Hugin og Munin
HUGIN OG MUNIN
er mødtes to Ravne i den bælgmørke
Fimbulnat, i Himmelhøjdens Tomhed og Kulde.
Som sorte Kugler skød de frem af Mørket, den ene fra Nord, den anden fra Syd. Deres Fjer var støvede af Rim, deres blåsorte Vinger slog, de spilede deres blodrøde Gab, deres Øjne funklede i Mørket som klare Stene, den enes gule, den andens grønne. De kresede om hinanden og baskede og skreg.
Det var Hugin og Munin.
Dybt under dem skimtedes som svære, grånende Hoveder Skredshøs og Skrimskollams snefonnede Tinder.
Munin hvæste, det sprudede gult fra dens Øjne, dens Svælg gabte som en Flamme i Natten:
„Jeg mælder ondt, jeg mælder ondt! ved Edderkilden Hvergelmer var jeg, den sydede med eddersort Gift, Blod regnede fra Urtræets Grene, fra Ygdrasils Ask — Mørke så jeg, Mørke og Blod — Hel åbner sine knagende Porte. Ginungagaps Tomhed venter — jeg mælder Nat, jeg mælder Død — Livet skal forgå, Balder skal dø!“
Men Hugin steg og sank, grønne lyste dens Øjne.
„Jeg mælder godt, jeg mælder godt! hos Nornerne var jeg, hørte Ord fra deres Mund, skuede dybt i Urdas spejlklare Væld — Idas grønne Sletter så jeg, Guldtærninger tindred i Græsset, en solrød Morgen fødtes over den dugfulde Jord — jeg mælder Dag, jeg mælder Liv — Livet skal blomstre, Balder opstå!“
Munin dukkede sit Hoved med det tunge Næb i sin Fjerdragts rimhvide Pels, dens gule Øjne luktes til tvende smalle Striber Svovl:
„Hvad jeg så, er sandt — jeg hvisker i min Herres højre Øre, hvad jeg så.“
Men Hugin svarede:
„Hvad jeg så, er sandt — jeg hvisker i min Herres venstre Øre, hvad jeg så, min Herre lytter til min Røst.“
Munin krummede sine Klør under Bugen, den baskede rasende med sine Vinger, den stivfrosne Sne på Skredshø og Skrimskollam brast, de hørte dens Skrid i Natten, hastigere og hastigere med stedse voldsommere Torden ned i Dybet med Genlyd fra alle Dovres Huler.
„Jeg hvisker, jeg hvisker — min Herre lytter også til mig.“
Der drev en Tågesøjle frem af Mørket, sejlende skråt gennem Rummet, Munin forsvandt i dens bølgende Slør. Da den atter dukkede frem, med baskende Vinger og opspilt Næb, lød Hugins Røst, stille hang den i Luften på brede Vinger, klare så dens Øjne på Munin:
„Ja, ellers var han vel ikke Odin.“
Munin tav, så skræppede den med Et:
„Nej, ellers var han vel ikke Odin — Hugin, vi er bægge hans Ravne.“
„Ja, vi er bægge hans Ravne, men ene han véd, hvad Sandhed er.“
De vendte sig, og Side om Side styrede de deres Kås af Sted gennem Natten, gennem Rummets isnende Tomhed, ud imod Øst, hvor dybest nede under den kulsorte Hvælving en brandrød Stribe glødede, hvor skarpe Streger og Spidser ristede sig sorte mod den kommende Dags Røde — Asgårds Tårne og Tinder — hvor Alfader sad og ventede sine Ravne — ventede Ragnarokur og Ida.