Lykkens Blændværk/18

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu/11 226-239

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

XVIII.


Nogle Dage efter fik Kragh et Brev fra Melitta, hvori hun blandt andet meddelte ham, at hun havde modtaget en ynkelig Klageskrivelse fra Onkel Buttenschøn, der havde havt et Anfald af Gigtfeber og endnu led af Følgerne. Hun bad Kragh engang besøge den Gamle — en Opmærksomhed, som han vist vilde sætte Pris paa.

Synderlig Lyst havde Kragh ikke til Turen, da han og Onkelen ikke elskede hinanden. Men saa ensom følte han sig en Eftermiddag, da han gik fra Kontoret, at han ret villigt satte Kursen mod Nørresøgade, hvor Buttenschøn residerede paa en tredje Sal.

Kragh traf ham i et ganske djævelsk Humør. Han sad i en stor Lænestol, plaget af alskens Gigt, gul og gusten, med en Mængde Blade udbredte foran sig. Han plejede ellers hver Dag at gaa paa Kafé, hvor han læste alle Bladene og hvor han traf nogle jævnaldrende Kumpaner, der bragte ham alt Byens Nyt. Disse gamle Sladderbrødre gennemdrøftede Byen hver Formiddag, og skønt de aldrig besøgte Børsen eller Redaktionskontorerne, skønt de kom lidet i Selskaber og aldrig gik i Teatrene, kendte de udmærket Byens agerende Herrer og Damer og især den hemmelige Historie, der laa bagved den offentlige.

Efterat de første Hilsener var udvekslede og Buttenschøn havde faaet Besked om Melitta og Barnet, spurgte han Kragh, hvornaar han tænkte at tage over til Jylland. Kragh svarede først, at han næppe fik Ferie denne Sommer. Derover undrede Buttenschøn sig saare, og det blev Kragh umuligt med Styrke at fastholde sin Paastand, da Buttenschøn vedblev at forbavses og indtrængende anbefalede ham blot et Par Dages Rejse — blot fra Lørdag til Mandag — det vilde vel ikke blive ham nægtet.

Kragh maatte svare, at her ikke var Tale om en urimelig Nægten fra Flemmings Side; kun fordi Forretningerne var saa mange og Flemming ofte nødtes til at rejse bort, følte han det som en Pligt at blive.

»Hvilken Pligtopfyldelse!« udbrød den Gamle.

Kragh svarede ikke.

»Og for Flemming? Tænk for Flemming! Hvad er ham Hekuba og han for hende,« begyndte han at citere; saa fæstede han sine stikkende Øjne paa Kragh og spurgte igen:

»Flemming rejser ofte?«

»Ikke sjældent, ja.«

»Hvorhen?«

»Jeg véd saamænd ikke.«

»Hvilken Diskretion! Hvilken Mønsterfuldmægtig! Tænk, tænk! Men saa er Flemming vel taknemlig for saamegen Pligt?«

Kragh svarede, at Flemming havde opført sig meget gentilt overfor ham.

»Det er en god Snob,« sagde den Gamle, »en rigtig tarvelig Luseknækker. At han render efter Fruentimmer, er endda det bedste ved ham. Forresten springer og hopper han som en Gummibold, hvergang de pæne Mænd har Bud efter ham.«

Kragh gad ikke forsvare sin Principal, særlig da han ikke var synderlig uenig med Buttenschøn, men Ret vilde han heller ikke give den arrige Kaptejn, fordi den Gamle saa paa sin elskelige Maade vilde beklage den Fuldmægtig, der maatte tjene en Principal, for hvis Karakter han ingen Agtelse besad.

Kragh mødte derfor roligt den Gamles Blik og smilte let.

