Koglerier fra gamle Dage
KOGLERIER FRA GAMLE DAGE
"DET AABNE ØJE"
Gamle Beate havde ligget i mange Aar paa sin Briks og ventet paa, at Døden skulde komme og tage hende. Det var saa længe siden, hun havde været ude, at hun nu kun ejede Sengetøj. Hun sad længst tilbage i Huset, bøjet sammen med korslagte Ben, og rettede sig kun ud, naar hun skulde sove. Hendes Øjne saa ikke mere, og Stemmen var bleven hviskende af Ælde.
Dagen igennem hørte ingen hende nogen Sinde tale; men en Gang imellem, ud paa Aftnerne, kunde hun endnu leve op. Det var, naar hendes Børn og Børnebørnsbørn samlede sig om hende og bad hende fortælle Sagn fra gamle Dage.
Da rettede hun sig op i Sædet, førte de hentørrede, knoglede Fingre hen over de rindende Øjne og hostede anstrengt for at faa fat paa sin sidste Smule Rest af Stemme.
Gamle Beate levede ikke længere med de levende Mennesker, og naar hun vaktes til Live, var det kun for at tale om dem, som længe havde været døde.
Men for os andre manede hun sin første Samtids Genfærd frem, hver Gang hendes hæse Stemme begyndte at skælve i Ekstase over Minderne; da kunde der komme en sær Glans over de blinde Øjne, de slappe, magre Arme fik Kræfter til malende Gestus, og der laa Aarhundreders Mystik over hvert eneste af hendes Ord .....
— — —
Det var hen paa Efteraaret — under de korte Dage og det gode Klapmydsetræk. Grønlænderne levede i foreløbig Overflod og var glade. Den store Kødgryde havde staaet over Ilden hele Eftermiddagen og havde mættet mange Munde. Nu var det Aften. Gamle Beate havde lovet at fortælle, og det store Hus var fuldt af Gæster. Kaffekopperne havde lige været Omgangen rundt. Alle tav stille, da Beate begyndte at fortælle:
"I min Moders Barndom var hendes Bopladsfæller, som boede ved Isunguaq paa Disko, engang tagne paa Rensjagt til Oplandet ved Sarqaq paa Nugsuaqhalvøen.
Under Jagterne der havde en faderløs Dreng nedlagt et Dyr, og hans Moder blev saa glad over denne hans Første Ren, at hun sønderskar Kødet og delte det ud, for at alle kunde smage det.
Men der var mange Mennesker, og ved en Fejltagelse glemte hun ganske at give en gammel Kælling noget.
Kællingen blev vred og gav sig til at synge Tryllesange over Blod og Sælknogler. Saaledes skabte hun en "Ulykkes-Sæl", som skulde ombringe Drengen, naar han en Dag var ude i Kajak.
Men nu hændte det, at Tryllesangen tog saa voldsomt paa Kællingen, at hun døde, samme Dag som hun fik sat sin Sæl ud i Havet. Sælen var lige ved at falde sammen, da hun døde, men den kom sig dog igen og forfulgte nu daglig Drengen.
Drengen begyndte at sygne hen, og da man ikke kunde forstaa, hvad der gik af ham, bestemte man sig til at sende Bud efter en stor Aandemaner; og straks udsendte de to Kajaker, der skulde hente Uvinep, "det aabne Øje", som var bekendt for at være en stor Troldmand.
Endelig hørte man dem komme — flere Konebaade i Følge kom de roende; Besætningerne sang Trommesange i Kor. Saa kom de frem, lagde til Land, gik op i Husene og ventede paa, at det skulde blive Aften.
Det var paa de Tider, da allerede nogle af Menneskene var døbte.
Ud paa Aftenen anbragte man derfor alle de kristne paa Sidebriksen henne ved Vinduet og hængte Skindtæpper for, saa de intet kunde se. Man tændte en stor, spækfyldt og vægekranset Lampe inde hos dem og satte frem for dem et Fad hugget Is, for at de kunde køle Munden, hvis de blev skræmte af Aandebesværgelserne.
Inde i det store Hus var alle Lamperne slukkede.
"Det aabne Øje" hængte et gennemtørret Vandskind for Indgangshullet og begyndte sine Besværgelser, siddende paa Gulvet. Men ingen forstod, hvad han sagde; det var, som om det var en Dansker, der talte.
"Solen — Solen!" var det eneste, de forstod; og det blev han ved med at gentage.
Min Moder var den Gang kun et Barn; da Aandemaneren begyndte, gemte hun sig bag sin Moder af Skræk og gav sig til at hulke. Men Bedstemor talte hende til Rette og bad hende om endelig ikke at græde — og saa turde hun ikke andet end slubre Graaden i sig.
Min Onkel, som havde lagt sig paa Briksen mellem Bedstemors Ben, var derimod straks falden i Søvn; — det var Englene, som holdt deres Haand over ham, at han ikke skulde se de formastelige; thi ikke lang Tid efter at dette havde fundet Sted, blev han omvendt til Kristentroen.
Men min Bedstefader, Ugtokoq, der ikke troede paa Uvineq's Trolddomsmagt, havde sat sig nede ved Husgangen og haanede det, som gik for sig.
"Det aabne Øje" besvor sine Hjælpeaander; det var, som om han var ved at omkomme af Kulde, saadan klaprede Tænderne i Munden paa ham.
Moder vendte nu tilfældigt Hovedet i Vejret, og se: Husets Tag løftede sig, og Himlen kom til Syne!
Men oppe fra Himlen dalede en underlig Skikkelse ned; Hænderne var som Sælluffer, vredne indefter, og Haandfladerne var dødbringende. Den, som de berørte, maatte dø!
Nu svævede Trolden om i Huset og begyndte at kredse hen over Menneskene. Til sidst stak den sine frygtelige Hænder ind under Brikseskindet og løftede alle Menneskene op!
Hu! — Hu! Hele Huset genlød af Skrig.
