Kongens Fald/16
HJEMKOMST PAANY
De sad i et Herberge oppe i Jylland sent paa Aftenen og skulde for længe siden været henne og sove, men Axel fortalte Mikkel om sin Skat. Mikkel var bleven opmærksom, han sad med Hænderne under Kinden og med Albuerne paa Bordet, Lyset brændte lige for hans Ansigt; Axel bøjede sig frem og fortalte:
Den skal findes et Sted midt i Jylland, andet ved jeg ikke, jeg har aldrig villet vise nogen Papiret. Det er en stor Skat, jeg tænker dagligt paa den, men det har ingen Hast, da jeg er sikker nok i min Sag. En Gang, naar det passer mig, saa faar jeg Skriften tydet. Se her.
Axel stak sin Haand ned paa Brystet under den opslidsede Trøje, rodede rundt og drog en stor plump Hornkapsel frem, der hang ved en Snor. Han antydede med Neglen, hvordan den skulde aabnes og forklarede, at der laa et Stykke sammenfoldet Pergament i den. Mikkel saa fra Kapslen op paa Axels Ansigt og overbeviste sig om hans Ungdom, der næsten lignede Utilregnelighed. Han havde ingen egentlig menneskeligt Blik i sine blaa Øjne, de manglede det fattede Udtryk, der er eget for Mennesker, om hvem man ved, de hedder Ole eller Josef, og at de selv er paa det rene dermed. Han var køn, et mørkt Skæg og en harmløs Mund, Ansigtsfarven var saa skær, at man næppe skelnede dens Grænse mod Luften. Men Haanden var bred, let haaret, ikke til at tage fejl af.
Axel puttede Kapslen til sig igen og nikkede flere Gange. Jo jo, sagde han halvt til sig selv.
Mikkel spurgte, hvor gammel han var.
To og tyve Aar. Axel saa fornuftigt op. Han fortalte, hvad han havde regnet ud for ikke at blive snydt Skatten fra; han kunde ikke tyde Skriften selv, det var hebraisk nemlig …
Mikkel sagde, at han kunde hebraisk.
Naa saa det kunde han. Axel blev ved at skinne i Øjnene, han bøjede sig frem og talte dæmpet:
Jeg vil se Tiden an. Jeg vil se Tiden an, til jeg en Gang træffer en eller anden kyndig Mand, en Præst, der ikke har længe igen, ham vil jeg passe paa. Naar han ligger paa sit yderste, saa at han lige kan sanse, vil jeg lade ham tyde Skriften. Dermed er jeg sikker. Saa haster det endda ikke. Jeg kan altid komme en Dag og pirre med Foden ved noget Grus i Kanten af et gammelt Dige eller hvor det nu er, Skatten er gravet ned, en Høj eller i en Stenkiste under Vejen. Der pirrer jeg en Guldring op, en rød tyk Halsring af den Slags Guld der vejer til, det gamle, sunde Guld, som der er Varme ved. Efter hvad jeg ved er det en lovlig Arv, der tilfalder mig. Med mit tyvende Aar var der en Del rede Penge til mig, ikke saa faa, dem har jeg ikke en Gang sat til endnu, men Seddelen fik jeg, da jeg var atten Aar allerede, af en gammel Mand, der kom. Jeg har passet godt paa den. Den skal ikke komme fra mig heller. Der er først alle de Guldringe til mig; men længere nede ligger et gammelt Skødskind af Læder viklet om et Skrin. Den første Gang jeg rører ved Skatten vil jeg kun have en af Halsringene og saa en Fingerring til mig selv med en Sten i, det skal være den største Diamant, der er. Resten lader jeg ganske rolig ligge og yngle. Jeg forestiller mig, hvordan de kostbare Ædelstene forskyder sig i Tidens Løb og kryber saa smaat ud i den bare Muld og groer. Jeg behøver blot at bore med Fingrene og hente dem frem sidenefter. Guldet bryder jeg mig ikke om, jeg kommer ikke til at beholde de Penge alligevel, de skal rulle; paa Rejsen ser jeg, hvordan de ruller. Jeg vil til Køln, og jeg vil til Pavia … desuden er der pragtfulde Sværdgreb, Kæder, Spænder, de ligger godt nok hvor de er foreløbigt.
