Lykkens Blændværk/12
XII.
Fru Baltzer var kommen ind i Gruben med det roligste Ansigt, medens Flemming, enerveret ved den sidste Sindsbevægelse, saa’ temmelig forpjusket ud. Hun satte sig og bad ham undskylde hendes Komme »ad den nemme Vej«, der jo var behagelig for en Dame — men han havde selv givet Lov.
Hun saa’ uhyre dejlig og fristende ud, skønt hun tilsyneladende var tarveligt klædt. Men Tøjet sad, som det klæbede ind til Kroppen, og Silken nedenunder knitrede ved den mindste Bevægelse af den uldne Overkjole.
Flemming havde fattet sig og troede atter paa, at Byttet var ham i Hænde, og i en lidt overlegen Tone spurgte han hende, om hun maaske havde medbragt de Papirer, som hun havde omtalt sidst.
»Saa skal jeg tage Direktøren i Nakken,« lo han.
Fru Baltzer smilte indvendigt — hun forstod saa godt hans vaagnende Sikkerhed og tænkte: »dig skal jeg snart dukke«.
Hun rystede, med en lille klar Latter, paa Hovedet og sagde, at hun saamænd ingen Papirer havde med.
Flemmings Hjærte sank: vilde hun ham intet mere, skulde den skønne Fugl undslippe? — og ret ynkeligt bemærkede han, at Fruen dog sidst havde ønsket, at han skulde se Kontrakten og hvad derhen hørte.
»Ja, men hun kunde ikke finde ud af alt dette — det var saa fortvivlende — maaske havde hun intet at fordre — maaske havde hendes Mand taget det Forfaldne — og alle Pengesager var hende saa forfærdelig imod — hun var egentlig blot kommet for at sige ham Tak for den Interesse, hun syntes, at han havde vist hende — og saa maatte hun vist klare for sig selv.
Hun holdt denne lille Tale i en gruelig trist Tone. Hun græd ikke, men der traadte Taarer frem i hendes smukke blaa Øjne, og én Taare piplede gennem de lange Øjenhaar.
Flemming havde heller end gærne taget den smukke Sørgende i sine Arme, bortkysset Taarerne og trøstet hende, men han turde ikke. Han syntes, det begyndte at se temmelig sort ud. Maaske rejste hun sig og gik om fem Minuter og saa — og saa? Det Hele forbi! Nej, nu gjaldt det at vise, at man var Advokat.
Og han gav sig til at snakke løs med den i Skranken berømte Veltalenhed. Han begyndte med, hvor udmærket han forstod, at hun, en Kunstnerinde og en Dame, veg tilbage for de kedsommelige Pengesager, som oven i Købet i dette Tilfælde omsluttede et særlig pinligt Moment. Han dvælede ved, hvorledes hun skyldte sig selv og sin yndige, lille Pige, hvem han vidste, hun omfattede med en saa opofrende Kærlighed, ikke at tabe Modet. Jo mere der hvilte paa hende, des rankere maatte hun bære dette — smukke Hoved. (Hun smilte træt ved den paa det sarteste anbragte Kompliment). Han kunde godt begribe, hvormeget det maatte kede hende at forhandle Kontrakter og Affærer med en pedantisk Sagfører — men Jurister havde dog ogsaa deres gode Sider. Alligevel vilde han bede hende betragte ham ikke som en Advokat, men — hvis han turde vove Ordet — som en Ven. Han turde sige, at han var kommet til at nære den varmeste, omend ærbødigste Interesse for hende. Hvor kunde det være andet? Hendes ulykkelige Stilling, hendes Ungdom, hendes Kunst, hendes Angst for at se Hjemmet styrte sammen — alt, hvad han vidste, og endnu mere, hvad han anede igennem hendes saa beundringsværdige Diskretion, maatte appellere til den Ridderlighed, som selv Højesteretssagførere ikke vilde lade sig fraskrive Retten til. Han vovede derfor at stille sig til hendes Raadighed med det Ikke-meget, som han formaaede. Han vilde være lykkelig, hvis han kunde være hende til Tjeneste.
Fru Baltzer hørte paa denne speech med den behagelige Sikkerhed, som Bevidstheden om et næsten vundet Slag giver. Han var unægtelig af en klog Mand at være ikke rent overvældende.
Hun ledsagede imidlertid udadtil hans Tale med et passende Minespil, der udtrykte hendes Forlegenhed og Erkendtlighed, idet hun let rødmende betragtede ham med et ømt og sløret Blik.
Hun takkede ham varmt og tydeligt rørt. Hun havde hørt ham omtale, sagde hun, som ganske ulig andre — nu forstod hun, hvad Folk mente. »Jeg er virkelig,« sluttede hun med sagte Stemme, »helt betaget af Deres Venlighed.«
Om hun da ikke vilde bruge hans Raad og Hjælp?
