Moses
MOSES
Den nordgrønlandske Vinter er Maane- og Stjernelysets Tid. Naar Dagene kortes til et Par Timer, spiller Dagslyset ikke længer nogen Rolle. Selv midt paa Dagen skal Lamperne dog brænde, om et eller andet Arbejde skal udføres. Skal Grønlænderne paa Fangst, slaar Dagen heller ikke til. Det vilde være mørkt, inden han havde naaet sit Fangstdistrikt, om han vilde slaa sin Lid til den Smule Lys, der i den mørke Tid kastes ud over Landet.
Han maa vænne sig til det matte Skær, der ydes af Maane og Nordlys, og blot søge at udnytte Dagslyset, saa længe han er paa selve Fangstpladsen. Han maa tage ud og tilbage i Mørke.
Det er en Kendsgerning, at intet i Længden virker paa den grønlandske Fantasi med en saa stor Magt, som det dæmpede Maanelys. Alt ude bliver fantastisk og hemmelighedsfuldt. De vældige Fjælde bliver endnu stummere, de store Isørkener endnu mere uendelige.
Der lægger sig en højtidelig Stilhed over Naturen. Og Skyggerne! — Fjældene kaster mørke Spøgelser om sig, og Slæden eller Mennesket, som bevæger sig ude, forfølges af sin sorte Skygge i den hvide Sne.
De grønlandske Nætter kan være dejlige; men de faar dog en trykkende Magt over de Mennesker, der stadig skal opleve dem. Stilheden og Ensomheden lægger sig over Sindene. Hos de danske heroppe bliver det til Nervøsitet, hos Grønlænderne til Overtro.
Sent om Aftnerne samles Familierne. Saa kommer Mændene hjem med deres Fangst, som flænses og koges. Efter Maden — og der spises i Reglen saa meget, at der kommer et sandt Mættelses-Velvære over hele Huset — klæder Kvinder og Mænd sig halvnøgne og kravler op paa Briksen. Mændene anbringer sig i magelige Stillinger, Kvinderne trækker deres fine Skindbroderier frem fra Dragkisterne, og medens Kvinderne arbejder og Mændene hviler ud til næste Dag, fortælles der for at faa Aftenen til at gaa. Og det varer sjældent længe, før Fantasierne er vel ophidsede.
I Vinterens Løb har jeg tilbragt mange Aftner saaledes i grønlandsk Hjemmebygge: og de fleste af mine ejendommeligste Indtryk skriver sig fra disse Fortælle-Aftner. Snart er det Sagn, — og Handlingen i disse Sagn er Udslag af den vildeste Fantasi: Stærke Mænd, der udfører mærkelige Bedrifter; Troldmænd, der kogler en hel Boplads sønder og sammen; Historier om underjordiske, om Dværge, Kæmper og Menneskeædere. — Snart er det Selvoplevelser: Fangsthistorier, Spøgelseshistorier eller andet overnaturligt og utroligt. Grønlænderne føler Trang til at gyse; Fantasi har de, og en Spøgelseshistorie forstaar de at udlægge saaledes, at Dødsstilhed følger efter.
Engang opholdt jeg mig nogen Tid ved Udstedet Claushavn i Nordgrønland.
En Eftermiddag kører jeg ud for at samle Hellefisk til mine Hunde, og da jeg kommer paa Tassingortaq, Søen bag Claushavnshusene, tager en lille Fyr — Moses tror jeg, han hed — fat i mine Slædeopstandere og beder mig, om han maa køre med. Han faar Tilladelsen paa Betingelse af, at han viser mig en god Kørevej i en Retning, hvor jeg ikke før har været.
Moses var en lille, snavset Fyr, daarligt klædt og værre vant. Han var uden Forældre og behandledes som et overflødigt Lem af alle sine Husfæller, der kun taalte ham iblandt sig, fordi han dog Dag imellem kunde fiske nogle Ulke. Jeg anslog ham til at være ti Aar gammel, men det viste sig senere, at han var sytten. Intet lod til at være ham undt i denne Verden, ikke engang det at vokse.
Han viser mig Vejen over Autdlariarfik-Søen, ad hvilken Grønlænderne om Sommeren tager paa Fangstrejser op til Tassiusaq, en dyb Sidearm til Jakobshavns Isfjord.
Det er stærk Frost, og Hundenes Aande ryger som Taage foran os. Høje, taageslørede Fjælde slutter os inde: Kørevejen er fortræffelig. Hundene i Galopade-Humør. Moses bliver højtideligt stemt af Stilheden om os og de høje Fjælde med de bratte Vægge, der i Halvmørket synes at hælde helt ud over os. Og han giver sig til at fortælle.
"Har du hørt tale om Hulen langt inde mellem Fjældene her? Der skal bo et Uhyre deroppe. Man har fundet halvspiste Rensdyr i Nærheden, men ingen har vovet sig helt hen til Hulen. Man mener, det er en Kæmpe, der forstaar sig paa Trolddom."
"Skal vi slaa Hundene deropefter, Moses?"
Han værdiger mig ikke Svar paa sligt halsløst Forslag.
