Kjærestesorg/2
II.
Det var ikke, fordi Marie var for godt vant — hun havde mange Gange havt et daarligere Leje end Sengen i Karlekammeret med Blaargarnslagenet over Halmen og den vældige Dyne oven over i den hede Sommervarme — men hun var ikke vant til at have tyngende Tanker paa sit Sind, naar hun kom i Seng.
Hun plejede at sove som en Sten, saasnart hendes Kind berørte Hovedgærdet, lige til hun efter gammel Vane vaagnede med Solen. Da havde hun hidtil kun stjaalet en Snes Minuter som Søvnens Himmerigsmundfuld, før hun fik stukket Fødderne ud af Sengen.
Iaften vilde Søvnen ikke komme. Det var dog sært, saa Alting bankede og mudrede i hende. Hun gjorde helt og halvt omkring, laa snart paa højre, snart paa venstre Side, saa paa Ryggen. Men det var lige galt, hvordan hun saa end laa.
En mørk Masse overvældede hende som et Rytterindhug ved Nattetid. Hun kunde ikke klare sig, hvad det var for Noget, alt dette herre. Hun søgte at klare sig ved med Frygt og Bæven at spørge ud i det bælgmørke Hummer, om det var "Maren" eller "Utingen", der vilde hende til Livs. Der lød intet Svar fra Market, skjønt hun havde spurgt saa mange Gange.
Saa gav hun sig til at græde.
Det lindede for et Øjeblik, men saa blev det lige saa galt, ja værre end før. Det var, som mange hundrede Hestehove gik over hendes Bryst. Det værkede i alle Lemmer. Hendes store gule Haar klæbede sig drivvaadt til Lagenet. Snart var hun hed som Komfuret, naar der var fyret i det til Strygeovnen; snart klaprede Tænderne i Munden paa hende, som naar hun ved Juletid satte de bare Fødder paa Murstensgulvet om Morgenen.
"Hvad har jeg dog gjort, siden det skaber sig saadan med mig?" tænkte hun.
Da hun saa hørte, at denne Tanke var bleven til Ord, højlydt Tale, der lød i Mørket, som om en Anden havde talt, blev hun flov og meget arrig paa sig selv. Hun sparkede til Dynen og sagde:
"Vil Du ligge stille, dit store Utuske!"
Da hun nu hørte disse Ords Lyd, kunde hun ikke bare sig for at le. Saa blev hun bange for sin Latter, saa lo hun igjen, fordi hun var bleven bange. Hun tvang sig da til sagte at tænke:
"Jeg tror, jeg er bleven rundtosset."
Maanen var kommen saa højt til Vejrs, at den paa én Gang fik Raad til at spendere en rigtig lang meget spids trekantet Pil paa Karlekammeret jævne Gartner Kjeldsens Kostald. Det blev saa lyst, at det var en Fornøjelse. Maanestraalen overvandt ogsaa den Angrebskolonne, der havde anfaldet Marie i Mørket, og spredte den, saa den helt forsvandt.
"Det er et ledt mørkt Hul, det Karlekammer," sagde hun. Hun hørte nu sine egne Ord, uden at hun hverken fandt Anledning til at blive bange for dem eller at lè ad dem. Hun fandt dem tværtimod meget fornuftige og fik Lyst til at tale mere med sig selv.
Der var jo slet Ingen i Kammeret, hverken Maren eller Utingen. Ja, men der var lige godt Noget, som pinte hende myrderlig, og det var derfor, hun ikke kunde sove. Men Lyset gav hende Trang og Mod til at give sig i Lag med dette Noget og prøve paa at ordne sin Modstand imod det ved i det Mindste at klare sig, hvad det var for Noget.
