Lykkens Blændværk/14

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu/11 163-174

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

XIV.


Efter dette Besøg voksede Uhyggen i det Kragh’ske Hus. Der faldt aldrig et uvenligt, endsige et krænkende Ord mellem de to Ægtefæller, og der herskede ingen Uenighed mellem dem, selv ikke om Smaating. Dog Tilstanden var værre, end om de havde smaaskændtes lidt eller for Alvor udstridt en Uenighed. De var borte fra hinanden. De sad tavse ved hinandens Side, altid venlige, maaske endda kærlige, men ikke glade ved hinanden. De var lige ved at bruge Barnet som Bro imellem sig, snakke over det til hinanden, skønt Melitta instinktmæssigt søgte at forhindre, hvad hun syntes var Skambrug af deres fælles Kærlighed til den lille Pige. Men Forholdet plagede hende ubeskriveligt. Hun plejede at sige, at en lille Scene mellem Ægtefolk ingen Skade var til, fordi den rensede Luften saa godt, og hun syntes nu, at selv det værste Uvejr var bedre end det tunge og trykkende Vindstille, der rugede over Huset.

Oprindeligt var det ene Kraghs Skyld. Hans Forelskelse pinte ham afsindigt, dels fordi han var skinsyg og uophørligt ønskede, at han kunde fjærne alle andre fra den Elskedes Nærhed, dels fordi han ikke kunde faa den Tanke ud af sin Hjærne, hvor lykkelig han vilde føle sig, om hun bestandigt var ved hans Side. Han tænkte hende til sig ved hvert et Maaltid, hver en Spaseretur, hver begyndende Samtale — og hun var der ikke, men vel Melitta. Og skønt Melitta var ham dyrebar og kunde være ham den bedste Kammerat og Følgesvend og Ven, saa var hun dog ikke den uforlignelige. Og han pintes over den blodige Uret, som han begik mod sin Hustru, sit Hjem, sit Barn — men han kunde, kunde ikke andet. Han sagde til sig selv, at hans Tilstand var patologisk — en Sygdom. Men hvorledes kurere Sygdommen?

Intet i hans Adfærd forblev ubemærket eller uforstaaet for Melitta. Og hun grublede bestandig over hvor Hjælp og Lægedom skulde hentes fra: hun syntes, om hun trak sig tilbage fra ham — var det galt, og om hun nærmede sig ham — var det ogsaa galt.

Men dog blev det langt uhyggeligere, efterat Frahm havde talt til hende.

Kort efter tog hun en Formiddag med Barnet ud til Charlottenlund Skov. Hun plejede gærne paa varme Dage, medens Kragh var paa Kontoret, at gøre saadanne smaa Frisk-Luft-Ekspeditioner inden den egentlige Ferietid, som hun tilbragte paa Faderens Gaard. Men hun var dette Aar ivrigere for at komme bort fra den beklumrede Luft i de ikke store Værelser i Valdemarsgade. Og forhen — hun skjulte det ikke for sig selv — sad hun gærne hjemme, glædede sig over at være midt i sit Eget og gaa rundt mellem alle sine huslige Forretninger. Nu dreves hun afsted — ikke som tidligere for Barnets Skyld, men for sin egen.

Hun søgte sig en nogenledes ensom Plads i Skoven og lagde sig ned i Græsset paa en medbragt Plæd. Barnet legede med Dukkerne og med hele Skoven — den var hendes: hun boede paa Slottet dér og var gaaet ud for at plukke Jordbær og Appelsiner til Middag.

Melitta havde taget en Bog med og forsøgte at læse. Det lykkedes hende ikke. Hun opgav Bogen og laa ganske stille, stirrende op gennem det endnu lyse Løv. Hun tænkte paa, hvor ofte hun som ung Pige havde ligget saaledes i den lille Fredeskov, der grænsede til Faderens Ejendom. Den Gang følte hun sig i Slægt med det lyse Løv, de glitrende Solglimt paa Bladene og den blaanende Himmel, der skimtedes gennem Løvtaget. Hendes Drømme var saa lyse og blaa, og tusinde gyldne Fantasier forespejlede hende Fremtiden. Og med Vemod men ogsaa med Bitterhed tænkte hun paa, at hun i sin første Forelskelsestid havde ment alle Fantasierne virkeliggjorte: Kragh var saa smuk, saa lidenskabelig, saa henrykt over hende, at hun droges med ham ud mod de blaanende Drømme, hvor man var langt borte fra Hverdagslivets evige Rædsel.

