Lykkens Blændværk/1

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu/11 1-15

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

I.

Kragh kom ind og meldte, at der var en Dame ude, som vilde tale med Højesteretssagføreren.

Denne drejede Hovedet og saa’ fra Skrivebordet, hvorved han sad beskæftiget, hen paa sin Fuldmægtig.

»Saa sent,« sagde han lidt ærgerligt, »vi skal jo straks lukke Kontoret.«

Og han saa’ op paa Uhret, der var lige ved syv.

Men Kragh stod ubevægelig og betragtede sin Chef med en halvt høflig halvt ligegyldig Venten. Da han imidlertid endnu nogle Sekunder intet Svar fik, spurgte han:

»Skal jeg sige, at De ikke modtager flere Besøg — eller er optaget?

Dog Højesteretssagfører Alexander Flemming kunde endnu ikke bestemme sig. Han saa’ lidt ned paa sit: Penneskaft, saa’ op igen — saa smilte han flygtigt og lidt genert, blev atter alvorlig og sagde endelig helt smilende med et Forsøg paa et godmodigt og fortroligt Blink i Øjet:

»Er hun ung?«

Den Adspurgte gengældte ikke Smilet, men svarede med en kold, klar Stemme:

»Det er hun.«

»Naa, saa i Guds Navn, Kragh,« sagde Flemming leende, »lad hende saa komme, at vi kan se paa hende.«

Kragh bukkede let, gik tilbage til det ydre Kontor og aabnede straks efter Døren for en Dame, der kom ind med lette og sirlige Skridt.

Flemming bukkede og bød hende med en Haandbevægelse og et Værs’god tage Plads i den lille Sofa, hvor de Besøgende sad med Øjnene i Lyset, medens Flemming, naar han vendte sin Skrivebordsstol imod dem, selv sad i Skygge og kunde se sine Klienters Ansigter klart foran sig. Det var en Majaften, og ganske lyst endnu Klokken syv, men med en hemmelighedsfuld Sitren i det dalende Sollys.

Damen satte sig og slog det ret tætte sorte Slør tilbage fra Ansigtet, og da Flemming gjorde en uvilkaarlig Bevægelse med Hovedet, spurgte hun hurtigt: »Maaske Højesteretssagføreren kender mig?«

»Bevares, Fru Baltzer, det vilde være mærkeligt andet,« svarede Flemming smilende og bøjede Hovedet høfligt.

Og ganske sikkert kendte han hende godt af Udseende, selv om han aldrig før havde været i Stue sammen med hende. Fru Baltzer var nemlig Skuespillerinde, berømt paa Grund af sit smukke Ydre, sin elegante Optræden og sin utvivlsomme Mangel paa Talent. Hendes Evneløshed konstateredes, hver Gang hun optraadte, af den samtlige Presse, men aldrig paa en uhyggelig eller ødelæggende Maade. Hvem kunde nænne for Alvor at gøre den unge Frue Fortræd eller skabe hende Ubehageligheder med hendes Direktør? Hendes Stemme var blid, næsten kælen; hendes Øjne ogsaa blide, lidt slørede, og hun fik let Taarer i disse smukke Dugeøjne, for hun følte selv, at hun ikke endnu havde slaaet igennem. I fem Aar, ja maaske lidt flere, havde hun kæmpet, men aldrig vundet Sejr. Og hun elskede Kunsten lidenskabeligt, sagde hun med sørgmodig Blidhed, og hun kunde ikke opgive Teatret. Hun haabede bestandigt, at det éngang skulde lykkes for hende, og alle, Forfattere, Journalister, Købmænd og Officerer, haabede det med hende — at sige naar de talte med hende derom. Uden hende var det en anden Sag. Da var man ganske sikker paa hendes Skønhed og ligesaa sikker paa hendes Umulighed. Og hele Byen havde sammensvoret sig om at holde paa hende og ikke tale ondt om hendes Talentløshed. Hun var for hjærtevindende — og det var dog altid en Fornøjelse at se paa hende: det nydelige Ansigt og den dejlige Figur.

