Kjærestesorg/3
III.
"Marie! … Marie! Ma—ri—e!"
Hun vaagnede og sad med et Sæt overende i Sengen.
Hun kunde ikke komme til sig selv efter Springet fra Drømmelandet til det mørke Karlekammer, hvor Morgensolen ubarmhjertig blottede den raat kalkede afskallede Væg med de ubedækkede Stolper af Bindingsværket.
Og hvem raabte hendes Navn? Hun plejede at vaagne af sig selv. Endnu havde aldrig Nogen behøvet at kalde paa hende, hverken de bælgmørke Vintermorgener eller de lyse Sommermorgener med den skærende Sol.
Jo, … der stod Gartner Kjeldsen, lang og smal, i sin hvidgule Lærredsdragt med en Olieplet paa Maven og med store franske Træsko paa Benene. Morgensolen tændte hans røde Overskjæg, saa det luede som den spidse Flamme i Tuden paa Kjøkkenlampen, naar den hang i Skorstenen ved Vintertid.
Marie var gyselig flov. Først fordi hun ikke var vaagnet af sig selv, saa — og det var meget værre — fordi hun opdagede, at hele hendes Haar havde løst sig og hang til alle Sider som den lyse Manke paa den røde Hest, naar den ikke var striglet, for et Fruentimmer skulde altid være redt.
Alt dette løb med elektrisk Telegraffart igjennem hende, mens Kjeldsen tøvende ordnede sin jydske Talestemme til Skjænd.
"Det er en nydelig Redelighed. Karlen laa og snuede i din Seng, og du ligger i hans."
Marie var nu helt vaagen og blev som sædvanlig snarraadig til Gjensvar.
"Ja, det er da bedre, Kjeldsen, end om vi begge to havde ligget enten i hans eller i min."
"Ja—a—a. Det kan nu være sandt nok, … men … hvorfor skulde I saadan … sangsere Seng?"
"Niels var syg igaar … og saa bad han mig om at bytte, fordi det trak ind i dette herre Kammer."
"Du er fæl medlidende mod den spatbenede Vallak, synes jeg. I har vel ikke ligget hver for sig hele Natten."
Marie gav sig til at græde saa voldsomt, at hun hylede og hulkede som et Barn.
Gartner Kjeldsen stod og saâ stift paa hende. Han vidste ikke, om det var et Tegn paa Skyld eller Uskyld, denne Graad, som bragte hele den store, stærke Piges Overkrop til at vride sig som en Orm, man træder paa. Allenfals blev han uhyggelig til Mode ved dette stærke Sindsudslag, som var hans jydske flegmatiske Temperament og rolige Energi saa fremmed.
"Du skulde hellere lade være at tude og brøle, Marie, og staa op til dit Arbejde," sagde han. "Du véd jo, at min Kone ikke kan tage fat, saa daarlig som hun er efter den sidste Barselseng. Der staar nu Køerne dernede paa Engen, og de skulde være malkede for over en Time siden … Naa, naa, naa! … Du kan da bie, til jeg kommer ud, det ligner ikke Noget for en ung Tøs at vise sig nøgen for et Mandfolk."
Marie havde nu aldrig været vant til saadanne fine Fornemmelser. Fra hun var Barn, til hun kom ud at tjene, havde hun ligget i samme Stue som sine Forældre og i samme Seng som sin fem Aar ældre Broder. Hun blev halv indigneret over, at Kjeldsen fandt, at der var Noget i, at hun i bart Linned og med bare Ben var sprungen ud af Sengen, for hun var jo ren og proper; det kunde man sagtens være, saa længe det var Sommer; saa vaskede hun sig i Søen lige til midt paa Livet. Hun sagde lidt trodsende gjennem Graaden:
"Aa, naar man er en ordentlig Pige, saa synes jeg, det kan være lige meget, at man ikke er paaklædt, fordi en gift Mand ser paa En."
"Ja, ja, Marie," sagde Kjeldsen noget slaaet ved den Ytring og maaske en Smule tilbøjelig til at antage, at Marie ikke havde havt "Sjov" med Niels denne Gang.
"Gaa saa til dit Arbejde!" sagde han og gik.
