Kjærestesorg/10
X.
"Ja, det er nu lige meget", sagde Mads Madsen til sig selv, første Juledags Morgen. "For Bæsterne har jo ikke stort at gjøre, især paa et lille Avlssted nu for Tiden, i Vinterdagene … Og se, den hellige Rad gik jo den Vej … og Niels laa der (Mads orienterede sig i Terrænet) … Ja se, Marie maa jo have gaaet paa sine Ben, og der er jo langt til Jernbanen."
Kjeldsen havde med Forsigtighed meddelt sin Hustru Maries Forsvinden og tilføjet:
"Og værst var det, at Du ingen Julenadver fik, Mine. Det krænker mig."
Madam Kjeldsen sagde kort og bestemt:
"Bryder jeg mig om Mad? Er det Noget at hegle over mig? Se at finde Marie! At Du ikke tænkte paa i det mindste at lade Mads ride efter hende strax iaftes!"
"Mine — paa saadan en høj hellig Aften!"
"Aa … mon det er Vorherre velbehageligere at sidde og spise Risengrød og Flæskesteg end at komme et vildfarende Medmenneske til Hjælp?"
"Og idag vilde jeg have været i Kirke."
"Kan Du ikke lige saa godt læse i den gode Prækenbog, vi har, som at høre det, Præsten siger? Det véd jeg da fra min Broder Skolelæreren, at det er de bedste Prækener, som kommer paa Tryk."
"Ja, men jeg læste den samme Præken op for Dig første Juledag ifjor."
"Hvad gjør det? Har Du aldrig mærket, at man har mere Fornøjelse i at høre gamle Melodier, som man næsten kan udenad, end noget nyt Noget, som man ikke kan følge med?"
Kjeldsen strøg sin Kone over Haaret. I den dæmrende Belysning fra Lampen henne paa Bordet saâ hun endnu ynkeligere ud end ved Dagen, helt grønbleg. og Øjnene skinnede som Ildkugler. Han dirrede af bekæmpet Graad. Han hjalp sig gjennem de paatrængende Taarer ved at knytte sine store Hænder, saa Knoglerne knagede ved det, og fik fremmumlet:
"Ja, hvem der tænkte saa langt og saa dybtgaaende som Du, lille Mine.... Nu kommer jeg vel til at lave Kaffen. Den bliver vist slem."
"Ja, Herre Gud, naar der ingen større Ulykke var i Verden!"
Børnene vare vaagnede og begyndte at hvine og slaas i Sengen. Kjeldsen begyndte at skjænde. Madamen sagde:
"Se først at faa Mads afsted, saa kommer Du bag efter til at klæde dem paa. Emil og Peter! Ti stille, Mo'r kan ikke taale, at I skriger. Lig nu pænt et Øjeblik, saa kommer Fader og klæder Jer paa. "
Emil hviskede til Peter:
"Du Peter … saa bliver vi ka'ske fri for at blive vaskede."
Da Kjeldsen kom ned i Stalden, stod Mads allerede og lagde paa den ene Hest.
"Hvad stikker Dig, Mads?" spurgte han.
"Jeg vilde lige spørge om," spurgte Karlen; men Stemmen brast for ham.
"Tuder Du, Mads?"
"Nej, men jeg er lige ved det. Jeg véd nok, at det er krænkende for en ældre Karl, men det gaar med Sorger og Bekymringer som med Kolérasygen, man kan ikke holde sig."
"Du vil ride efter Marie."
"Ja."
"Rid kun, Mads!"
Mads vendte sig om, og ved Skjæret fra Staldlygten saa Gartner Kjeldsen to store dirrende blanke Kugler i Karlens udstaaende, lyseblaa Øjne. Mads sagde:
"Og naar det saa ikke havde været efter saadant et Pjok af et Mandfolk, at hun var rendt! Det ærkrer mig ogsaa umanérligt."
"Ja Fruentimmer!" sagde Kjeldsen med et Skuldertræk. "De har ingen Forstandighed i Tænkningen."