Og hver Gang Menneskene løftedes op, raabte alle Hjælpeaanderne i Munden paa hinanden, og Huset rystede.
Midt under alt dette begyndte ogsaa Husstolperne at give Lyd fra sig; det var, som om man stak dem ned i frossen Sne og kørte dem rundt, saadan fløjtede de!
Alle rystede af Skræk og holdt sig for Ørene.
Men nu hændte der noget, der spilede alle Øjnene op mod det Sted, hvor den vantro Ugtukoq sad. En forfærdelig Stemme lod sig høre, og se: Et Genfærd viste sig i Døren. Det var "det aabne Øjes" Oldemoder: Underkæben var falden ned, og det afskyelige Gab savlede.
"He — he — he! Hvor er den vantro?" hvidskede hun; og saa strakte hun sine døde Fingre ud i Mørket.
Pludselig standsede hun foran Ugtukoq, overfusede ham med Skældsord; saa nær holdt hun sit Fjæs ned til ham, at der faldt en sand Støvregn af Spyt over hans Ansigt.
Ugtukoq blev ligbleg og skreg, saa højt han kunde, at nu troede han; han skulde aldrig mere tvivle! Og han rystede over hele Legemet.
Saa forsvandt Genfærdet.
Endelig bad Uvineq om at faa Lamperne tændt; han var færdig. Og de kristne kunde igen komme frem fra deres Skjul. Ingen af dem havde set eller hørt noget.
Derpaa fortalte Uvineq om, hvad han havde faaet ud af sine Aandebesværgelser. Det blev opklaret, at det var den afdøde Kælling, der havde lavet Ulykkes-Sælen; Drengen vilde en Tid sygne hen, men saa vilde der pludselig komme en Bedring i hans Tilstand, og han vilde blive rask.
Derpaa rejste den store Aandemaner bort, og alle bragte ham Gaver for det, han havde gjort.
Og hans Spaadom gik i Opfyldelse. Drengen sygnede først hen; hans ene Ben blev sygt, alt Kødet raadnede bort, og alle Senerne laa blottede. En Dag, da det var aller værst, skulde man se til det: Ia — ia — ia! Tænk, da faldt der store Maddiker af den Slags, som plejer at være paa Menneskelig, ud af Saaret.
Men fra den selvsamme Dag begyndte Bedringen. Der dannede sig nu friskt Kød; i Begyndelsen fine smaa Prikker som Naalehoveder; saaledes voksede det ud. Dog blev Benet aldrig saa tykt som det raske, og Drengen blev halt …
Ja — alt det kom der ud af en gammel Kællings Misundelse!"
— — — Her bad gamle Beate om en frisk Kop Kaffe for at klare Stemmen; hun fik den og slubrede den langsomt i sig. Der var ingen af de mange Gæster, der mælede et Ord; man sad og ventede paa, at hun igen skulde tage fat. Fortællingen havde gjort dem alle maalløse. Det var ikke saa meget Indholdet, men det var den aandeagtige, hypnotiserende Hvisken — og saa disse vidtaabne, røde Øjne, der syntes at se meget mere end vore friske; det var, som om de borede sig gennem alt — ned til det, vi andre ikke kunde se.
Beates Hvisken fangede atter al Opmærksomhed.
"Min Bedstemoder hed Mamuaq.
Engang blev hun syg af Mavepine; da man nærmere undersøgte hende, opdagede man, at hun havde spist Ting, som var hendes afdøde Navne forbudte. Maven blev stenhaard, og Livsaanden gik somme Tider helt fra hende.
Ja, det var saa mærkeligt med hendes Livaande; man kunde høre, hvorledes den gik ned i Jorden, længere og længere ned, og saa kom den tilbage igen.
Min Bedstemoder havde en Tvillingesøster, men hun var død for mange Aar tilbage.
Da Bedstemor skreg højest af Smerte, raabes det pludselig fra Vinduet, at hun skulde komme ud. Det var Tvillingesøsterens Genfærd.
Hu! — Alle Munde snerredes sammen inde i Huset; ingen sagde et Ord.
Men Bedstemor rejste sig og gik ud.
Genfærdet tog hende ved Haanden og løb ned til Stranden med hende. De løb og løb — og med eet løber de lige ned i Jorden; der løb de videre. Og nu kommer de til en stor rullende Sten. Den var fuld af Blod; det saa ud, som om det var Sælblod.
Genfærdet tager et Tilløb, springer over den og løber videre; Bedstemor fulgte efter.
Nu møder de to Kællinger, der var ude at sanke Kvas; men de strøg bare forbi dem. Lidt efter saa de to gamle Mænd, der var ude at skyde Ravne med Bue; men de standsede ikke, før de kom frem til Hus.
De gik ind.
Der var fuldt af Mennesker, og Bedstemor genkendte øjeblikkelig sin Oldemoder; hun kendte ogsaa mange af de andre afdøde.
Henne ved Husindgangen stod en vanskabt Kælling; Kroppen var vreden om paa hende, og saa manglede hun Fødder.
Hun fikserede Bedstemor saadan, at det kildrede inden i hendes Marv, og saa sagde hun:
"For tidligt spiste du Lunge —
for tidligt spiste du Luffer —
Se paa mine Fødder!"
— — — Alle Tæerne manglede.
Oldemoderen rejste sig og greb ind under Briksen, og saa trak hun et Fad frem, fyldt med noget, der var hvidt som Sne.
"Spis af det!" sagde den gamle; og Bedstemor spiste, rystende af Skræk; hun krøb helt ind til sin Oldemoder, der saa venligere ud end de andre.
"Skynd dig nu! Man taber dig ganske af Syne deroppe, og din Slægt paa Jorden begræder dig!" raabte nu Tvillingesøsteren ind ad Vinduet. Bedstemor for sammen og turde ikke røre sig af Stedet.
Men nu rejste Oldemoderen sig og strøg hende over Ryggen:
"Nu maa du gaa; du kan jo komme igen," sagde hun.
