Kjærestesorg/11
XI.
Sygehuset i Kjøbstaden var langt fra ikke indrettet efter Nutidens Fordringer.
I en lav hvidkalket Stue med rugende Bjælkeloft og Vinduer til begge Sider, som klaprede for Vinden og lod Træk stryge tværs gjennem Rummet, laa fem sex Patienter. Der lugtede af Medicin. Denne Lugt trængte igjennem endnu værre Uddunstninger.
Til venstre for Indgangen sad to gamle Fyre, Rekonvalescenter — den ene efter Delirium tremens, den anden efter Underlivsbetændelse — over Ende hver i sin Seng.
De spillede Firkort. En umalet Tabouret mellem Sengene tjente til Spillebord. Det Spil Kort, de per nefas havde skaffet sig, var ukomplet. De udfyldte de manglende Kort i Fantasien, men skjændtes om, hvem der skulde have "Klør Bunde".
"Sidst havde Du Damen, Din Kjæltring! Nu vil jeg have Bunden."
"Det er Løgn," skreg Deliristen. "Du snyder."
Og en Masse sjofle Skjældsord og meningsløst opdyngede Eder vexledes mellem Seng og Seng.
Fjernest fra Døren i den anden Ende og modsatte Side af Værelset stod en Seng i Skygge af det lange Stykke Væg uden Vindue. De fem andre Senge stod tomme, grinende med deres Blaarlærreds Lagener og deres Tæpper, som lignede Hestedækkener.
Paa Tabouretten foran den sad Marie og holdt Niels i Haanden. Han laa ned, og af og til hørtes hans lydelige Aandedræt. Det lignede et Barns Graad.
Pludselig rejste han sig op med forvildede Øjne. Sagte lagde Marie Armen om ham, lod hans Kind støtte sig til sin som et Barns til sin Moders. En svag Klynken udgik fra den Syge. Tungere og tungere sank han ned paa Maries Skulder. Han var falden i Søvn, sukkede og klynkede endnu i Søvne.
"Saa skulde da ogsaa… brølte den ene af de to kortspillende Patienter … den Onde … Din Snydertamp!"
Og ud fôr en skrækkelig afmagret Skikkelse med tynde hæslige Ben og endnu hæsligere Kæmpefødder ud af Sengen og over mod sin Nabo. Han rykkede ham i Haaret, og de begyndte at slaas. Niels vaagnede og nynnede:
Over mig er Naaden dalet,
jeg er frelst ved Lammets Blod.
… jeg kan ikke synge mere. Hvor er Jakob Jonas Vimmelbjerg? … Jonas … Jonas!
"Jeg skal Hække din Hjerneskal," brøltes der fra den anden Ende af Stuen "… Din …"
(Ordene kan ikke skrives).
De rev begge hinanden i Haaret.
Døren gik op. Konen, der passede de Syge, en Kæmpe af et Fruentimmer, kom ind. Hun tog et Tag i Deliristen og befordrede ham op i Sengen under en Salve af ligesaa raa Skjældsord, som de Kortspillende havde anvendt indbyrdes, og med en Stemme, der brummede og dirrede som et Orgels Basbasun. Hun opdagede Kortspillet, aabnede et Vindue og kylede det langt ud.
"Jakob Jonas Vimmelbjerg! … Jonas!" raabte Niels. "Kom og præk for mig! jeg dør."
De to Slagsbrødre laa nu rolig. Kun udgik der en Brummen fra deres Senge som af vilde Dyr i Bur, efter at Oppasseren har pryglet dem.
Sygehuskonen nærmede sig Niels's Seng. Hendes sure, mægtig brede Ansigt, lige saa vejrbidt som en gammel Matros's og prydet med ringe Rudimenter af Over- og Fipskjæg, bøjede sig hen mod Marie og Niels.
"Sikkendan han er kjælen, ligesom et andet Pattebarn," brummede hun. "Men han har lige godt været skikkelig, paa det nær, at han sang Psalmer, saa længe der var Vejr i ham … Du er vel hans Kjæreste?"
"Ja", hviskede Marie.
"Det er godt for Dig, han dør, for han havde aldrig kunnet føde nogen Kone. Han var tosset."
Marie følte et Sted fra Isse til Fodsaal. Det forstyrrede den Syge i hans Leje. Han gav sig ynkelig derved, men syntes ikke at vaagne.
"Jeg troede, han skulde komme sig," sagde Marie sagte.
"Det gjorde jeg s'gu ogsaa," sagde Konen. "Men i Overgaars saa brækkede han over fire Potter Blod op, og imorges … ja … det var vel et Par Potter, og jeg skal sige Dig, naar et Menneske ikke har mere Blod i sig, saa dør det lige godt."
Marie græd ganske stille. Niels sov ogsaa stille uden at sukke eller stønne. Hans uendelig korte Aandedræt var nu ganske svagt.