Dette Smil irriterede tydeligt nok Kaptejnen. Han saa’ indædt arrig paa den unge Mand og sagde:

»De er maaske en Ven af Familien, en Husven, en kær Gæst, og vaager derfor over det Flemming’ske Navns Uplettethed?«

Kragh, som var glad over at finde Lejlighed til Svar, vedblev at smile og svarede:

»Husven — nej, det tør jeg ikke smigre mig med. Men jeg var forresten bedt der til Middag i Søndags og fik den allerfineste Beværtning.«

»Ser man det, ser man det! Ja, saa forstaar jeg denne højhjærtede Diskretion. Middagsmad forpligter. Og tør man spørge, var der andre Gæster?«

Han troede øjensynligt, at Kragh havde været ene Gæst som en Art finere Tyende ved Familiens Søndagsbord, og Kragh morede sig derfor med at opremse de andre Gæster for ham.

»Se, se,« hvæsede den Gamle, »alt det fine Fnat.« Og derpaa begyndte han en voldsom og flydende Harangue mod hele Selskabet, reducerede Generalen til en komplet Idiot, Højesteretsassessoren til en pengegridsk Slyngel og Bankdirektøren til en overbevist Bedrager. Han samlede sin sidste Ild til en Stjærnesol af Invektiver mod Max Duncker, som lige ved den frækkeste Aktiesvindel var bleven frelst fra afgjort Ruin.

»Fabriken er ikke en Øre værd, Maskinerne usle, Produktet forresten ogsaa usselt — eller ogsaa forfalsket — tyske Varer, min Fa’er, indførte og lavede om til nationalt dansk Arbejde — men Toldbeskyttelse, Regeringsbeskyttelse, pæne Mænd og en køn Kone — det gaar an, det gaar an! Og selv løber den Svindler gal efter den lede Dukke, Fru Baltzer, der nok bor i Odense og holder aabent Hus for Garnisonen. Gud Fader bevar’es, Borgerne flaas for at Fru Baltzer kan leve — naa, godt for dem, som har Fornøjelse deraf. Og de unge Officerer trænger til Opdragelse og fine Manerer. Og Odense er en smuk By — og den fjottede H.C. Andersen — sikken en Avekat det var — skal være født der — og Odense fortjener at støttes —«

Af Aandeløshed maatte han standse lidt. Saa fortsatte han:

»Tager ikke ogsaa den udmærkede Hr. Flemming undertiden til Odense?«

Han mente ikke noget med denne Hentydning, han anede intet om Flemmings Forhold til Fru Baltzer og vilde kun antyde en lignende Udgangslyst hos Flemming som hos Duncker, men han iagttog ikke uden Tilfredshed den Virkning, som hans Ord udøvede paa Kragh. Denne rynkede forpint Brynene. Skønt ingen vidste mere om Flemming og den smukke Dame end han, havde han dog aldrig fortolket Højesteretssagførerens Rejser paa denne naturlige Maade. Maaske havde han ikke vidst, i hvert Fald havde han glemt, at Fru Baltzer boede i Odense. Og nu, da Forholdet blev ham klart, følte han sig oprørt paa Baltzers Vegne, hvem det falske Fruentimmer bedrog saa blodigt.

Han rejste sig og gik hen til Vinduet. Dernede laa de smaa Søer stille og venligt, og i den lune Aften blinkede Lygteskinnet fredeligt, og Folk syntes at spasere hyggelige Søndagsture i Alléerne. Der var Hvile overalt ligesom ude paa Landet; kun fjærnt lidt munter Larm fra Terrænet om Jærnbanen. Byen holdt Fyraften, Familierne samledes, og langs Søen vandrede Par efter Par i fortrolig Samtale.

Da han atter vendte sig og saa’ paa den gamle Mand, der sad som en ondskabsfuld grinende Abekat i sin Stol, grebes han af det forfærdeligste Tungsind.

Buttenschøn betragtede ham opmærksomt og spurgte næsten blidt:

»Humøret usselt, hva’ beha’r?«

»Ja — ikke videre godt!«

»Pengesorger?«

Kragh rystede paa Hovedet.