Niels havde faaet en værre Konfekt. Da Kjeldsen var staaet op og til sin Forbavselse ikke saâ eller hørte Marie, som plejede at være den Første paa Pletten, og havde fundet Niels liggende i hendes Seng, var han først bleven rasende indvendig. Men han havde strax arbejdet sig rolig, var gaaet hen til Sengen, havde et Minuts Tid betragtet Niels, som snorksov med den ene Kind vendt lige i Vejret. Paa samme Kind havde han da anbragt et Ørefigen, saa det sved i hans haarde Haand. Da Niels vaagnede med et Vræl, havde han sagt:
"Ja vel er det Klø. Ja vel er det mod Tyendeloven. Du kan jo stævne mig og tage Maries Overdyne til Vidne. Du kan tage Lervaskerskaalen med, saa har Du jo to. Saa kan Du faa din Løn og stikke af med det Samme. Vil Du ellers Noget, kan Du møde mig for Retten og faa stævnet disse herre to Vidner til at bande paa, at Du har faaet en paa Kassen ud over kriminel Lavalder … Se saa til, Du faar lettet Bagfjerdingen, Niels, og faa samlet de Klæder, Du ikke har! saa har vi to talt det, vi skal tale sammen for det første."
Niels havde faaet samlet sig til en imponerende Holdning med Overkroppen. Han fik sagt:
"Med en levende og energifuld Protestering mod Vold erklærer jeg …"
"Ja, vel, det tror jeg nok," havde Kjeldsen sagt og forladt Kammeret for at gaa ud og vække Marie, som han antog maatte være i Karlekamret, for hvor skulde hun ellers være? Der var jo ingen andre Sengesteder udenfor Familiens end Pigens og Karlens.
Da Kjeldsen havde givet Marie den Irettesættelse, han fandt passende, tændte han sin Pibe, da han var kommen uden for Stalddøren. Da kom Niels imod ham.
"Mit Tøj er derinde," sagde Niels med tilbagekastet Hoved. "Det turde maaske tillades mig at tage det."
Kjeldsen pegede mod Karlekammerets Vindue og nikkede, men stillede sig selv i Kostaldens Dør. Derfra kunde han se gjennem den aabenstaaende Dør til Karlekammeret ind i dette og kontrolere, at intet Utilbørligt gik for sig.
Marie stod halv paaklædt og vaskede sit Ansigt i Lerskaalen ved at øse Vand op i det med Hænderne. Det kolde Vand mødtes med varme Taarer. For hun følte, at det lige godt var en farlig Tort, der var overgaaet hende.
Da hun havde skjænket sin i Stalddøren staaende Husbond og Niels hver sit Sideblik, var hun ikke til Sinds at sige et eneste Ord, men til at dukke Hovedet og lade Alt skylle over sig.
Niels pakkede under høj Rømmen og mange Sukke sin Bylt; men, da dens Indhold kun bestod af én Frakke, ét Par Buxer, to Skjorter, tre Par Strømper og en gammel lavpuldet sort Hat, kunde han ikke trække Arbejdet synderlig langt ud, om han ogsaa standsede flere Gange og lod, som om det kostede ham uhyre Anstrængelser, og gjentagne Gange udstødte: Aa ja, ja, ja, ja!
Marie blev ved at øse Vand mod sit Ansigt. Kjeldsen blev ved at ryge sin Pibe.
Niels fandt i sit Hjerte, at det var et utaknemmeligt Publikum. I Stedet for den højspændte Stemning fra Gaarsaftenen følte han nu hver Muskeltrævl i sig hænge slapt som vaadt Uldgarn. Men Noget burde han sige, inden han forlod Scenen. Det følte han som en uafviselig Pligt. Han slog ud med Armen, men skottede ud gjennem Stalden og saâ Kjeldsens smaa graa Øjne stirre stift paa ham, alt mens hans store Haand løftede sig lidt. Niels gik da sidelængs ud gjennem Stalden, passerede Kjeldsen, mens han undgik hans stirrende Øjne. Først da han var uden for hans Rækkevidde, raabte han gjennem det aabne Glugvindue ind i Kammeret:
"Hvem lovede mig at staa først op imorges og give mig sød Mælk? Hvem er Skyld i, at jeg faar ondt i Brystet hele Dagen? Far evig vel, Marie!"
Marie græd ud i Vandet og sagde ved sig selv:
"Ja, det var Synd og Skam af mig, at jeg sov over mig og glemte den Smule Mælk."
Kjeldsen stod i Stalden og saâ Niels blive mindre og mindre, alt som han fjernede sig ned ad den hvidgraa Landevej. Først var han rigtig vel fornøjet med sig selv og sin Myndighedsudholdelse og sagde:
"Gud ske Lov, at jeg endelig blev af med det Asen! Kanske kan jeg faa Træskomandens Mads til at hjælpe mig med at heste, til jeg kan faa mig en ny Karl … Niels … det Kvæg! Hæ!"
Kjeldsen gik fra Stalden hen til Leddet ud mod Landevejen. Derfra kunde han se langt, langt hen ad den lige Stribe, som var indrammet af Alleens Linde, Popler og Rønnebærtræer. Niels var bleven til en lille bevægelig sort Prik; knap løftede samme Prik sig ud fra alt det Hvidgraa og Grønne. I det Fjerne saâ det ud, som de grønne Trætoppe slog sammen tæt ned mod Vejen, og som om Niels blev borte mellem dem.
