Pandoras Gave

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 40-43

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

PANDORAS GAVE

Udpå Natten kom Prometeus til Epimeteus' Hule oppe mellem Bjærgene. Han skød de tætte Vedbendranker til Side og så ind i Mørket.

Men ingen Hilsen lød ham i Møde, og han blev stående med Rankerne samlede i Hånden og spejdede ind.

Endelig opdagede han ved det svage Lys udefra Epimeteus dybest inde. Han lå på et Panterskind og dukkede sig sky for hans Blik.

Prometeus slap Rankerne, som atter gyngede sammen, famlede sig frem og fik Sæde på en Klippeblok ved Væggen. Han sænkede Hovedet ned i de stærke Hænder og stirrede på Broderen, hvis Ansigtstræk han nu kunde skelne.

Herinde var der lydløst stille. Udefra hørte de Blæsten mellem Bjærgene og langt borte et Vandfalds Sus, stundum en ensomt flyvende Ørns Skrig.

„Hvad har du nu gjort, Epimeteus?“ spurgte Prometeus lavmælt.

Epimeteus lå udstrakt fladt på Panterskindet og svarede ikke.

„Har du taget imod hende?“ spurgte Prometeus, hans Stemme begyndte at ryste.

Epimeteus så op: „Hvem?“

„Hvem?“ Prometeus rynkede de sorte Bryn, „hvem spørger du — — Epimeteus, har du taget imod hende — — Pandora — Kvinden?“

„Nå, og hvad så?“

„Hvad så!“ Prometeus slog sin flade Hånd imod Klippen, ,så — —“ han foer op, så Stenblokken tørnede mod Væggen, „så har du i et Øjebliks Lyst forødt mine århundredelange Kampe, så har du revet den Lykke ud af Menneskenes Hånd, som jeg møjsommelig har vristet fra de magtgriske Guder, så har du atter givet dem Sejren i Hænde, de olympiske, så har du ­— — å Epimeteus! Broder, Broder, hvad har du så gjort!“

Prometeus sank sammen og rokkede frem og tilbage.

Epimeteus rystede på sit Panterskind, det trodsige Smil druknede i opvældende Gråd: „Å, Prometeus, vær ikke vred på mig! Hun var mer dejlig end de udødelige Gudinder — — al Verdens Gaver ejede hun — liflig var hun som Ambrosia, berusende som Nektar — sød som Hymettos' guldgule Honning, yppig som Paphos' fyldige Rose — yndefuld som Apollons svævende Kariter, hun — å Prometeus, tugt mig ikke! hun slog mig hårdt nok — hun stak mig dybt ind i Hjærtet og forlod mig, forlod mig — —“

Han jamrede med dukket Hoved: „Hun forlod mig! hun forlod mig!“

Men Prometeus mumlede, rokkende frem og tilbage: „Forødt! Forødt!“

„Nej, Broder!“ hviskede Epimeteus, idet han krøb op på Knæ, „det er ikke helt forbi — hun lod noget blive tilbage.“

Prometeus så op.

Epimeteus åndede lettere og vedblev hastigt:

„Noget dejligt og vidunderligt, som jeg aldrig før har anet — noget der stråler som Iris' syvfarvede Bue, lyser som Helios' Smil på Olympus' snehvide Tinde, dårer som Afrodite Anadyomenes Øjne gennem Bølgeskummet, noget — hun kaldte det: Håb.“

Prometeus stirrede på ham.

„Ja, Broder, hvad gør det så? når vi har Håbet tilbage? i det spejler sig al det tabte, så vi tror, vi har det igen — — og venter vi blot roligt, så får vi det også nok igen af de nådige Guder, og så kan vi sejre over alle de Ulykker, Pandora gav os."

Han strakte sig sorgløst smilende ned på Panterskindet.

Prometeus blev siddende ubevægelig og stirre, pludselig spurgte han:

„Hvor har du det — Håbet?“

Epimeteus drejede sig om på Hoften og pegede smilende ind i Hulen. Inde i Dybets Mørke blinkede og gnistrede det som Katteøjne og Øgletunger, blåligt, grønligt og rødligt, i skiftende Fosforblink.

Prometeus rejste sig og greb Skrinet.

Han stirrede derned, og nede fra dets dunkle Bund flimrede og funklede det som Iris' syvfarvede Bue, lyste det som Helios' Smil på Olympos' snehvide Tinde, dårede det som Afrodite Anadyomenes Øjne gennem Bølgeskummet, og han så al den Lykke spejles derinde, han havde vundet til Menneskenes fattigt levende Slægt over Jorden, al den Lykke, han vidste knust, så han strålende pur og blank, ja og tifold purere og blankere, tifold rigere og skønnere, end han nogensinde havde vovet at drømme det.

Han rystede over alle Lemmer, en smægtende Mathed sneg sig ind over hans Hjærte — — men så huggede han Skrinets Låg i — han havde fanget Epimeteus' ligegyldigt smilende Øjnes Triumf og brød ud gennem Vedbendrankerne, ud af Hulen.

„Prometeus! hvor går du hen?“ skreg Epimeteus og foer op.

I et Spring var han med Broderen ude.

Høje og sorte tårnede de øde Klippetinder sig op om dem, alle Vegne steg de op fra Dybet mod den natlige Himmelstribe, hvor en gylden Stjærne flimrede som et Øje i Gråd.

Dybt nede, hvor de skovklædte Skrænter gled hverandre i Møde, blinkede en Søs lysende Spejl. Stjærneøjet spejlede sig dernede, stirrende gyldent opad.

Blæsten strøg hen over dem, Vandfaldet larmede i en fjærn Kløft.

„Prometeus hvad vil du?“ stammede Epimeteus.

Prometeus løftede Skrinet højt op over sit Hoved, svang det frem og tilbage i sine Arme, og som et blånende Lyn foer det fra hans Hænder ned gennem Dybet mod Søen, hvis Øje sluktes i et Blink.

„Prometeus!“ skreg Epimeteus og styrtede hulkende til Jorden.

Prometeus' Øjne flammede, han bøjede sig, greb Epimeteus voldsomt i Skuldrene og slængte ham fra sig på Klippeblokkene:

Nu kan du måske sejre!“

Og i et Spring var han nede ad den stejle Sti gennem Dybet til Menneskenes Bo. Hurtigere og hurtigere, fjærnere og fjærnere tonede hans ilende Fjed op gennem Natten.