Lykkens Blændværk/11
XI.
I Slutningen af Majmaaned stod Kragh inde hos Flemming, da en af Kontoristerne bragte denne de sidst ankomne Breve. Han tog dem skødesløst, medens han vedblev at tale med Kragh om en vigtig Forretning, og lagde dem foran sig paa Pulten, spredende dem lidt fra hinanden. Pludselig gik der et Stød igennem ham; han blev rød og hans Hjærte bankede: i Bunken laa et sirligt Brev, fra hvilket en god Parfume steg op. Han vidste øjeblikkeligt, at Brevet var fra Fru Baltzer.
Han blev saa forvirret, at det var umuligt for Kragh ikke at bemærke hans Adspredthed. Han gav forkerte Svar. Saa tog han sig sammen, men ogsaa den anstrængte Maade, hvorpaa han nu atter blev klar og forretningsmæssig, var et ubedrageligt Indicium for en forstandig Jurist som Kragh, der havde været Herredsfogedfuldmægtig i tre Aar. Han var lige saa overbevist om, at der paa Pulten laa et Brev fra Fru Baltzer, som om han havde aabnet og læst det. Og han ærgrede sig særdeles, ikke fordi han misundte Flemming den formodede Erobring, men fordi hele det Spil af Beregning og Sanselighed, som nu var begyndt mellem de to — et let og muntert og ufarligt Spil, efter hvad han troede — stod i Strid med hans egen triste Erfaring om Kærligheds Væsen og Væren.
Flemming afgiorde fuldstændigt sine Forretninger med Kragh, men næppe havde denne forladt Værelset, førend han greb Brevet og febrilsk aabnede det. Det var ganske kort, skrevet med en lidt barnlig Haandskrift. Der stod, at Fru Baltzer tillod sig at komme samme Aften Klokken halvotte og ulejlige Advokaten — saa langt var alt koldt og forretningsmæssigt, men saa tilføjedes der: »ulejlige Advokaten ad den nemme Vej«.
Deri laa Haabet — hun kom dog saaledes, som han havde ønsket og ventet saalænge. Og atter skød Længslen efter en stor Nydelse højt op i hans Sind.
Nu gjaldt det blot at være rolig — overfor Kontoret, indtil hun kom; overfor hende, naar hun var kommet. Kontoret! Skulde Kragh have nogen Mistanke — det var jo latterligt at tro: Og dog! Kragh maatte kende Fru Baltzer; nu vidste Flemming ogsaa, at Baltzer hørte til Kraghs Venner: hvorfor havde da Kragh ikke sagt hendes Navn hin Aften?
Naa, Pokker spekulere længer over det — og han tilbragte Dagen i længselsfuld, men lykkelig Stemning.
Dog det var som forhekset for Flemming den Dag.
Netop et Kvarter forinden Fru Baltzer skulde komme, og da han vilde give sit Personale de sidste Ordrer, bragte Posten Sager, som han ikke kunde undlade at sige Besked om. Han maatte endog lade Kragh gaa ind i det inderste Kontor og dér tage Papirer frem, hvorom der yderligere skulde træffes Aftale. Flemming stod som paa Naale og kunde dog ikke skynde sig. Han havde i Forvejen aabnet Døren til Gruben for at kunne høre, naar Fruen bankede, men han vilde fordømt nødigt Kragh skulde se, at der kom en Dame, og især at den Dame var Fru Baltzer.
Endelig var han færdig; Kragh tog Papirerne og skulde til at gaa — i, det Samme lød en diskret Banken paa Grubens Dør. Kragh hørte den ligesom Flemming, og det naturligste og høfligste havde været, om han var gaaet derind og havde lukket op. Han gjorde det efter et Øjebliks Betænkning ikke, fordi han forstod, at Flemming ikke ønskede det. Flemming overvejede i samme Sekund, om han skulde bede Kragh lukke op eller ikke, kom til det Resultat, at han ikke vilde, og ærgrede sig samtidigt over, hvad han derved røbede. Men han tog sig sammen og fik sagt:
»Ja, saa er vi jo færdige!«
Og marcherede derpaa med den bedst mulige Holdning ind i Sideværelset, hvis Dør han omhyggeligt lukkede bag sig.
Kragh saa’ efter ham, mørk i Hu. Han tvivlede ikke et Minut om, at den Besøgende var Fru Baltzer. Og Tanken — skønt blottet for al Skinsyge — fyldte ham med Bitterhed.
Saa rystede han det af sig og vendte sig for at gaa.
I samme Øjeblik aabnedes Døren til Yderkontoret, og Fru Flemming kom ind.
Kragh stod ganske forstenet. Det var første Gang i hans Liv, han var alene med hende i en Stue, og nu — under disse Forhold! Hun kom med sine sagte, lidt tunge Skridt henimod ham, og hans Blik fæstede sig ved Halsens yndige Bøjning, ved Skikkelsens ubehjælpsomme Blødhed, ved den blide Velopdragethed, der prægede hende.
Fru Flemming saa’ sig forundret omkring og spurgte, om hendes Mand ikke var her — det havde man dog sagt derude.
