Kobbersmeden/1
I.
Kobbersmed Zedlitz havde sit Værksted i en af Byens afsides Gyder. Det var et temmelig stort Kjælderrum. Det stod Sommer og Vinter aabent mod Gyden med den sparsomme og uregelmæssige Brolægning. Højt Græs voxede op mellem Stenene. Den havde kun Huse paa samme Side, hvor Kobbersmedens gamle Hus laa. En Grøft, overgroet af Nelder og Skræpper, tæt som et tropisk Krat, med et Stengærde paa den anden Side skilte Gyden fra Markerne. Om Stengærdet hang Gardiner af alskens i hinanden slyngede Buske og Planter. Kobbersmed Zetlitz havde mange Gange maattet frelse en af Byens ubesindige Individer, naar Vedkommende fra Marken vilde ned i Gaden og da blev hængende blandt de sejge Grene og med den lumsk tildækkede Afgrund foran sig, som bag det frodige grønne skjulte mange, mange Aars opdyngede Mudder. Thi Zedlitz vidste et hemmeligt, forsvarlig fastsiddende Gangbræt, som førte ofrer det falske Dyb til en forhenværende Overgangssti paa Gærdet. I sit højst ejendommelige Maal en uformelig Blanding af sit tyske Modersmaal, som han havde glemt, og sit Adoptivlands Sprog, som han aldrig havde lært, sagde han med faa Variationer til vedkommende Dreng, naar han havde reddet ham:
"Kann du seh, din verdammte Bubunge, hvat du er für en Schlingelasen? Du havde kunnet nederdratte i den Schlucht og slaa dich in Schmalle til stor Bedrøvnis for din Fatter und din Mutter. Men jeg skal rüge dich paa den allerniedrichste Del po dich, und so kann du hilsegrüsse dem, som har optrukket dig so schnavs, fra den gamle Mester Zedlitz. For wenn man ingen Moralität har faaet gjennem Optrækkelsen, so maa den priegles paa en paa unmoralisk Manier."
Formaningstalen blev holdt med en stoisk Ro, Delinkventen blev lagt over Kobbersmedens Knæ og modtog af den straffende Retfærdighed i Form af samme Kobbersmeds barkede, sorte, uhyre store Haand et Par lempelige Strambuxslag. Og, mens den frigivne Unge sluskede ned ad Gyden, stod Kobbersmed Zedlitz truende med sin store sorte Pegefinger og gjentog:
"Bemærk dig det om din Fremtits Villie, Hundsvott!"
Af andre Begivenheder, som greb ind i Kobbersmed Zedliz's Stilleliv, var f. Ex. naar fulde Folk forvildede sig ind paa hans Enemærker. Han var selv absolut ædruelig, og en af Hovedsætningerne i hans Filosofi var, at, naar man forbød al Brændevinsbrænding og samtidig blev enig om at benytte det Kobber, der brugtes til Brænderiapparater, til Husholdningskar — og de burde alle være af Kobber eller Blik —, saa vilde Verden være omtrent helt lykkelig. Ja, han blev tidt saa hidsig forarget, naar han saâ en Drukkenbolt dingle hen ad Gaden, at han kastede sit Værktøj og det Kobber- eller Bliktøj, han hamrede paa, fra sig og gik ud paa Gaden. Med sine smaa grævlingeagtige Hjulben efterlignede han paa parodisk Maade den fulde Mands Bevægelser idet han gik foran ham. Dette gjorde den Drukne endnu mere fjollet og usikker end før, og, naar Kobbersmed Zedlitz havde den Tilfredsstillelse, at hans Operationsgjenstand faldt i Rendestenen, gik han hen mod ham og sagde:
"Besoffne Hundsvott? Føler du dich inte bestraffet af Gerechtretfærdigheden? Sieh, om den Schlubberteschlingel kan svare et Ord! Und warum schwarer han ingen Antwort? Nadirlich, fordi han inte kan, den Fæ!"
Saa knyttede han Haanden i Luften og sagde pathetisk:
"O, Bræntvin! Bræntvin!"
