Anadyomene

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 37-40

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

ANADYOMENE

Ung Antropos kom springende ned over Kyperns Søfjælde. Lokkerne fløj ham om Ørene, og den hvide Kappe flaxede over Ryggen. Nedenfor kunde han høre Havet bruse og plaske, men hans Øjne havde nok med at styre Føddernes Spring ned ad den nøgne, bratte Klippeskrænt. Alt som han sprang, løste han Kappen fra Skuldren, svang den højt op over Hovedet i den nøgne Arm og foer videre ned ad i den korte Lærreds-Kiton.

Frem fra Fjældet krogede sig et knudret, gammelt Oliventræ, hvislende i Blæsten med sit Sølvløv. Antropos styrede mod det, tørnede mod Stammen, greb fat i en Gren og standsede forpustet. Med Foden i et Klippeskår blev han stående og stirrede ud over Havet. Hans hvælvede Bryst gik i hurtig Pusten, og Rødmen glødede hans Kinder. Det brune Lokkehår fløj ham ned i de mørkeblå Øjne, løsnet fra Panderingens glatte Guld.

Havet larmede mod Bredden, så Fjældet rystede under ham, det lyste af Skum og gnistrede af Sol. Tusinde Soløjne flammede mellem de dansende Skumtoppe helt ude fra den blå Horizont og i myldrende Vrimmel til Brændingens Snestorm.

Måger kæmpede og skreg i Blæsten.

Antropos' Øjne spillede; i et Tag rev han Kitonen af sig og strakte sit nøgne Ynglingelegeme i Solbadet, så Musklerne svulmede. Så fik han Vejret og satte i et trilrende Skrig, som reves bort fra hans Læber. Med Kappen og Kitonen flyvende i Hånden sprang han ned ad det sidste Stykke Fjæld, til han åndeløs tumlede om på det brune Tangdække. Dér raslede en grøn Busk, blomstrende af bittesmå, røde Roser.

Han fik Sandaleme spændt af, Tøjet kylet til Siden, og i et Spring var han ude på Bredden. På en Sten blev Antropos et Øjeblik stående og så ud i Bølgernes vilde Forvirring. Skummet sprøjtede over ham, så Vandet silede ned ad hans Lemmer og dryppede af hans Hår. Men han lo, knugede Guldringen fastere om Panden og strakte Armene ud til et Spring ind i Brændingen.

Da — hans Hånd fløj til Øjnene — — derude — midt i Bølgegangen et langtflyvende Kvindehår — nej, nej, det var Solen, som lyste på Fråden — men nu — han gav et Hop på Stenen — en Bølge brast over i Skum — to hvide, højtløftede Arme sprang frem, et bøjet Kvindehoved, omflagret af Hår, dukkende op, dukkende ned — — og med Et — store Zeus! — båret oppe af en mægtig Bølge en Kvinde, skinnende nøgen mod Himlens Blå og det fremvæltende Havs lyse Grønne! I samme Nu var hun dukket under og forsvundet.

Hans Hjærte hamrede, så Brystet skjalv — så han Syner eller — — Dér! dér! dybt i den vildeste Brændings væltende Fos — et Ansigt, to gøglende Øjne, to vinkende Hænder — — — Der slog en Bølge mod Stenen, så han mistede Synet — Da han atter så, lå hun på Knæ nede på Sandet, med Øjnene stirrende på ham, og de skumperlende Bryster gyngende mellem de udstrakte Arme.

Han tumlede ned imod hende, sloges omkuld af Bølgerne og rullede ud på Sandet — to våde, kolde Arme slyngedes om ham, han så et Glimt af et elfenbensfint Ansigt, en åben, rød Mund og to glitrende, grønne Øjne — så gled de udad med de tilbagestrømmende Vande, knugede Favn i Favn.

Han søgte efter hendes Mund og stødte mod den, så Tænderne klang. Midt i Bølgernes Kulde flammede der Ild i hans Blod af det Kys, han vilde igen — da han pludselig følte det svimlende Dyb under sig, han kæmpede voldsomt med den ene Arm, men hun hang om hans Hals med Armene krystede om ham, presset imod ham, så hans Ånde forgik, med Benene snoet ind gennem hans, han drejede sig rundt, det sortnede for ham, han sank, med hende i Favnen — da hun pludselig var borte.

I et Sæt var han oppe, stirrende omkring sig — dér, hendes Nakke, hendes Skuldre — han foer efter hende, de fløj gennem Skummet som Delfiner, han sansede hendes rosenrøde Legeme, hendes flygtende Hæle gennem det bleggrønne Vand — så holdt han hende atter klemt mod sig, en Bølge gik over dem, men han havde klamrende fast om hende, vuggende mod hende, hendes Øjne flimrede i hans, Bølgerne tordnede i deres Øren — — — En Hånlatter skingrede gennem Larmen, hans Favn fyldtes af Skum, han forgik i Skum, salt så Øjnene sved, og Munden brændte, han greb til og greb i Skum, sanseløst hvirvledes han omkring, Bølgerne slog ham i Ansigtet, så Syn og Hørelse forgik, Vandet trak i hans Ben, han stred imod, men hans Arme var brækkede, hans Ryg var brudt, et vandkvalt Skrig, og han gik til Bunds.

Skummet sprudlede i Vejret, Bølgerne stormede på, Soløjnene luede, og Mågerne skreg.

❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