Kjærestesorg/4
IV.
Under Pasning af sin syge Madmoder, Røgt af de to Smaadrenge, og hvad ellers hendes Kondition kunde bringe af Arbejde, gik Tiden godt for Marie Resten af Sommeren. Hun fik ikke Tid til at slippe sine Tanker ud til Flagren.
Aa, der var dog saa dejlig lunt i Gaarden og endnu lunere nede i Engen. Alt lukkede og spærrede for det, der vilde ud af Sindet. Det kunde Altsammen blive derinde, knurre og murre af og til, men Marie, de store Bøge, de gamle Elle og de vældige Siv, tætte som Hveden i fed Jord, var enige om, at det var dejligt at være i Ro — at lukke sig, at stænge for. For det meste inden i En, det var noget tosset Tøj, ligesom Frøerne inde mellem Sivene, Snogene inde mellem Ellestubbene, Skrubtudserne inde mellem Jordbærplanterne, Myrerne og Ormene under Bøgerødderne.
Da Marie plukkede Jordbær efter den sidste Bestilling fra Amtmanden i Byen, tog hun hver Skrubtudse, hun saâ, i det ene Bagben, drev den af al Kraft ud over Enghulingen, stadig i det sangvinske Haab, at Kastet skulde være stærkt nok til at befordre Delinkventen ud i Søen. Det lykkedes aldrig. Hun hørte stadig et dumpt Plask nede i Engen; videre kunde hun ikke faa kastet det grimme Dyr. "Men saa kom han altid saa langt, det Bæst! Saa kunde han ligge og kravle der, til han gad hoppe ud i Søen."
Naar hun selv kom ned til den for at vaske eller skylle, gjorde dens aabne Flade med alt det Solkommers hen over sig hende megen Fortræd. Saa trængte alt det paa, som hun gjemte inden i sig, og vilde ud i det meget Lys og det frie Rum; i det mindste vilde det gjøre en Tour over til Skoven paa den anden Side; men det skulde blive inde og være ordentligt, hvis hun ellers skulde have Fred. Hun kneb da enten Øjnene tæt til eller holdt dem skarpt fæstede paa den lille Smule Vand, hun behøvede til sin Dont. Paa den Maade holdt hun alt "det indvendige Skab" i Ave.
Det lindede da farlig igjen at komme op, hvor Alt dækkede for Synet. Der kunde En have Fred!
Saa kom Efteraaret og rev den ene Rift efter den anden i de skjærmende Løvgardiner. Og saa falmede Resterne saa skammelig som uægte farvet Bomuldstøj.
Naar hun kom ind i den tidlige, dæmrende Morgen, hvor Alt ned mod Søen laa i Taage, gik det godt an. Der havde Marie Sind til at synge som midt om Sommeren og afleverede ud i Disen Visestumper som f. Ex.:
Den, som sørger, den, som græder,
glædes skal i Himmerig,
gaa i hvide Silkeklæder,
fryde sig foruden Svig.
Selv paa Jordens favre Sletter
er der store Glæder til;
syng i stjerneklare Nætter,
Pigelil! til Strængespil.
Hun kunde rent lade være at tænke paa, hvad hun sang, vugge sig i den tarvelige Melodi og i de trivielle Rhythmer og bagefter, naar Ordene randt hende i Hu, le ad dem som noget Vrævl, der kunde være godt nok for Niels og saadan nogle taab'lige Rade.
Saa lettede Taagen, saa dirrede Duggen i de lange Traade af Edderkoppespind, der viftede frit ud i Luften eller hængte sig mellem Blad og Blad, Gren og Gren; saa grinede Solen bredt gjennem de plyndrede Træer, alt mens den sendte sit Grin lige ind paa de stakkels døde Blade. De maatte til at begynde deres langsomme Fald mod Jorden, vridende sig i Dødskampen, opdrivende al mulig Modstand mod den ubetvingelige Lov, som tvang dem ned.
Og hvad Solen ikke grinte, grinte Søen. Hu, hvor den blev aaben allevegne!
Der var ingen Ro mere.