Jo, se det var jo det, at Træskomand Mads Madsens Søn, som ogsaa hed Mads Madsen … ham, Søn af Træskomanden, der boede lige foran i Spodsbjerg i et jordløst Hus, ham, Sønnen, der tjente hos Gaardmand Hans Kristensen i samme By … at han, den Karl hos Hans Kristensen, jo havde sagt, at han syntes farlig godt om hende. Og det var jo ikke for det, for, naar den gamle Mads Madsen havde kunnet føde tre Børn ved at lave Træsko, saa maatte Sønnen jo ogsaa kunne det. Det forstaar sig, Raad til Aftægt eller blot Undertag for den Gamle kunde der jo ikke blive paa saadant et lille Sted. Men den Gamle var jo bleven farlig simpel det sidste Par Aar; længe kunde han ikke gjøre det, og se, Marie var jo kun atten Aar, saa det hastede jo ikke med at forandre sig. Hun havde aldrig saadan ligefrem sagt enten Ja eller Nej til den unge Mads Madsen, men paa Ballerne ovre i Stenskoven havde hun bestandig været med ham, og han havde givet baade Kaffe og Thevand, Bajrer og Solbærrom, og han havde fulgt hende hjem langt ud paa Morgenstunden. En Gang var han bleven taab'lig, saadan som det jo sommetidens arriverer for alle Mandfolk, men han havde ladt sig gjenne fra hende, saasnart hun talte skikkelig til ham. Sidste Gang paa S… Marked havde han kjørt hende i Karrousel, hele femten Omgange, danset med hende paa Lars Jensens Dansebeværtning, givet Hindbærlimonade med et Par Stænk Kognak i og været rigtig pæn, da han fulgte hende til Liselyst i den lyse Morgenstund, da der baade var Sol, Maane og Stjerner paa Himlen paa en Gang.
Nu syntes hun, det var underligt, at hun akkurat var lige glad ved at tænke paa Alt dette, og naar hun tænkte paa at flytte ud i Træskomandshuset i Spodsbjerg som den unge Mads Madsens Kone, saa blev hun saa led ved det, at Alting vendte sig inden i hende. Hun blev gal paa sig selv, fordi Noget i hende hastede langt bort fra Mads Madsen og … tæt ind paa Niels.
Saadant et Bæst! Saadan en Fjolrik af et Mandfolk, der tudede og bad for sig ligesom Kjeldsens Treaarsdreng Peter, naar han skulde have Klø, over det, at han havde været et Svin, som alle Smaabørn er.
Det havde Madam Kjeldsen sagt om ham flere Gange, og Marie havde givet sin Madmoder Ret i, at Niels var en rigtig Tøsekarl.
Rigtignok drak han aldrig Brændevin, det lede Skab, som gjorde Mandfolk saa forbandede, at Maries egen Fader, ellers en skikkelig Mand, havde kløet baade sin Kone og alle sine fem Børn den ene Gang om Aaret, han drak sig fuld, nemlig naar han havde været til Alters. Men det var en daarlig Karl, som ikke i et godt Lag kunde taale en halv Pægl, men laa og labede frisk Komælk ligesom en anden Spædekalv.
Men Niels var lige godt en mærkelig Karl! Saadan som han kunde lægge al Ting ud, naar han fik Kjæften paa Gang. Saadan som han var hjemme i alle mulige Videnskaber! Saadan som han kunde fortælle, at han havde sagt baade Degne og Friskolelærere og Højskolelærere Besked, saa de ikke havde mere, de skulde have sagt den Gang. Ja, det var et farlig godt Hoved, Vorherre havde givet den Niels! Se, om han takkede Vorherre for det! Nej, han var lige saa storsnudet mod ham som mod alle andre Mennesker! Marie burde — det følte hun — være forargerlig til Sinds over det, men hun maatte tilstaa for sig selv, at det lød farlig rask og højmodig, naar Niels saadan bralrede op baade mod Gud og Mennesker, ligesom han kunde være General Satan selv.
