Kobbersmeden/3
III.
Den gamle Mecklenburger var lige bleven færdig med sit Midaftenssmørrebred og sin halve Flaske tyndt Øl, da Larm i Strædet atter forstyrrede ham. Denne Gang var det infernalsk langtrukne Hylen og Hurraraab, af og til gjennembrudte af korte Hvin.
"Potz Slapperment … at Hølvede til!" brummede han. "Fler Bræntvinsschvin!"
Den moralske Forargelse gjorde Kobbersmed Zedlitz energisk-hidsig. Han vilde ud og parodiere den ventede Drukkenbolt ved at dingle foran ham, selv med Fare for at blive grint ud af den hujende Drengesværm, han saâ mylre et Stykke oppe i Strædet.
Ja det var et frygteligt "Sjov i Gaden". Ikke alene en Mængde af Byens Drenge, men en hel Hoben Bønderdrenge, de voxne Markedsgjæsters Tilbehør, dannede tæt sluttede Ringe om det interessante Fænomen, som Kobbersmed Zedlitz fik at se: to fulde voxne Mandspersoner. De laa døddrukne ved Siden af hinanden, den ene i Rendestenen, den anden oppe paa Fortovet.
"Aa, det er en Skam, De inte kom før, Hr. Zedlitz", sagde en af Drengene, "saa havde De vaaren Fordanser for de to Didrikker der, saadan som De saa tidt har vaaren."
Kobbersmed Zedlitz kjendte strax Skomager Rind fra Fattighuset .... det var ham, der laa i Rendestenen. Og den anden, han, der laa paa Fortovets Skraaning ned med samme Rendesten? Han vendte Ansigtet halvt ned ad, og det var helt skjult af Armen, som laa slapt hen ad det… Jo, nu kjendte Kobbersmed Zedlitz Frakken og de uhyre Støvler. Det var Markedsbissekræmmeren fra i Formiddags.
"He .... he .... har jeg det ikke sagt? Sodanne maatte den Saubeller blife før Aftningen! Sagde jeg det ikke nok?"
"Ja, men nu nytter de'n'te, De dingler forud, Zedlitz, for ingen af dem kan bære Kæferen længere frem", sagde Drengen fra før.
Der var noget, der arbejdede dumpt og tungt i Kobbersmedens Sind. Han rugede paa noget. Det skulde paa én Gang være en Formel for hans Harme mod Drukkenskaben i Almindelighed og over Skomager Rind i Særdeleshed. Den Slubbert, som for fyrretyve Aar siden havde den søde lille blonde Kone … ach wunderschøn! .. som bankede hende og pinte hende, til hun døde! Den gamle Tysker fik en Idé.
"Hør mal, du der, Kristian!" sagde han. "Løp hen und kepe for en Schkilling Kienrüss-Røk!"
"E' de' no'ne Bolscher. Zedlitz, hva'?" spurgte Drengen.
"Dummkopfhoved … det er den sorte Schnavs, … den der."
Han pegede paa den sorte Sokkel paa et vindueløst Udhus, som vendte ud mod Strædet.
"Naa Kønrøg! … oh — nu kan jeg 'en! Ja vel, Zedlitz, ja vel! Hurra for Zedlitz!"
Alle Drengene brølede Hurra, uagtet Kobbersmeden frabad sig Ovationen ved at sige:
"Holt Jeresses Maulkjæft i! I er jo nogle Gassenjungen! Fui, fui … styche Drenger! Still, still, still!
Drengen Kristian havde gættet Zedlitz's Tanke til Fuldkommenhed, netop fordi den nogle og halvfjerdsindstyveaarige Mand i dette Øjeblik tænkte lige saa drengeagtig som han selv. Han kom løbende med et Kræmmerhus af graat Papir, mens han triumferende holdt det i Vejret.
"Schmier dem so sort som en schwarz Negersklave — he — he", raabte Kobbersmeden ivrig.
Drengene sloges for at komme til at mase Kønrøgen ind i Ansigtet paa de to døddrukne Mennesker. Zedlitz lo, gned sig i Hænderne, blev formelig Kammerat med Drengene. Han stemte med i deres Jubelhyl, da den taabelige Maskering lykkelig var fuldført. Skomager Rind havde ikke rørt sig af Pletten og frembudt hele sin Ansigtsflade til fri Behandling. Bissekræmmeren havde frembragt nogle uartikulerede Lyd, mens Drengene fjærnede Armen fra hans Ansigt. Zedlitz kløede sig bag Øret under Huen og blev mindre glad end før. Der var Noget i dette Ansigt, som forekom ham at minde ham om Noget — lige som i Morges, men han kunde ikke finde den ledende Traad gjennem Glemselens Dæmring.
"I bedarfede inte at schmiere ham, den fremde Mand til, I Spitzbuber!" mumlede han, skjønt han strax opstillede som Modvægt den Reflexion: "Men der er jo ingen Skade sket. Han kan have godt af den Straf for sin afskyelige Drukkenskab.
Efter vel besørget Gjerning gik Kobbersmeden hjem. Drengene morede sig et Kvarters Tid over de to besudlede Ansigter, saa blev de ogsaa kjede af Legen og spredtes efterhaanden. Gaden blev som før stille og øde. Kobbersmeden sad og hamrede, maaske lidt mere nervøst end sædvanlig. Der var Uro i hans Sind, men det var ham umuligt at finde Grund dertil. Af og til standsede han sin Hamren og lyttede efter, om noget skulde røre sig uden for.