Da var det, som om Bedstemor pludselig vaagnede af en Døs; hun sprang op og flygtede ud. Tvillingesøsteren tog hende ved Haanden, og nu løb de opad mod Jorden. Til sidst standsede de foran en ganske snever, rund Aabning, der lignede Mandshullet i en Kajak.
"Der maa du krybe igennem, ellers faar du aldrig din Livsaande tilbage!" sagde Tvillingesøsteren.
Bedstemor mærkede, hvorledes hendes Strube strammede sig sammen, saa at hun ikke kunde faa Vejret.
Ej — eja — ej! … Aah! Endelig slap hun igennem og aandede tungt. Men i samme Øjeblik var det, som om hun begyndte at vaagne af en Drøm; hun hørte Graad omkring sig og Hvisken; til sidst kunde hun skelne de enkelte Ord. Hun aabnede Munden for at tale, men Tungen var som Bly. Hun anspændte alle sine Kræfter, og endelig lykkedes det hende at hviske:
"Græd ikke, jeg skal ikke dø!"
Nu kunde hun mærke, hvorledes de tumlede med hendes Mave.
"Nej, se — se! Nu er den ikke saa haard mere! Hævelsen falder!" raabte de pludselig.
Og samtidig grebes Bedstemor voldsomt af den Trang, som ofte følger med Mavepine; og man løftede hende op og bar hende hen til Urinspanden.
Men nu brød hele Huset ud i Forbavselsesraab — for det, der kom, fulgte med hendes Vand og kom slet ikke gennem Tyktarmen. Plump! der faldt Lungen og Lufferne ud af hende. Og tænk! det var saa friskt, som om det lige var skaaret ud af en Sæl.
Aa — ja, ja! Det var i de Tider, da saadan noget kunde ske" ....
— — —
Under den sidste Halvdel af Historien havde gamle Beate rejst sig halvt op paa sine Knæ, og hendes underlige Fagter fik uvilkaarligt Tilhørerne til at rykke tættere sammen.
De blinde Øjne saa alt det, hun fortalte om; og hendes Hvisken gik gennem vor Rygmarv.
Ingen havde tænkt paa at passe Lamperne; Mosvægerne var forkullede, og der var bleven halvmørkt i det store, menneskefyldte Rum. Maanen strøg ind gennem Vinduet og faldt paa Beates Ansigt, — hendes indfaldne Kinder var feberrøde.
Hun lignede en gammel hedensk Præstinde, der havde forkyndt Folket en Aabenbaring …
Et stærkt Hosteanfald knækkede hende sammen, og snart sad hun igen ubevægelig paa sin Briks, som den gamle Oldemoder, der blot ventede paa den barmhjertige Død.
Men Børnebørnene skyndte sig hen til Lamperne for at faa Lys i Huset …
"STØVLEMANDEN"
Der gaar endnu Sagn om en Storfanger, man har kaldt "Støvlemanden", fordi han engang kom til Rigdom gennem hvide Mænd.
Men Historien gik for sig i de Tider, da vi endnu ikke havde hvide Mænd fast boende iblandt os.
En Dag tog han i Vrede ud i Kajak Nord paa; han roede ud langs Landene og kom om et Næs. Der laa Nysne paa Jorden, og han saa mange Rævespor.
"Det er jo Dyr, man plejer at fange i Fælde!" tænkte han; og da han var gnaven og trængte til at give sit Sind Luft, gik han i Land og byggede sig en Fælde af store Sten.
Derpaa roede han hjem og fangede undervejs to Sortsider.
Der gik nogle Dage, — saa tog han ud for at se til sin Rævefælde, fuld af Nysgerrighed og Spænding! for han havde aldrig før ejet en saadan Tingest. Han gik i Land: Aha! Indgangsstenen var falden i. Han kiggede ind i Fælden, og to blanke Øjne stirrede ham i Møde.
Naa, saadan saa altsaa en Ræv ud paa nært Hold! Men hvordan skulde han faa den ud? For han turde ikke rigtig tage fat i den. Han gik rundt om Fælden og kiggede ind fra den anden Side. Ei — ej! Ha — ha! Der sad jo ogsaa en Ræv og gloede!
"Støvlemanden" slog sig paa Laarene af Glæde og løb ned til sin Kajak. Dyrene derinde maatte harpuneres! Saa gik han op igen, løftede Indgangsstenen og stødte sin lange Lænser lige ind i Rævens Hjerte. Forsigtigt lod han nu Stenen falde til igen og gik om paa den anden Side og kiggede ind. Men hva'! Der var jo ingen!
Fæhoved! Der var selvfølgelig kun een Ræv; den havde bare drejet sig om i Fælden, saa at han havde troet, at der var to.
Nu trak han den dejlige Blaaræv ud af Fælden, holdt den op i Halen og saa længe paa den. Saadan en havde han aldrig set før.
Saa roede han hjem med sin Fangst.
"Støvlemanden" var ugift, og hans Moder beredte Skindet.
"Landene Nord paa anløbes af store Skibe hver Sommer," sagde Moderen; "de hvide Mænd skal nok være rent tossede efter Blaaræv."
"Ja saa!" sagde "Støvlemanden" ligegyldigt; men Moderens Ord gjorde dog et stærkt Indtryk paa ham; for det havde længe været hans højeste Ønske engang at blive Ejer af en af de hvide Mænds Bøsser.
Vinteren gik, og Sommeren stundede til. Og da de Tider var inde, da Menneskene begynder at tage paa Fangstrejser, lavede "Støvlemanden" sig en Konebaad.
Paa samme Boplads boede der en Storfanger og Kæmpe, som havde en meget smuk Datter. "Støvlemanden" havde længe gaaet og set paa hendes svulmende Barm og hendes dejlige Lænder, men han havde aldrig talt, fordi han vidste, at Faderen vilde nægte at give hende bort; Datteren selv vilde heller ikke giftes. Mange af Distriktets bedste Fangere var komne langvejs fra for at bejle; der havde ogsaa været "stærke Mænd" mellem Bejlerne; men naar de frembar deres Ærinde, havde Pigen selv taget dem i Skuldrene og kastet dem ud af Huset. Derfor havde "Støvlemanden" længe været tavs.
