Kobbersmeden/2
II.
Det var den første Dag af Byens Sommermarked, noget efter Sankt Hansdag. Kun en fjærn Dønning af Larmen paa Torvet og de to store Gader naaede ned til Kobbersmedens afsides Stræde. Den gamle Fyr glædede sig derved og mumlede nogle Forbandelser mod Markederne, som blot skadede Byens Handlende og gav Anledning til Udøvelsen af den ham saa forhadte Last: Drukkenskaben. Ja — i gamle Dage, da han var ung! … Det var en anden Historie. Da trak han i sine bedste Klæder, begav sig ud i en lille Lund ved Byen, ventede paa … Ach ja, de søte Smopigebørn! Alch ja … ach ja! Han nynnede nogle Stumper af gamle tyske Haandværkssvendesange, men blandede dem ind mellem hverandre, ligesom han blandede Tysk og Dansk sammen i sin ubundne Tale.
Han følte Velvære ved den varme Sommerdag med den glinsende Sol derude, ved de Strejflys, den sendte ind i Værkstedets dæmrende Rum, ved, at de lavede Guldstriber paa Bliktøjet og Sølvstriber paa det blanke Kobbertøj, ved de glinsende Blade paa Gærdets øverste Buske, ved det dybe Grønne i Nelder og Skræpper — det var saadan en rar Hvile for Øjnene mellem alt det Blanke. Han skuttede sig af Velbehag. Det var dejligt at sidde saadan, som han sad, i sin egen Stue, i sit eget Hus, uden anden Gjæld end en lille første Prioritet til billig Rente, uden at behøve mere Arbejde, end han havde Lyst og Kræfter til, ja uden at behøve at anvende mere end saare beskedne Summer paa Klædedragten … ("Ach de Titer ere forovre!" mumlede han) og paa Husets Reparation. Det er sandt, at Vinduessprosserne kunde pilles i Stykker, at Kalkforskalningen gik af som Huden paa Rekonvalescenter efter Skarlagensfeber, men det holdt vel lige saa længe som han selv. Fra de to Smaafamilier, Lejerne i den høje Stueetage: en pensioneret gammel Toldassistent med sin gamle døve Søster og den 70-aarige forhenværende Kontorist med den jævnaldrende Hustru, vilde han desuden kun møde Misfornøjelse, hvis han indlod sig paa Reparationer. De havde boet der i tredive Aar, vare lige saa store Særlinge som deres Vært. De to gamle Fyre saâ ham aldrig, uden naar de ved Paaske- og Michaelis Flyttedag betalte ham deres halvaarlige Husleje 35 Kroner, saa lidt som Familierne omgikkes indbyrdes. Saadan vilde Kobbersmed Zedlitz have det; han var yderlig tilfreds med sine Lejere og de med ham.
Kobbersmed Zedlitz væltede sig i stille Velvære i disse Tanker omtrent som en magelig søvnelskende Mand i sin Seng om Morgenen, naar han kommer i Tanke paa, at han ikke behøver at staa op, før han selv vil, og magelig kan sove en Times Tid eller flere til uden at lide Næringstab.
Pludselig fôr han op fra sin Stol — et Skraal ude fra den stille Gade gjorde ham nervøs:
"Alle Slags Briller for alle Slags Øjne, ægte Signetringe til 50 Øre pr. Styk', pyntede Dukker til Pigebørn af alle Aldre, Blikdaaser, Tobakspiber, Cigarfutteraler fra 16 Øre til højere Priser, udstoppede Fugle, Brystsukker med alle Slags Frugter i, Tinsoldater, Muse- og Rottefælder, exsetera, exsetera! Varer af fø'ste Sort! Priser af laveste Bonitet! Værs'atig, værs'atig!"
Halv arrig og halv angest kikkede den gamle Kobbersmed ud gjennem Vinduet. Helt oppe i Strædet nær ved Hjørnet stod en lang, sjofelt klædt Karæ. Alle hans Klæder skinnede i Solen i lurvet Blankhed og syntes saa snævre, at de maatte sprænges; kun Støvlerne glinsede ikke. Der sad Kager af tørret Vej- og Gadedynd paa dem, og de vare saa store, som vare de ikke syede til en menneskelig Fod. I en Skulderrem har han en temmelig stor Kasse, et forpjusket Haar og Helskjæg stod om hans Hoved som en Tornekrone; han svang en lyseblaa forhenværende Militærhue i Luften som en plastisk Ledsagelse til sit hæse, men dog gjennemtrængende Brøl.
"Verdammtes Marktsgesindel!" mumlede Kobbersmeden. "Inte kan det la' en stille Mann und en stille Gade mit Fried. Pakkerads und væm'lich Kram."
Med et Par lange skrævende Skridt var han henne ved Døraabningen, fik begge de smalle Dørfløje smækkede i og stængede med en Jærnstang.
"Jeg vil ikke det Schvin i min Keller ha'", sagde han. Han ofrede kun den lazzaronagtige Kræmmer et flygtigt Øjekast, da han passerede forbi, skjønt denne standsede og syntes at studse over de lukkede Døre. Kobbersmeden udtalte kun følgende Dom og Spaadom over ham:
"Halb besoffen paa Morgenstunten! Bést! Bliver stirtende fuld for Mittag und musedøt om to Timer derefter. Liederliche Wirtschaft paa disse Marktdage! O Bræntvin, O Bræntvin!"
Da Kobbersmeden saâ Fyren i Profil, syntes han, at han skulde kjende ham … Nej, det maatte være forkert. Saadanne Existenser havde han aldrig kjendt i de senere Aar, og Handelsmanden kunde vel være … ja … han var ikke saa ung. Nogle og fyrre! .... Nej, Kobbersmed Zedlitz kjendte ham ikke.
Nu var den "Schauwer" om det næste Gadehjørne. Glad aabnede den gamle Kobbersmed sine to smaa Derfløje, hilste paa Solen som paa en gammel Ven, nikkede til sine Kobber- og Blikkar, syntes, at han ogsaa skulde holde Markedsdag og gjøre et Gilde for sig selv. He—he! Hinnebærsaft … sehr gut … med Vand … nah … he.... Süss und kühl i Sommertiten.
Han ragede en Rhinskvinsflaske frem under Bænken, hældte Hindbærsaft ud af den, blandede den med Vand, fik Lyst til at synge en gammel Drikkevise, kunde ikke huske den, men lo og sagde:
"Betre end som Vin und Punsch und .... Likør … und meget betre end som det verdammte Bræntvin!"
Ich bin alt, aber ich bin glücklich,
Ich liebe immer, ich … liebe …
… Dummes Zeug … naa, ja det var i de forovergaaede Dage … Ach … den Moralität!"
Næppe har nogen Katholik før Reformationen følt sig mere syndefri og stor efter at have betalt sine Afladspenge end Kobbersmed Zedlitz i dette Øjeblik.
Atter dansede Sollyset livsvækkende ind i det mørke Rum, hoppede paa Tin- og Kobberkar, til det satte sig til Hvile i forgyldende og forsølvende Prikker og Striber.