»Samfundssorger da? Eller Familiesorger maaske? Eller Kærestesorger?«

Skønt Kragh var inderlig led ved disse Spørgsmaal og skønt han ikke havde mindste Lyst til at vise den Gamle nogensomhelst Fortrolighed, var hans Stemning saa nedtrykt og hans Forpinthed desuden saa ubestridelig, at han svarede:

»Undertiden synes alt En kedsommeligt og ugennemslideligt — undertiden begriber man ikke, at man gider gøre sig saa megen Ulejlighed med dette usle Liv.«

I det Samme følte han, at han var gaaet for vidt, og for at dække sig selv ved et Angreb paa den anden tilføjede han:

»Naar De sidder her syg og gammel og alene, saa maa De vel føle saadant endnu stærkere?«

Buttenschøns Ansigt fortrak sig, som om han havde slugt den bitreste Medicin. Han var ikke vant til et Frisprog, der angreb ham lige i Flanken. Selv vilde han sige alt, men intet vilde han lade sig sige. Og denne Spyttegøg af en lille Fuldmægtig vovede! —

Han fnøs formelig af Arrigskab.

»Ak nej, ak nej — saadanne Tanker hører Ungdommen til. Naar man er saa langt som jeg, gammel og syg, som De saa rigtigt bemærker, saa véd man jo, at Vorherre snart løser op for Ens syndige Krop. En anden Sag er det, naar man som De er ung og stærk og sund. Da maa der s’u Selvmord til — et regederligt Selvmord, som alle de smaa rare Aviser kan lege med i otte Dage — Selvmord med Brev paa Bordet — efter en Aften i Varietéen og en ubetalt Regning paa det lille skidne Hotel. Ja, gu maa der Selvmord til, Højstærede! Maa jeg ærbødigst spørge, om De har de nødvendige Remedier ved Haanden?«

Kragh saa’ smilende paa ham. Det morede ham, at Angrebet havde truffet saa godt. Han svarede roligt og blidt:

»Nej — jeg har saamænd ikke — kunde De maaske laane mig nogle, siden De ikke har Brug for dem?« 

»Gærne — gærne! Hvad ønsker De — bare sig til! Jeg er til Tjeneste.« ”

Den Gamle var sprunget op fra Stolen: for hans Raseri var Gigten vegen. Han stod oprejst og saa’ højere og magrere ud i den halvmørke Stue; det gule Fjæs lyste imod Kragh, og de stærke Katteøjne luede med en vild Glæde. Kragh kunde ikke værge sig mod den Tanke, at saaledes maatte en gammel italiensk Giftblander se ud, en saadan, hos hvem Folk kunde købe sig de nødvendige Remedier i vanskelige Tilfælde, og under Indtryk heraf sagde han stadigt smilende, skønt ikke uden en vis nervepirrende Uhygge:

»Gift — hvis De saa behager!«

»Gift — saa gærne, kære Herre, saa yderst gærne.« 

Tonen var saa rasende, at Smilet døde paa Kraghs Læber. Han erindrede, hvor ofte han og Melitta havde talt om, at Kaptejnen egentlig hadede ham — var skinsyg paa ham, fordi Melitta holdt af ham og fordi de havde det godt sammen. Melittas klare Forstand tiltalte Kaptejnen saa særdeles, og han misundte Kragh denne Ledestjærne. Buttenschøn anede ikke, at Stjærnen ikke længer lyste for Kragh, og, tirret som den Gamle følte sig, var han upaatvivleligt grebet af en Art Udryddelseslyst overfor Kragh. Han ønskede maaske virkelig Døden over sin Gæst.