Desuden maatte man have Agtelse for hende, saa store huslige Sorger hun havde at bære. Hun var gift med en fordrukken Skuespiller, som engang havde været Provinsens Løve og nu hørte til de forfaldne Genier i Kjøbenhavn. Hun, som var af god Familie, havde i sine Pigeaar set ham og forelsket sig i ham, da han spillede i Odense. Hun havde, efter hvad hun fortalte, betænkt sig meget paa at gifte sig med ham, da hendes Familie fandt Partiet rædselsfuldt, men til Slutning havde hun givet efter for hans forelskede Bønner — maaske mere for sin égen brændende Forelskelse i Teatervæsenet, plejede hun at tilføje med en lille melankolsk Mine, naar hun fortalte dette Afsnit af sin tornefulde Livshistorie. Dog efter Ægteskabet forfaldt Baltzer mere og mere. Og hvad kunde det nytte, at han endnu fik Engagement ved de kjøbenhavnske Teatre endda paa ret gode Betingelser — for han betog ganske Publikum, naar han vilde bruge sin store smukke Stemme og sit Væsens Kraft, — han drak jo alle Pengene op, gjorde de forfærdeligste Scener med sin Kone og tog end ikke Hensyn til deres søde lille Pige — et yndigt Barn paa ti Aar, altid nydeligt klædt maaske i lidt for kort Kjole. Naar Fru Baltzer gik ned ad Strøget med sin Lily ved Haanden — Fruen i sort Fløjl og Barnet i helt Hvidt — var der ingen, der ikke rørtes over denne Dag-og-Nat-Konstellation, som lyste af Uskyld og Sorg.

Saaledes sad nu ogsaa Fru Baltzer overfor Flemming som et Billede paa smagfuld Sørgmodighed, og ikke uden en vis Betagethed og en let Skælven i Stemmen spurgte han om, hvormed han kunde være Fruen til Tjeneste.

Ja, han maatte da først tilgive, hvis hun var kommen efter Kontortid, og takkende med en yndefuld Hovedbøjning for hans hurtige: »bevares, Frue!« fortsatte hun med flere Undskyldninger for det sene Klokkeslet, paa hvilket hun opsøgte ham. Men hun havde været til Prøve hele Formiddagen, saa maatte hun hjem til Middag, saa havde hun sit Barn, sin lille Pige, at læse Lektier med — Flemming smilte velvilligt til hendes Omtale af Barnet — og saa endelig havde hun styrtet herhen.

»Jeg har saamænd helt Hjærtebanken,« sluttede hun.

Flemming bad hende blot give sig Tid — han var aldeles ikke optaget — om hun blot vilde tillade ham at sige en Besked. Og han gik hastigt ud i det ydre Kontor og sagde til Kragh, at han og Kontoristerne godt kunde gaa og lukke af; han mumlede passende gnavent, at Besøget vist trak ud. Dermed skyndte han sig ind til Fru Baltzer, der ventede med et lidende Udtryk i sine smukke Øjne.

Hun bad Højesteretssagføreren meget undskylde, at hun spildte hans Tid med denne Nervøsitet, men det kom saadan over hende med Hjærtebanken, naar hun var udenfor det dagligdags, enten nu hun skulde optræde overfor det frygtelige Publikum eller tale med en saa forfærdelig klog Mand, der naturligvis daarligt kunde forstaa eller interessere sig for hendes Smaakvaler — som forresten slet ikke var saa smaa.

Flemming svarede, hun maatte være forsikret om hans vaagne Interesse — desuden hvis Fruen vilde gøre ham den Ære at konsulere ham, var det da hans Pligt som Advokat at baade forstaa og interessere sig for hendes Anliggender. Han vilde forresten ønske for hendes Skyld og for sin egen da med, at han var kun halvt saa klog, som hun nu gjorde ham.

Ja, det vidste hun da, at ingen af alle de yngre Sagførere var saa fremragende som han, Det var ogsaa den almindelige Mening, og forleden Dag da hun havde været i Selskab med Folk, paa hvis Dom hun troede ogsaa han vilde sætte Pris — der skulde han hørt!