Disse spredte Forsøg paa at moralisere Samfundet var Alt det, den gamle Meklenborger foretog sig udenfor sit Værksted. Han var Ungkarl, omgikkes Ingen; hans Samtidige vare døde bort før ham. Han havde flere Gange havt antageligt Bud paa sit lille, af Kjælder og en høj Stue bestaaende gamle Bindingsværks Hus. Lidt havde han lagt til Side fra de gode Tider for Smaahaandværket, da han var Byens eneste Kobbersmed, saa han havde nok kunnet trække sig tilbage med en for sine smaa Fornødenheder anstændig Livrente. Naar Kunderne, mest Bønder eller de paa Herskabets Vegne mødende Tjenestepiger fra Byen, lod en Ytring falde i saa Henseende, sagde han:
"Für den Konkurrense vil jeg ikke upstikke, und jeg skal vise denne Pfuschergesindel und Rakkerpak mit deres Fabrikaten, at den gamle Zedlitz so vel Kopper som Blech behandle kan, bedre end som det døte Maschinkram mit Dampf und Elektricität und Galfanismus und dem Teufel und seiner Grossmutter."
Det var især Tjenestepigerne og Vaskerkonerne, han udviklede sig længere for om dette Thema. Thi trods hans sex og halvfjerdsindstyve Aar blussede en Rest af en i hans Ungdom stærkt brændende erotisk Flamme op i ham, hver Gang han saâ en Repræsentant for Kvindekjønnet, hun være sig ung eller gammel, kjøn eller grim. Han tog de unge Piger under deres fine Hager, saa vel som han ruskede trivelige Madamer i deres dobbelte Krølhaarspuder. En gammel Skomager, nu Fattighuslem, en af de faa af hans endnu levende samtidige Kolleger af Byens Borgerstand, sagde altid om ham:
"Den gamle tyske Kobbersmed har alle sine Dage vaaren en Hund efter Fruentømmer. Han skulde nødig være saa stor paa det og ringeagte en Mand, der var bosiddende Borger paa den Tid, han kom rendende her som en ung tysk Bønhas og Vindbeutel og rendte hver Søndag omkring paa Landet fra den ene Kjæreste til den anden ligesom en anden Planhund. Jeg véd Meget … Jeg véd Meget om den gamle tyske Rævepels."
Men Skomagerens Ytringer vakte ikke stor Interesse, thi dels maatte de Historier, han sigtede til, selv om de vare sande, være over en Menneskealder gamle, dels vakte det forfaldne Fattighuslem kun Interesse hos Gadedrengene, naar han i Fuldskab om Søndag Formiddag afvexlende bestrøg begge Gadens Husrækker, som om Kjørebane plus Fortove vare altfor smalle for Udfoldelsen af hans Bevægelsestrang. Endvidere var Kobbersmed Zedlitz's moralske Harme over Drukkenskab saa bekjendt i den Kreds, han kom i Berøring med, at man godt forstod, hvorfor Skomageren talte ondt om ham baade i drukken og i forholdsvis ædru Tilstand. Imidlertid fik Kobbersmeden af og til Underretning om Skomagerens fjendtlige Sindelag af en gammel Vaskerkone, som næsten hver Uge fik bødet paa sin affældige, gamle Kaffekjedel, saa at den snart var ligesom den venetianske Doges Skib, sammensat af lutter Reparationer. Madan Peitz begyndte altid:
"De kan rigtignok tro, Selers, at den Skomager Jens Rind er et ondt Menneske med en Tunge som Ædder og Forgift. Nu har han for tiende Gang fortalt Madam Klausen, De véd nok, Enken efter Rebslager Klausen, som nu er i Fattighuset, … Herre Gud, i hendes bedre Dage har jeg tidt faaet en Kop Kaffe af hende, og, skjønt hun nu er det, hun er, og en anden En nu kunde stikke sin Næse nogle Tommer højere, saa er man dog et kristent Menneske … men Jens Bosen har fortalt, at De var Skyld i hans Ulykke …"
Men Kobbersmeden afbrød hende altid og sagde:
"Jeg vil inte deraf høre, Madam, inte en Schmule. Sodan en Schusterlump und Kram, und Pack … und …"
"Ja, men han sa'e, at hans Kone …"
"Halt dog Deres Maulkjæft i, Madam Peitz, ellersens mo De go til Teuffelen i Hølvede, wenn De vil have den Kjedel reparirt. und inte til mig. Hold dog paa Deres Ærwürdigkeit und inte bemæng De Dem mit sodanne klatschmaulige Kjællinger und sodanne Fattichhusgeledder."
Det sagde han saa afvisende og hug med Knoerne i den nærmeste store Kjedel, saa den sang og klang, og Madam Peitz blev bange, indtil hun havde glemt sin Frygt, og det havde hun altid næste Gang, naar hun kom igjen. Med meget faa Variationer gjentog da det samme Ordskifte sig. Madam Peitz fik aldrig fortalt Kobbersmeden, hvad Skomageren havde sagt.