Ligesom Sol og Se, det tilbageblevne Løv og de vaadt glinsende Stammer, Sivenes glitrende Toppe, de sejlende og dirrende Spindelvæve, de dugbestænkte røde Køer nede i Engen syntes at have det allerlystigst, saa mørknede Alt med et.
Skoven hinsides Søen blev sort. En sodfarvet Sky bredte sig over Himlen. Skraa Regnstraaler marcherede over Søen og piskede den; den spyede til Gjengjæld op imod dem, som den kunde bedst. Det suste, hvinte, plaskede og sjaskede. Saa! Nu kom Regnens vaade Skyts over Liselyst. Tøjet, der hang til Tørring paa Snore mellem den ene Længe og Stuehuset, maatte reddes i lynende Fart. Hvor den Regn og den fejende Blæst gjorde lyst ud mod Søen! Den rev hele Totter ud af Træernes tynde Haar. Løvet fløj og flagrede; det, der alt var faldet, fik ikke engang Ro; det maatte med i Dansen.
Oppe paa Gaarden, hvor Marie, efter at have bjerget Husets Vask, gik om dyngvaad, med Regnvand drivende ned ad Fingrene, kunde hun se et stort, et meget stort Stykke Sø, og til den anden Side laa Landevejen med sine, ejenskærende Pytter og omtrent nøgne Allétræer. Nu piskede Bygen langs Landevejen. Det var forskrækkeligt saa langt man kunde se nu, da Træerne ikke lukkede for Udsigten.
Nej — der var ikke Fred eller Læ nogensteds!
Marie stod støttet op til Laagen ud mod Vejen, turde ikke længere se langs den uendelige Vej, heller ikke vende sig, for saa havde hun den aabne Sø. Hun gav sig til at græde omkap med Oktoberbygen, løb ind paa sit Kammer, smed sig paa Sengen og hulkede med Næsen ned i Hovedgærdet.
Aldrig havde Marie hidtil brudt sig det mindste om, at Aarstiderne vexlede. Det var jo i sin Orden, at Sommeren var varm, Vinteren kold, at Alt spirede om Foraaret, og Alt visnede om Efteraaret.
Hun maatte have Redelighed paa, hvad der gik ad hende nu, da hun kunde græde over hvert et Blads tunge Fald, græde omkap med Bygerne, der red i Galop over Søen. Og hun vilde have Redelighed derpaa, for der var ingen Mening i, at en stor og stærk Pige, der ellers havde en Appetit som et andet Kre'tur, laa saadan og skabede sig. Hvad savnede hun?
Det nyttede ikke, at Noget i hende vilde smage sig fra det Hele. Der var noget Andet i hende, og det følte hun var det Stærkeste, som krævede en ren og klar Besked. Hun tvang det første Noget til Tavshed og lod det andet Noget komme lige saa højlydt til Orde, som det forlangte.
Hun savnede Niels. Hun længtes efter Niels.
Nu var det sagt, og det nyttede ikke at "stritte imod". For sandt var det lige godt.
Hun skjældte Niels ud baade for en doven Hund, en Fjols og et Skabedyr. Det hjalp ikke.
Det var dog saa morsomt at gjøre Grin med ham paa samme Tid, som man morede sig over alt "det Vrævl", han fortalte. Det var ligesom at læse Romaner eller gaa paa Komedie. Marie havde for nylig været paa Komedie en to tre Gange inde i Byen og havde set baade "Gøngehøvdingen", "Et Vajsenhusbarn" og "Valdemar Sejer". Hun havde lønnet Kunstpræstationerne baade med Begejstring og Taarer; hun kunde ikke faa den vældige Svend Gønge, den forurettede Jane Eyre, den drabelige Valdemar Sejer, den ædle Karl af Rise ud af Hovedet. Hun havde drømt om dem i mange Nætter, uagtet hun sagde til sig selv hver Morgen:
"For det første er det jo Løgn Altsammen, og for det andet rager det jo ikke mig. De, der spillede det Hele, var jo nogle fordrukne Tampe, som rendte fra Gjæstgiveren uden at betale; det véd jeg baade fra Gjæstgiverens Frue og fra hendes Kokkepige."