Og naar han saa stod og gloede hen for sig, saa hans Øjne gnistrede ved det, og mumlede, at, hvis han havde En, han elskede, med sig, saa var han Herre over hele Verden. Løgn var det jo, for hvad skulde det hjælpe ham til et Konge- eller Kejserdømme eller blot til den daglige Føde, at han havde en Kjæreste? Han maatte da have nemmere ved at bjerge Kosten, naar han var alene. Men han saâ rigtig kjøn ud, og det lød rigtig pænt, naar han bar sig saadan ad og sagde saadant Noget. Saa kunde rigtignok Ingen se paa ham, at han var bondefødt.
Det kunde jo være meget rigtigt, at Mads regnede ud, hvad de skulde have om Dagen for at leve, men det var kjedeligt at høre paa det. Det var meget mere morsomt at høre Niels sige, at han vilde sætte sig paa det løbskeste Bæst i hele Sognet og ride lige til Verdens Ende — det var vel nok noget Sludder, for han gjorde det ikke, … men, om han saa kom med noget endnu utidigere Vrævl, saa havde han dog saadanne Talemaader og fine Ord i sin Mund, at de hævede ham langt ud over Bondestanden — det vil sige over Smaafolk i den Stand. Gaardmandsfolk vilde hun slet ikke tale om, de saâ ikke til saadant noget Rak, som hun, Niels og Mads var.
Det var jo ikke helt umuligt, at der var Noget ialt det Vrævl, som Niels diskede op med. En Tid havde hun troet, at det var Løgn altsammen, hvert eneste Ord. Saadan havde han fortalt hende om En, der var kommen af farlig simple Folk inde i Kjøbenhavn, Folk, der aldrig kunde æstimeres for mere end Indsiddere paa Landet, og han havde havt saadant et Haandelag til at lave baade store og smaa hvide Figurer, at der blev kjøbt af dem i hele Verden, og han, der lavede dem, var bleven myrderlig rig og havde bygget et helt Slot inde i Kjøbenhavn, hvor de, som havde Raad til det, kunde kjøbe Figurerne, og, da han døde, havde han havt mange flere Ridder, og Danebrogskors og Ordensbaand end Amtmanden og Kammerherren paa Borreskov, Herredsfogden og den enbenede Major, som boede i Kjøbstaden, alle havde tilsammen. Løgn var det nu ikke, for Marie havde bedt sit Søskendebarn, som tjente hos Skolelæreren i Spodsbjerg at spørge sin Husbond, om der var Noget i det, og Skolelæreren havde sagt, at det havde sin Rigtighed, det kunde baade Pigen og Marie faa Bevis for, naar de vilde gaa ind i Forstuen i Hovedbygningen paa Borreskov, for der var et hvidt Skilderi, og det forestillede Nattens Engel med Vinger paa Ryggen, og det var netop lavet af den Mand, Niels havde snakket om.
Saadant Noget laa kanske og bævrede i Niels, men kunde ikke slippe ud af ham strax, saa det kunde blive til Noget. Men sæt, det slap ud af ham!
Et fjernt, saare taaget Minde dukkede op for Marie. Hun var en lille Tøs paa fire Aar, og hun havde været sammen med Godsforvalterens Børn fra Borreskov paa Raadstuen i Kjøbstaden og set Komediantspillere. De glinsede af Sølv og Guld og havde Fjer i Hattene ligesom de Hertuger og Grever, hun havde læst om i Stumper og Stykker i det Nederste af Kjøbstadens Avis. Dem havde hun stjaalet sig til at læse, naar hun havde pakket Urtekræmmervarerne, hun havde hentet inde i Kjøbstaden, ud af den store Kurv. Hun syntes ogsaa, at de Ord, som disse Grever og Hertuginder sagde i Avisen, maatte lyde, lige som de Komediantspillere snakkede — det bævrede endnu for Ørene af hende, naar hun mindedes det — og saadan snakkede jo Niels ogsaa, naar han var lige ved at græde og fortalte hende, hvor forliebt han var i hende.