Lidt efter begynder han igen. Han kan ikke lide, at ingen af os taler. Men mod hans Vilje tvinger hans Fantasi ham stadig ind paa, hvad han nødigt i Øjeblikket vil beskæftige sig med,
"Kan du se Uren om os? Fortrinlig egnet til Fjældaands-Huler!"
Han flytter sig nærmere hen til mig. Hundene galloperer med strakte Haler og lyttende Øren.
Og saa fortæller Moses en Historie om en stor, hvid Mand, der engang kom svømmende op ad den samme Sø, som vi kørte paa, medens nogle Bærplukkere opholdt sig ved Kanten. Han saa dem ikke og lagde sig ned for at sole sig lige i Nærheden. Han havde langt, lyst Haar, blaa Øjne og et smukt smilende og mildt Ansigt. Bærplukkerne flygter over Hals og Hoved, men en af dem, en Tosse, vender sig om og ler. Aanden opdager dem og forsvinder lige ned i den bare Jord.
En Flok Ryper flyver larmende op foran os, Hundene halser af Sted, og Moses, der stadig synes at finde Stilheden trykkende, begynder paa en anden Historie:
"Heroppe mellem Fjældene er gode Tilflugtssteder for alle den Slags Væsner, som man ikke kan blive klog paa. Du har vel hørt Otto fortælle om…"
Moses standser i sit Spørgsmaal, ser sig om og rykker lige ind til mig.
"Fortæl, Moses!"
"Hør du! Det er ikke, fordi jeg er bange for Fjældmennesker; du skal ikke le ad mig. Jeg er ikke det mindste bange, det er vist Usandhed alt sammen, hvad man fortæller. — — — Men sig mig bare, synes du ikke, at det er en mærkelig Sten, den der foran os? Den bevæger sig, den rører sig; kan du ikke se, den forandrer sig?"
"Fortæl nu bare videre om Ottos Kapkørsel! Hvad du ser foran os, er en Sten. Forstaar du ikke, Moses, at det er os, som bevæger os?"
"Naa, ja, du har Ret! He — he! Ottos Kapkørsel, det er noget af det ufatteligste. Det var Nytaarsaften, Otto vilde ud at se til sine Sælgarn.
"Du skal ikke køre ud Højhelligdagsaften, for saa er der saa meget unaturligt paa Færde; du vil opleve noget uhyggeligt!" siger Moderen.
"Mo'r, har du set mig bange nogen Sinde?" siger Otto og kører ud.
Han faar tilset sine Garn, fanger en Sæl og er paa Hjemvejen, da det sker. Allerbedst som han kører, giver Hundene sig til at gø, stikker Halen mellem Benene, standser pludselig og er ikke til at drive af Stedet. Otto vender sig om, men kan intet se. Med eet stikker saa Hundene af i vildt Løb, stadig hylende af Angst og med sænkede Haler. Han mærker et stærkt Ryk i Pisken, vender sig om, ser intet, men opdager, at Pisken staar stift i Vejret, som om nogen trak i den. Han er lige ved at slippe sit Tag, men snor et Stykke af Snærten om sit Haandled og rykker den saaledes løs igen.
Pludselig mærker han noget som et Vindpust til venstre for sig — alt Djævelpak kommer altid fra venstre — og han vender sig om og ser en Skikkelse skyde frem foran Opstanderen hen mod Hundene. Det var umuligt at blive klog paa Ansigtet; højre Arm var løftet op derfor, og Hovedet var bøjet ned mod Brystet....
Han var klædt i Skind, der ikke var syede, men sammensnørede. Særlig Støvlerne havde forbavset Otto. De var flettede af Straa med et meget smukt Mønster. Manden for af Sted, men ingen Bevægelse var at mærke; det ene Ben holdtes løftet i bøjet Stilling, og saaledes skar han ganske lydløst gennem Luften. Somme Tider naaede Skikkelsen helt frem til venstre Fløjhund, og denne snerrede og knurrede da og pilede af.
Aanden fulgte længe med Slæden; til Tider søgte den at komme helt ind over Manden, men det lykkedes aldrig. Først nede ved Angmalortoq — Bakken ganske nær ved Husene — var Otto igen alene.
"Hvad tror du nu, at det kunde være for noget?" spørger Moses mig hviskende.
"Tror du ikke, at Otto har været træt, og at hans Øjne har narret ham?" foreslaar jeg.
"Men Hundene da? Hvad tror du, det kunde være, de gøede saa voldsomt ad?" spørger Moses indtrængende.
"Asukiaq!" (Det ved jeg ikke!) var det Svar, Moses maatte lade sig nøje med denne Gang; jeg var optagen af at styre Hundene.
Vi fløj hen over Isen. Hundene slikkede hverandre om Snuden, viftede med Halerne og strakte ud i Galop. De var i det rette Farthumør, og det var en Fornøjelse at køre med dem.
Men Moses, som ikke har mere at fortælle, fortaber sig i Betragtninger over alt det, hans lille Hjerne ikke kan begribe.
Det er sen Aften. Taagen ligger over Fjældene, og Maanen, som ikke kan bryde rigtig igennem Skyerne, lyser dæmpet over Landet, der er saa ufattelig skønt i sit vilde Øde. Fjældene ruger om os; det er, som om de med et stille Smil ser ned over det Smaakravl, der farer af Sted for deres Fødder....