Kongens Fald/15
AXEL RIDER FREM
Jens Andersen Beldenak holdt Gilde paa sin Bispegaard i Odense. Lyset faldt ud paa Gaden, det var det eneste Sted, der var oplyst i den mørke By.
Der var kommen en Rytter, og medens han ledte efter en Ring at binde Hesten ved, hørte han Stemmer oppe fra Gaarden, som larmende Vindstød, hoho; han havde redet langt. Axel hed Rytteren. Han hørte, hvor Støjen skiftede deroppe, eftersom der stod Døre aabent mellem Stuerne, og da Larmen med et steg vældigt og holdt ved som et Vandvæld fra aaben Sluse, kunde han forstaa, at en Dør ud mod Trappen og den aabne Port maatte staa gabaaben. Han skyndte sig med at fortøje Hesten det første det bedste Sted, mens de skraalede og lo i lange Tag deroppe; i en almindelig Hujen skelnede han en enkelt Mands Grin, der trængte igennem som en Hagl af Stokkeslag og blev henne og kom igen med ny Kraft, og han forestillede sig med Velbehag Ophavsmanden til denne Latter som han maatte se ud, idet han hylede med fuld Træk gennem Halsen, blussende Fyr paa ham, en Ildebrand af en forvorpen Krop! Axel sprang op ad Trappen og tonede i fuldt Rend ind i Gildesalen.
Han kom lige tidsnok til at se fire strunke Knægte gaa i Fodslag frem mod Bordet med en ung Kvinde paa et stort Messingfad. Hun sad ned og holdt sig til Kanten af Fadet, pyntet med sit sorte frie Haar. Før nogen ret kunde besinde sig, satte Knægtene Fadet ned midt paa Bordet mellem de andre Retter. Faklerne brændte paa de kalkede Vægge, der var en god Snes Svirebrødre tilstede, og det var dem, der lo, de krummede sig i Sædet, gik bagover af Latter. I det Axel stansede betaget af Synet og slog Hænderne sammen, havde han allerede mærket sig, at den knaldende Latter, der overdøvede alle de andres, kom fra det store Mandfolk for Bordenden. Han saa nu ellers ikke ud til at more sig saa meget som han lo. Det var selve Bispen.
I det samme blev der stille i Stuen. Da Kumpanerne havde let ud, var det, ligesom Spøgen ikke stod til at redde; de skelede forlegent til hinanden med vaade og røde Øjne, de tørrede sig og tog forgæves Tilløb til Grin igen. Pigen paa Fadet sænkede langsomt Hovedet, det sorte Haar faldt fremefter og hang lige ned.
Hvad er det, hvad vil han? raabte Jens Andersen imidlertid og gik fra Bordet. Mens han kom lige løs paa Axel, blev han hurtig alvorlig, og da han stansede brat en halv Alen fra hans Bryst, saa han ud til at ville slaa.
Hvad?
Axel greb sig i Brystet efter Brevet, han skulde bringe, men dermed havde Jens Andersen forstaaet ham.
Det er godt, sagde han, det kan vi siden snakke om. Velkommen til, se at faa noget at spise.
Jens Andersen vendte sig imod Bordet, han slog op med Armene og kom igen i en mægtig Stemning, der steg og steg, mens han raabte og svaredes af tiltagende Munterhed fra Laget.
Naa skal ingen tage en Bid?
Jens Andersen vendte sig tilsidst som en Kat og saa Axel ind i Øjnene, hans Ansigt lyste pludselig af et haardt Lune. Han greb ham fast i Skuldren og sænkede Stemmen, med en vis Myndighed, Forsigtighed og med en Slags Godhed:
Den der kommer sidst er mest sulten. Det bedste er tillevns — tag hende saa!
Dette Løsen befriede dem allesammen, de lo igen og slog sig vildt paa Laarene. Men Axel bøjede sig frem i smidig Erkendtlighed, han kneb Øjnene venligt til og saa forskende paa Pigen, som tog sig sammen og rystede Haaret under hans Blik.
Tak for det, sagde Axel. Hans ligefremme Svar, den gyldne Stemme, faldt just i en Pavse og vakte et Bifald, der fik Loftet til at gungre under Salven. De saa alle et Øjeblik paa Fyren, som stod der, han var jo godt klædt, noget vaad og sølet derudefra, hans Ansigt var rødt af Regn, og Haaret tjavsede ham om Ørene. Han mønstrede Bordet med et levende Blik. Imidlertid tog Gæsterne til Krusene igen. Og Pigen blev baaret ud, ingen saa efter hende. Men hun vendte sig i Døren og smilede fattigt fra sit høje Stade, Trækken tog i hendes lange Haar, hun frøs gudsjammerligt. Da nikkede Axel til hende. Det var en Glædespige fra Byen, som Bispen havde lejet.