Men nu var Sommeren inde; det var paa de Tider, da Menneskene tager paa Fangstrejser langvejs langs Kysterne, og Konebaaden var færdig,
En Dag tog "Støvlemanden" sit Blaaræveskind frem og strøg sin ene Haand hen over de blanke Haar.
"Mor! Er det sandt, det, du sagde, om de store Skibe og de hvide Mænd?" sagde "Støvlemanden" langsomt; han havde ikke tænkt paa andet, medens han lavede Konebaaden.
"Ja, mangen en har hentet sig Rigdom hos de hvide Mænd," svarede Moderen.
Den Aften gjorde "Støvlemanden" sig rejseklar.
Næste Morgen var han ude, endnu før end nogen anden paa Pladsen, og han gik frem og tilbage mellem Husene, som om han tænkte paa noget. Fangerne vaagnede og tog paa Fangst; men da ogsaa "den stærke Mand" var tagen ud, satte "Støvlemanden" sin Konebaad i Vandet og bad sin Moder sætte sig ved en Aare. Selv ordnede han Roret; men da han satte endnu en Aare ud, spurgte Moderen:
"Hvorfor gør du det? Du har jo kun mig til at ro."
Sønnen svarede ikke og gik i Land. Men da Moderen saa ham forsvinde ind i "den stærke Mand"s Hus, blev hun bange for, hvad der vilde ske, og begyndte at ryste over hele Kroppen. Et Øjebik efter kom han ud, og da havde han "den stærke Mand"s smukke Datter under den ene Arm, ganske som om det kunde være en Bylt Skind. Pigen raabte og skreg. "Støvlemanden" lagde hende ned i Bunden af Konebaaden, stødte fra Land og bad sin Moder om at ro til. "Den stærke Mand"s Datter laa i Bunden af Konebaaden og vrælede.
Da de kom ud i rum Sø, syntes "Støvlemanden", at det kunde være nok, og sagde:
"Ro nu, du kommer saamænd nok hjem igen!"
Og da han sagde det, havde hun ikke mere Vand at udgræde, tog sin Aare og begyndte at ro.
De havde roet Dagen ud, kom til mange Mennesker og slog Lejr. Da Folkene kom gaaende ned mod Konebaaden, lagde "Støvlemanden" vel Mærke til Kvinderne og udsøgte sig i Stilhed den, som havde de største Bryster og de bredeste Hofter. Saa gik de til Ro og sov til næste Morgen. Moderen, som vidste, at "den stærke Mand" vilde sætte efter dem, havde ikke Ro paa sig, men gik stadig ud for at spejde. Endelig kom hun ind og sagde:
"Den stærke" er i Sigte!"
Sønnen var lige glad og rørte sig ikke af Stedet. Først da Moderen kom ind og sagde, at "den stærke Mand" var lige inde under Land, rejste han sig fra sit Leje, tog sin lille Tarmskinds Trøje paa og gik ud.
Nede ved Strandbredden vendte han Ryggen til Havet og smed sig ned, saa lang han var. Da "den stærke Mand" saa det, standsede han og satte Odden paa sin Harpun; og saa kastede han med al sin Kraft Harpunen lige ind imellem "Støvlemandens" Skulderblade. Harpunen ramte, men faldt tilbage igen, sønderbrudt i mange Dele.
Saa greb "den stærke" sin tunge og aldrig svigtende Lænser og drev den af al Kraft ind i Ryggen paa Manden. Ogsaa den faldt magtesløs og brudt tilbage.
Da vendte "den stærke Mand" sin Kajak om og roede hjem uden at have været i Land; men Folk, som stimlede til, saa, at de vældige Kast ikke engang havde sat Mærker i "Støvlemandens" Tarmskinds Skjorte.
Derpaa satte han sin Konebaad i Havet og gjorde sig rejseklar. Han satte en tredje Aare ud, og da han gik op og tog den største og smukkeste Kvinde, var der ikke een paa Pladsen, som vovede at kny.
"Hun kan jo nok komme tilbage engang," sagde han og roede bort.
Saaledes rejste han endnu tre Dagsrejser og tog for hver ny Dagsrejse en Roerske.
Endelig naaede han frem til de Lande, de hvide Mænd plejede at anløbe. En Aften han lagde til Land med sin Konebaad, styrtede mange Mennesker ned for at tage imod ham. Han fik knapt Tid til at lægge til, saa var Konebaaden allerede trukken paa Land; han fik næppe vendt sig om, saa var hans Telt allerede rejst af de fremmede, og mange kom og indbød ham til Madgilde, og "Støvlemanden" gik fra Hus til Hus og spiste; men han var tavs, for han tænkte kun paa det, som nu skulde hænde ham med de hvide Mænd.
Sent paa Aftenen lød der et Raab over Landet. Alle Mennesker styrtede ud af Husene, og "Støvlemanden" forstod ikke, hvad der gik for sig. Men med eet hørte han ind i Raabene Ordet: Skib! — — —
Da "Støvlemanden" kom til sig selv igen, sad han ganske alene paa et Fjæld og saa paa, at et stort Skib laa for Anker lige ud for hans Telt. Det var Nat, og alle Mennesker sov …
Næste Morgen tidlig bad han sin Moder om at give sig Ræveskindet og et smukt Sortsideskind. Og da Solen stod saa højt paa Himlens Bue, at han ansaa et Besøg paa Skibet for passende, roede han ud. Han lagde sig ved Siden af Skibet og ventede længe, før nogen viste sig.