En Hundrededel af et Sekund fór den Tanke Kragh gennem Hovedet: om han sagde, at Flemming var gaaet ind i Værelset ved Siden af, hvor Fruen kunde finde ham — og saa ventede, hvad derefter vilde følge. Dog næppe tænkt afvistes den Tanke af ham. Han svarede, at der var kommet nogen til Advokaten, som sad inde i Værelset ved Siden af.
Aa, det var da kedeligt, for hun havde tænkt at faa sin Mand lidt ud at spasere i det yndige Vejr.
Kragh bøjede høfligt Hovedet, men sagde ikke et Ord, saa’ kun paa hende med stor Ærbødighed — saa’ hende ind i sin Sjæl, saa han naglede hendes Billede fast derinde og ikke atter vilde kunne rive det ud, uden Hjærtet blødende sønderreves med det Samme.
Om Hr. Kragh troede, det vilde vare længe?
Han kunde naturligvis ikke bestemt sige det, men han var tilbøjelig til at antage, at Besøget vilde trække ud.
Om ikke det gik an at banke paa Døren og faa hendes Mand et lille Minut i Tale?
Han tvang sig til at svare med et Tilløb til Spøg, at han i hvert Fald ikke turde gøre det, da Advokaten éngang for alle havde forbudt enhver Forstyrrelse.
Saadan som han sagde det, berøvede han ogsaa Fru Flemming Modet. Naar Flemming ikke vilde forstyrres, tænkte hun, saa turde hun paa ingen Maade trodse hans Forbud. Hun trodsede overhovedet aldrig noget Forbud.
Imidlertid stod hun et Øjeblik ubestemt og overvejede, om hendes Plan virkelig helt maatte opgives. Hun havde glædet sig saameget til den Spaseretur og til at drikke Té i frisk Luft. Og overfor hende stod Kragh ærbødigt ventende, medens han tænkte paa, hvilken uhyre Lykke det vilde være for ham, om hun nu tog hans Arm og ømt samtalende gik med ham langt bort fra dette hede Kontor til frisk Luft og grønne Træer og Foraarsdrømme.
Der var ganske stille i Kontoret: Personalet var gaaet bort derude, og Gaden nedenfor var faldet til Ro.
Da lød der indefra Gruben en behagelig klangfuld Mandslatter, hvori straks efter blandedes nogle muntre, lyse Toner.
Fru Flemming drejede uvilkaarligt Hovedet: det var en Dame, der lo.
Hun vilde lige udbryde: »men der er jo en Dame derinde«, da hun i det Samme mødte Kraghs Blik og standsede. Han havde jo ikke sagt det Modsatte, og der kom saa ofte Damer til Flemming. Og hvis der tændtes en Gnist af Mistanke i hendes Sjæl, saa sluktes den atter. Maaske hvis Kragh undskyldende havde sagt noget om denne Dame, var Mistanken tændt paa ny. Men han stod rolig, som om dette Damebesøg var det rimeligste, mest forretningsmæssige, saa hun knap forbavsedes over dets sene Time.
Hun saa’ over paa Kragh igen og syntes, han var meget bleg. Han saa’ forpint ud, forekom det hende, men — saa meget Kvinde var hun — at hun ogsaa dunkelt fornam den Beundring, hvormed han betragtede hende. Og da den hele Situation blev hende noget trykkende, skønt hun ikke vidste hvorfor, faldt det hende pludseligt ind som en passende Bortgangsfrase at spørge til hans Kones og Barns Befindende.
Han svarede, at begge befandt sig udmærket og af Lyst til at holde hende fast her alene med ham, fortalte han lidt mere end den strænge Høflighed fordrede om Barnets Elskværdighed — om hvor muntert og ejendommeligt det var.
Fru Flemming hørte smilende paa disse Historier med den fuldkomne Ligegyldighed, som man føler for andre Folks Børn, men ikke uden en Forstaaelse af, at Kragh talte noget febrilsk og altfor ivrigt. Og da hun atter saa’ paa ham, sporede hun i hans stirrende Blik en Flamme, der ikke i mange Aar havde lyst paa hendes Vej.
Hun blev kun forundret og lod end ikke med en Bevægelse denne Forundring træde frem. Lidt efter hilste hun, sagde med et Skuldertræk, at hun nok maatte opgive Turen, og forlod Kontoret.
Da hun var kommen ind i sin Dagligstue, satte hun sig ved Vinduet og tabte sig i Forbavselse: var det muligt, at hendes Mands Fuldmægtig skulde have en lille Snært af Forelskelse i Principalens Kone? Hun lo med en uskyldig Pigelatter, blev ikke vred, ikke heller det mindste bevæget og gik lidenskabsløst ind til Børnene.
Men Kragh vandrede hjem som et beruset Menneske og følte Længslen ligge rugende over hans Tanker og Sanser. Han saa’ og hørte intet, førend han næsten løb Næsen mod den store Politibetjent, der stod og drev udenfor hans Gadedør. Saa vaagnede han til Virkeligheden.