Marpessa
MARPESSA
å den bjærgbevogtede Eng var den svanevingede
Guldkarm standset med de blanke, funklende
Hjul sunket dybt i det blomstrende grønne Græs; de
snehvide Gangere stejlede i Morgensolen med
skummende Manker og Haler, bidende med rosenrøde
Munde i de sølverne, klingende Bidsler. Marpessa sad
der inde på Karmens Purpurhynder, Marpessa, Kong
Euenos' Datter, omhyllet af Slørets hvide Bølger, med
Hovedet sænket og Hårets korngyldne Strøm over
Brystet. Men ved den krysolittindrende Vognbue stod
Apollon og Idas, Afareus' Søn.
Idas knugede sin Hånd om de sænkede, safrangule Tøjler, hans Læber dirrede, og hans Øjne hakkede over Engens stille, grønne Sø.
Men Apollons Øjne hvilte store og funklende på Marpessas slanke, bøjede Skikkelse i det hvide Slør.
Fjernt fra det golde Ætolien havde Idas bortført Marpessa, optændt af gudesendt Elskov, men Apollon havde skuet hans Rov fra Olympos' himmelknejsende Tinde, og hastigere end Boreas iler at standse det flygtende Skib på det svulmende Havdyb, var han ilet fra sit guddommelige Sæde og havde standset den flyvende Karm her på Messeniens Eng. Ti alt længe havde Gudens Hjærte flammet af Elskov til Euenos' Datter.
„Idas hun er min, og du skal give mig hende, hun er min, og jeg vil eje hende, hun er født for en Olympens Gud og ej for en Søn af en dødelig Mand, hendes Skønhed skal ikke falme i jordens Mørke, som Morgenstjærnen slukkes i de fra Dalene opstigende Tåger, men som Stjærnerne stråler over Skyerne, i den himmelske Æter, skal hun stråle hos mig på Olympos, alle salige Guder til Glæde.“
Apollon strakte bydende sin ubetvingelige Hånd ud og skød Idas' Arm til Side, som Sejrherren fjærner den overvundnes Hånd fra det krigserobrede Bytte.
Idas løftede det bruntlokkede Hoved, hans hvide Tænder glimtede, og hans Øjne lyste, men Apollons røde Mund svulmede af Hån som Rosen, når den ser på Violen, og Idas sænkede atter sin Pande.
„Lad Marpessa vælge,“ hviskede han atter, så sagte som Cicaden hvisler i Græsset.
„Ja, lad Marpessa vælge,“ smilte Apollon triumferende.
Men Marpessa bøjede sit Hoved, dybt bøjede hun det mod sit Bryst, hun strakte sin Hånd frem, og den flakkede som en Due, der søger Hvile, men da den havde fundet sin Hvile, lå den i Idas' Hånd. Da skælvede Idas fra Hoved til Fod, hans Øjne veg ikke fra Græssets duggede Grønne.
Men Apollon blev hvidere end Sne, kun hans Øjne blånede som Havet i Storm, han veg et Skridt tilbage, og fra hans Mund foer der et Raab som en Flamme over de dirrende Læber. Han greb efter Sølvbuens snoede Streng.
„Marpessa, hvorfor gjorde du dette?“ han stod med den spændte Bue i Hånden.
Der var en Stund stille på den grønne Eng i det klare, tidlige Solskin — så lød Marpessas hviskende Stemme bag Sløret, som en Sølvstreng, der skælver for Vindens sagte Pust.
„Apollon, du er Gudens Søn fra det evige Olympos, jeg er Euenos' Datter fra den forgængelige Jord. Din Livstråd spindes evigt i evig Ring, som Havet evigt ruller om Hellas' Kyster, min er kort som Araknes sitrende Spind og mer skrøbelig end det. Hver Dag er dig et Bad i Kastales Kilde til strålende Ungdom, hver Dag er mig en Dråbe Gift fra Akerons Flod til snarlig Henvisnen og Død. Og en Gang vil den Dag komme, da du glemmer mig, som Eos glemte Titonos. En Dag måtte vi skilles, og jeg nedstige i Karons frønnede Færge til det evige Mørkets Bo, mens du vandrede op til det salige Liv og det aldrig sluknende Lys. Opfostret på Jorden lad mig blive på Jorden og følge Jordens Søn frem til min Skæbne, Tartaros' altopslugende Mulm.“
Den skælvende Sølvstreng tav, og Marpessa sad stum i sit Slør.
Apollon løftede hæftigt sit Hoved, men hans Læber blev stående åbne, og han bøjede brat sin Nakke. Og da blev der taust mellem de tre på den stille Eng, kun Fuglene sang ned til dem fra de høje Olivenskove, og oppe under Himlen skinnede Morgensolen på Tindernes hvide Sne.
Apollon flyttede sin sandalgyldne Fod som for at gå, men da mødte hans Øjne Marpessas. Og som den svage, himmelfarvede Kilde synkeri Havets evige Blå, sank Pigens Øjne i Gudens hvælvede, store.
De sitrede bægge ved det Blik, men Idas, som så det, rystede stærkere på sin Fod end det sumpfødte Siv for den dødsbebudende Storm.
Og da vendte Apollon sig langsomt og vandrede bort over Engene. Hans høje Ryg var bøjet og hans Hoved sænket, den gyldne Bue hang slapt i hans Hånd og slæbte gennem det blomsterprikkede Græs.
Idas besteg sin Karm, og langsomt rullede den bort, langsomt vadede de hvide Heste som Kæmpesvaner gennem Græsset, ti uvirksom hvilte den purpurflettede Svøbe i hans brune Hånd, og dybt var hans Øjne boret i Jorden. Og bag ved ham, på Sædets Purpurhynde, sad Marpessa i sit hvide Slør, bøjet og stum.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