Lykkens Blændværk/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu/11 16-30

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

II.

Inde i Dagligstuen sad Fru Flemming og passiarede med sin Veninde, Fru Annette Duncker. Maaske dog inderst inde den blide og stille Fru Bertha havde forvaret sig imod at betragte den noget larmende og meget flotte Fru Duncker som sin Veninde. Men de traf hinanden hos saamange Bekendte — kom ogsaa til hinandens Selskaber — og Fru Duncker havde med saa stor Iver sluttet sig til hende, omgav hende med en saa uhyre Beundring, at Fru Bertha maatte blive venlig stemt overfor denne Kærlighed, selv om hun havde ønsket den mindre støjende. Fru Duncker kom med Hest og Vogn og hentede hende baade til Butiksærinder og Køreture, gav hende Raad med Hensyn til Dragt og Møbler og Mad — og Fru Duncker var praktisk — og endelig overlæssede hun de to smaa Drenge, der var Fru Berthas Glæde, med Gaver og Elskværdigheder af alle Slags. Fru Duncker var selv barnløs, og hun rent forgudede disse to forkælede og uartige Drenge, der næsten saa’ fordærvede ud i deres kokette Dragter og saare villigt modtog hendes Kys og Kærtegn og Gaver.

Ogsaa nu sad hun med dem tæt op ad sig. Den ene laa paa Gulvet op ad hendes Ben, og den anden, der sad i Sofaen ved Siden af hende, laa ind over hende og legede med Kniplingerne om hendes Kjoles Udskæring.

Fru Duncker var en lille, ganske lys Dame. Hendes Haar var gulhvidt og hendes Hud var af en matbleg hvid Farve, saa fin og skær, at den letteste Berøring satte røde Mærker. Hun plejede leende at paastaa, at naar hun stødte sig paa den ene Side, blev hun ikke blot gul og blaa og rød dér, men ogsaa paa den anden Side af Kroppen. Dog var hun fuldstændig sund og stærk, ikke en Smule tendre trods denne sin Skærhed.

Hun var uhyre smal om Livet men bred over Brystet. Hun lod ingen være i Tvivl om denne hendes Fylde saalidt som om hendes Hvidhed. For hun var altid nedringet — og nedringet indtil Halvnøgenhed, saa hvis hun bøjede sig frem eller paa anden Maade kom i Bevægelse, saa’ det truende ud til en Overskridelse. Overskridelse var et staaende Udtryk i Kresen, og Fru Annette kendte det godt, men lo højt deraf. Forresten skete der aldrig noget; og der var heller ingen mere, der forargedes over hendes Nedringethed: den hørte nu engang med til Selskabslivet som Is til Middagen.

Ogsaa denne Aften var hun da nedringet. Hun kom fra et Middagsselskab og skulde i et Aftenselskab, men Middagen havde været saa forfærdelig kedelig og Aftenen tegnede til at blive Middagen lig, og derfor var hun henrykt, da hun havde faaet den vilde Idé at gaa tidligt fra det ene Sted og komme sent det andet og derved vinde en Time hos sin søde Bertha og sine to elskede Bamser, som var til at spise op. Og hun aabnede sine Læber for et saa stort Svælg, at det virkelig saa’ ud som hun magelig kunde sluge de to kolde Drenge, der lignede et Par hvide Selleristængler.

Hun fortalte, imedens hun kælede for og klappede Drengene, højlydt og leende om Selskabet: hvem der havde været, hvad de havde spist, hvordan Damerne havde været klædte og hvad der var bleven snakket om.

Fru Bertha hørte paa med et venligt Smil. Det var morsomt. Fru Annette fortalte livligt, alligevel morede det ikke Fru Bertha saa særdeles. Sagen var den, at hun egentlig ikke brød sig stort om kjøbenhavnsk højere Selskabsliv, saalidt som om nogen Luksus eller Pynt. Hun tænkte altid med en vis Vemod tilbage paa den Tid, da Flemming ikke tjente saamange Penge men kneb sig igennem med en lille Aarsindtægt og var glad, naar der kom Subsidier fra hendes Forældre, som dengang levede endnu. Saa havde de arvet Forældrene, og saa var det gaaet fremad med Kæmpeskridt. Dog naar hun nu sad i deres elegante Værelser, selv fin og velopvartet, saa tænkte hun paa deres lille Lejlighed i Kannikestræde, der savnede baade Lys og Luft. Men Flemming var dengang altid om hende, og de gik lange Spasereture sammen, og han fortalte hende hver en Ting, der hændte ham, og beskrev hver en Klient, han fik, og søgte at forklare hende sine Forretninger. Og selv om hun forstod saare lidet deraf, var hun dog uhyre interesseret, fordi hun følte det som hun havde Lod i hans Arbejde for deres Liv og Lykke. Nu boede de i Stockholmsgade og havde store Værelser og Altaner og Centralopvarmning — men ikke megen Varme dem imellem. De talte lidet sammen, og aldrig fortalte han hende noget om sit Arbejde. Den blide Fru Bertha tog sig dette meget nær.

