke, bøjede sig bagover og så ham forventningsfuld i Møde.

„Å—å—“ hans Øjne gled henrykt hen over hendes spændstige, blonde skikkelse, hvis yndefulde Legeme bøjede sig som en Elfenbensbue, hendes Hår bølgede frem om hendes Lænder, „å Skønne, tak du biede, tak“.

Hun svarede ikke, men vogtede agtsom på ham. Han var standset lidt foran hende og krummede sig kælent og lækkert, hans Øjne skruede sig på skrå ind i hendes, der kølige og overlegne sænkede sig i hans. Et svagt Smil legede om hendes fulde, røde Mund.

„Å Skønne, Huldsalige hør mig: din Liljefod har løbet sig træt, se hvilket Sæde Pan har beredt dig, du yndigste af hans Døtre, om du vil lytte til mine Elskovsord“.

Nymfen målte ham endnu en Gang, flygtigt strejfede hendes Øjne rundt over Krattets tætte Ringmur, så bøjede hun Hovedet, veg så hurtigt som en Fjer tilbage for hans krumme, brune Hånd og sad med et Hop på Grenen, gyngende op og ned som en Due mellem det brogede Løv, der i Aftensolen kastede sine vexlende Reflexer over hendes hvide Legeme.

Satyren havde sat sig i Græsset ved hendes Fod, han vred sine Øjne op imod hende, klemte sin Hånd mod det Sted på Brystet, hvor Hjærtet slog, og hvor en stor Dusk brunrøde Hår spillede i Aftenpustet — ustandselig flød hans Ordstrøm, smykket med Roser, Violer og Druer, mens hans Læber sivede af lystent Spyt.

Nymfen vippede op og ned, betragtede ham køligt, viftede sig sagte over Panden og så ud over den blikstille Sø med de grønne, dansende Fluer til Krattet på den modsatte, stærkt solbelyste Bred.

Han tav åndeløst og snappede efter Vejret. Et Vindpust kom, og Livet fra Skoven tordnede hen over dem. Hun rettede sig svagt, stemmede den ene Hånd mod den opskudte Hofte, og idet hun så ham alvorligt i Øjnene, udbrød hun med sin bløde, fløjtelokkende Stemme:

„Ja, kære Silenos, vist elsker jeg dig, og vist vil jeg blive din — men kun på ét Vilkår“. Faunen sad ubevægelig med det skæggede Bukkehoved nede mellem de spidse, hårede Knæ, han var forstenet — hun vilde blive hans, han skulde få Lov — —

Med et Hyl var han oppe, hvirvlede sig rundt, sprang tre Alen op i Luften, snoede sig om i Springet, faldt fladt ned på sin Bug, spjættede bagud og stødte Kolbøtter, så Bladene føg omkring ham.

Nymfen så klart og roligt til. Endelig standsede han og haltede hen til hende, han greb hendes Hånd og slikkede den henrykt.

Hun lod ham beholde den:

„Men kun på ét Vilkår“.

Hun så på ham:

„Vil du holde det eller lade mig gå?“

„Ja, ja, alt, alt vil jeg holde“, sukkede han og vred sig af Henrykkelse.

Nymfen smilte, det tindrede i hendes Øjne, hun bøjede sig ned og smøgede sin hvide, runde Arm om hans senede, lodne Hals; han vendte det hvide ud af Øjnene af Fryd, han klukkede, hans lyserøde Tunge hang ud mellem Tandstumperne.

„Sig det, sig det“.

„Ja, ser du, du søde — det er bare din Hale“.

„Min — min —?“ Halen raslede hastigt og spørgende i Løvet.

Hun strøg sin bløde, duftende Kind imod hans strittende, knoglede, hendes små, rosenrøde Øren sitrede som skælmske Sommerfuglevinger af Latter.

„Ja, giv mig den — klip den af til mig“.

Han gloede på hende — Halen — Halen — Halen vilde hun have.

„Men — men —“ stammede han.

„Hører du, Halen — jeg vil have den“.

Hun smøg sig tættere ind til ham, men han var oppe i et Sæt, foer et Par Alen tilbage og fægtede på det voldsomste med Armene — Halen — Halen — hun vilde have hans Hale! ved Pan!

„Nej! nej!“ skreg han, så det genlød i Skoven.

Hun stirrede på ham:

„Nå sådan!“

Hun rettede sig hurtigt, slog Håret tilbage over Skuldrene og knejste som en Ædelfalk på sin Gren.

„Å—å!“ brølte han, han foer i fuldt Løb løs på hende og styrtede næsegrus ned foran hende, „å, gå ikke! gå ikke!“

Men let som et Pust var hun nede i Græsset i svævende Løb hen imod Krattet — dér vendte hun sig end en Gang og strakte Armen ud imod ham med sænket Hånd.

„Vil du, eller vil du ikke?“

Et befalende Løvebrøl rungede gennem Skoven, sydende hen i en tilfreds, rallende Hvæsen.

„Jeg elsker dig, elsker dig!“ hylede han og vred sig på Maven i Græsset.

„Snak, du vil jo ikke“.

Han kravlede fremad imod hende.

„Du Grumme, å du Grumme, hvorfor vil du dog have netop min — min Hale?“ Hun så kælent på ham og blussede undseligt.

„Jo — for jeg har ikke sådan en," hviskede hun, hun svævede et Skridt frem.

„Nej, nej!“ han væltede forfærdet bagover, ,hvad vil de andre sige!“

„Godt!“ hun løftede Hovedet, hendes fine Næse fnøs, hun slog ud med Hånden, „så gå til Hades“.

Et Glimt — og hun var borte.

Han lå i Græsset, bedøvet som et Firben, i Solen — stønnende kravlede han hen til Søen, vendte sig om og skelede langs den strithårede Ryg ned i Vandet.

Jo, Halen var der, Pan være lovet! hvad vilde ellers de andre Satyrer have sagt? — deres eneste Værdighedstegn — han bevægede den lille, trevlede, grå Stump melankolsk op og ned, de salte Tårer silede ham ned ad Kinderne.

Pludselig foer han sammen — dybt inde fra Skoven, hvor Nymferne havde deres Danseplads, bruste en Storm af Latter frem, susende hen over hans hornede Hoved som en Sværm af Duer.

Han udstødte et vildt Hyl, bøjede Hovedet og benede i raslende Flugt af Sted gennem Krattet.

❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