Nu — medens hun laa der — følte hun, hvordan hun ligesom klæbede til Jorden: den terre graa Jord med det fjorgamle visne Løv og med nogle faa, næsten farveløse bittesmaa Blomster. Der var kun én virkelig Blomst i hendes Liv — hendes Livs Blomst: Dorothea, der vandrede i de lyse Drømme uden at ane, hvem hun var og hvem hendes Forældre var og hvad der ledes og stredes omkring hende.

Ingen anden Blomst — kun den tørre, skimmelgraa Jord.

Og Barnet var saa langt fra hende. Ikke én Tanke kunde hun veksle med den lille Pige — ikke et eneste Ord forstod denne virkeligt — alt maatte oversettes paa Barnets eget Sprog.

Og hun tænkte videre paa, hvorledes hun senere i sin Forlovelsestid havde ligget ovre i Fredeskoven og brændende længtes efter, at Erik skulde være hos hende, tale til hende, kærtegne hende, kæle for hende — hun var af en saapas kælen Natur, saa hun vilde ligge stille med Hovedet boret ind ved hans Bryst — i sin Krog.

Vilde hun ønske, at Erik nu var hos hende?

Hun rystede bedrøvet paa Hovedet.

Og pludselig — for første Gang og til hendes Forfærdelse steg den Tanke op i hende, at der var en anden, hvis Nærværelse vilde være hende kær. Hun havde ikke set Frahm siden hin Dag. Han havde aflagt Besøg en Søndageftermiddag, hvor hun tilfældigvis var ude og hvor Erik forgæves havde bedt ham blive til Aften. Hun havde undladt at tænke paa ham, saagodt hun kunde — og nu med ét var det hende klart: hun savnede ham, ønskede i hvert Fald hans Nærværelse.

Var hun da forelsket?

Nej, det var hun ikke. Ikke hvis hendes fordums Forelskelse i Erik var Normen for Kærlighed. Hun var sig fuldkommen bevidst, at hun aldrig for Frahms Skyld vilde svige Erik eller blive Dorothea en daarlig Moder. Men hun trængte til Frahms Venskab, hans Hengivenhed, hans Beundring — hun vilde meget gærne, at han skulde ledsaget hende paa denne Tur, og pludselig saa’ hun sig og Barnet sidde ved et dækket Bord ude i det smukke Vejr, glade og leende, sammen med Frahm — ikke med Erik.

Og da skød det op i hende, at Erik var forelsket i en anden Kvinde.

Hun havde ikke ret gjort sig Rede for hans forandrede Adfærd. Hun skrev den noget paa Regning af hans hele Stilling. Han var kommen til den Alder, hvor han ikke tilfredsstilledes ved at tjene sit gode Udkomme. Dette var nok for ham, saalænge det blot gjaldt om at skabe et Hjem for ham selv og dem, han holdt af. Men nu dette var opnaaet — nu vilde han noget andet. Og maaske ogsaa: nu da han havde opnaaet hende, vilde han noget andet. Det Nye, det Videre lokkede ham. Dog næppe saaledes rent abstrakt. Muligvis ønskede han sig en større Gærning, idet han som saamange Yngre var utilfreds med, at de smaa Forhold og det regerende Parti udespærrede dem, der vilde Forandring i det Bestaaende — men det var sikkert, at han samtidigt længtes efter et bestemt Menneske: en Kvinde. Og den Forestilling greb hende med Rædsel, ja med Afsky, at de begge gik Side om Side og sov Side om Side, hver med sit Ønske, hvilket de, listigt og falskt, skjulte for hinanden — ligesom to Tyve, der mistænksomme gemmer stjaalne Skatte for hinanden.

Jo mere hun grundede, des sikrere blev hun paa, at Erik var forelsket. Og den Tanke pinte hende. Den saarede stærkt hendes Stolthed: hun havde troet sig mere værd, end at han efter saa faa Aars Forløb kunde tilsætte Kærligheden til hende, der var Moder til hans Barn. Tanken bedrøvede hende for hans Skyld, for Barnets, for hendes egen.

Hvilken Ynk dog Livet var! Hvilken Angst man altid maatte føle for det Uforudsete!

