Lykkens Blændværk/16
XVI.
Fru Baltzer havde gjort sig saare kostbar. Langsomt, uhyre langsomt var Flemming rykket frem, og han var slet ingen Vej kommet, om han ikke en Aftenstund havde erklæret hende sin Kærlighed. Med en fuldkommen oprigtig Lidenskab havde han sagt, hvor ganske han var betaget af hendes Skønhed og Ynde, og hvorledes alt blev til intet for ham i Sammenligning med den Lykke at blive elsket af hende. Han syntes beredt til de største Galskaber, om han derved kunde vinde hende.
Ganske saaledes var det i sin Tid efter den samme Manøvre gaaet hende med den langt dummere Duncker. Ogsaa han havde villet ofre Liv og Blod for at erobre hendes Gunst. Dengang havde hun alvorligt overvejet, om hun skulde tilstræbe en Skandale, forsøge at faa Duncker skilt fra hans Kone og selv ved Skilsmisse gøre sig fri og egnet til et nyt og bedre Ægteskab. Men de uhyre Vanskeligheder havde afholdt hende. Der var nu Baltzer: hvad kunde det gale Menneske ikke falde paa overfor den Kendsgerning, at han blev bedragen og yderligere skulde bedrages — ja, miste sin altid tilbedte Kone? Der var desuden Besværligheder med Barnet. Og saa var der Fru Duncker, der ikke saa’ ud, som hun godvilligt vilde slippe de Dunckerske Herligheder. Og endelig var der hele Forretningens Usikkerhed. Hun separeret og Duncker separeret — saa var der tre Aar, inden de kunde giftes, og i den Tid kunde meget ske. Alt vel betænkt havde hun derfor foretrukket det Visse for det Uvisse og havde ingensinde fortrudt det.
Overfor Flemmings yngre og mindre libertineragtige Lidenskab kom det atter et Øjeblik op i hende, om hun skulde friste Lykken med ham. Han var et i mange Henseender mere præsentabelt om end mindre rigt Parti end Duncker. Baltzer var dybere nede end dengang, hun kaarede sig Duncker til Frelser, og Fru Flemming var sikkert lettere at magte. Men alligevel — hun frygtede dette Besvær, og hun vidste, at hun vilde komme til at hade Flemming, naar hun skulde døje alskens Skandale for hans Skyld. Hun kunde da let i sit Raseri fordærve det Hele med ham. Nej — hvis hun skulde til nyt Ægteskab, maatte Baltzer have drukket sig ihjel først, og hendes Brudgom maatte allerhelst ikke være en fraskilt Mand.
Hun foretrak derfor sin gamle Manér.
Denne bestod deri, at hun. efter utallige Samvittighedskampe overgav sig af Kærlighed og Medlidenhed, aabenbarende den mest himmelske Blufærdighed, som hun efterhaanden sammensmæltede med det udsøgteste Raffinement.
Den ydre Anledning til Overgivelsen var følgende: hun indbildte Flemming, at hun stod i Begreb med at gaa paa den Tournée, som hun straks havde forberedt ham paa. Han kom i Fortvivlelse herover. Slutningen af Juni nærmede sig, og nu skulde det gaa for sig. Han blev næsten sindssyg af Jalousi ved at tænke sig Fru Baltzer dragende afsted fra By til By. Straks ved deres andet Møde havde han svoret, han vilde forhindre denne Kunstrejse — nu syntes det ham Liv og Død om at gøre: han kunde ikke leve tre Maaneder uden hende.
Paa dette Punkt var det, at hun overgav sig — det vil sige dog ikke anderledes, end at hun tilstod ham sin Kærlighed og sin Angst for Adskillelsen.
Derefter gik det lettere.
Det faldt af sig selv, at han erstattede hende de Indtægter, som hun skulde havt af Tournéen, og disse var større, end man efter den smukke Fru Baltzers almindelige Gageringsforhold skulde tænkt sig. Men Flemming, som det første Tusind havde skræmmet lidt tilbage, var nu lykkelig ved at kunne skænke sin rødmende Brud alt, hvad hun blot pegede paa.
Dernæst kom det Spørgsmaal frem, hvor Fru Baltzer skulde bo paa Landet. For sin egen Skyld ønskede hun ingen Forandring: hun kunde udmærket blive i Kjøbenhavn, nu da Baltzer rejste paa Tournée. Hvor let for hende og Flemming da at mødes! Men Barnet, hendes søde Lily, maatte paa Landet. Hun fik Taarer i Øjnene, naar hun tænkte paa Lily, og hun vilde hele sit Liv bebrejde sig det, hvis hun ofrede Barnets skrøbelige Helbred for sin utilladelige Kærligheds Skyld. Ogsaa Flemming grebes af Angst ved Tanken om, at det smukke Barn skulde udsættes for en kjøbenhavnsk Sommers Ubehagelighed og Sygdomsfare.