"Og saa kan man dog ikke være det Rak foruden," bemærkede Mads.
"Tror Du, Du kan naa hende, Mads?"
Et polisk Smil gjennembrød det Sørgmodige i Mads's Ansigt. Triumferende tog han en Konvolut op af sin Buxelomme, viste sin Husbond Poststemplet og fortalte ham vidtløftig Begivenheden med Kolportøren og hans derpaa byggede Slutninger, at Marie havde kastet Konvoluten fra sig, og at han havde fundet den i det rimfrosne Græs, havde læst paa Poststemplet, hvor Brevet var kommet fra, end videre, at hun ikke kunde komme med noget Tog fra Stationen før Klokken ni, og til den Tid kunde han være der, selv om han red ganske jævnt.
Saa længe det havde været mørkt, havde Himlen tindret af Stjerner og Jorden glimtet af Rimfrost. Nu, da Mads kom ud af Stalden, var Luften graa og tung.
"Det bliver Snevejr," sagde Kjeldsen.
"Ja, man faar kølig hvid Uld oven paa Trøjen," sagde Mads.
Og saa red han afsted i Snetaagen. Sneen begyndte at falde spredt og stort, snart tætnede den sig. Mads sad i dump, taareløs, tankeløs og maalløs Sorg, hvilte sig magelig ud i den.
Den tætte Sne bepansrede, sløvede, dulmede ham.
Han hverken hørte eller saâ?
Den røde Vallaks Trin lød dæmpet og dumpt, som gik den paa Uldhosesokker.
Var det Mads eller den, som styrede den rigtige Vej hen til Jernbanestationen?
Mads var saa hensunken, at han glemte Klippinge Kro, skjønt den laa tæt ved Vejen. Der havde været Tid til at bede godt og vel et Kvarterstid i samme Kro. Og det var ellers mod Mads Madsens Principer at forsømme noget Krosted paa sin Vej. Han havde dog saa meget Liv i sig, at han opdagede sin Glemsomhed, da han var kommen en halv Fjerdingvej paa den anden Side Klippinge Kro. Men der var ikke Tid til at vende om.
Mads sagde til sig selv med en vis Selvtilfredshed:
"Det vilde da heller ikke være rigtig naabelt at gaa til Kros, naar man rider i saadant et sørgeligt Ærinde."
Videre gik det under tæt og vaad Dryssen. Han naaede Stationen, fik Hesten ind i den lige over for liggende Kros Rejsestald. I Stationens Forsal saâ han, at der endnu var mere end et Kvarter til Togets Afgang. I et Par tunge Spring satte han hen til tredie Klasses Ventesal og kom næsten paa Hovedet ind ad den.
Henne i en Krog af Ventesalen, som, trods den rødglødende Kakkelovn, var kold og lugtede af Kulos og nyvasket Gulv, sad et Fruentimmer med Hovedet indhyllet i et sort uldent Shawl helt sortklædt. Hun rørte sig ikke trods det Bums, Mads kom ind i Stuen med.
Han gik lige hen til hende, satte sig paa Bænken tæt op imod hende.
Aldrig havde Mads følt saa meget til sit Hjerte som nu. Det bankede, som vilde det slaa alle hans Vesteknapper op. Men det blev der dog ikke Noget af.
Han lagde sin Haand ganske sagte paa hendes Skulder.
Hun rørte sig ikke.
"Der er kommet dødt Kjød i hende," tænkte Mads.
Strax efter raabte han højt:
"Du bær Dig skidt ad, Marie!"
Shawlet var i en Fart fjernet fra Hovedet. Og, inden Mads havde set hendes Ansigt, havde hendes flade Haand ramt hans Kind med en saadan Kraft, at Skraaen røg ud af hans Mund langt hen ad Gulvet.