Hun fortsatte ikke, skønt Flemming, hvem Blodet brændte let i Kinderne, saa’ ud som en Kat, fra hvis Mund Mælkefadet bliver revet ligesom den har slikket sig om Læberne.

Hvad det da var, som saaledes beredte Fruen Plager?

Ja, det var en lang Historie! Og nu fortalte hun, at hendes Direktør indeholdt Gagen for hende paa den skammeligste Maade. Højesteretssagføreren maatte vide, at hun og hendes Mand — hun sukkede let — var engagerede sammen for en fælles Gage og at han kvitterede for begge, at Jørgen — hendes Mand — havde optaget store Forskud paa denne fælles Gage — at den stiltiende Forudsætning havde været, at hendes Toiletter skulde betales af Direktøren — at der den første Maj aldeles intet havde været til hende — at hun skulde paa en Tournée til Provinserne og Norge i Junimaaned — at hendes bedste Garderobe (her fik hun Taarer i Øjnene) var pantsat — at hendes Mand havde en ulykkelig Svaghed — at hendes lille Pige ikke maatte mærke noget hverken til Ulykke eller Nød — og at Direktøren ganske sikkert skyldte hende, hende personlig mange hundrede, hun troede omtrent tusind Kroner, og at blot hun fik dem, var hun hjulpen. Og hun havde haabet, at Højesteretssagføreren maaske kunde og vilde hjælpe hende.

Hun tilføjede ikke, at hun i alt kun havde tolvhundrede Kroner i Gage, saa at Sandsynligheden ikke talte for, at der endnu skyldtes hende de tusinde.

Men om hun havde tilføjet dette, vilde det maaske endda ingen Forskel gjort for Flemming: med saa stor Interesse havde han lyttet til hendes Fremstilling. Muligvis var han ikke ganske klar over Sagen, da hun var færdig. Men han var klar over, at hun var meget fristende som hun nu sad der, sluttet og blød fra Hoved til Fod, og lod sine Øjne hvile i hans. Sænkede hun dem, gled hans Blik over hendes Skikkelse, standsede ved hendes Barm, dvælede omkring hendes Hofter, slog sig ned paa den lille Fod, der stod fast helt fremme paa Tæppet, højvristet og smal og bestemt og iklædt det nydeligste Skind. Han var saa sysselsat med denne Topografi, at han ikke sansede meget af den smukke Frues Lidelseshistorie. Bestandig steg den Tanke op hos ham, hvormeget man egentlig turde vove overfor hende; hvor let et Bytte hun vel var; om han var en Nar, der ikke stoppede Munden paa hende og talte et helt andet Sprog — eller om han da baade vilde opføre sig som en Sjover og som en Dumrian. For egentlig var der ingen, som sagde noget ondt om Fru Baltzer. Ingen angreb hendes Ære og hendes Dyd; tvertimod: hun kom sammen med det gode Selskab — naa, det gjorde da egentlig alle Skuespillerinder ved Bazarer og lignende — dog ingen vidste noget om hende, og alle roste hendes Agtværdighed og beklagede hendes Ulykke.

Og alligevel! Alligevel som hun sad der i den smagfulde Dragt — tailormade — var hun lidt for elegant. Han var vis paa, at Kjolen var foret med Silke og at Underskørtet var af samme Stof — for en ulykkelig sørgende Hustru var det dog en egen Martyrklædning. Naa, hun var jo Skuespillerinde.

Men hun talte om Penge og Penge — og det var jo Vrøvl med den Kontrakt. Vilde hun have Penge af ham — kunde han tilbyde direkte? Han kunde jo begynde med at sige hende, at hun næppe havde en Øre til Gode hos den grusomme Direktør — saa vidt da han kunde forstaa.

Dog da Fru Baltzer endte med Haanden under sin Barm, undertrykkende paany sin nervøse Hjærtebanken, og Flemmings Øjne fulgte Haanden, svarede han ikke saaledes. Derimod bad han hende bringe sig Papirerne, saa skulde han gennemgaa dem og nok »nappe« Direktøren, hvis der var nogen Mulighed — han forstod saa godt, at den Art Affærer var saare pinlige for en Dame.