Og netop hende, som havde søgt Ro, skulde dette hænde! Skønt — havde hun søgt Ro? Nej — men da hun efter to, tre Aars Ægteskab havde mærket, hvordan den store Flamme ikke kunde brænde længer ved Dag og Nat, saa havde hun overtydet sig selv om, at det, at have sin uindtagelige Fredens Fæstning, var for Mennesker Alt, var Lykken. Og nu viste det sig, at selv hun var for ung, til Freden — hvor kunde hun da bebrejde Erik noget? En Mand fristedes altid stærkere end en Kvinde.

Maaske var det ogsaa kun Fristelser. Hun havde engang imellem tænkt sig, at han, naar hans Vej hver Dag førte ham netop nedad de Gader, hvor alle Byens Skønheder skiltede — nogle ved Dagslys, andre ved Aftentide, adskillige baade tidligt og sent — naar han passerede gennem denne ustandseligt opmarcherende Hær af Kvinder, der anglede med deres Øjne paa en Maade, som hun altid havde afskyet — at han da i Vaarens Tid følte Blodet stige og betoges af Begær. Derfor havde hun sagt til ham, at han skulde »more sig«. Det var hende imod — men Ulykke var det ikke.

Tusindfold værre var det, om han havde kaaret sig én, som han elskede, én, som han fandt den eneste lykkebringende, og for hvis Skyld han hver Dag i sit Sind uddrev hende og Barnet i Ørkenen.

Med saadan Rædsel greb Tanken hende, at hun uvilkaarligt rejste sig og gik med hastige Skridt og knyttede Hænder frem og tilbage.

Hun vaktes ved Barnets Latter.

»Mo’r er en Tiger, Mo’r er en Tiger,« raabte Dorothea glad. Hun mindedes saa vel, naar Melitta havde eftergjort de vilde Dyr ude fra zoologisk Have for hende.

Melitta tog hende i sine Arme og kyssede hende.

Hun gik derpaa med Barnet ned mod Stationen ad de snævreste og mest bugtede Stier. Saaledes hændte det, at hun ved en kort Omdrejning af Vejen næsten løb mod en høj, svær Mand, der ligesom skød op af Jorden ligeoverfor hende. Hun veg uvilkaarligt et Skridt tilbage og tog fastere om Haanden paa Dorothea, der gav et lille Angstskrig fra sig.

I samme Nu saa’ Melitta, at Manden var Baltzer.

»Hvad, er det Dem, Baltzer! De gjorde mig næsten bange.« 

Og Dorothea raabte straks:

»Goddag Baltz’, goddag, er du ogsaa ude i Skoven?«

Men Baltzer stod hjælpeløs, uden at svare, og søgte forgæves at fremstamme et Par Ord.

Nu saa’ Melitta, at han var fuldkommen beruset. Han var klædt i en tyk graa Dragt af grovt Tøj, der saa’ ud til at være købt i en billig Forretning og skulle tjene til Vinterbrug; han havde ingen hvid stivet Skjorte paa, kun en snavset Uldtrøje, og hans Hat var en gammel graa Bulehat. Hans Ansigt flammede rødt under det sorte Haar, nu han tog Hatten af. Han gjorde et saadant Indtryk af Uværdighed og Opløsning, at Melitta uvilkaarligt rynkede Brynene.

Baltzer saa’ dette, og i sin Fortvivlelse herover fik han Kraft til at sige nogle Ord:

»De maa ikke være vred, Frue! — jeg trængte saadan til frisk Luft —«

Ordene var for dumme, og han kunde ikke komme videre, og han stod ikke sikkert paa Benene. Han mødte Melittas nu bedrøvede Blik. Saa stammede han:

»De maa undskylde — jeg maa gaa — jeg har Forretninger herude —«

Og med et ærbødigt Buk, som for en Dronning, passerede han forbi.

Dorothea saa’ efter ham med lidt Forundring, saa udbrød hun leende:

»Se, Mo’r, se, hvor Baltz’ gaar komisk — ligesom de fulde Folk.«

Den Ulykkelige hørte Barnets glade Stemme, og hans høje Skikkelse krøb sammen i Vaande.

Melitta blev staaende, indtil hun saa’ den graa Mand blive til ét med de graa Stammer.

Saa tog hun til Byen, fast bestemt paa hurtigt at rejse til Jylland.

Dog først efter at have talt med Erik.