Kongens Fald/34
TIDEN
Og Tiden den gik. Tiden tog Overhaand. Dagene greb om sig, og Aarene udbredte sig som et smitsomt Onde, der er hinsides menneskelig Magt. Det Folk tog sig for, fik de halvt begyndt; det de skimtede færdigt i det fjærne, slyngede Tiden som et Makværk for deres Fødder. Og det var allerede Aar og Dag siden altsammen; gamle Folk talte derom som noget de kunde huske. Famlende Førsteforsøg blev forladt af Tiden, men det var endelige Kendsgærninger, da Solkuglen allerede hvirvlede sin Ild og sin Aske ind i et nyt Aarhundrede. Mændene sank forglemte i Jorden, men deres Tilløb til Handling blev staaende som ubestemmelige Støtter ved Vejen indtil evig Tid. Deres Historie saa ud som et Landskab efter Flod, hvor Grushobe og sorte Træer med blottede Rødder bedækker Jorden, som er gold af Salt og Slam, saa langt Øjet naar.
Gustav Trolle — han fik et dødeligt Saar i Slaget ved Øksnebjærg og sank om. Han laa udstrakt paa Jorden i sin Bevæbning, jærnklædt fra Top til Taa, han følte sit Sind delt mellem Smærte og inderlig Glæde. Da han med Ulivssaaret in mente overtænkte sin Tid og sin Gærning, følte han vel en brændende Vrede, over at han blev mejet ned; men Sindsoprøret angreb ham saa stærkt, at han træt og elendig hilsede sin Hvile velkommen. Der var dog Mening i hans Endeligt, forsaavidt en Række af Meningsløsheder herved fik en rimelig Afslutning. Ingen Anger paakom ham uden Anger over ugjorte Ting. Her laa han og var naaet saa langt som til Begyndelsen, skønt han var bleven en gammel Mand. Han havde gjort sig ensom for en Sags Skyld, og dermed endte han. Hans Livs Ramme lukkede sig uden at indeslutte andet end Foreløbighed og Savn. Der kunde siges om ham, at han for iøvrigt ukendte Formaals Skyld havde isoleret sig og stillet sig fjendtlig til alle levende. Da Gustav Trolle mærkede sin Skæbnes Overtag, smagte han endelig Sødmen i at bøje sig, han laa varm og lydig; da han følte Dødsfeberen, gav han sig hen for første Gang i sit Liv.
Man bar ham bort sanseløs, og han kom ikke mere til sin Bevidsthed. Han laa i et Hus bevogtet som Fange, og Folk der gik til og fra, hørte Bispen skoggerle. De saa ham ligge med røde Kinder og bitter om Munden som en Djævel. Han var fra Samlingen, de hede Øjne havde et overnaturligt forskende og advarende Blik. Siden da Dødskampen begyndte, hørte de ham ralle eller smaagræde i Vildelse som et stivsindet Barn, han laa en hel Dag og hulkede med længere og længere Mellemrum, efterhaanden som Livet og Trodsen faldt i ham. Dødskampen varede i to Dage. Han havde et Anfald af Skræk, da han fraadede og lyste Forbandelse over Syner, som han lod til at se. Da Kramperne fik fat i ham, spændte hans Lemmer sig og sprang som Staalbuer, eller han laa stiv under Veerne, knyttet i Knuder og haard som Sten over hele Kroppen. Den sidste Nat fik han Lindring og brød ud i høje Klager. Han døde skrigende under et vildt Hurtigløb af alle Lemmer.