Mikkel begyndte at smile saa stille og se sig omkring i den øde Stue. Mon de ikke skulde gaa i Seng?
Det var Axel øjeblikkelig villig til, og de stod op. Men da de kom ind i Gæstesengen, viste det sig, at Skindene var fuldstændigt raadne af Fugt, ikke til at lægge sig i. De strakte sig bandende ovenpaa i Klæderne, og Axel sov med det samme.
Mikkel laa noget uden at kunne sove. Pludselig lo han godmodigt ved sig selv. Og han faldt i Tanker, tænkte just ikke paa Fortiden eller paa noget bestemt, men han følte sin Beskedenhed, sin gamle fortrolige Anger over Vanskæbne, han følte sin Ensomhed. Og da han var ved at falde hen, kom han alligevel til at forestille sig denne Krop af gedigent Guld, der laa lige under Jorden, saa at man blot behøvede at tørre Grus og Smaasten væk for at se det matte, ridsede Guld, der krøb som en Rod ind under Jorden. Han vilde stille sig paa det med begge Fødder. Paa den anden Side Kløften saa han hvide Kvinder holde Ting siddende i en Rundkreds paa Stenene og med den store Kvinde højt i Midten. Da vilde han sende en Due. Noget efter saa han dem stige ned allesammen. Og en Time efter viste de sig en for en paa hans Side af Kløften, vaade og grønne paa Hænder og Knæ af Planterne, de var krøbet igennem. Og han stod rank paa Guldet. Kongen nikkede til ham i det fjærne.
Næste Dag red de videre i klart, lyst Aprilsvejr. Hestene knuste de blaa Pytter paa Vejen. Udenfor Skovene strakte Landet sig tyndt overgydt med en Foraarsfarve, man saa milevidt hen i den nye Luft. Langt borte laa runde Gravhøje dristigt paa de øverste Landrygge, hvide af Dug paa den vestre Side.
Mikkel Thøgersen havde ikke sagt et Ord hele den dejlige Morgen, han sad i dybe Tanker. De nærmede sig hans Hjemegn, hvor han ikke havde været i over tyve Aar. Han havde ikke tænkt paa andet, siden han fik Besked om, at han skulde til Børglum. Bedst som han sad hensunken i sig selv, for han sammen i Saddelen.
Ligger Moholm ikke paa denne Kant? havde Axel spurgt.
Moholm. Jo.
Jeg har et Brev dertil. Otte Iversen hedder Herremanden.
Mikkel fløjtede ad Hesten. Den stansede og saa sig om efter ham, men han satte den i Gang igen. De talte ikke mere sammen, før de hen paa Eftermiddagen kom over Bakkerne og saa Aaen. Den løb gennem de blege Enge som en blottet Sølvaare; Fjorden viste sig i Vest, hjemlig, uomskiftelig. Mikkel saa Brinkerne og Højdedragene, som han kendte, de strakte sig ganske paa samme trolige Maade ind under Himlens pure Blaa, som da han var her sidst.
De bedede i Graabølle Kro. Saa viste Mikkel Axel Vej til Herregaarden. Selv vilde han ride ned til Fjorden, hvor hans Broder boede. Næste Morgen skulde de støde til hinanden igen i Kroen.
Axel red ind paa Moholm, ligesom det mørknede. En Hund kæftede aldeles rasende fra Muren, hvor den stod i Lænke; der gik en Dreng i røde Hoser og puslede ved Trappen. Gaarden saa ud som forladt ellers. Just som Axel holdt op for Trappen, kom en Mand frem i Døren, det var Herremanden selv. Og da han havde hørt Axels Ærinde, førte han ham med op i Stuen. Axel kom til Sæde ved Bordet, og Otte Iversen gik hen ved Arnen og tændte en Fakkel, som han stak i en Ring paa Muren.
Medens Otte Iversen læste Brevet, betragtede Axel ham, han var en halvgammel, tør Mand; Ansigtet dækkedes halvt af Skæg, der var studs klippet for Munden. De sure Øjne gik frem og tilbage over Brevet, man kunde ikke se paa ham, hvad der stod deri. Otte Iversen afbrød imidlertid Læsningen og gik hen til en Dør og kaldte. En gammel Karl bragte Kødmad ind paa Bordet og gik igen. Siden kom der ingen ind, og der hørtes ingen Lyd af levende i Huset.