Endelig stak en Matros Hovedet frem fra Rælingen, og "Støvlemanden" viste ham det smukke Sortsideskind. Der kom stærk Begærlighed over Matrosens Øjne, og han rev Skindet til sig. Nu stimlede der flere og flere Matroser sammen paa Dækket, men de hviskede alle saa underligt i Munden paa hinanden, fordi de var bange for, at deres Kaptain skulde høre det. Tiden gik, og til sidst mente "Støvlemanden", at det var bedst, at han trak sin Blaaræv frem, for at der kunde blive noget af Handelen. Han holdt Ræven op i Luften, og Matroserne rakte sig ved Synet af den helt ud over Havet, stadig hviskende af Angst for, at de skulde blive hørte af Kaptainen.
Pludselig hørte man Tramp fra Skibets Agterdæk, og Kaptainen stod blandt Matroserne; men ingen lagde Mærke til ham. Han spurgte, hvad der var i Vejen, og da ingen svarede ham, men alle fortsatte med deres Hvisken, drev han dem nogle vældige Slag hen over Bagstykkerne. Matroserne røg fra hinanden, og Kaptainen vristede Skindene fra dem. Han bad straks "Støvlemanden" om at komme op paa Dækket. Matroserne halede ham op i Kajaken.
Næppe stod "Støvlemanden" paa Dækket, før han faldt i dybe Tanker over alle de snildt ophængte Remme, der var mellem Skibsskrog og Master. Saadan noget havde han aldrig før set.
"Det var dog besynderligt," tænkte han. Til sidst blev han ganske svimmel af at se op i Masterne. Han vaagnede pludselig ved et Vræl lige ind i Ørene: det var Kaptainen, som var bleven utaalmodig, og som nu tog ham i Skulderen og førte ham ned i sin Kahyt, for at de kunde handle.
Nu faldt "Støvlemanden" først for Alvor i Staver af Forbavselse over alt det vidunderlige, han saa. Han kiggede rundt i Rummet og saa paa alle de ubegribelige Ting, der var derinde. Han fik Øje paa en lille Indgang, som førte ind i et andet stort Rum; men da han forsøgte paa at trænge derind, rendte han voldsomt mod en Person, der stillede sig i Vejen for ham. Han saa frem for sig og kom til at skælve over hele Kroppen af Rædsel: Det var ham selv, og han begreb ikke, hvorledes han kunde være inde i to Rum paa samme Tid.
"Støvlemanden", der følte sig uhyggelig til Mode over alt dette Trolderi, vilde rende sin Vej, da han bliver opmærksom paa noget, som bevæger sig frem og tilbage paa Væggen under en stadig Dikken. Det var et Ur, men saadan noget havde "Støvlemanden" aldrig set, og han faldt igen i Staver.
"Hvornaar mon den Tingest vil standse?" tænkte han og blev staaende, gloende, midt paa Gulvet.
Under alt dette havde Kaptainen forgæves forsøgt paa at slaa en Handel af med ham om Ræveskindet og Sortsideskindet; han havde talt og gestikuleret, men "Støvlemanden" havde været saa optaget af alt det besynderlige, at han hverken havde hørt eller set noget. Til sidst tabte Kaptainen Taalmodigheden og kommanderede sine Matroser ned.
Inden "Støvlemanden" havde faaet Tid til at besinde sig, følte han sig løftet i Vejret af mange Arme og baaren op paa Dækket; men han var endnu saa betaget af alt Trolderiet paa Skibet, at han kun fandt det rart at blive baaren.
"Ak, det var ganske som i min Barndom, da Mor slæbte rundt med mig", tænkte han.
Matroserne stillede ham lige midt paa Dækket og bandt ham et tykt Reb om Livet. Derpaa samlede de sig i en Klump et helt andet Sted og gav sig til at hale i et Reb alle sammen.
Men hvad var dog det? "Støvlemanden" følte pludselig, at man begyndte at lette ham fra Dækket, og saa gjorde han sig haard. Matroserne raabte, skreg, — men de rokkede ham ikke af Stedet. Til sidst gav de sig til at synge en Opsang:
"Evinigo didambisto!
Hulla, hulla!
Miardo ardluarsuk!
Evinigo didambisto"!
Endelig fik de lettet ham fra Dækket, og han røg lige op i Bramraaen. Saa gjorde man Rebet fast, og Kaptainen forsvandt ned og kom op igen med Favnen fuld af Bøsser, som han delte om til Matroserne. Der blev ladet, og saa kommanderede han, at de efter Tur skulde skyde til Maals efter "Støvlemanden".
De unge begyndte, men ingen kunde gøre "Støvlemanden" noget; alle Kuglerne røg tilbage. Han hang deroppe med Ryggen mod Bramraaen og grinte af alle deres Anstrengelser.
Saa blev to meget gamle Matroser kommanderede frem. De skottede til hinanden og saa forlegne ud, for de havde vist aldrig nogen Sinde i deres Liv fyret en Bøsse af.
Naar "Støvlemanden" senere fortalte om den Oplevelse, plejede han at kalde den ældste og fedeste af Matroserne for "Skabningen".
"Skabningen" skred alvorligt frem med Bøssen i Haanden, men da han skulde til at trykke af, blev han nervøs og vendte Hovedet bort fra Løbet. Bøssen, der af de mange Skud var bleven fuld af Sod, gav ham et saadant Slag, at han røg bagover og satte sig paa Enden, lige idet Bøssen gik af, og "Støvlemanden" tog sig et ordentligt Grin oppe i Masten. Saa kom den anden gamle frem. Han havde vist hørt de unge snakke om, at det undertiden kunde hænde, at Knaldperlerne ved Knaldet røg op i Øjnene, og han holdt derfor sin Bøsse saa langt til Siden, at Skuddet gik hen over Dækket og nær havde ramt Kaptainen.
Nu blev Kaptainen vred for Alvor og gav Kommando til, at man skulde skyde i Løb. Matroserne stillede sig hen paa Agterdækket og løb een for een hen over Dækket. I det Øjeblik de kom hen under "Støvlemanden", skulde de fyre lige op i Luften.