Og saa kom der endnu en Ting til. I forrige Tider var Flemming ærgerrig. Han havde Planer om at tage Del i det politiske Liv, og han var ivrig for at sætte hende ind i sine fremskredne Idéer. De gik absolut mod det herskende Partis Meninger og prædikede næsten Revolution. Og Fru Berthas Hjærte bankede derved. Hun havde som ganske ung forelsket sig i den smukke Alexander Flemming, der var en udmærket Danser paa sine lange Ben og som snoede en pragtfuld gul Moustache med en aristokratisk Haand. Han var ogsaa livlig og elskværdig. Selv efter deres Bryllup — hun blev gift til atten Aar — avancerede han stadigt for hende, lige til han blev en Art Verdenserobrer, en Cæsar, en Alexander. Hun forgudede ham, hun nærmede sig ham altid knælende. Men nu — efterhaanden var det kommet — havde han tabt Helteglorien for hende. Hvis han ogsaa nu var ærgerrig, saa var det paa en anden, helt anden Maade end dengang, og heller ikke i Ærgerrigheden tog han hende med. Hendes Forelskelse var i sin Tid gaaet over til Forgudelse, nu havde Forgudelsen veget Pladsen for en lidt forskrækket eller urolig Venlighed og Tjenstvillighed.

Og imens Fru Bertha hørte paa den smukke Annette Dunckers livlige Tale, maatte hun sige til sig selv, at hun vilde staa sig ved at ligne sin Veninde, der tilbades i Kresen og som befandt sig saa saare vel. Man kunde ikke paa denne dejlige Ansigtsteint opdage mindste Spor af Bekymring, endsige af Smerte: ikke en Taare havde blot svagt furet den fine Kind, ikke en tung Tanke rynket den sarte Hud ved Øjenkrogene. Medens Fru Bertha, naar hun saa’ sig i Spejlet — hun var dog kun otteogtyve Aar — mødte et lidt træt Ansigt og lidt kummerfulde Øjne.

Skønt netop om hendes Ydre rumsterede Fru Duncker bestandigt. Hun blev ikke træt af at prise Venindens Hebe-Ansigt og -Figur. Bertha skulde blot pleje sig lidt mere, passe sin Skønhed, soignere sig saadan som det nu var Skik og Brug. Og det vilde ogsaa den gode Flemming sætte Pris paa. Mandfolkene var nu engang saadan — de vilde have Frugten i Silkepapir, saa troede de, at den var langt finere.

Netop Dagen i Forvejen havde Fru Duncker tvunget sin Veninde til at købe en elegant Morgen- eller Aftenkjole — en Slags Peignoir af luftig Silke, hvis Klædelighed hun priste stærkt. Den var hentet ind og atter taget ud, da Flemming viste sig i Døren.

Hans Ansigt opklaredes, da han saa’ hvem Gæsten var. Han kom temmelig gnaven fra sit Kontor og ventede sig nærmest kedelige Fremmede — og da han saa’, den lille Frue i al hendes Nedringethed, hilste han galant og smilende.