Da Otte Iversen havde læst Brevet, tappede han selv Øl til den fremmede af et Anker henne i Krogen og satte sig hos ham for at høre Tidender udefra. Axel fortalte villigt om Krigen i Sverig, om Slaget ved Bogesund og Kongens Sejr, om Tiveden og den svenske Sne … han blev opstemt af Fortæringen og priste Krigens Rædsler. Af og til kremtede Otte Iversen, den Slags ubevidste Vanekremten, som Folk kan lægge sig til. Han knipsede til Faklen, naar den brændte daarligt. Der blev en Pavse. Axel spiste dygtigt. Saa ser han pludselig op.
Det er jo midt i Jylland her, saa omtrentlig, er det ikke?
Jo, ikke saa meget fejl.
Der ligger en Skat her et Sted, som jeg har Papiret til, sagde Axel, idet han spiste, maaske er det ikke saa langt herfra.
Otte Iversen svarede ikke lige straks, og Axel fordybede sig i Kanden, det hørtes paa Lyden, hvor langt han kom i den.
Otte Iversen bekvemmede sig endelig til Skyggen af et Smil og spurgte Axel, hvad han var for en.
Nu ventede Axel lidt med at svare.
Mit Navn er Axel, sagde han omsider roligt. Efternavn har jeg ikke kendt til. Egentlig hedder jeg vist for Resten Absalon, men paa Gaarden hvor jeg blev opdraget, kaldte de mig Axel. Min Vugge stod paa Sjælland.
Naa saa.
Ja. Nu tjener jeg Kong Christiern som Rytter og Stafet. — Den Dag da jeg fyldte atten Aar, kom der en gammel Mand og gav mig et Dokument, som jeg skulde gemme vel, han sagde det til mig ude paa Marken, hvor vi spaserede, og indestod med sit Navn for Rigtigheden af Arven, han hed Mendel Speyer, sagde han.
Axel spiste med disse Ord videre, men fortrød iøvrigt sin Snaksomhed. Han saa op, Otte Iversen stirrede paa ham. Da lagde Axel Kniven fra sig, han troede Herremanden blev syg. Men Otte Iversen rejste sig, kremtede og knipsede til Faklen. Han kremtede en Gang endnu.
Mendel Speyer … om Axel var i Slægt med ham?
Ikke han vidste af. Axel saa aabent op. I det samme kendte Otte Iversen ham. Det var Susannas Søn.
Det var Susannas Søn.
Otte Iversen spurgte noget efter grumme usikkert, om han kendte nogen i Helsingør.
Axel rystede paa Hovedet og tog igen fat paa Spisningen. Idet han kom frem med Hænderne, kendte Otte Iversen dem, det var hans egen Slægts korte Klør. Da fik han som en Rørelse. En stor Uro slog ham ved Hjærtet. Der sad hans gamle Synd levende og graadig! Nu virkede den gamle Forbandelse. Hvad var det for en Snak om en Skat i Jylland, hvad var det for et Dokument?
Otte Iversen gik nogle Skridt ind i Stuen. Han var bedøvet ligesom Folk, der ser Luerne slaa ud af Taget og tænker paa at redde og staar paa et Sted og snubler over deres egne Ben. Hvad skulde han gribe til?
Otte Iversen havde været gift i en Snes Aar og havde otte Børn. Hans Frue hang malet inde i Riddersalen med de tynde Hænder lagt korsvis for Maven, med Figuren to Gange bugtet som et S i ydmyg Følelse, agtbar og rødrandet om Øjnene. Børnene artede sig vel, selv solgte Otte Iversen Vildt fra sine Skove og drev en Forretning med Stude, han sad godt i det. I dette Øjeblik, da den fremmede, Susannas Søn, knasede et Ben mellem Tænderne, laa hans spæde Børn inde og sov, og hans svagelige Frue skulde barsle til Juni — vilde denne Ulv nu trænge sig ind i Reden og æde dem allesammen ud? Nej. Otte Iversens Moder hvilede i Fløjels Kiste under Gulvet i Graabølle Kirke, han mindedes hende nu … Det kunde ikke være Guds Mening at ramme ham.
