Kongens Fald/33
NEDERLAGET
Sent om Aftenen kom Niels hjem tilligemed Thøger og Anders. De var i et Støv og Skidt over det hele, og Niels, som jo ikke var ung mere, kunde næppe slæbe sig frem. Foruden Moholm og Stenerslev havde de været med til at brænde endnu en Herregaard længere østerpaa. Men Niels var uglad over det altsammen. Han smed sig paa Bænken og gav Mikkel Beretning.
Jeg lider det ikke, sagde han nedslaaet. Vi kunde have sparet Moholm, havde det ikke været for Sallingboernes Skyld. De siger, det var Folk fra Himmerland, der var de første til at begynde ovre i Salling. Naa, vor Herremand var endelig ikke bedre værd, men jeg syntes alligevel, han var sagesløs Mand, da de slog ham. Der fik Steffen Ende! Aa vi for grusselig frem, og jeg ved knap, hvem jeg har lagt til med Øksen og hvem ikke. Herremanden paa Stenerslev skraalede som en Gris, da de tog Livet af ham. Men nu har vi begyndt, det kan ikke modbevises, og nu faar vi blive ved. Imorgen gaar vi nord paa og samles med Vendelboerne. Ja. Men jeg troede Krig var noget andet, tilvisse jeg gjorde.
Næste Dag rejste de, og Mikkel tog med. Jens blev hjemme ved Moderen og Gaarden. De vilde vist faa det fredeligt nok, mente Niels, da Herremændene rundt omkring var slaaet ihjel — saa det var maaske godt nok, de havde gjort det.
Saaledes lettede nu Bønderne over hele Jylland. Tiden var af Lave. Der gik fjorten Dage, og Flokkene rejste hertil og dertil, brændte og svirede og vidste snart hverken ud eller ind. Det er saa sin Sag, naar Bønderfolk bliver rykket væk fra deres Sted og slynget ud paa det vilde. Saalænge de kender hverandre, er der en Slags Sammenhold, men Folk fra to forskellige Herreder er allerede halve Fjender. Saa forenes to Flokke under en Fører, og ham har i alt Fald den ene Flok ingen Tillid til, saa bliver de mange Førere selv uenige. Det var en Fører fra først af de manglede. Da Flokkene fra hele Nordjylland havde samlet sig, tog Skipper Klement Kommandoen over dem. Der var seks tusind Mand med næsten lige saa mange Vaaben, da de stod samlet ved Svenstrup By. Her mødtes de med Adelsmændene. De talte kun seks hundrede, men saa var de til Hest og i Harnisk. Bønderne fik Sejr.
Mikkel Thøgersen stod paa en Bakke den Oktobermorgen og saa, hvor galt Herremændene kom afsted. De to Hære nærmede sig hinanden ved Solopgang. De fyldte ellers ikke meget i Omgivelserne. Det var kun som to ulige store, mørke Pletter, der skred mod hinanden i det milehvide Land og under den store Himmel. Naturen selv var udeltagende, det var en graa Morgen, Jorden var kold efter Regn. Mikkel saa ud over de lavt svungne Bakker og tænkte paa, at Landet alene varer, medens Slægterne skrider hen over det som Skygger af Skyer.
Saa begyndte de at tørne sammen. Men Adelsmændene var for faa. Mikkel kunde paa lang Afstand se, hvor Bønderne i Flokkevis samlede sig om hver enkelt Rytter og bogstavelig talt plejlede ham af Sadlen. Det var sigtbart Vejr, Mikkel saa, hvor Støvet røg af Herremændenes Tøj under Harnisket, naar Bønderne bankede løs paa dem. Engang imellem bar Vinden Gnyet op paa Bakken, hvor Mikkel stod, han hørte det skratte, naar Økserne traf Rytternes Skinner og Skæl. Men Herremændene slagtede ogsaa svært ind paa Bønderne, inden de gav sig fortabt. Fægtningen spredte sig mere og mere, den sparsomme Bøsseskydning var helt hørt op. Naar en Herremand blev overvældet og tærsket i Bunde, var der ligesaa tykt med Bønder omkring ham og ovenpaa ham som Fluer paa et Stykke Sukker. Mange begyndte at vende Hestene og tænke paa at komme i Ly.