Hvad hed hun? spurgte Axel siden, da han havde spist. Drikkegildet varede ved, og Axel havde givet sig i Snak med en af Knægtene, der havde baaret Skueretten, en høj, rødskægget Hugaf. Det var Mikkel Thøgersen, han tjente i Bispens Følge.
Agnete, oplyste Mikkel.
Hun var ikke ilde.
Mikkel tav. Axel fik ikke mange Ord ud af ham. Axel stod og glattede sit Haar, hans Klæder var næsten tørre, han pustede efter Maaltidet. Da det ikke kunde blive til mere, vendte Axel sig fra Mikkel og saa paa Drikkelaget. Men han var snart ligegyldig ved Gæsterne; der var et Par tarvelige Herremænd i Ridestøvler, flere tykke Borgere med Signetringe paa Tommelfingrene, en Graabrødremunk, en Skriver, lybske Skippere; fulde var de næsten allesammen. Axel gik rundt i Stuen og klirrede med sine store Jærnsporer, der lignede Stjærner.
Salen gjorde et forfaldent, hyggeløst Indtryk. Jens Andersen havde heller ikke boet der i længere Tid, der var først for nyligt han var kommen hjem efter sit Fangenskab og sit haarde Klammeri med Kongen. Bispen, som var en aldrende Mand, havde hule Kinder endnu siden den Tørn. Og nu beredte han sig allerede paa at rejse igen, til Stokholm. Gildet, han holdt, var til Velkomst og til Afsked paa en Gang.
Over Midnat vinkede Jens Andersen ad Axel. Bispen lod til at være meget varm, han var rødflammet helt op over den skaldede Isse som en Himmel med Nordlys, dog gik han fuldkommen sikkert. De kom ind i et Kammer, hvor Mørket lugtede af Bøger, og hvor der gik to store knurrende Hunde.
Jens Andersen tændte et Vokslys og anbragte sig i Stolen foran Bordet. Medens han læste Brevskabet, sad Axel med en af Hundenes Hoved i sit Skød. Kamret flød med aabne Brevkister, Bøger i Sække og løse Stabler paa Gulvet.
Ja, Jens Andersen vendte sig mod Axel, og nu var hans store graa Hoved som forvandlet, fuldt af strænge Furer. Stemmen var barsk og fremmed, kun i Blikket var der endnu noget sorgløst. Axel skulde videre til Bispen paa Børglum, han skulde have en Mand med … det var bedst det blev Mikkel Thøgersen; imorgen tidlig havde han at hente Breve og Besked. Og det hastede. For i Aften kunde han gøre som han vilde.
Dermed rakte Bispen sin svære Haand ud og raslede mellem Skrivesagerne paa Bordet, hans Blik var indadvendt, Axel rejste sig og gik ud til de andre. Mikkel Thøgersen blev forundret og tillige glad ved at høre, at han skulde med ad Børglum til. Axel og han blev enige, hvad Resten af Natten angik, de begav sig hen hvor Agnete boede og fandt Nattely der. Begge følte det nyttige i at søge en i alt Fald udvendig Forstaaelse med hinanden ved at være fælles om en Svaghed, nu da de skulde gøre Rejse sammen.
Agnete forærede Axel en Lok af sit Haar.
Klokken var otte næste Morgen, da Axel og Mikkel red fra Odense, begge to forsynet med Breve og Instrukser fra Bispen. Axel førte Breve til forskellige Herremænd paa Vejen, Jens Andersen havde mange Jærn i Ilden paa en Gang.
Just som de red ud af Byen, saa Axel blot en eneste Gang Odense Gade, et Par Gavle og en Vindfløj, der flossede blødt ud i Morgentaagen, han mindedes Agnete og løb i dette Nu over af Ømhed mod Byen, saa at han kom til at indeslutte Odense saaledes i sit Minde.