Det gik meget godt — det vil sige, der var ingen, der ramte — indtil "Skabningen"s Tur kom. Han greb sin Bøsse og for hen over Dækket; men han var saa optaget af "Støvlemanden" oppe i Masten, som han nu ansaa for en meget stor Troldmand, at han slet ikke saa sig for, hvor han traadte, og løb lige op i noget Tovværk, der laa paa Dækket. Skuddet gik af midt ind imellem Matroserne.
Da nu Kaptainen indsaa, at denne Krig blev farligere for hans egne Folk end for "Støvlemanden", der hang oppe i Masten og lo af det hele, saa gik han midt ud paa Dækket og gav sig til at skælde alle sine Folk Huden fuld. Derpaa gik han hen og løste en Tovende og hejste "Støvlemanden" ned paa Dækket.
Nu var han bleven venlig og spurgte igen "Støvlemanden" om, hvad han vilde have for sit Ræveskind. "Støvlemanden" pegede paa Bøsserne, Kaptainen kom med dem alle sammen, og han valgte sig den bedste ud. Der var slet ingen Ende paa alt det gode, de nu vilde gøre ham, og alle de hvide Mænd frembar een for een deres Gaver. "Støvlemanden" puttede det bare ned i sin Kajak, indtil han indsaa, at han ikke vilde kunne flyde paa Vandet, hvis han fyldte mere i; saa kravlede han i Kajaken, iførte sig Fangepels, snørede den godt sammen og lod sig hejse ned i Vandet af Matroserne. Der steg Bobler op af Havet, da man slap ham, og alle troede, at han var gaaet til Bunds, tynget ned af alt det, han havde faaet i sin Kajak. Men da de saa nærmere til, saa de dog, at lige akkurat hans Næse stak op af Vandet.
Han bevægede sig langsomt indefter. Ingen paa Land havde lagt Mærke til ham, da hans Moder pludselig raabte:
"Se der, der kommer "Støvlemanden"!"
Alle saa udefter, men opdagede kun en svag Krusning i Vandet. Saa stødte han mod Land, og Moderen trak ham op.
Dette var "Støvlemandens" store Oplevelse paa de hvide Mænds Skib.
Allerede Dagen efter rejste han Syd paa til sin Boplads. Undervejs afleverede han alle de unge Kvinder, han havde laant. I Nærheden af sin Boplads hørte han, at "den stærke Mand" var bleven syg af Sorg over Tabet af sin Datter, og han var lige død, da de naaede hjem.
"Støvlemanden" bar nu Liget op paa et Fjæld for at Stensætte det, og han lagde saa store og saa tunge Sten hen over Liget, at Blodet til sidst flød hen ad Klipperne.
"Du mente mig det godt, da du harpunerede min Ryg; ogsaa disse Sten er dig vel undte!" sagde "Støvlemanden", da han var færdig, og derpaa gik han hjem.
Siden efter levede han mange Aar i Glæde med "den stærke"s Datter og blev gammel.
Fortalt af
Gamle Jua
fra Kangeq.
KVINDEN, SOM BLEV TIL ILD
Der var engang to unge Piger, som altid boede sammen. De var fra Atanikerdluk, og den ene hed "Langsom", den anden "Let".
Paa de Tider, da Bærrene modnes, var de altid oppe i Fjældene.
Alle troede, at de gik derop alene for at samle Bær; ingen anede, at de øvede sig i Trolddomskunster.
Men hver Gang de saa et lille Dyr, kappedes de i Løb for at faa det til Hjælpeaand.
"Den skal være min Hjælpeaand!" sagde den ene.
"Og her er noget til mig!" raabte den anden.
Og saaledes løb de om i Fjældene og gjorde sig usaarlige for de Ulykker, der plejer at ramme Menneskene.
Engang var de som sædvanlig oppe i Fjældene for at plukke Bær, og da de havde samlet alt, hvad de kunde bære, gav de sig paa Hjemvejen. Pludselig stod de stille begge to og lyttede; de var langt fra Husene og Havet, men den Lyd, de hørte, var som Bølgers Skvulp mod grundstødte Isfjælde.
Lyden kom fra Husene; det var Kys fra elskende, der efter gammel Skik af Undseelse favnede hinanden under Briksen.
Saa forfarne i Trolddomskunst var de nu, at de hørte alt paa de længste Afstande.
Det Stundede mod Foraar, og Folk gjorde sig rede til de store Rensjagter ved Ivugsugssat, Vesten for Atanikerdluk.
De to Kvinder bad, om de maatte følge med, og saa drog de bort med Mændene.
Da de kom ud i Rendistriktet, spredte Jægerne sig ud over Jagtmarken, og det varede ikke længe, før de to Kvinder blev borte for dem.
Pigerne søgte nu tilbage til Fjældhulen, hvor Rensjægerne plejede at sove; men Mændene blev borte, og til sidst havde de intet at spise.
De gik ude paa en Slette og spejdede efter dem, der skulde komme tilbage, da de med eet faar Øje paa to fremmede Mænd, som kom lige hen imod dem; de var store som Kæmper. Pigerne blev forfærdelig bange og flygtede hen i Hulen, da de fremmede forsvandt ned i en Dal. Saa bange var de, at de sloges; ingen af dem vilde være øverst, den ene vilde stadig gemme sig under den anden.
Da Kæmperne standsede foran Hulen, mistede begge Bevidstheden.
"Langsom" vaagnede op af sin Afmagt inde i et stort Hus; man havde trukket Tøjet af hende og med snærende Baand surret hendes nøgne Legeme fast til Husstolpen.
Hun gav sig nu til at kalde sine Hjælpeaander frem, een for een. Men hver Gang de nærmede sig, skræmte Kæmpen hende med et Raab. Til sidst kunde "Langsom" ikke huske flere af sine Hjælpeaander. Men da kom hun pludselig til at tænke paa en Hjælpeaand, hun havde faaet af sin Bedstefader; det var Indlandsisens vældige Aand, som ikke kendte Nederlag. Ham anraabte hun.