Hvorpaa Fru Baltzer ansaa det for rettest at give ham Dødsstødet og sagde med fortræffelige Pavser:
»Det er ikke saa nemt for mig — men jeg vil tale rent ud. — Jeg er i Virkeligheden i en fortvivlet Stilling — Vanskeligheder har jeg med Teatret — jeg har mit Barn at sørge for — og min Mand, han — aa, De véd det jo ligesaa godt — han ruinerer alting for os. Jeg trænger derfor til alle en Vens Raad — ja, jeg trænger ogsaa til materiel Hjælp. Men hvad skal jeg gøre — selv om De vilde tilbyde mig en saadan — jeg véd ikke, om De vil eller kan — saa kunde jeg jo ikke modtage den. Nej — det er umuligt.«
»Men, Frue, naar De selv siger,« søgte Flemming at indskyde.
Idet hun ved sig selv tænkte: »det er En, der falder ind paa Stikord« vedblev hun, overhørende hans Afbrydelse:
»Nej, nej, forstaa mig dog — jeg er jo ikke gammel — og vel heller ikke grim. Her sidder jeg gift — og dog ikke gift, fattig og Skuespillerinde og alt, hvad slemt er — hvad vil De tænke om mig, og hvad vilde Folk tænke — og jeg selv med —«
Ved de sidste Sætninger havde hendes Stemme skælvet — nu lagde hun pludselig Haanden for Øjnene og græd lydløst.
Flemming var aldeles betaget. Hun var vidunderligt smuk, som hun sad der, og ligesaa vidunderligt rørende i sin haabløse Jammer. Han bebrejdede sig selv de meget letsindige Tanker, som han havde næret om denne stakkels, af Skæbnen haardt behandlede Kvinde, og samtidig dæmrede der i ham den Følelse, at hun nu var tusinde Gange mere attraaværdig, naar hun var ligesaa god som smuk, ligesaa uegennyttig som fristende.
Han satte sig hen til hende i Sofaen — han følte en stærk Trang til at forkorte Afstanden mellem dem — og sagde, idet han sagte berørte hendes Skulder:
»Græd ikke, Frue, jeg beder Dem!«
»Tilgiv — jeg véd, det er latterligt!« og hun forsøgte tappert at smile.
»Det er ogsaa Synd for de smukke Øjne,« sagde han kun venligt.
»Aa, hvad Nytte har jeg af de smukke Øjne?«
»Men vi andre har Glæde af dem. Naa, Frue, derom skal vi ikke tale. Men nu maa De høre Ræson. De maa lade mig hjælpe Dem — ganske umærkeligt for Dem selv. Sig mig« — han fik pludselig en god Idé — »De har virkelig ikke den Kontrakt med Dem?«
»Nej, jeg forsikrer Dem.«
»Men De erindrer maaske, hvad det var for et Beløb, som De mente, Direktøren skyldte Dem?«
Hun saa’ klart og uskyldigt paa ham.
»Jo, det erindrer jeg da: det var tusind Kroner.«
Summens Størrelse tog Flemming lidt om Struben — han havde ikke saa nøje erindret dette Tal. Men nu var der kun én Vej frem:
»Saa skal jeg sige Dem, hvad vi gør: jeg forstrækker Dem — forstrækker Dem, bliv nu ikke forskrækket — foreløbigt med denne Sum. De sender mig Kontrakten, og jeg inddriver Summen hos Direktøren. Det er en ren og klar Forretningssag.«
Han formelig svømmede i Ædelhed. Men hun gav ham heller intet efter i uskyldig og hjærtegreben Forvirring og Taknemlighed.
»Men gaar det virkelig an?«
»Det gaar godt, udmærket an. Nu skal De se.«
Og han fo’r ind til sin Pengekasse og saa’ ikke det helt overgivne Smil, som den smukke, sørgende Frue sendte ham. Et Øjeblik efter var han tilbage med et Par Sedler.
»Kom nu med Deres Portemonnæ!«
Hun rakte ham tøvende og rødmende en elegant Portemonnæ, som hun trak frem af Kjolens bagerste Folder. I et Øjeblik stoppede han Sedlerne ned og trykkede skælmsk Portemonnæen ind i hendes Haand.
»Jeg véd ikke, hvordan jeg skal takke Dem,« stammede hun.