Saadan gik det ogsaa med Niels. Det var ogsaa en Komediemand. Han fyldte saa underlig i den sluttede Kreds af Træer og Siv. Det var ligesom med de Fyre mellem "Kolischerne". Nu var der ingen "Kolischer". Efteraarets Rusk og Regn havde ubarmhjertig revet dem itu. Nu var der ingen Komediemand, som hun kunde beundre i Stilhed og gjøre Nar ad højlydt. Det var ikke til at holde ud paa Liselyst. At man ogsaa kunde bryde sig noget om saadan en Vindspiller som Niels!
Baade Gartner Kjeldsen og hans Kone bemærkede, at det var sløjet af med Maries Arbejde. Baade Manden og den syge Kone vare enige om, at det maatte være Kjærestetanker, som voldte, at Marie stundom sved Vællingen, brændte Sværet paa det stegte Flæsk til Kul, lod den lille Peter gaa om med dryppende Næse og smudsig "Busserunne". Hun, som ellers var saa proper, baade med sig selv og i Huset!
Da Kjeldsen en Tid havde siddet i Sovekammeret paa sin Kones Sengekant efter at have nydt sveden Vælling til Middag, uden at han havde klaget, sagde Madam Kjeldsen, der havde lugtet, hvad der var i Vejen:
"Marie maa græ'mme sig svært."
"Hun er bleven en rigtig Gris", brummede Gartneren resigneret.
Madam Kjeldsen græd og sagde:
"Ja, hvor kan En være Kone i sit Hus, naar man ligger saadan, som jeg ligger? Sveden Mælkemad er det værste, jeg kan tænke mig for et Mandfolk."
Kjeldsen var yderlig forbitret over den Mad, han havde faaet, men, skikkelig som han var, havde han, mens han slugte Vællingen, fast besluttet ikke at nævne et Ord derom, da han vidste, hvor nær hans Kone vilde tage sig det. Men, da Marie til Eftermad havde leveret Aborrer, som var saa forkogte, at alt Kjød faldt fra Benene, mistvivlede han et Øjeblik om at kunne bevare sin Ro. Han gjenfandt den først, da han havde aabnet Vinduet og med et kraftigt Kast besørget et helt Exemplar af de mislykkede Fisk hen til Hundehuset. Lænkehunden lod sig ikke byde den Extraforplejning to Gange. Et Øjeblik havde Kjeldsen fortrudt, at han ikke, til endnu større Haan for Marie, havde givet sine to Grise hver en forkogt Aborre.
Nu, da hans Kone igjen pirrede ved Saaret og klagede over sin egen sørgelige Lod, kogte hans Sindsbevægelse over paa upassende Tid og Sted. Han udbrød, mens han fór om i Kammeret:
"Ja, kunde man endda lære sig til at tygge Drøv ligesom Kvæget, saa kunde man da gaa ud i Stalden og æde, for Høet er da hverken svedent eller kogt i Smadder saadan som den Svineføde, der bydes En."
Han blev bange for sine egne Ords Buldren i Sovekamret. Han tav brat og satte sig atter paa Sengekanten, tog sin Kones smaa bleggule Hænder med de svulne blegblaa Aarer mellem sine vældige rødbrune Arbejdsnæver, strøg dem saa fint, som de havde været af Silke, eller som de havde været de sarteste Rosenblade, det nogensinde var faldet i hans Lod at behandle, mens han var Herregaardsgartner. Aa, de var saa kolde og klamme, de stakkels Hænder! Saa magre og saa kraftesløse, at Kjeldsen fik en Fornemmelse af, at Mellemhaandsbenene vilde ramle sammen, hvis han blot gjorde en Antydning af at klemme dem.
Saa inderlig hjælpeløs var den stakkels Kvinde, som nu trykkede sin Kind til hans Arm og varmede langt ind i den med sin Feberhede. Og saa følte han sig selv saa hjælpeløs overfor denne Syge, saa skyldig, fordi han havde ladet sin Gnavenhed i Anledning af den daarlige Mad gaa ud over hende. Det drog igjennem hans stærke Krop, som naar han en enkelt Gang om Vinteren havde vovet sig ud i piskende Sne i Skjorteærmer. Tænk, hvor Mine havde været en dejlig, buttet og frisk Pige, umulig at staa imod! Nu laa hun saadan! Og han, hendes Mand, var Skyld deri, for Doktoren havde sagt, at den anden Barnefødsel vilde blive slem, og nu … aa!
