Lykkens Blændværk/13
XIII.
En Formiddag i Begyndelsen af Juni — en straalende varm Sommerdag — aflagde Fru Kragh, ledsaget af Dorothea, Besøg hos Frahm. Der var mange Anordninger i Villaen, om hvilke hun skulde raadspørges, og desuden var det Skik, at Dorothea engang imellem kom ud til Frahm og legede uforstyrret i Haven istedetfor at føres til Søndermarken. Fru Kragh vandrede rundt i Huset med Frahm og den gamle Sofie og gav en lang Række af Raad og praktiske Anvisninger, optagne med lige Beundring af begge.
Efterat dette var endt, gik hun og Frahm ud i Haven, hvor der var Skygge, og satte sig for at drikke Té. Lidt fra dem sad Dorothea paa en lav Skammel i Græsset: hun havde én Dukke med, og Frahm havde foræret hende en anden til Velkomstgave. Midt imellem disse og omgivet af Vogn og Bærebør og Spade og Rive og Billedbøger sad Dorothea alvorligt optaget af at forklare alt for den nye Dukke. Af og til saa’ hun hen paa de Voksne og smilte huldsaligt: de nikkede til hende, og hun nikkede henrykt igen. Frahm sagde, at hendes Ansigt lyste over dem og skænkede dem Fred.
Fredeligt var der ogsaa i Haven, der med sine høje Træer syntes godt gemt. Huset laa paa en Sidevej til Valbygade, og man hørte ingen Støj hverken af Mennesker eller af Vogne.
»Her er stille og godt,« sagde Melitta.
Frahm svarede ikke; han nød Synet og Nærværelsen af det smukke uskyldige Barn, der havde sin Verden for sig selv, og af den smukke kloge Kvinde, der altid syntes at hvile i sig selv. Han derimod var altid urolig. Man kunde se paa ham, hvor nervøs han var og hvor uafbrudt hans Hjærne arbejdede: der gled ustandselige Trækninger over hans Ansigt, og han fór sig febrilsk med Hænderne i Haar og Skæg. Han var ikke smuk — et magert Munke-Ansigt med et tyndt rødligt Skæg. Kun havde han udmærket smukke Hænder — en Kunstners Hænder. Han plejede leende at paastaa, at det paa et Menneske, hvormed man tjente sit Brød, altid var smukt. Han, der havde arvet Villaen, gode Kunstsager og lidt Penge efter sin Fader, tjente rigeligt, hvad han behøvede, ved at levere Tegninger til Porcellænsfabriker, Guldsmede og Kunstsnedkere. Hertil medbragte han en stor Stilkundskab, en legende og barok Fantasi og et medfødt Haandelav. Han arbejdede sjældent mere end én Maaned hvert Aar og erhvervede i dette Tidsrum alt hvad han havde nødigt af Penge til hele Aarets Forbrug. I de resterende elleve Maaneder lod han sig ikke drive til mindste Beskæftigelse med Haandværket — men sysselsatte sig udelukkende med sine Studier.
Han pegede paa Barnet og sagde:
»Saadan som hun lever, skulde man ogsaa leve.«
»Udenfor hele den øvrige Verden — det er ikke muligt. Og desuden« — tilføjede Melitta leende — »maatte man da have en Moder som mig til at sørge baade for Middagsmad og alt det andet.«
»Naturligvis skulde man have en »Moder« som Dem,« svarede han lidt melankolsk, »ellers gik det ikke.«
»Det er stadig Villaen ved Firenze?«
»Stadigt ja.«
»Og tror De virkelig, at De med Deres mange Interesser kunde leve saaledes ganske for Dem selv uden at bekymre Dem om alt hvad der sker i Verden — uden Indignation — og uden Medfølelse med den store lidende Menneskehed.«
Hun sagde de sidste Ord med en spøgende Patos.