Den store Kone blev nu staaende. Hun havde ondt af Marie og brummede:
"Saadan var det ogsaa med mig og min salig Mand Lysestøber Stobæus. Jeg var et stort, svært Fruentimmer ligesom Du, og han var en Pibestilk ligesom han der, og hellig var han ogsaa. Hm! ellers plejer det at være Fruentimmer, som dør i Barselseng, men det var ham, der døde, mens jeg laa med det sjette. Saa knak han over af Tæringsygen. Han havde aldrig været til meget, men jeg holdt af ham, det lille Skidt. Og siden har jeg mistet fire Børn af den samme Syge. Du kan være glad over, at Du aldrig blev gift med ham der, men at Vorherre tager ham fra Dig i Tide."
Den dirrende Basstemme summede om Maries Øren som en Bisværm ved Midsommerstid, men Ordene forstod hun ikke.
Pludselig skar en Lysstrøm som en hvidblinkende Knivsodd en bred Rift ind i Krogens Dæmring. Den flød fra Himlen, hvor Skyerne brat skiltes, helt hen i den dæmrende Krog og beskinnede Niels og Marie.
Der sad han paa Hug med den ene Kind tæt op mod hendes. Hans røde tynde Skjæg blinkede som matte Guldtraade, paa de store hvide Hænder laa Aarerne blaa og opsvulmede. Hendes udad vendte frie Kind var stærkt rød; hendes blonde Haar blev lysegult med en bred endnu lysere Lysstribe i.
"Jøsses"! brummede Sygehuskonen i sit dybeste Register … "Det er jo livagtig den gamle Altertavle af Træ oppe i Kirken, den, hvor Mutter Marie sidder med den døde Jæsu."
Hun fjernede sig lidt, angest baade over Synet, hun saâ, og over Indfaldet, hun fik.
Niels aabnede Øjnene, saâ sig om, blev angest og dukkede sig helt ned paa Maries Skulder. Han hviskede:
"Er det ogsaa Dig?"
"Ja, det er, Niels"!
"Har Du noget sød Mælk til mig fra Liselyst?"
"Ja, jeg har."
Hun havde husket hans Lidenskab for fed sød Mælk og havde taget en Trepægleflaske med sig. Den trak hun op af Lommen, holdt den for hans Mund. Han sugede som et Diebarn af Brystvorten.
Marie holdt sin ene Arm om hans Liv for at støtte ham, mens han drak. Han saâ paa hende med glødende Øjne, og, da han havde drukket af Flasken, klæbede han sin Mund til hendes Kind og sugede en rød Plet paa den. Det gjorde ondt, men Marie lod ham gjøre, hvad han vilde.
Han slap, kastede Hovedet tilbage og med et Glimt i Øjet som i sin mest halvgale heroiske Tid slog han ud med Haanden og sagde:
"Jeg kan ogsaa lidt Latinsk. Jeg har læst det i en Bog. Nu skal Du høre: Sancta Maria, ora pro nobis.[1] … Men kan Du ikke en af hans … Jonas's Psalmer?"
"Nej, kun dem, jeg lærte, da jeg gik op at "læse".[2]
"Nej, nej, nej. De hører til den ufficielle Kirke … nej … en opvakt Psalme!"
Dem kunde Marie ingen af. I fortvivlet Raadvildhed tav hun.
Nu slog et Vindstød mod Ruderne, saa de sang og klang ved det. En Snebyge var kommen op. Stuen blev mørk, Krogen allermørkest. Konen listede sig ud, Marie mærkede det ikke. Tilsidst hørte hun ikke Niels aande mere. Det var kanske, fordi de to gamle Mænd derhenne fyldte hele Stuen med Snorken. Hvor længe hun sad der, véd Ingen. Men, da hun mærkede, at Niels var kold, fôr hun op med et lille Skrig. Hvorledes hun kom ud, vidste hun ikke; men pludselig kom hun til sig selv ude i en snebelagt Gaard. Storm og Sne piskede hende i Ansigtet. Hun sad paa en Træbænk, saâ et Mandfolk sidde ved Siden af sig, strøg med Haanden over sine Øjne, før hun turde tro, hvad hun saâ.
Jo, der sad Mads Madsen, forover bøjet, ganske stille med Hænderne paa de udspilede Knæ.
"Nu skal vi vel se at liste hjem, lille Marie!" sagde han ganske sagtmodig og stille.
Tanke- og viljeløs lod hun sig føre af ham. Hvordan hun kom paa Jernbanen, saa op paa en Vogn … ja det vidste hun ikke. Hun vaagnede først op af en Døs, da hun saâ en Lygte og hørte Kjeldsens Stemme:
"Naa, saa Du laante Kromandens Enspænder paa Stationen, Mads!"