Efter Slaget ved Øksnebjærg var Modstanden brudt i Fyn. Nu var det kun Sjællænderne, der holdt deres Liv og Ejendom til Kong Christierns Haand. Men da ogsaa de blev bøjet, havde Johan Ranzau erobret det hele Land. Han havde maattet vriste hver enkelt Landsdel til sig, som man Ben for Ben plukker en stædig Hest af Stedet. De samme Danskere, der for ti Aar siden faldt fra Kongen, de var nu bleven af det Sind, at de vilde have ham igen eller dø. Ligesaa vægelsindede de var i Danmark lige saa forstokkede. København lod sig belejre i et Aar. Under de sidste Maaneder blev de sat saa langt tilbage, som Mennesker kan komme; de bekvemmede sig først til at spise Rakkeres og Hedningers vanærende Kost, Heste, Katte og Hunde, siden tog de til Takke med samme Slags Mad som de allerlaveste ormespisende Vilde, Mus og Skælbidere; tilsidst mættede de sig paa dyrisk Vis med Aadsler og andet Affald. Børn døde ved Moderbrystet som altid under en rigtig Hungersnød, der manglede heller ikke paa Folk, som faldt døde om, bedst som de stod og gik. Og da de havde ofret disse usigelige Lidelser paa at bevare Byen for Kongen, da der ikke var den Nød, de ikke havde lidt, eller den Pine, der ikke var prøvet, saa overgav de Byen, for at den store Frugtesløshed kunde fuldkommes.
Ambrosius Bogbinder, Kong Christierns Barndomsven, der aldrig havde kendt Maadehold i sin Iver for Kongens Sag, han tog Gift! Hans Liv og Energi vendte susende tilbage i sig selv som Bumerangens Bane.
Aaret efter døde Jens Andersen Beldenak som en landflygtig i Lybæk. Sine sidste Aar var han rolig, for Alderen faldt paa ham; tilmed var han en Krøbling. Jens Andersen, der aldrig selv havde sparet nogen, blev ødselt mishandlet af sine Fjender, da han kom saa vidt, at de kunde naa ham. Han var en gammel Mand, da de stillede Aaringers Hævntørst ved langsomme og grove Pinsler paa hans Person. Stikkende Vitser, der i hans Frodigheds Dage var undsluppen ham mod Gud og Hvermand, fik han tilbage paa sin Krop, da han blev skrøbelig. De klædte den faldne Guds Mand af til Skindet og salvede ham med Honning og satte ham ud i Solen til Skive for Fluer og Myg. Se ham, se denne Kæmpeskikkelse, som Alderen har plyndret, blottet og prisgivet Insektsværmen! Det var den store Biskop og Soldat, det var den utrættelige Studepranger, Levemanden og Juristen! Det var Sortekunstneren, det var Adepten, der manede med Bogen paa Saddelknappen! Tiden var falden fra ham, Tiden havde trukket sig tilbage fra ham. Denne Ruin var en Gang et ukueligt Forstandsmenneske og en blind Spiller. Hvor der nu kvalmede en lav Røg, der stod i fordums Tid et Baal af Drifter.
Jens Andersen, Naturens kongeligt begavede Slegfredsøn, hans Hoved var Sædet for den lykkeligste Forening af Teologi og Jura, der nogensinde er bleven set i Danmark. Og han, der efter Tidens Forhold var en fremragende Skønaand, kunde resumere sit Levned og sin Filosofi i to ganske smaa latinske Digte. Det ene var en tør Gravskrift. Det andet meddelte i en Stabel radmagre Distika Realregistret over hans Plager.
Jamen der var Sandhed i Jens Andersens benede Poesi! Hans Vers lignede Skelettet til den menneskelige Historie. To af dem klaprer som saa:
Os, dentes, nares, genitalia, brachia dantur
Torturis, quibus adjunge manusque pedes.
Men Kongen havde været en Fange paa Sønderborg nu i mange Aar. Siden Slaget ved Aalborg delte Mikkel Thøgersen Fangenskabet med Kongen og fik derfor seks lybske Mark om Aaret.
Nu da Mikkel havde faaet denne faste Stilling som Fange sammen med Kongen, saa han sig foranlediget til at leve stille. Mikkel havde hele sit Liv igennem følt sin Skæbne knyttet til Kongens. De havde fulgtes ad paa en Maade. I samme Grad som Mikkel var rykket Kongen nærmere, var Kongen falden!
Det var nu fyrretyve Aar siden Mikkel saa Kongen første Gang som sekstenaarig Prins, da han sværmede i de rige Købmænds Boder i København. Da havde Kongen sit vinrøde Haar, og da var hans Haandbage endnu glatte og ubeskrevne. Nu stod Haaret ham vintergraat og busket om Hovedet som en forladt Fuglerede, og hans knoklede Hænder var tæt gennemvævet af Rynker og svulne Aarer.