Sommeraftenens langsomt skridende Skumring var begyndt. Gjenskinnet af Solen paa Metalkarrene døde hen, og kølig Skumring fyldte Kjælderrummet.
Da Zedlitz gjorde en Pavse for fjerde eller femte Gang, bares det ham for, at noget strøg langs Husvæggen, og at listende Trin led ude fra Gaden Han rejste sig og gik hen i sin Dør.
Et kulsort Fjæs med onde Øjne, aaben Mund med hæslige Tandstumper mødte ham.
"Nej, din tyske Landsforræder … for alle Tyskere ere Lands—forrædere … jeg skal sige dig en Ting, din gamle skinhellige Skurk! Jeg er inte fuld i Aften … jeg skal nok blive det siden …"
Uvilkaarlig havde Kobbersmeden hævet sin Hammer mod Skomagerens modbydelige Skikkelse. Rind vedblev bestandig med det samme onde Grin.
"Ser du, min gamle Ven, jeg har holdt mig ædru i Dag, bare for at more dig … og saa for at bringe dig en Hilsen fra min … eller din .. hva'? … salig Lise der oppe paa Kirkegaarden der … Ser du … han, der ligger der henne … det er hendes Søn … du … han er fuld. Han har været i dit Fædreland … og der har han lært gode Ting, kan du tro. Vi har drukket din Skaal i Dag … du … hæ, hæ, hæ!"
Den gamle Kobbersmed tabte sin Hammer. Den faldt tonløst klirrende mod Stengulvet. Da han kom til sig selv, fandt han sig siddende paa sin Bænk, dirrende som af Koldfeber i den varme Aften. Brillerne laa i hans Skjød. Hans store Haand fôr over hans Pande. Ingen tysk-dansk Replik formede sig i ham. Alt i hans Indre var stumt og dødt. Ellers herskede der jo en evig Pludren som i en Andedam. Men det var, ligesom om der blev gravet og arbejdet tyst, men dybt i ham. Tilsyneladende sad han sløv og idiotisk og saâ hen for sig, men under alt dette groede en forholdsvis stor Beslutning tvingende sig op fra det dybeste Muld i den gamle Mands Sind.
Det var blevet saa mørkt, som det kan blive paa denne Aarstid. Fjærne Brøl og Gjenlyd af Vogrummel og Piskesmæld, af tunge Fodtrin, af Børnetrompeter, af en enkelt Lirekasse naaede det lille Stræde. Den gamle Kobbersmed gik ned ad det. Jo, der laa Bissekræmmeren. Han var trillet helt ned i Rendestenen, nu, da Skomageren havde givet Plads for ham. Han var bleven liggende trods det, at en Patrouille af Byens Borgervæbning var gaaet rundt i alle Gader Markedsaftenen for at paase, at Alt var i Orden. Men baade den kommanderende Underofficer og de Fire Mand, som i Dagens Løb havde holdt Vagt paa Raadhuset, havde liberet saa flittig til den sjællandske Bakkus, at de rent havde overset et Fænomen som den døddrukne Bissekræmmer.
Den gamle Smed sled og asede, til han fik rejst den døde og slappe Masse op efter flere forgjæves Forsøg. Han slæbte den pustende og stønnende ned i sin Kjælder, lukkede og stængede Gadedørens to Fløje. Han lagde sin Byrde paa den Bænk, hvor han plejede at arbejde. Han streg de sammenfiltrede Haartotter fra Bissekræmmerens Pande. Med opsmøgede Ærmer vaskede han hans Ansigt rent for Kønrøgen med store Masser af grøn Sæbe. Han klædte ham af som et Barn, iførte ham grovt, men rent Linned, slæbte ham saa ind i det lille Kammer til Gaarden, lagde ham i sin Seng, men blev selv siddende paa sin Bænk. Den enlige Haandlampe stirrede rødt i det store sorte Rum hele Natten igjennem. Afvexlende slumrende og vaagen, hyllet i et Spind af Drømme og tunge, uklare Tanker, som filtrede sig ind i hverandre, sad han der og gjorde en Slags Regnskab med længst forsvundne Dage, et Regnskab uden Klarhed og Nøjagtighed, men som dog fik et Facit tilvejebragt under smertelig Frygt og Bæven. Thi den udregnende Proces foregik i Samvittighedens Dybder. Taarer piblede af og til frem i de gamle Øjne.
Da Kirkeuhret dirrende og surrende sendte tolv Slag ud over den stille By, rejste Kobbersmeden sig. Han forsikrede sig om, at hans Gjæst sov trygt, gik hen og tog fra Vinduet i sit Sovekammer en blomstrende Gyldenlak i en Urtepotte, den eneste Luxus i det hvidkalkede, møbelløse Rum, listede sig ud gjennem Døren. Det var trukket op til Regnvejr. Enkelte Stænk faldt koldt paa Kobbersmedens hede Hænder. Han bar Urtepotten op paa Kirkegaarden og satte den paa den for mange Aar siden afdøde Madam Rinds Grav. Han saâ den aldrig siden.