Gartner Kjeldsens Selvtilfredshed formindskedes efterhaanden, som Niels nærmede sig mere og mere til at blive usynlig. Da han slet ikke kunde se ham mere, brummede han:
"Det sølle Kræ! Vor Herre har skabt ham til et tosset Kre'tur. Jeg vilde lige godt ikke blive saa forskrækkelig glad, om jeg hørte, at han enten havde aflivet sig eller var kommen paa Arbejdshuset … Men … saa længe Verden staar, maa dog Husbonden være Husbond, og Tyendet Tyende."
Kjeldsen havde røget sin Pibe ud. Han tændte en Cigarstump, den økonomiske Rest af to Dages Cigarrygning, thi han var tre Dage om én Cigar. Den skulde være gjemt til Middagskaffen, samme Stump; men Kjeldsen følte sig saa betagen af denne Morgenstunds Sindsbevægelse, at han letsindig greb til den Opstrammer, som nærmest tilbød sig. Han gik en Omgang i sin Have, eftersaâ Urte- og Blomsterbede, rykkede af og til, halv adspredt, en Nælde, en Bynke eller anden Ukrudtsplante op med Rode, gik ned til Søen, spyttede ud i den, for den korte nikotinholdige Cigarstump irriterede Spyttekjertlerne. Men bestandig følte han en Uro i Sindet, som havde han gjort noget ondt. Men det havde han jo ikke. Niels var jo dog et Bæst; længe havde han tænkt paa at sige ham op, hvad han ærlig havde fortjent, og nu var der jo kun sket ham hans … ja … lad mig sige, hans retmæssige Retfærdighed … Saa! Nu er han væk.
Kjeldsen sugede paa Cigaren, som skulde han suge Hjertet op i Svælget. Han saâ Marie gaa over Gaarden og ned til Søen med en Bylt vasket Tøj til Skylning.
"Den tossede Tøs — hæ … hun! … Ja, Gud ved, om hun egentlig har gjort Noget i og for sig selv? Saa! Nu trækker hun Hoserne af og sopper ud! Hæ … Det er dog vist bedst, jeg snakker om Tingene med Mine."
Kjeldsen tog, hvad Cigaren kunde byde i sin Dødsstund. Først, da den sved hans Overskjæg, hev han den langt fra sig, sukkede og gik ind til sin Kone i Sovekammeret.
Endnu vare de tætte Rullegardiner nede. Madam Kjeldsen havde ligget i Sengen den meste Tid, siden hun havde født sin sidste Dreng. Han og hans ældre Broder laa i det dæmrende Rum paa Gulvet; begge i bar Skjorte. De væltede sig i Gulvsandet som Smaagrise, smaahvinede og smaasloges, hver gnavende paa et Stykke Rugbrød, hvis Smør de delte med deres Mund og Kinder, alt mens de ugenert blottede sig baade for og bag. Kjeldsen vidste ikke rigtig, hvad han skulde sige.
"Det er Fa'en til Varme, Mine!" begyndte han.
Hans Hustru svarede:
"Det gjør saa ondt med den nye Gibsbandage, som Doktoren lavede igaar. Den skærer mig baade i Hofterne og …"
"Her er forbandet mørkt," brummede Kjeldsen og rullede det ene Gardin op.
Et Par kloge, tungsindige Øjne fulgte fra Sengen alle hans Bevægelser og hele hans Minespil. Kjeldsen mærkede det og vilde knibe ud fra deres Rækkevidde. Han flyttede sig hen til det andet Vindue, rullede ogsaa dets Gardin op, lukkede op og fløjtede ud i Haven.
Da han vendte sig om, saâ han endnu sin Hustrus Øjne, nu i Dagslyset mildere og mindre stikkende, men alvorlige og klart spørgende ruge over ham. Han gjorde en brat Drejning, skuttede sig, var glad over, at han fandt en Pind paa Gulvet. Den tog han op, gav sig til at snitte i den ud ad Vinduet med sin Tollekniv. Spaanerne, balstyrige som en ung Piges tykke, krøllede Haar, vred sig sammen i Krumninger, før de vilde give los; Kjeldsen maatte rive flere af Spaanerne af langt ned paa Pindens Stamme og voldelig smide dem langt fra sig.
Skjønt han vendte Ryggen til, mærkede han sin Kones Øjne. Han følte dem brænde og svide paa hans Ryg gjennem Lærredsklæderne.
"Aa, Mine!" sagde han … "det er dog ledt, saa de Unger vræler. Jeg smider dem ud ligesom Hundehvalpe … ja, det gjør jeg."