De første Mil red de tavse. Morgenen var hundsk, Hestene strakte ud og blev duggede om Næseborene. Da Dagen klarnede, lagde Axel Mærke til sin Ledsager og saa, at han havde smalle Haandled og magre, blakkede Hænder; men han kendte godt den Slags tilsyneladende svage Underarme, hvor Musklerne sidder højt oppe i Ærmerne. Hver Gang Hesten slog over i Galop, bemærkede han, at Mikkel Thøgersen samlede Hesten og gjorde sig til et med den paa en egen sparsommelig Maade. Han var klædt som en velforsynet Landsknægt, Mikkel, og havde gode Vaaben. Men de prunkende Klæder stak af mod Ansigtets Udtryk af Armod; det røde Børsteskæg gav ham nok en farlig Mine, alligevel kunde det ikke skjule Mundens tavse Sprog, stædig Hjemløshed, Overlæben var tyk som af hemmelig Græden alene.
Lidt efter lidt blev de varme. Mikkel hostede og begyndte at se sig om. Hestene gik opad Bakke.
Hvordan stod det til i København? spurgte Mikkel.
Pest og Sygdom, svarede Axel rask. Det sidste jeg saa, da jeg red ud af Vesterport og vendte mig om, var en Ildebrand.
Naa.
Axel blev ved at fortælle og kom ind paa Krigen i Vinter, som han havde gjort med. Den optog ham stærkt endnu, han fortalte om Slaget ved Bogesund og de uhørte Strabadser i Tivedens Skove. Det var saa koldt, forsikrede Axel, at Harnisket kunde binde Fingerspidserne, naar man rørte ved det. Sneen var anderledes end i Danmark, fin og hvas som et slibende Pulver, der smittede af, og naar man fik den paa sig, skoldede den. Der faldt Snefingre ned fra Grankvistene, mens man red, og kom de paa Huden, bed de sig fast som graadige Igler. Den svenske Sne var særlig brændt eller udpint af Frost, i alt Fald drak den paa Haandbagene som Sugedyr, den fortærede alt hvad den saa. Det var den værste Slags Sne, den laa florløst, den groede som et Mos paa Huden; de faldnes Lig var groet til i et Øjeblik. Jo det var haarde Dage. Naar Solen skinnede, var Luften fuld af fine, fine Splinter, saa man gærne kunde krympe sig ved at aande; om Natten stod Hestene sammen og ømmede sig, de hostede, ho ho ho, som gamle Mænd. Og da det kom til Slag, blev det først galt, ingen kunde taale Saar, de, der blev ramt, hvællede som Svin. Granerne sprang som Glas for Kanonkuglerne. Mange blev baade vilde og gale. Men de havde jo vundet en storartet Sejr. Nu laa Hæren for Stokholm …
Aprilsolen brød nu og da igennem. De var nær aldrig kommen over Bæltet, som gik med stærk Strøm i det haardtblæsende Vejr, Hestene blev bange og vilde sætte udenbords, saa de maatte surre dem fast i Færgen. Da de kom paa Land og red videre, rejste Axel Hovedet og vejrede rundt.
Det er saa Jylland, sagde han og smækkede med Tungen, her har jeg aldrig været.
Mikkel tav. Axel følte, at den høje tørre Landsknægt blev ved at tænke paa andre Ting. Han saa til ham fra Siden og studerede Arrene, han havde i Ansigtet, som var det en Skrift.
Her i Jylland ligger der en Skat, som jeg skal hæve ved Lejlighed, raabte Axel noget efter, medens de red i Galop med Vinden buldrende om Ørene. Mikkel vendte Hovedet og gav ham et aandsfraværende Nik. En stor Skat … saa blev Axel ærgerlig over Mikkels Mangel paa Deltagelse og sporede sin Hest, de red tæt Side om Side, alt hvad Hestene kunde straale ud af Jorden. Axel red med vidtaaben Mund og fjedrede i Benene under store Bevægelser, men Mikkel sad lavt og indgroet i Saddelen med krumme Knæ, det saa ud som om han næppe aandede.
Regnskyerne aabnede sig i strakt Drift fra Vest for den hvide, varmeløse Sol, lukkede sig igen. Kragerne stred ude over de vaade Agre. Blæsten tvang de bladløse Hegn. Og langt foran satte en Sky Foden paa Jorden og kom imod de to Ryttere, de red ind i en hvirvlende Mørkning af strid og bitter Regn. Den sprøjtende Vej stod i et Regnpisk, Hestene galopperede rygende, Dampen reves fra Haarlaget som Røg fra en Hedebrand i Storm. Saaledes red de Dagen ud.