»Jeg véd det,« svarede han, »De tror paa den store lidende Menneskehed — og jeg har ogsaa engang gjort det. Jeg har betragtet det som en hellig Pligt at interessere mig for andres Vel og Ve, og de store Raab om Retfærdighed og Fattigdom og Folkets Krav har ikke fundet villigere Tilhører end mig. Jeg gik omkring med skyldbetynget Samvittighed, fordi de Fattige led Nød, fordi Kapitalen undertrykkede Arbejderne, fordi Regeringerne underkuede Folkene. Men — jeg tror ikke mere derpaa.«
»Hvorfor ikke?«
»Fordi enhver maa sørge for sig selv og fordi ingen kan fordre noget af en anden. Jeg har aldrig bedt noget Menneske om Hjælp — og jeg vil heller aldrig gøre det. Jeg tror ikke, jeg har nogen Ret dertil, og om jeg var fattig, vilde jeg heller ikke bede om Hjælp. Men har andre en Ret — saa lad dem selv tage den — skønt jeg ikke begriber, hvorledes Ret eksisterer uden som fælles Indrømmelse af alle for alle.«
»Det er mig for filosofisk,« sagde Melitta.
»Saa er det vist noget Vrøvl af mig. Men naar jeg ser Konger og Kejsere med Arméer og Præster herske over Folkene, saa siger jeg: Menneskene har det som de fortjener det — lad dem om det! Og naar jeg læser de fede Arbejderføreres fede Ord imod de Rige — saa er jeg færdig ved at brække mig. For Djævlen, hvorfor slaar de Fattige ikke de Rige ihjel og faar en Ende paa det? De er jo de mange. Men jeg spurgte engang en af Arbejdernes Førere — han var forresten en saare elskværdig og stilfærdig Mand — om der kunde tænkes en Arbejder-Revolution i Kjøbenhavn. Han saa’ komisk-forskrækket paa mig og sagde smilende over min Naivetet: »Saa maatte de da først afskaffe Sprøjterne!« Og siden tænker jeg altid paa det Ord.«
»Men derfor har de Fattige det ikke mindre ondt.«
»Hvis de lavede færre Børn og hvis de vilde frem, saa lykkedes det nok. I hvert Fald jeg beder ingen om Hjælp — hvem har Ret til at fordre min? Og Medfølelsen med denne forvrøvlede og pjaltede og troende og frasesavlende Menneskehed — den har jeg glemt. Jeg vil leve med mine Bøger, med god Kunst og god Musik — saavidt mine Ærgrelser over Religion og Præster tillader det,« tilføjede han smilende.
»De rider idag en ny Kæphest,« sagde Melitta, »og mon De overholder Deres Teori i Praksis? De nævnte de mange Børn. Kan De taale at se fattige Børn gaa ned gennem Gaden forsultne, blege, tyndt og pjaltet klædte, gaa hjem til en ussel Bolig, en fordrukken Fader og en elendig Moder?«
»De træffer dog altid det Rette, Fru Melittaa« — og Frahm saa’ beundrende paa hende — »Børnene — der er mit svage Punkt.«
»Der kan De se, Frahm — det ligger i vor Natur at lide med andres Lidelser.«
»Med de uforskyldte, ja! Hvis jeg var uhyre rig, vilde jeg bygge Børnehjem og Hospitaler, hvor alle Børn kunde plejes og opdrages. Blot det at Struensee lod paa Fødselsstiftelsen anbringe en Kasse, hvori enhver Stakkel kunde nedlægge sit nyfødte Barn — gør ham til en større Statsstyrer end selv de Bedste, der har regeret her i Landet.«
»Uforskyldte Lidelser siger De — jeg véd knap, hvad Skyld er; men jeg kan forstaa, hvad Lidelse er. Maaske man da helst maa holde sig til den sidste alene.«
Frahm saa’ atter fuld af Beundring hen til hende. Men Samtalen afbrødes af Dorothea, der sprang op og løb efter en Sommerfugl, og Barnets Bevægelser var saa yndefulde, at de begge helt optoges af hende.