»Hvad for noget, De her, smukke Dame, og i al denne Pragt! Og Gemalen — hvor er han henne? Kommer han maaske senere?«

»Naa, saa De tror, at De skal beholde mig her i Aften — nej, det bliver der intet af. Pligten kalder — jeg maa herfra.«

Og med samme Livfuldhed som før udviklede nu Fru Duncker sin Vandring fra den ene Selskabs-Ørken til den anden med denne Oase paa Midtvejen. Og hun beskrev atter Selskabet og fandt den villigste Tilhører i Flemming. Og naar han ikke helt hørte efter, kom det blot af, at hans Blik hæftedes paa denne straalende Gorge, ved hvilken hans ene Søns Hænder legte som Smaafisk i et bølgende Hav. Han blev nervøs ved Synet og afbrød pludselig Fru Dunckers Ordstrøm, idet han i en temmelig skarp Tone henvendte sig til Bertha:

»Min Gud, Bertha, skal da Børnene ikke i Seng? Klokken er jo straks ni!«

»Saamange,« udbrød Fru Duncker, »saa maa jeg nok afsted — og Bamserne i Seng.«

De to kælne Drenge betragtede Faderen med uforstilt Mishag og ytrede ingen Lyst til at gaa, skønt Moderen straks vilde føre dem bort. Men Flemming kommanderede dem saa barsk for anden Gang, at de knurrende rejste sig. Fru Duncker smilede til dem med et lille underfundigt Sideblik til Flemming og sagde huldsaligt trøstende:

»Skynd jer nu lidt, Bamser, saa skal jeg komme ind og give jer et Godnatkys, naar I er puttede i Visselullerne.«

Og i Forventning om denne Løn gik de to Drenge, puffende til hinanden, ud med Moderen bag sig.

Fru Duncker nikkede efter dem, saa’ paa Flemming og sagde smilende:

»Gestrenger Vater!«

Flemming, der var lidt flov, svarede først, at hun og Bertha ogsaa forkælede Drengene altfor urimeligt, og da han vilde bort fra dette Emne, spurgte han paany om hendes Mand.

Han havde været hos Prinsen til Middag og skulde i Forretninger om Aftenen. Hun maatte gaa alene som en Enke — hvorover hun forresten ikke beklagede sig, tilføjede hun leende og skød de nøgne Skuldre op fra Kjolen.

Da sagde Flemming:.

»De er dog overordentlig smuk, Frue!«

»Jeg — nej, der tager De Fejl — jeg er bare godt paaklædt.« Og da Flemming med et lille Smil saa’ hen til hendes Halvnøgenhed og de truende Overskridelser, raabte hun:

»Fy skam Dem — jeg véd hvad De tænker paa.«

»Jeg tænker slet ikke, Frue,« sagde Flemming indsmigrende, »jeg beundrer blot.«

»De skulde beundre Deres Frue, skulde De — hun fortjener det. Men — nu skal De se hende! Vi har købt en Peignoir, som er fortryllende.«

Og da Bertha i det Samme kom ind, paalagde Fru Duncker hende indstændigt, at hun skulde vise sin Mand det nye Klædningsstykke, der rent vilde bringe ham fra Sans og Samling.

De to Ægtefæller smilte forlegent — hvad der syntes at more Fru Duncker usigeligt. Dog derpaa kom hun i stor Aktivitet med at løbe ind til Drengene for Godnatkyssets Skyld, med at samle sine Sager sammen og sige Farvel til Bertha og træffe Aftaler med hende for de kommende Dage. Endelig indhyllede hun sig i en pragtfuld Aftenkaabe, der saa’ ud som Purpur og Hermelin og drog afsted, ledsaget af Flemming, der maatte følge hende ned for at kalde paa Kusken, som kørte frem og tilbage i Gaden. Hun gik foran ham nedad Trappen med en Sky af god Parfume i sit Spor. I Gadedøren stod de et Øjeblik, indtil Vognen kom forbi og Flemming raabte Kusken an.

Da hun skulde stige ind, drejede hun sig om til ham og sagde med det hvide Ansigt tindrende vendt imod ham:

»Skade, Flemming, at De ikke skal ind i Byen nu — saa kunde jeg kørt Dem, hvorhen De vilde.«

»Selv en lang Vej — selv til Verdens Ende?«

Han var bleven bleg og skælvede i Stemmen.

Hun lo højt og haardt:

»Selv den længste Vej — jeg skaaner ikke mine Heste.«

Nu sad hun inde i Vognen, en atlaskforet lun Landauer, der lignede en Juvelæske. Der var intet for Flemming at gøre uden at lukke Døren omhyggeligt efter hende, sige Kusken Besked og hilse med Hatten til Farvel, medens hun smilende og nikkende lagde sit Ansigt til Ruden.

Og saa satte de muntre og stærke Heste i rask Trav.