»Slet ikke, slet ikke — jo, hvis De nu vil sidde rolig, ikke tale mere om dette og saa fortælle mig lidt om Deres Sommerplaner — De talte sidst om en Tournée.«
»Men du er da et Englebarn,« tænkte hun, »du siger jo alle de rigtige Stikord — det er netop Tournée, vi skal have nu.«
Og hun fortalte vidtløftigt om en Tournée til Provinserne og Norge — yderst vidtløftigt og yderst uklart uden for en Tilhører, der var saa optaget af hendes Nydelighed som Flemming. Men én Ting slog hun fast, og én Ting forstod han, at blev den Tournée til noget, vilde hun komme til at rejse fra Begyndelsen af Juni til Slutningen af August — hele tre Maaneder! Og ved Tanken herpaa snørede det Flemming om Hjærtet, og han svor en stille, indre Ed, at denne Rejse vilde han forhindre, hvad det saa koste skulde — uden at han just gjorde sig Begreb om, hvad det vilde koste ham. Men han skulde ikke have noget af, at hun nu rejste tre Maaneder væk og derved Forbindelsen afbrødes mellem dem, just som den var begyndt, medens hun oven i Købet turede rundt med Gøglere og blev feteret af Provinsfolk og Normænd. I en indre Vision saa’ han hende for sig sidde i et Hotel og drikke Champagne med Direktør og Komiker og diverse norske Trælasthandlere med røde Ansigter. Disse trakterede, og deres røde Ansigter betragtede meget udtryksfuldt denne sjældne Prøve paa kjøbenhavnsk Elegance, som var faldet ned til dem en Sommernat. Nej, Tak!
Imidlertid, han kunde ikke skride ind straks, vidste heller ikke hvordan. Men han mente dog at rykke lidt frem, da det aftaltes mellem dem, at de yderligere skulde forhandle om denne Tournée. Fru Baltzer bad ham ovenikøbet selv beramme et Møde, naar han havde Tid en Aften i næste Uge.
Som en praktisk Dame holdt Fru Baltzer nemlig ikke af at skrive Breve, der kunde opbevares, hvorimod det ikke mishagede hende at modtage Autografer. Og Flemming blev henrykt, da der saaledes tilbødes ham, at han blot behøvede at skrive efter hende — saa kom hun. Snart rejste Familien paa Landet — hvad Fru Baltzer ogsaa havde beregnet — og Ind- og Udgang faldt nemmere.
Endelig rejste Fru Baltzer sig for at gaa, rakte Flemming sin lille Haand og sagde med et yndigt Smil:
»Farvel og Tak!«
Flemming tog Haanden og vilde føre den til sine Læber. Men med et lille forskrækket Udbrud trak Fru Baltzer den til sig:
»Aa nej, ikke saadan!«
Og Flemming, lidt flov og lidt smigret ved denne enorme Kyskhed, lagde Haanden undskyldende paa sit Bryst og bukkede ærbødigt, medens med et sidste døende Øjekast den skønne Dame forsvandt.
Da hun var gaaet, faldt der en stærk Ubehagsfornemmelse over Flemming. Alle hans Nerver havde danset nu i halvanden Time. Han følte sig som En, der havde siddet ved et overdaadigt dækket Bord uden at turde nyde en eneste af Retterne. En stærk Hunger plagede ham. Og med voksende Ubehag tænkte han paa, at Kuverten havde været til tusind Kroner. Men, hvad! Fremtiden skulde og maatte byde paa bedre Fester.
Dermed gik han ind i Dagligstuen til sin Kone, der havde faaet Drengene i Seng og som sædvanligt sad ved Vinduet. Hun fortalte ham, at hun havde været inde i Kontoret for at faa ham ud til en Spaseretur, men havde truffet Kragh, som havde sagt hende, at der var nogen hos ham.
Flemming begreb i samme Nu, at hans Kone maatte være kommet næsten samtidigt med Fru Baltzer. Han var klar over, at Kragh intet havde sagt, men alligevel, hans Kone kunde nære en Art Mistanke. Det var bedst at gribe lige om Nelden.
»Ja,« sagde han, »der var en Dame inde hos mig.«
Han gjorde en lille Pavse. Han anede ikke selv, hvor rigtigt han bar sig ad. Fru Bertha var maaske bleven lidt nervøs ved denne Damelatter, men da hendes Mand saa roligt fortalte hende, at han havde havt Damebesøg — hvad der jo hyppigt hændte — svandt enhver Uro af hendes Sjæl.
Han saa’, at hun uden Bemærkning slog sig til Ro ved hans Meddelelse og fortsatte:
»Du vilde ud at spasere — men er det da for sent? Vejret er jo dejligt.«
Han var i Velvillighedsstemning overfor sin kønne, blide Kone — følte en vis Trang til at sone — trængte ogsaa til frisk Luft og god Mad. Og hun var henrykt over sin Mands store Venlighed og skyndte sig med at klæde sig elegantere paa.
Kort efter vandrede Højesteretssagfører Alexander Flemming med sin Frue ned ad Gaden — et stateligt og lykkeligt Par, hvad enhver kunde se.
De gik behageligt passiarende en Timestid langs Dosseringen og endte Turen i en god Restaurant, hvor Flemming trakterede sin Kone og sig selv paa det Bedste. Derpaa kørte de, mætte og vinglade, hjem.
Det var længe siden, at Fru Flemming havde været til en saadan Fest.