Saa sagde Melitta:
»Alt dette fører vel til Villaen i Firenze?«
»Unægteligt — hvis jeg kunde komme afsted. De aner ikke, hvor smukt der er og hvilken majestætisk Ro og hvilke skønne Bygninger. Og Slottene brænder ikke dernede. Maaske var Kjøbenhavn ikke saa slem, hvis alt gammelt ikke var brændt. Har man kendt en By, hvis Slot brænder hvert Aarhundrede! Og jeg elsker at gaa i disse Firenzes Gader, hvor Leonardo gik og Michel Angelo og Boccaccio og Dante —«
»Ikke Dante! «
»Hvorfor ikke han?«
»De vil da ikke paastaa, at De holder af Dante — gives der en kedsommeligere Bog i Verden end denne guddommelige Komedie? Den guddommeligt kedelige Komedie, skulde den hedde.«
»Den er ikke morsom — nej. Men De skulde læse Dantes Kærlighedsdigte i vita nuova. — Jeg lider ham, fordi han var saadant et rasende Menneske, altid forbitret, altid i Lidenskab.«
»Den Lidenskab skjuler han godt.«
Frahm sad lidt tavs. Saa sagde han med forandret Stemme:
»Saa De holder ikke af Dante — det var Skade —«
»Jeg tænker, at han kommer ud af det uden min Kærlighed,« indskød Melitta leende.
— »jeg har nemlig altid tænkt paa Dem ved et Udtryk, han bruger om en Dame, der trøstede ham og blev ham til al Verdens Husvalelse, da han var i sin store Nød og Fortvivlelse.« — Hans Stemme skælvede nu helt. — »Han kalder hende la donna gentile et pietosa — den ædle og medlidende Dame.«
I samme Øjeblik som han havde udtalt disse Ord, forstod Melitta, at han elskede hende — at det var for hendes Skyld, at han ikke kunde løsrive sig fra Kjøbenhavn — og at det ene var med hende, han kunde rejse til Firenze.
Hun kunde ikke faa et Ord frem. Hun var lammet af en stor Sindsbevægelse, ved Bevidstheden om, at hun havde vakt saa dyb en Følelse hos denne fine og kloge Mand. Hun frygtede for den, og hun droges af den, og hun saa’ pludselig for sig med Sjælens Øje meget godt og meget ondt, som denne Følelse vilde have til Følge.
Der var ganske stille i Haven, og Tavsheden mellem de to vedvarede. Paavirket af denne Tavshed — fordi hun hele Tiden havde følt de Voksnes Tale ligesom et Værn over sig — hævede Dorothea Hovedet og saa’ spørgende over paa sin Moder. Ved dette Blik tog Melitta sig sammen og nikkede smilende til Barnet, skønt hun mærkede, at hendes Øjne fyldtes med Taarer, og Barnet nikkede glad tilbage, forvisset om, at alting nu igen var i Orden.
Melitta spurgte:
»Bliver De her i Sommer?«
Frahm havde tilbragt nogle ængstelige Øjeblikke. Havde han røbet sin Hemmelighed? Han havde ikke villet det. Men Ordene var slupne ham ud af Munden, fordi han havde nævnt Dante og fordi han altid for sig selv kaldte hende med hine Ord. Han angrede bittert sin Ubetænksomhed. Han havde været saa bestemt paa intet at sige til hende om en Kærlighed, som han hverken kunde eller vilde haabe, at hun gengældte. I de faa Øjeblikke, der var hengaaede i Tavshed mellem dem, blev han klar over, at hans kloge Veninde ikke kunde være i Tvivl om, hvad hans Ord havde betydet. Og i Angsten for at miste hendes Venskab besluttede han sig til at faa hende sagt saa godt det var muligt, at han aldrig oftere skulde besvære hende med saa pinefuldt et Optrin.
Paa hendes afledende Spørgsmaal svarede han, at han i den allervarmeste Sommertid vilde tage til et Sted ved Kysten, hvor han kunde faa Søbade — han syntes, at den Sommer var forspildt, i hvilken han maatte undvære denne Nydelse.