Flemming stod og saa’ efter hende, der nu gallaklædt kørte til nye Mandfolks begærlige Øjne — saa’ efter hende — tænkte han — som han havde set efter Fru Baltzer.

»Jeg er et Æsel,« sukked han, »mellem to Knipper Hø.« Men han vidste, at Lignelsen ikke passede, da intet af de to Knipper stod til hans Raadighed, selv om han vilde vælge. Skønt — hvorfor Pokker sagde Fru Duncker det om den længste Vej, og hvorfor Satan krøb Fru Baltzers Fingre saadan omkring i hans Haand?

I disse Tanker naaede han op til sin Bolig. Han gik først ind i sit Kontor og ryddede sin Pult. Han syntes, at Parfumen efter Fru Baltzer endnu kunde mærkes i Stuen, og lukkede et Vindu op. I det Samme kom han til at tænke paa, at det dog var underligt, naar hans Fuldmægtig ikke havde sagt til ham, at det var Fru Baltzer, der stod udenfor. Skulde han virkelig ikke have kendt hende? Ja, hun havde jo Slør for. Men dog, naar hun havde talt med ham? Naa, maaske Kragh ikke kom videre i Teatrene!

Han gik saa over til Dagligstuen. Der fandt han ikke sin Kone, men derimod Parfumen efter Fru Duncker. Han gjorde en utaalmodig Grimasse, satte sig hen til Bordet, tog en Kop Te, som Pigen bragte ham, og greb en Avis. Men han kunde ikke læse med Opmærksomhed. De to Kvinder, han lige havde set, var paa Siden af ham og plagede ham og irriterede alle Nerver. Han drak sig en ny Kop Te, forsøgte atter Avisen, satte sig tilbage i Stolen og tænkte paa, om han skulde gaa sig en Tur og prøve, hvad en natlig Spaseretur ud ad Vesterbros Varietéer kunde bringe.

Af disse Grublerier vækkedes han ved, at Døren aabnedes og hans Kone traadte ind og gik lidt forlegen hen imod ham. Hun var i den nye Peignoir, en Pragtgenstand af rosenrød Silke og blegrødt Musselin opheftet og strammet — hvad der sikkert havde klædt Fru Duncker og forvandlet hende til en Markise fra Pompadourtiden. Bertha saa’ ikke rigtig søvant ud i denne Sengkammerpynt, og idet hun gik hen til Flemming, følte hun sig helt svimmel tilmode.

Han havde kunnet hjælpe hende over Dybet, hvis han havde rakt hende en Haand — hvis han kærligt havde draget hende til sig. Men han, der reves ud af sine Drømmerier, saa’ nærmest forbavset paa hende — at hun, hans Kone optraadte her om Aftenen til Teen uden nogen paaviselig Grund saa brusende udstafferet!

»Det var den Peignoir, Alexander,« stammede hun rødmende under hans Blik.

»Ja, den er jo nydelig,« sagde han med et Tonefald, som han forsøgte at gøre venligt. Han talte som til et Barn.

Deres Øjne mødtes. Og da Fru Bertha saa’ hans fuldkomne Ligegyldighed for hendes Dragt og den Skønhed, som den tilhyllede — eller afhyllede, blev hun først bleg og dernæst blussende rød. Hun følte sig som den uværdigste Kvinde, der vilde lokke med Silke og uanstændig Pynt. Hun kunde skreget højt af Rædsel over, hvad han kunde lægge i denne hendes Adfærd, og hun følte sig grusomt ydmyget og ussel overfor ham. Hvad maatte han tænke?

Han tænkte imidlertid kun, at den Peignoir ikke klædte hende, men at den sikkert vilde klædt Fru Duncker eller Fru Baltzer fortryllende, og da hun vendte sig for at gaa ud af Stuen, tænkte han endvidere, at hvis en af disse to Damer var gaaet fra ham i den Dragt, skulde han hurtigt fulgt efter hende.

Nu blev han siddende.

Fru Bertha derimod gik ind i sit Toiletværelse og tog Silken af og sin blaa Morgenkjole paa. Medens hun skiftede, blev hun stram i Ansigtet og nogle Taarer løb ned ad hendes Kinder. Hun forstod nu i Aften, at Flemmings Kærlighed til hende var død for altid.

Men den røde Silkedragt hængte hun ind i sit Klædeskabs mørkeste Krog.