I hvert Fald fór han hen til et Chatol, aabnede det i en Fart, trak nogle Skuffer ud og kom tilbage med en lille Flaske, hvori der gemtes en tynd, hvid Stang. Grinende rakte han Flasken frem:

»Værs’god, Højstærede, ganske ægte Cyankalium! Prøv denne lille Dosis, om De behager, og Verdens Nød og Deres egen Jammer forsvinder for Dem, og vi maa for altid undvære Deres behagelige Selskab.«

Kragh tog imod Flasken; han vilde for alting ikke vise den Gamle den voksende Uhygge, der havde grebet ham. Atter smilende svarede han:

»Det ser saa uæstetisk ud, Kaptejn — og er det nu sikkert?«

»Kan desværre ikke gøre Prøve for Dem — min Livrente tillader mig endnu ikke at sove — men jeg indestaar, indestaar fuldkommen for Varens Ægthed. Forresten« — og han hinkede, saa hurtigt hans syge Ben tillod ham, hen til Chatollet paany — »her har jeg en nydelig lille Ting til Dem, som ogsaa er yderst formaalstjenlig og behagelig.«

Han kom tilbage med en kort Dolk i Haanden og trak Klingen ud af en simpel sort Skede.

»Stik De den i Hjærtet paa Dem, Højstærede, saa siger De heller ikke flere Aandrigheder i denne Verden — den er ogsaa probat.«

Kragh tog Stiletten og stadigt smilende svarede han:

»Bare jeg nu ikke stikker ved Siden af.«

»I Maven for Eksempel — gør heller intet. Den Mand, der solgte mig den, svor sin Salighedsed paa — og han var Katolik — at Klingen var dyppet i den dejligste Gift — rent ud kogt i smertestillende Midler. Men natur- ligvis kan det være Løgn. De kan jo bare forsøge.«

Den Gamle lo højt.

Kragh saa’ roligt paa ham:

»Naturligvis, forsøge kan jeg — og hvis det lykkes, saa har Dorothea ingen Fader mere.«

Buttenschøn blev lidt betuttet. Han fik endelig den Fornemmelse, at han havde drevet sin Arrigskab og sin Spøg temmelig vidt. Saadan at række en Slægtning, sin Nieces Mand de Midler, hvormed han kunde dræbe sig i Hast! Han begreb, at han maatte forsøge et Tilbagetog. Og med det Samme forlod ogsaa Energien ham, Benene svigtede, og han maatte slæbe sig hen til sin Lænestol.

Der sad han nu som en temmelig trøstesløs Mumie og brummede:

»Naa, naa! Lad det nu være nok med alt dette Mord og Todtschlag og fly mig disse smaa Rekvisiter tilbage!«

Men Kragh havde ingen Lyst dertil, troede desuden at ærgre den Gamle, naar han beholdt Tingene, og ønskede selv at eje dem. Han gemte baade Flaske og Stilet og svarede smilende:

»Nej, Kaptejn, jeg beholder baade Gift og Dolk og føler mig nu ganske som en af den frygtelige Fehmgerichts Sendebud. Jeg skal nok myrde baade Deres og mine Fjender.«

Kaptejnen led øjensynligt ikke dette: det foresvævede ham, hvor ilde Melitta vilde finde, at han havde opført sig under denne Samtale og ved denne Vaaben-Uddeling, og han vilde paany fordret Sagerne tilbage og rimeligvis tvunget Kragh til at udlevere dem, hvis ikke Spisestuedøren var gaaet op og Kattentid var kommen ind i Stuen.

Hun saa’ opmærksomt og mistroisk paa de to Mænd; saa spurgte hun i en bidsk Tone, om Hr. Kragh blev til Aften, og om hun skulde dække til ham.

Kragh tav et Øjeblik. Det morede ham at se den frygtelige Kaptejn krympe sig under den strænge Dames Blik. Han forstod, at Buttenschøn ikke turde dø netop for Livrentens Skyld. Kattentid havde jo ikke andet.

Kaptejnen fremstammede nogle Ord, der kunde gælde som en Art Indbydelse. Saa hjalp Kragh dem ud af Forlegenheden: han maatte absolut afsted, sagde han.

Der gjordes ingen Indvendinger. Straks efter fjærnede han sig, medførende hele Dødsberedskabet, hvilket Buttenschøn ikke havde Mod til i Husbestyrerindens Nærværelse at omtale.