Det var langt fra, at det bedrøvede eller fornærmede Mads. Havde det været et Mandfolk, som havde gjort det, var han ikke bleven ham Svar skyldig. Nej, Ørefignen fra Maries Haand vakte ham og satte ham i en Stemning af Galgenhumor. Han sagde:
"Naa, er Du saa nævenyttig endnu, Marie, saa er det ikke saa simpelt med Dig, som jeg tænkte."
"Hvad vil Du her?" skreg Marie og tog ham med hver sin Haand i hans Overarme, satte Neglene til og kneb, saa Karlen sagde ømmende sig:
"Av for Fa'en! Din arrige Trold!"
"Gaa hen, hvor Du er kommen fra!"
"Gu', om jeg gjør, uden Du følger med."
"Ja, men det gjør jeg ikke, om Du saa knækker Halsen paa mig, og det kan Du ikke."
"Saa følger jeg med Dig."
"Jeg gaar ind og siger til Stationsforvalteren …"
"Hvad vil Du sige til ham, Marie? Kan han forbyde mig at løse Billet til M…?"
"Jeg skal … jeg vil."
Marie formelig hujede højt, mens hun vred sine Hænder.
Vognmmmel uden for Stationen! Tunge Sæt fra Vognene ned i Sneen! Dundrende Trin gjennem Forsalen! Et Par Mandfolk kom ind. Deres Klæder rislede af Sne. De trampede den af Fødderne og rystede sig som Hunde efter et Bad.
Marie hyllede sig igjen ind og borede sig op i Krogen. Mads gik ud og tog sin Billet.
Efterhaanden befolkedes Ventesalen. Røg af Piber og Cigarer gjorde Stuens kvælende Os endnu mere afskyelig.
Toget kom, buldrende, hvæsende og fløjtende.
En Glasdør klirrede.
"Toget til M…!" skrattede en Stemme.
Marie løb ud paa Perronen. Bønderne trængte sig sammen i Døraabningen. Mads var for kluntet til at bore sig frem. Marie sprang ind i en Koupé, lige som han kom ud, og, da han naaede Koupéen, var den fuld.
Mads blev noget forknyt over Maries Hurtighed. Sæt, hun løb fra ham paa Stationen i M…! Sæt, han havde taget fejl af den Formodning, som var støttet paa den fundne Konvoluts Poststempel, og at Marie kjørte videre.
Ved Ankomsten til M… væltede han sig hen mod Vogndøren med en saa bumset Fart, at han traadte flere af sine Medrejsende over Fødderne og fremkaldte Eder og Skjældsord.
Hu! Jo! Der smuttede Marie gjennem Indgangsdøren til Stationen; han kjendte Fligen af den "sorte uldne".
Han maatte naa hende. Men ulykkeligvis var der glat paa Perronen. Mads faldt, saa lang han var. Da han havde passeret Stationen, saâ han et Stykke op ad Vejen til Byen den velkjendte Skikkelse. Nederdelen af den "sorte uldne" vred sig om Benene i Løbet, Shawlet flagrede som en Fane, med den ene Haand holdt hun i Hatteskyggen.
Mads gjorde fortvivlede Anstrængelser for at naa hende. Han pustede som et Lokomotiv og svedte som en dansk Schweizerost. Han var stygt tilsølet efter sit Fald paa Perronen. Grupper af Mennesker, som han løb forbi, lo ad ham. Han tænkte:
"At løbe saadan paa en høj hellig Dag! At komme til Kjøbstaden som et Svin! Og saa griner de ad En til. Nej … at saadan en Tøs kan gjøre En saa taab'lig!"
Da Mads var naaet Byen, saâ han ikke Marie, saa langt hans Syn rakte op ad Hovedgaden. Han løb da ned ad den første Sidegade. Samme Resultat! Saa igjen ind i en ny Gade! Ikke Spor af den "sorte uldne!"
Nu kunde Mads ikke mere. Han maatte give et Brøl fra sig som en Tyr for at faa Vejret, da han standsede.
Til venstre læste han paa et Skilt "Beværtning og Logis for Rejsende". Uvilkaarlig gik han derind, sank om paa en Stol og forlangte stønnende en Bajer.