Hun nikkede indrømmende, og han fortsatte paa sin sædvanlige nervøst-hastige Manér i en Tone, der skulde være spøgende:
»Det er forresten mit Alvor med denne evige Snakken om at rejse til Italien. Jeg vil se at komme derned i Vinter. Og det er ogsaa mit Alvor, at jeg gærne vil bosætte mig der — hvis jeg bare kunde finde mig en Kone, som kunde tale Sprog — for det duer jeg ikke til — og som var flink i Huset og som jeg var overmaade indtaget i. Det sidste er maaske dog det vigtigste. For ser De, Fru Melitta, jeg tror ikke paa andre Forhold mellem ordentlige Mænd og Kvinder nutildags end Ægteskab — jeg mener lykkelige Forhold. Alt andet end Ægteskab er umuligt, ødelægger alle fine Følelser. eg har saamænd Erfaringer. For nogle Aar siden stod jeg i Forhold til en gift Dame, som jeg holdt saare meget af. Jeg har aldrig været saa lykkelig ved denne Forbindelse, som jeg var, den Dag den brødes.«
»Saa holdt De næppe meget af hende.«
»Jeg var uhyre forelsket i hende. Men disse halve Aftaler, Stævnemøder, Breve, Skuffelser, Ængstelser — denne Lyven og Bedragen, Folks Nysgerrighed og Medviden, hendes Samvittighedskvaler og Hengivelsesparoksysmer — alt, alt var mig saa vederstyggeligt, at jeg var som halvdød. Jeg troede, det var af Kærlighed — men det var af Forpinthed. Jeg vaagnede frisk op til nyt Liv — vita nuova — da jeg aldrig mere skulde plages af disse Tanker, Kvaler og Rædsler. Jeg sad her i Haven den Dag og drak Kaffe — jeg ventede ikke hende, ikke Brev — intet, der bestemte over mig, kunde træde over min Tærskel — jeg var fri og uafhængig — hvilken Fryd, hvilken Salighed! Min Frokost smagte mig dejligt, min Have var smuk, min Gerning tilfredsstillende, jeg selv en Pokkers Karl — og gamle Sofie den eneste Kvinde! — Og dog var hun, jeg elskede, vidunderlig og dejlig. Men jeg fornedrede hende.«
Melitta sagde smilende:
»Det er da som at rejse for at komme hjem igen.«
Hun forstod ham meget godt og smilte ved sig selv over hans Naivetet. Hvad enten nu Historien var sand eller ikke, saa var Øjeblikket næppe det rette til at fortælle den. Hensigten var altfor tydelig. Og dog rørtes hun over den skikkelige Fyrs ærlige Forsøg paa at erklære hende, at han elskede hende uden nogen Tanke paa at træde i andet Forhold til hende end deres nuværende Venskabsforhold. Selv om han var kommet daarligt fra sin Parabel, var den derfor lige moralsk beroligende.
Naa, men i hvert Fald maatte de bort fra denne Samtale, som han anden Gang førte hende ind paa. Barnet hjalp hende. For Dorothea havde hørt og forstaaet hendes sidste Ord paa sin Manér og sagde nu:
»Skal vi hjem, Mo’r!«
»Ja, vist saa, Klokken er mange. Det er bedst du laver dig og Anne Marie til.«
»Den nye Dukke hedder Sofie, Mo’r! Kan den ikke det?«
»Det kan den godt. Det er efter gamle Sofie?«
»Ja — tror du ikke, hun bliver glad derover?«
»Det tror jeg sikkert.«
Melitta og Barnet brød op og vandrede hjem ad Søndermarken og Frederiksberg Allé. Dorothea havde begge Dukkerne i Armen og underholdt sig ustandseligt med dem. Melitta gik fordybet i sine Tanker og svarede dog Barnet paa dets Spørgsmaal. Disse var klare og Melittas Svar var klare, og hun havde Barnet trygt ved Haanden. Men de gik hver i sin Verden, milevidt fra Alléens lumre Larm og milevidt fra hinanden, dog knyttede tæt til hinanden ved det faste Tag, hvormed Melittas smukke, kraftige Haand omsluttede Barnets lille og bløde Haand, der var som et Mindre-Aftryk af Moderens.