Kjærestesorg/12
XII.
Marie havde ligget længe syg. Mads og hendes Husbond havde skiftedes til at pleje hende.
Sund og robust, som hun var, kom hun sig snart, fik røde Kinder og tilsyneladende muntert Sind igjen.
Det lakkede mod Vinterens Ende. Hist og her pippede blaagrønne Plantegrupper op. Søen var fri for Is og tumlede sig lystig i stærk Sol med kreppede Skumbølger. Foraarssolen spillede muntert om paa Møblerne i Madam Kjeldsens Sovekammer. Hun var kommen saa vidt, at hun sad oppe i en stor gammel Lænestol, indhyllet i to Shawler og et stukket Tæppe.
Foran hende stod Marie og blæste paa en Kop varm Kaffe, bestemt til hendes Madmoder.
"Véd Du af, at Mads tager fra os til Majdag?"
Marie svarede ikke.
"Har han ellers ikke været en pæn Karl? Har han sagt et Ord om den Ting, Du véd nok, siden Du blev rask?"
Intet Svar.
"Er Du nu ikke bleven klog paa, at han — den Anden — var smaatosset? Saa svar dog, Pige! Hører Du?"
"Jo vel var han det."
"Naa …"
"Ja, og det smitter. Han gjorde mig tosset med."
"Fortryder Du det ikke?"
"Nej, Madam! Det var sørgeligt at være, som jeg var den Gang … men det var lige godt … saa nydeligt.... Nej, jeg fortryder det ikke."
"Men tænk, hvor Mads har været net imod Dig!"
"Ja, Mads er en skikkelig Karl."
"Men … hvad er der da i Vejen for at tage ham?"
"Jeg kan ikke taale mere Kjæresterier, Madam! Det tager baade Forstand og Huld fra mig. Det faar En til at granske, og det var Granskning og Rel'ion, der drev Aanden ud af ham — den Anden. Det er ikke for Husfolks og Indersters Børn. Og, vil Madamen love aldrig at tale til mig hverken om Mads eller ham — den Anden, saa lover jeg Madamen at blive hos Madamen, saalænge Madamen lever paa denne jord. Lad mig bare tage dygtig fat med begge Næver, saa driver det Onde nok ud af mig!"
Det skumrede sent hen paa Dagen den første Maj. Mads havde sagt Farvel til Husbond og Madmoder. Han stod midt ude i Gaarden med sin Tøjbylt under Armen, betænkte sig øjensynlig paa Noget, gik flere Gange frem og tilbage, vovede sig endelig hen til Maries Kammervindue og sagde:
"Maa jeg ikke byde Dig Farvel, Marie?"
Marie viste sig i Vinduesaabningen.
"Farvel Mads, og tak for alt Godt!"
"Skal det blive ved det?"
"Ja, det maa det."
Mads saâ lige saa ulykkelig ud som Kjeldsens Emil, naar han havde faaet "Klø".
Marie rakte Hovedet hen mod ham. Mads betragtede hende usikkert. Hun nikkede. Mads kyssede hende; men, da det varede lidt længe, skød hun ham sagte fra sig og sagde:
"Derved bliver det i al Evighed" og trak sig ind i Kammeret.
Mads gik ad Markstien til Spodsbjerg. Paa Halvvejen satte han sig paa en stor Sten. Han kunde se en Gavl af Liselyst i stærkt Lys af den nedgaaende Sol.
"Det er farligt at faa Kondition paa det Sted," mumlede han.
Han sukkede som en Maskine, der tømmes for Damp, rejste sig og mumlede igjen, men uhørlig, nogle Forbandelser mod Kvindekjønnet.
Saa begav Træskomandens Søn sig til sin Faders Hus i Spodsbjerg.