Han virkeliggjorde sin Tanke ved med hver af sine store Hænder at gribe hver sin Dreng, Emil med den højre og Peter med den venstre Haand, og mens de vrælede i vilden Sky og sprællede ud med alle otte nøgne Lemmer, blev de besørgede ind i Dagligstuen.
Der gik Marie og støvede af.
Ganske rolig og mildt tog hun imod Børnene og sagde:
"Emil og Peter! Nu skal jeg klæde Jer paa. Kom hen til mig, I Smaaskidt!"
De røg brølende i Favnen paa hende.
"Kjeldsen!" sagde Hustruen paa én Gang mildt og formanende, som kunde det være et af deres Smaabørn, hun talte til. Hun havde set, hvorledes Børnene havde tyet hen til den store Bondepige.
"Ja, man kan sgu da ogsaa blive arrig en Gang imellem", brummede han uden at se paa Konen, men nærmede sig til hende fra Siden, ligesom lidt luskende.
"Hvordan vil Du have, jeg skal undvære Marie? Hun er den eneste ordentlige Pige, jeg har havt i tre Aar", sagde Madam Kjeldsen.
"Jeg har ikke sagt hende op", sagde Kjeldsen surt.
"Men hun tager bort alligevel."
"Skulde jeg da have beholdt det andet Bæst — ham Niels — for hendes Skyld?"
"Ja, for gjorde han ikke noget Gavn, saa var han dog ikke stort værre end de Fleste."
"Han skabede sig saa ækelt."
"Det kunde du jo lade ham selv om, hvis han vilde være Komediantspiller."
"Og saa stjal han Mælk!"
"Ja, vi har havt dem, som stjal Penge."
"Og saa det med Marie, som laa i hans Kammer … og …"
"Kan Du bevise, de har gjort noget Galt sammen?"
"Nej! Men man er da ikke fra igaar, saa man ikke kan begribe, at Mennesker …"
"Ikke er andet, end hvad de er."
"Ja netop. Men de skal dog ikke have Lov til …? Hvad? Synes du, at Moraliteten og … Dyden … og det Væsen ikke skal holdes i Ære af Husbond og Madmoder lige over for Tyendet?"
"Jo. Men hør, Kjeldsen!"
Hun tog ham i Haandleddet og trak ham hen til sig, fik ham bøjet ned imod sig og mumlede:
"Blev vi ikke gifte i sin Tid i Juni? Blev ikke Emil født i Juleugen? Du maa ikke tro, jeg synes, at det var, som det skulde være, og jeg har grædt mine modige Taarer, og jeg var nærved at synke i Jorden, da jeg gik op ad Kirkegulvet … Var Du rigtig glad paa din Bryllupsdag? Og da jeg nu blev saa daarlig efter Peter, saa har jeg jo siden ligget og tænkt baade det Ene og det Andet".
Kjeldsen leverede en Lyd mellem Hoste og Grynten, rev sig lindt og mildt ud fra sin Hustrus Tag, gik hen i det aabne Vindue og fløjtede ud ad det.
En brat Vending — saa gik han ind i Stuen, hvor Børnene nu laa og legede i en Krog, og Marie ryddede op paa Møblerne.
Først gik Kjeldsen hen til Børnene, kildede dem paa Hals og Ben, saa de lo med Hvin. De var ikke mere bange for ham. Lige over for Marie gjaldt det om ikke at lade hende mærke, at han var dalet ned fra sit Husbondsstade. Marie vendte stadig Ryggen eller Siden til ham. Tørt og myndig sagde han:
"Eftersom min Kone er fornøjet med dit Arbejde, Marie, saa kan du godt faa ti Kroner i Forskud paa din Løn til at kjøbe Dig en ulden Kjole til Vinter."
Marie havde — det vidste han fra sin Kone — ytret det som sit højeste Ønske at faa en sort ulden Kjole med lidt "Pynt" paa, en, som kunde passe til den lille sorte Filtehat med Fjer, hendes Indkjøb paa Kjøbstadens Sommermarked. Kjeldsen havde tidligere ladet hende mærke sin Misfornøjelse over, at hun havde kjøbt saadan en "Halløjhat", og spottende spurgt hende, om hun snart skulde have "Rumpesløjfer" paa Kjolen.
Marie vendte sig om mod ham. Der tændtes en Glædesild i hendes endnu lidt rødkantede Øjne, og snart var hele hendes Ansigt et helt Solbillede. Mindet om Niels smeltede i den nye Fryds Varme og det nye Haabs Glans. En sort, ulden Kjole med Pynt!
Hun vilde gjerne takke sin Husbond, vidste ikke, hvorledes hun skulde komme afsted dermed, men Kjeldsens bratte, noget larmende Udgang fritog hende for videre Granskning.