Hun følte Niels's brændende Kys og hede Favntag. Hvor kyssede Mads Madsen dødt imod ham! … Mads Madsen var et Bondebæst!
… Midt under Maanestraalernes sølvglinsende Pilebundt, mens Rørhønen klukkede fra Søens Siv, mens Nattergalen slog Triller i Ellene, mens Kilden kogte i Sandet og rislede ned mod Søen, faldt Marie i en tæt Søvn. Hun drømte, at hun stod med Niels paa Taarnet af et højt Slot og saâ ud over en Sø, der var saa blaa, som var den farvet med Berlinerblaat, og paa den anden Side Søen var der nogle lyseblaa Bjerge. Niels sagde mange udenlandske og boglige Ord, mens de stod der, og Marie forstod dem alle, hvert og ét. Hun kjendte ogsaa baade det graablaa Slot, den berlinerblaa Sø og de blegblaa Bjerge, for det var lige det samme Billede, som stod malet paa den Syæske, Madam Kjeldsen havde faaet af sin Mand til Markedsgave i Efteraaret, da det traf sig saadan, at hendes Geburtsdag var den samme Dag som første Mortensmarkedsdag i Kjøbstaden, lige den samme Dag, da Marie og Mads var blevne Uvenner paa Lars Jensens Dansebeværtning, fordi Marie efter Mads's Mening havde danset altfor ivrig Hopsa med Skovfogdens Søn fra Borreskov Kohave. Og aldrig havde Marie set noget Nydeligere end den Æske. Hun havde endog sagt til sig selv: "Skulde man gjøre sig til Tyv, maatte det da være for saadan en Ting, men aldrig for Fødevarer eller Penge."
"Dette er min Borg og mit Slot," sagde Niels "og udi dets gyldne Riddersale og Højenloftsvaler skalst du bygge og bo, o Marie, min højtelskede Brud!"
Og der var Musik rundt i hele Luften, men det var en usynlig Musik. I det mindste kunde Marie slet ikke begribe, hvor den kom fra. Men hun hørte ganske bestemt baade Violin og Brumlebas, baade Klarinet og Trompet ligesom ved de største Gaardmandsbryllupper, hun havde set i sin Barndom, og Lirekasser og Harmonikaer som ved Markederne i Kjøbstaden, og ikke Orgelværk som hver Søndag i Kirken, men Basuner som ved de store Højtider i Kjøbstaden, naar de lød vældig ud fra Kirketaarnets fire Lydhuller. Rundtom ringede Klokker, ja de kimede som mellem Paaske og Pinse, og der var en Kvidren af Lærker og Spurve, Klukken af Nattergale og Drosler og Rørsangere — ikke en eneste Krage eller Allike eller Ravn eller Hane forstyrrede Koncerten ved Vrælen eller Galen. Da hun skulde se paa Niels, saa havde han en skinnende rød Kjole og hvide Buxer paa ligesom Kammerherren paa Borreskov, den Dag han fulgte sin Kone, hendes Naade, til Jorden, og tilmed havde han Guldepauletter paa Skulderen og hvid Fjer i Hatten ligesom Amtmanden i Kjøbstaden, naar han mønstrede Borgerkoret paa Kongens Geburtsdag. Hun saâ ned ad sig selv — og se, hun var i hvid Atlaskeskjole med langt Slæb, ligesom Herredsfogdens Datter, den Dag hun havde Bryllup med den unge Doktor i Uggerløse. Hendes Haand gled bagtil — og se — hun havde ligesaadant et gevaltig udbrusende Bagstykke, som de fineste Damer i Kjøbstaden havde baaret i de sidste Aar. Niels trak en Harmonika frem, som han havde gjemt under sine røde Kjoleskjøders hvide Atlaskes Foder, spillede og sang:
Marie, hvorhen vore Fødder end træde,
er Blomster og Sang og Skjønhed og Glæde,
og vi ere Herrer paa hele jorden,
og derfor est den et Paradis vorden …