Axel spiste ikke længere, og der var saa stille paa Gaarden. Stuens Vægge drev af Fugtighed, Lyset fra Faklen viste Gulvets kolde Sten. Inde i Halvmørket stod Herremanden uden en Stavelse og betragtede ham. Axel sad og tænkte paa, hvordan mon Nattelejet kunde blive paa denne misserable Gaard, sagtens et Kammeratskab med Ørentviste og Museunger, da Herremanden nærmede sig Bordet igen. Han saa ud til at have tænkt paa en Ulykke. Panden var som jordslaaet, Munden lod sig ikke se i Skægget.
Natteleje kan vi desværre ikke byde, sagde Otte Iversen meget lavmælt, idet han famlede ved Bordkanten og saa ned. Vi har flere syge, og en har vi i Besøg, dede … Han saa op.
Axel rejste altsaa med det samme og blev ikke tungere om Hjærtet for det. Da han red ud fra Gaarden, havde han glemt den gnidske Herremand for evigt. En Time efter holdt han udenfor Smedjen nede ved Fjorden. Mikkel kom ud og tog imod ham.
De fik det hjemligt den Aften i Smedjen. Niels Thøgersen stod sig godt; han havde Kone og Børn, men ellers var han næsten uforandret, lige tilsyneladende skummel, uopslidelig og i Skødskind.
Det timedes Mikkel, at han fandt sin gamle Fader levende. Thøger var nær de halvfems. Han sad i Krogen ved Arnen med Benene viklet ind i mange Lag Halm. Han var næsten døv og ikke længere aandsfrisk men ellers ved Helsen. Sønnen Mikkel havde han ikke genkendt.
Medens de spiste, saa Mikkel hen til sin Fader. Sønnekonen passede ham omsorgsfuldt. Gamle Thøgers Hænder var nu hvide som Skimmel, ligesom kogte, og med vandblege Pletter, men de rystede ikke værst. Niels fortalte, at Faderen for otte Aar siden nær var kommen af Dage ved at Jordhulen, de brugte til Tørv, var skreden til om ham. Niels skulde just træffe at være fra By, og de andre tænkte ikke paa nogenting. Først næste Morgen sansede de, hvor han kunde være bleven af og fandt ham liggende derinde med Hænderne boret fast i Klæderne og med vidtaabne Øjne; til alt Held var der Luft nok over ham, saa han ikke var bleven kvalt. Men siden den Indespærring havde han til Tider lidt meget af Skræk.
Da de havde spist, satte Mikkel sig hos den gamle. Han prøvede at tale med ham, men det vilde ikke gaa. Saa blev han siddende og saa paa det store laadne, kraftesløse Hoved. Han kendte Faderens Træk, skønt Ansigtet næsten var groet igen, og Øjnene uden Blik. Der havde sat sig bløde Vækster og Blegner paa Ørene og paa den golde Pande.
Langt om længe tog Mikkel en gammel Sølvskilling frem, saa lidt paa den og søgte at stikke den ind i den gamles Haand, der ikke formaaede at tage den.
Kan I huske Skillingen? raabte han sin Fader ind i Øret, han havde glemt de andre i Stuen.
Ba, ba.
Kan I huske Skillingen? raabte Mikkel endnu en Gang med brudt Stemme. De andre holdt sig for sig selv og tav, og Mikkel sad længe med Hovedet bøjet dybt ned i Hænderne foran den gamles Stol. Snart efter sov gamle Thøger med den øde Mund helt aaben.
De sov alle i samme Stue om Natten og hørte Thøger lalle og smaatrue som en Hund, der beklager sig i Søvne.
Da Mikkel og Axel holdt færdige paa Hestene næste Morgen og havde sagt Farvel, vendte Mikkel sig i Saddelen og spurgte med stor Overvindelse hen mod sin Broder:
Og Ane Mette, hvordan …?
Hun er gift i Salling og har voksne Børn, raabte Niels flydende og løb nogle Skridt efter Hestene, der var i Gang. Jens Sivertsen døde i Fred og Rolighed. Jo hun har det godt, Mikkel, det skulde jeg sige …
Han raabte endnu mere, men Mikkel jog i Galop. Axel naaede ham først oppe over Bakkerne.