Men hvor skulde Moder og Datter bo?
Flemming og den smukke Leontine spekulerede meget derover, og endnu én — Duncker. Hun havde nemlig ikke sluppet Duncker; Børsrygter havde meddelt, at hans Stilling atter var befæstet, og hun kørte bedre med to end med én. Ogsaa han havde da erstattet hende Indtægtstabet ved den opgivne Tournée. Han slap forsaavidt nemmere — om ikke billigere — fra det end Flemming, fordi han som den ældre var tournéevant, og fordi Tournéen éngang for alle var opskreven paa hans aarlige diverse Udgifter. Han betalte derfor den forlangte Sum uden et Kny og uden af Leontine at forlange nogen større Scene som sørgende Brud eller bekymret Moder afspillet for sig.
Landliggeriet interesserede ham væsenligt, særlig da han havde opgivet sin Marienbader Tur for det Aar.
Efter adskillige Overvejelser, snart paa den ene snart paa den anden Tomandshaand blev det klart for alle tre, at Strandvejen maatte opgives. Dér boede begge Herrer, og selv om Fru Baltzer fik indrettet en nydelig Villa for sig selv, blev Besøg her altfor letopdagelige. Desuden ræsonnerede Fru Baltzer privat, at den nemme Adgang medførte en ikke ringe Fare: hvor let kunde de to Herrer ikke løbe lige i Armene paa hinanden! Hele Strandvejen fra Skovshoved til Hornbæk blev prøvet og fundet umulig.
Da var det, Fru Baltzer fik den lyse Idé, eller rettere, at de to Herrer hver for sig fik Fru Baltzers lyse Idé, der reddede alt. Bestemmelsen blev, at der skulde lejes Sommervilla til Fru Leontine i Udkanten af Odense. Det syntes langt borte og var dog nærved. Den Lykkelige tog fra Kjøbenhavn Klokken otte om Aftenen og var lidt over Midnat i sin rødmende Bruds Arme. Han kom om Natten, usét af alle, og kunde sagtens om Dagen slippe usét bort: Fru Baltzer skulde nok indrette Lejligheden praktisk. Og de to Herrer kunde let finde talrige og rimelige Paaskud for Smaarejser til Fyn og Jylland, Smaarejser hvis eneste Stoppested var Odense. Der var forresten ingen, der vilde spørge dem — allermindst deres respektive Fruer. Alt var saaledes i den skønneste Orden.
Selvfølgelig betalte baade Duncker og Flemming alt, hvad Villaen kostede i Leje, Udstyr og Proviantering — overhovedet begge alt, hvad Fru Baltzer desværre maatte forlange, for at Lilly — og hendes tvende Herrer — kunde ligge paa Landet.
Den praktiske Frue ordnede tilsidst meget omhyggeligt, hvorledes Besøgene skulde foregaa. Der maatte aldrig telegraferes, kun skrives, saaledes at hun kunde faa Tid til at sende Afbud — der maatte aldrig finde noget overraskende Besøg Sted — som Regel kunde Ankomst kun tillades paa forud bestemte Dage. Hun angav Grunde nok til denne Forsigtighed, blandt andet, at hendes Familie boede i Odense, og at hun kunde vente Gæster i sit Hus. Og begge hendes Herrer lovede helligt at rette sig efter hendes mindste Ønsker, begge forstod tilfulde, at den skønne Dame ikke maatte kompromitteres.
Endelig en Dag var alle Aftaler og Rejseforberedelser trufne, og Fruen kunde begive sig afsted. Hun rejste om Aftenen, fordi Flemming havde faaet Lov at gaa med samme Tog, omend i en anden Kupé, til Korsør, hvor Fruen vilde ligge Natten over. Værelser var bestilte i Forvejen, tre til hinanden stødende Rum: Fru Baltzer boede sammen med sin Datter paa den ene Side af en lille Salon; til den anden Side laa Flemmings Værelse. Og kun den, der havde kunnet kigge igennem Muren, vilde ved Midnatstide sét den yndigste Søvngængerske begive sig fra det ene Værelse til det andet.
Under Overfarten fra Korsør til Nyborg næste Morgen hændte det, at Fru Melitta Kragh med Dorothea og Fru Leontine Baltzer med Lily kom til at sidde ligeoverfor hinanden ved Frokosten.