Ja, det var netop Sagen. Og hun var jo alene. Jørgen — atter sukkede hun let — tog sig ikke af sligt, og hun kendte ingen Forretningsmand. Ja én kendte hun vel, men ham vilde hun ikke henvende sig til, skønt han vel nok kunde og vilde hjælpe hende.

Flemming saa’ ret forvirret paa hende og begyndte at henstille til hende, om hun dog maaske hellere vilde —

Men hun afbrød ham. Nej, nej, hun kunde saamænd godt sige ham, hvad eller rettere hvem det var. Det var en Ungdomsven af Jørgen, en meget rig og formaaende Mand her i Byen, Højesteretssagføreren kendte ham godt — det var Direktør Carl Duncker —

Aa jo sikkert, Flemming kendte ham udmærket godt, Duncker var en Ven af ham — eller om de end ikke var Venner, de kom da meget sammen —

Ja, hun vidste det.

Og hun vilde ikke gaa til Duncker, som ganske sikkert —

Nej, nej — hun vilde ikke have ham ind i disse Affærer. Duncker var hendes Mands Ven — ikke hendes. Og — det var nu saadan en Følelse hos hende — hun vilde ikke være den rige Direktør Dunckers Protegée — ja han kunde maaske ikke forstaa det?

Men Flemming forsikrede meget ivrigt, at han forstod det saa fortræffeligt, skønt hans Forvirring i Virkeligheden var stigende — for hvorfor Pokker gik hun ikke til Duncker, naar han var den fordrukne Jørgens Ungdomsven? Var hun da Dyden og Finfølelsen selv — tailormade i Silkeskørt!

Det bankede paa Døren, der førte til Yderkontoret. Paa Flemmings: »Kom ind!« viste Stuepigen sig i Døren, men trak sig hurtigt tilbage, da hun saa’ en Dame. Dog Flemming kaldte hende ind, hvorpaa Pigen meddelte, at Fruen havde bedt hende sige til Herren, om han, hvis han havde Tid, vilde komme ind i Stuen, da der var Fremmede —.

Flemming afbrød hende og fik hende ud igen. Dog Fru Baltzer havde allerede rejst sig med mange Beklagelser over, at hun havde taget hans kostbare. Tid. Hendes Ærinde var jo ogsaa sagt.

Hun vilde gaa ud gennem Yderkontoret, men Flemming holdt hende tilbage og viste hende en nemmere Vej, nemlig gennem et lille Inderværelse til den anden Side, hvorfra der var direkte Udgang til Trappen.

Flemming gjorde hende opmærksom paa, at man ad denne Vej kunde komme usét ind til ham, hvis han i Forvejen vidste, nogen vilde besøge ham. Hun bøjede Hovedet let til Svar.

Det var en ganske lille Stue, møbleret med gode, store Sofaer og Lænestole, halvt et Rygevægelse og halvt et Boudoir.

»Hvilken nydelig Stue,« udbrød Fru Baltzer, da hun passerede igennem den.

»Jeg kalder den Gruben,« sagde Flemming leende, »det er her jeg grubler, naar jeg trækker mig tilbage baade fra Kontoret og Familien.«

»Aa — jeg troede Faldgruben!«

Fru Baltzer vendte sig ved Døren imod ham og sagde med et yndigt Smil:

»Saa haaber jeg paa Dem!«

Flemming blev atter helt betaget som hun stod der, høj og rank, og satte sine Øjne ind i hans. Blodet fór ham til Hovedet.

»Stol paa mig,« sagde han næsten ømt.

Hun nikkede smilende og rakte ham Haanden; den var ganske lille og ligesom krøb ind i hans som et lille kælent Dyr. Et Sekund tænkte han paa at gribe hende i sine Arme — i det næste aabnede han Gangdøren for hende, og Fru Leontine Baltzer skred ham smilende forbi og forsvandt.

Flemming stod ganske betuttet tilbage. Havde han baaret sig ad som en Torsk? Naa, det var jo da kun et første Møde. Sødmen kunde komme senere. Men han var lige ved at falde i Tanker over Fru Baltzer og Jørgen og Duncker — saa huskede han, at han jo skulde ind til sin Kones Fremmede.