Der lød et Bulder oppe fra Bræen; og Lyden, som rystede Fjældene, kom nærmere og nærmere. Snart begyndte Husets Stenmure at vakle; men hver Gang en Sten faldt ned, kastede Kæmpen den ud.
Buldret kom stadig nærmere; flere og flere Sten ramlede ned, og Kæmpen fik travlt, men ikke et Ord mælede han.
Pludselig begyndte det at synge i den Kobberem, der holdt "Langsom" fastbunden til Husstolpen; med en saadan Fart løsnede den sig i Sving om Stolpen.
Saaledes slap "Langsom" fri og styrtede ud af Huset, nøgen som hun var. Udenfor løb hun lige paa "Let", der ogsaa var nøgen, og de flygtede nu sammen, alt hvad de kunde.
Med eet hørte de Susen bag efter sig; Lyden kom nærmere og nærmere.
Da de vendte sig om, saa de deres Bukser komme flyvende gennem Luften. De tænkte blot, at det kunde være rart at have dem paa, og straks sad de om deres Lænder, uden at de havde standset deres Løb.
Saaledes kom ogsaa deres Støvler flyvende gennem Luften, og lidt efter deres Pelse; og saa var de igen fuldstændig paaklædte.
Paa deres Vej kom de til et Hus og gik derind. De traf en gammel Mand, hans Kone og deres Børn. Man satte et lille Fad for dem, for at de kunde spise.
"Aa, spis det endelig ikke op;" bad de, "vi har haft det i mange, mange Aar, uden at det er sluppet op."
Det var noget sødt noget, som mindede om Honning.
Saa spiste de ganske lidt af det og skød Fadet fra sig; derpaa tog de Afsked og løb videre.
Det var Bier i Menneskeskikkelse, de havde besøgt.
Da de igen kom til et Hus, standsede de. Udenfor stod der en Kvinde, og hun bad dem gaa ind.
Inde i Huset var der lutter Kvinder; paa Briksen laa der noget, man havde dækket med Skind, men de kunde ikke blive kloge paa, hvad det var. Husets Beboere var meget alvorlige. Den Kvinde, som havde bedt dem om at komme ind, satte nu et lille Fad for dem og bad dem om at spise; det mindede om Indholdet af en Rypekro.
"Spis ikke for meget, for saa vil I faa Mavepine," sagde Kvinden.
Da de havde spist, sagde hun videre.
"Jeres Slægt vil snart begræde jer! Skynd jer nu hjem; hvis vore Mænd træffer jer her, vil de vist ikke lade jer leve."
Saa gik de ud og løb videre.
Det var Ryper i Menneskeskikkelse, de havde været hos. De antog nu, at det, de havde set tildækket med Skind paa Briksen, maatte være Menneskelig.
I Løb naaede de nu frem til Manik, Norden for Atanekerdluk, og var fremme ved Havet. De satte sig ned et Stykke fra Stranden, og "Langsom" sagde:
"Gid Røg maatte rejse sig paa Toppen af det Isfjæld dernede, saa at det kalvede, og Søerne trak os ud i Havet!"
"Ja, gid det maatte ske," sagde "Let".
Og straks rejste der sig Røg paa Toppen af Isfjældet, og det kalvede sammen til lutter Smaastykker.
"Vent, vent, "Let"! Lad os først se lidt paa Søerne, som rejses; de vil se saa dejlige ud!"
Straks rejste Søerne sig, og da Brændingen brød anden Gang mod Land, trak den dem med sig ud i Havet.
"Langsom" blev et Øjeblik svimmel, men snart gik det over, og da hun kom til sig selv, var "Let" borte.
Hun gik nu ned gennem Havet; men der var en, der tog fat i hendes Skulder og førte hende af Sted. Hun kendte Stemmen, det var hendes Bedstefaders; han hjalp hende. Nu kom de gennem en Flok Myg, der kløede og kildrede, saa det var forfærdeligt; det var Tanglus.
Saa kom de gennem store Skove, og i Skovene gik Hunde; det var Tangplanter og Hajer. Et Øjeblik blev hun svimmel igen og dukkede op tæt ved Stranden; da hun saa sig om, var "Let" lige ved Siden af hende. Og saa kravlede de op.
Først trak de Tøjet af sig for at faa det tørret en Smule, inden de gik ind; men de gad dog ikke vente, til det blev tørt, og kravlede ind, som de var.
Derinde lagde slet ingen Mærke til dem; de havde ikke spist i saa lange Tider, at der nu kun var Skygger tilbage af dem. Saa gik de ud igen og fandt en Gryde. Den var fuld af Sælsuppe, og oven i Suppen havde der samlet sig et tykt Lag Fedt; de stak nu begge Fingrene ned i Gryden og slikkede noget af den fede Suppe i sig. Det gjorde dem atter synlige.
Saa gik de ind igen, og "Langsom"s Moder vaagnede ved deres Komme; hun rejste sig fra sin Soveplads og bad dem lægge sig.
"Hvorfor er jeres Klæder saa vaade?" spurgte Moderen.
"Aa, vi har haft vort "maanedlige"", svarede de.
Næste Morgen rejste de atter tilbage til Atanikerdluk.
Inden ret længe giftede baade "Let" og „Langsom" sig med to Mænd, der ligesom de selv var store Troldmænd.
De to Kvinder var forlængst blevne gamle, da
"Langsom" en Morgen vækkede "Let" og sagde:
"Jeg har haft en Drøm!"
"Saa fortæl mig den!" svarede "Let".
"Jeg drømte," fortalte saa "Langsom", "at jeg skal dø tre Gange, før jeg faar Hvile i min Grav. Man fortalte, at Frelseren ikke vilde tage mig til sig, fordi jeg havde givet mig saa meget af med Trolddom."
Denne Historie gik nemlig for sig, dengang man var ved at indføre Kristendommen i Grønland.
Men "Langsom" gik det, ganske som hun havde drømt.
Hun blev syg og døde.