De vekslede ingen Hilsen, men begge Damer betragtede hinanden med en Opmærksomhed, der efterhaanden fik en Tilsætning af Foragt hos Fru Melitta, af Had hos Fru Baltzer.
Melitta havde aldrig før havt den smukke Frue og hendes pyntede Barn saa nær paa sig. Hun saa’ tværs igennem Skuespillerinden. Melittas Kvindeblik fordunkledes ikke af den Attraa, som gjorde selv kloge Mænd blinde for Fru Baltzers Sjælstarvelighed. Melitta saa’ hende som den usle og grusomme Flane, hun var, forstod hendes Pyntesyge, hendes Forfængelighed, hendes Libertinage og Hjærteraahed. Hun syntes at øjne de syv Dødssynder i denne pyntede og falske Kurtisanes Følge, og hun saa’ i Omsorgen for det udmajede Barn en skændig Parodi paa den Moderfølelse, som fyldte hende helt. Hun væmmedes ved den Frækhed, hvormed Fru Baltzer ustandseligt spillede for Parterret med sin raffineret paaklædte Unge. Ved disse Tanker blev Melittas Blik saa alvorligt og truende, at Fru Baltzer fornam det som svidende Stik over sit Ansigt.
Og hun paa sin Side følte pludselig et flammende Had imod denne alvorlige og rolige Kvinde, som sad dér i en Karakterens Værdighed, saa stik modsat hendes egen forløjede Sjæl. Hun kunde ikke glæde sig over, at Melittas Dragt var tarvelig; thi hun følte, at den anden ikke brød sig det mindste om hendes Pynt. Havde hun kunnet tro, at Melitta misundte hende enten Skønhed, Pynt eller Mænds Forelskelse, kunde hun rejst Hovedet. Men langt fra: Melitta saa’ paa hende som et talentløst Komediantfruentimmer, der slog Penge af sin Skønhed. Og ved Siden af Melitta sad den smilende og lyksalige Dorothea, henrykt over det store Skib, det lange Bord, Stolen, der kunde dreje rundt, Lysekronen, der gyngede, og de mange Retter; hun var allerede de bedste Venner med en tyk Grosserer, der lo af hvert Ord, Barnet sagde, og lovede hende Frugt og Konfekt paa første Station — og dette ingenlunde for at indsmigre sig hos Melitta. Lily derimod sad tavs og vranten, og hun tiltaltes altid kun som et Gennemgangsled til sin smukke Moder. Og at hun benyttede sit Barn hertil — det anede hun, at Melitta foragtede hende allerdybest for. Derfor rasede hun indvendigt over, at en ung Sekondløjtnant paa Lilys anden Side netop begyndte Kampagnen efter Krigskunstens almindelige Regler.
Og underligt nok, Mødrenes Følelser forplantede sig til Børnene. Det var endda ikke saa løjerligt, at Lily saa’ med arrig Misundelse hen paa Dorothea, der efterhaanden blev hele Bordets Yndling og »hilste« med sin Kaffekop baade paa Herrer og Damer, men mærkelig var Dorotheas Holdning. Melitta sagde intet til hende om Fru Baltzer og hendes pyntede Barn. Dog Dorothea følte instinktsmæssigt, at hendes Moder ikke syntes om disse to. Hun saa’ blot et Øjeblik opmærksomt over paa dem, og saa beskæftigede hun sig ikke mere med dem, men levede uforstyrret videre i sin egen Verden.
Ogsaa dette harmede Fru Baltzer og ydmygede hende usigeligt. Hun havde gærne gjort Melitta og Barnet alt optænkeligt Ondt. Hun ønskede inderligt, at det var Kragh og ikke Flemming, som hun havde faaet i sine Kløer. Og hun sysselsatte sig nogle Øjeblikke med den fantastiske Plan at lokke Kragh til sig, skønt hun altid havde afskyet ham som Ven af Baltzer.
Men saa tænkte hun paa den kolde Høflighed, hvormed han havde modtaget hende hin Eftermiddag i Flemmings Kontor, og troede ikke Planen gennemførlig.
Turen varede lidt over en Time og blev en uforglemmelig Pine for Fru Baltzer, et inderligt Ubehag for Melitta. Uden at have vekslet et Ord, kendte begge hinanden til Bunds, da de forlod Skibet og hurtigt søgte til hver sin Kupé. Dorothea ledsagedes af sin nu helt tilbedende Grosserer, medens Fru Baltzer med sit koldeste Blik tvang Løjtnanten til en ærbødig Afstand.