Hans røde og hendes blonde Hoved nærmede sig hinanden, og nu sad de der og græd stille over store og smaa Sorger, en næsten lydløs Sørgeduet, hvis klagende Moltoner bævede gjennem Sjælene som Vinden gjennem Smaabøgenes visne og raslende endnu fastsiddende Løv derude i Skoven.
Gartneren mælede endelig:
"Ja, hvad kan dette herre hjælpe, Mine? … Ja … ja … hvis Du mener, at det bliver bedre med Marie og hele Grejen her hjemme … ja det er rigtignok mod hele mit Princip og … Program at bede et Tyende, som man har jaget bort, om at komme igjen …"
"Mener Du, Niels?" afbrød Konen ham. "Nej for det første vilde jeg ikke have, at Du skulde ydmyge Dig saa dybt, og for det andet, saa …"
Her tav hun. Hun syntes ikke at kunne klare sig, hvorhen hendes begyndte Tankegang stilede, og afbrød sig med et ynkeligt Suk.
Ægtefolkene blev atter siddende en Stund, Haand i Haand og Kind mod Kind. Da blev Kjeldsen lidt utaalmodig og sagde:
"Ja, men en Karl maa jeg have … og .."
"Ja", sagde hans Kone, "og naar han bare kunde …"
"Blive Kjæreste med Marie — hvad?"
"Ja … eller … ja, jeg véd ikke, hvad jeg skal sige, for den gaar ogsaa ud over min Tænkekraft, al den Daarlighed. … Ja … for Tøse i den Alder … eller, naar de er saa store og stærke som Marie … for dem maa der nogen Kjærlighed og Kjærestevæsen til, for ellers bliver deres Arbejde dem altfor kjedsommeligt. Og naar de har nogen Forstand selv og kan gjenne Karlene lidt fra sig, saa kan de saamænd godt skifte med den Slags Kjærester en to tre Gange, inden de naar de Par og tyve, for saa maa de helst tænke paa En, som kan føde dem, foruden det, at de elsker ham, for det sidste er det dog, det kommer mest an paa … ja det første … ja véd Du hvad, Kjeldsen, men det er da ogsaa forskrækkelig vigtigt i dette syndige Jordeliv. Hisset oppe er det en anden Sag …"
"Mon?" brummede Kjeldsen og saâ grundende ud i det dæmrende Rum, som om han ventede en Aabenbaring fra det Land, hans Hustru hentydede til. "Men hvad mener Du ellers, jeg skal gjøre, Mine?"
"Prøv Træskomandens Mads. Ham har da Marie havt lidt Sind til. Kanske hun kunde komme til at bryde sig lidt om ham, naar hun fik forvundet Niels."
"Det er da ikke din Mening, Mine, at jeg skal lægge for og tigge Træskomandens Mads om at tage hertil, især nu, da det lakker ad Vinteren, og jeg godt kan undvære en Karl?"
"Nej, det vilde være under din Værdighed", sagde Madam Kjeldsen med redebon Anerkjendelse af sin Mands Husbondsfornemmelser. "Men Du skal se, hvis Du en Aften lader, som om din Vej førte forbi Træskomandens, saa vil Mads nok møde Dig."
"Saa—aa? Hvorfor?"
"Jo, for Mads har ganske bestemt lugtet Niels's Spor paa Landevejen."
"Hm! ja saa Gu! Naar Du tror, at Mads har det paa den Maade ..? Ja—a—a!"
"Kan du huske, at du ogsaa i sin Tid kunde opsnuse Mejeriforpagterens Søn paa Bollerupgaard, naar han vilde rende efter mig ude i Kjøkkenhaven?"
"Han fik s'gu Klø, Mine."
"Det fik han."
"Hu — ja!" sagde Kjeldsen og hug med sin stærke højre Haand ud i Luften, saa man kunde høre en Susen ved det.
Som sædvanlig følte Kjeldsen Trøst og Beroligelse efter at have talt med sin Hustru. Han besluttede at følge hendes Raad og gjøre sig et Ærinde til Spodsbjerg.