Da man skulde sy Ligskindene om hende, begyndte pludselig hendes Aarer at svulme, og snart levede hun op igen.
Saaledes gik det hende ogsaa, anden Gang hun blev syg og døde.
Men da hun tredje Gang blev syg, havde hun igen en Drøm paa sit Leje.
Hun drømte, at nogen sagde til hende:
"Naar du nu dør, og man lægger dig i Ligskindene, maa de give dig et Stykke brændt Spæk fra Lampen i Munden, og derpaa skal de brede et Edderfugleskind over dit Ansigt. De skal dernæst støde dig mod Briksen og føre dig tre Gange rundt til venstre om Husstolpen; og naar Folkene saa fører dig ud af Huset, skal en bære et Ben derop paa din Grav. Paa dette Ben skal siden din Sjæl ride ud i Havet."
Denne Drøm fortalte hun til "Let", blev derpaa syg og døde, og man begravede hende.
Men en saadan Rædsel efterlod "Langsom" blandt Menneskene, at der var gaaet fire Dage og fire Nætter der paa Pladsen, uden at nogen havde lukket et Øje.
Hendes Mand var den eneste, som et Øjeblik lukkede Øjnene; men da han gav sig til at skrige i et Mareridt, skyndte man sig at vække ham. Da han vaagnede, sagde han:
"Nu maa vi flygte til Tartunaq. I Nat vil hendes Genfærd komme. Men naar vi skal forlade Bopladsen her, maa Kvinderne trække deres Støvler af og vade over det Sted ved Fjæren her, hvor Vandet plejer at gaa op ved Flod. Men Mændene skal blotte deres venstre Fod i deres Kajaker."
Thi det er almindelig Tro heroppe, at naar man blotter den venstre Fod, "kan intet ondt komme frem der, hvor man har traadt".
Saa rejste de bort.
Mændene kastede en Affaldsspand uden for Huset, da de skulde efterlade deres Hunde; og saa gik to Mænd gennem Huset og Husgangen, den ene væbnet med en Kamiutstok (anvendes til at blødgøre Sælskindsstøvler med, gør her samme Virkning, som hvis man hos os vilde væbne sig med en Støvleknægt), og den anden med et Stykke Træ, som brugtes til at vende Kød med i Gryderne. Og saa plyglede de løs, den ene fremefter, den anden bagud hele Huset igennem og Husgangen med, som for at jage den onde Luft ud.
Derpaa rejste de bort til Tartunaq, men hele Vejen kastede Mændene deres Harpuner op i Luften for at holde det onde borte. Saaledes naaede de vel frem.
Og ganske rigtigt! Ud paa Aftenen viste en Brand sig ude paa Havet, og den bevægede sig i Retning af Husene ved Atanikerdluk. Snart gled den ned under Søerne, snart var den synlig over dem.
Saa kom den op paa Land og lyste snart henne ved Konebaadsstilladset, snart over Huset, og ofte lyste den som en Regnbue, der strakte sig fra Huset til den friske Grav. Til sidst gik Genfærdet ind i Huset, og saa stærkt var Lyset fra Flammen, at Huset blev gennemsigtigt, som om det var af udspilet Tarmskind. Overalt søgte Flammen efter Mennesker og forfulgte somme Tider Hundene langt ind i Landet.
Hver Gang den forsøgte at følge de flygtede Menneskers Spor, maatte den vende om, naar den kom til de Steder, hvor de havde vadet med deres venstre Fod.
Endelig fandt den en Overgang, og alle ved Tartunaq blev slaaede med Skræk, da Flammen nærmede sig.
"Nu kommer hun for at skræmme os ihjel!" raabte man.
Nogle samlede Spækstykker fra Lamperne og gik Genfærdet i Møde.
Den Slags Spæk kan onde Aander nemlig ikke lide.
Luften harpunerede de overalt med deres Spyd for i alle Retninger at holde onde Aander borte.
Da Flammen naaede frem, viste det sig at være en Hund, der gennem Trolddom var bleven glødende.
Saaledes hændte det flere Gange, at Genfærdet sendte glødende Hunde til Tartunaq.
I fem Dage hærgede den fredløse Sjæl ved Antanikerdluk, og først paa den sjette fik man Fred.
Da et Par Mænd nogen Tid efter tog over til de hærgede Huse, var alt inde i Husene opbrændt. Naar man stødte til Murene, dryssede der Aske ned.
Da "Langsom" nu var død, flyttede "Let" til Bopladsen
ved Nugssuaq, og her hændte der hende det samme, som
tidligere var gaaet forud for "Langsom"s Død.
Hun drømte, at Frelseren talte til hende og forkyndte hende, at hun tre Gange skulde dø. Først naar hun havde afkastet alle sine Hjælpeaander og aflagt sine gamle Synder, vilde han tage hende til sig; og det vilde ske, at hun vilde skifte Hud, og hendes nye Hud, der skulde være skær som et Barns, skulde være hende Tegn paa hendes Syndsforladelse.
Dette var hendes Drøm; og straks gav hun sig til at fortælle sine Bopladsfæller alle de Synder, hun i sit Liv havde begaaet. Thi man svækkede den ondes Kraft ved at skrifte. Og om Aftnerne, naar Kajakmændene kom hjem fra deres Fangst, samledes de oppe i hendes Hus for at høre paa hendes Skriftemaal.
Endelig blev hun syg og døde.
Dette skete to Gange, og da hun anden Gang vaagnede op til Liv, var hendes Hud skær og fin som et nyfødt Barns. Saaledes afkastede hun sin Synd og døde saa endelig, misundt af alle sine Landsmænd.
Her ender denne Historie.
Ved Nugssuaq lever endnu en Mand, der hedder "store Daniel", som er "Langsom"s Barnebarn. Da han var et lille Barn, plejede han altid om Nætterne at varme sig ved "Langsom"s Legeme.
Fortalt af
Den blinde Ambrosius,
kaldet Aqajak (Mellemgulvet),
fra Ujarasugssuk.