Neden for Bakken, hvor Mikkel stod, gik en Karl og pløjede. Han ikke saa meget som stansede Øgene, mens Slaget stod paa. Han kunde mageligt passe Ploven og se til paa en Gang.
Omsider opgav Herremændene Striden, som man kunde vente, de maatte, og flygtede i Trav og Galop sønderpaa ned i Landet. De havde stolet for meget paa deres Værdighed denne Gang og havde ikke husket paa, at alle er lige for Øksen. Der kom mange Herremænd af med Livet i den Træfning.
Men det var sidste Gang de danske Bønder leverede et Slag med Ret til at slaas. For det blev sidste Gang de sejrede. To Maaneder efter satte de deres Ret overstyr og blev dømt Oprørere, fordi de tabte. Og ved den Lejlighed hørte Danskerne op at være et nordisk Folk.
Det var en sørgelig Dag. Mikkel saa, da Bønderne forsvarede Aalborg og led Nederlag. Vinteren var inde, og det var hundsk Vejr. Johan Ranzau førte Herremændene, som nu var mere mandsstærke, men desuden havde han sine tyske Landsknægte og Bøsseskytter med.
Og de tog haardhændet fat. Bønderne glippede med Øjnene for hele det moderne Bøsseapparat, Johan Ranzau anvendte imod dem. Hver Kugle, der kom straalende, var en Fjende, som de ikke kunde se eller møde. Det tog Pippet fra dem, de kendte ikke nogen anden Krig end den, hvor Mand staar mod Mand. Strategiske Regnestykker havde deres Fædre heller ikke overleveret dem noget om. Da de endelig kom i Nærkamp, som de saa inderligt vilde, og fik fat med Næverne, da var det jo for sent, da havde Slaget allerede længe været tabt.
Stillingen var haabløs, men Bønderne for ud som Grævlingen mellem Hundene, da de opdagede det, de sloges desperat, de udviklede tre Mands Styrke hver for sig, de klippede næsten Herremændene i Stykker med deres Leer og Hakkelseknive, naar de kunde faa dem indenfor Hænders Rækkevidde. Men de blev snart splittet. Man havde omringet dem, der hang en Koldblodighed over dem, de var solgt.
Der var til sidst to tusinde Vendelboer, som ikke kunde komme over Limfjorden og hjem, de blev slagtet ned. De øvede Landsknægte spændte dem ind, Herremændene traadte i dem. Dér stod de pakket sammen. De slog og stak om sig, mens Sejrherrerne dræbte paa dem, de græd i det bidende Vintervejr, de faldt hulkende om i Sneen med kløvede Hoveder.
Den allersidste lille Flok værgede for sig i Vanvid, med rasende Skrig, de græd tænderskærende, men Sværdet var over dem, Jærn og Bly slog gennem deres Lammeskindstrøjer og ind i de rystende Kroppe, Pigkolber knuste deres Hænder, drev gennem Kabudserne og sprængte Hovedet paa dem, der var ingen Pardon, de blev lagt øde til sidste Mand.
Havde Kong Christiern dræbt alle Herremændene i Stokholm istedet for nogle faa Snese, saa havde der ikke været saa mange til at beklage sig bagefter. Den Halshugning spurgtes gennem Aarhundreder; men der blev ikke jamret farlig meget over de to tusinde Mennesker, som Johan Ranzau gruttede ved Aalborg. Dér blev Bønderne knust saa tilgavns, at ikke en Gang Urettens Historie kunde blive overleveret. Efter den Strid faldt der en svær Stilhed over Jylland.
Til Graabølle kom der ikke mange hjem. Niels Thøgersen faldt ved Aalborg, hans ældste Søn var bleven efter i Slaget ved Svenstrup. Mikkel opsøgte Broderens Lig udenfor Aalborg og dækkede hans Ansigt til med Jord. Niels var falden som en hæderlig Mand, hans Bag var knust af en Kanonkugle.
Anders, den næstældste Søn, kom hjem ældet og hulkindet med Tidenden. Han tog siden Gaarden som en ufri Mand under den ny Herremand paa Moholm.