Lykkens Blændværk/20
XX.
Fru Baltzer kom fra Odense tilbage til Hovedstaden kort inden Sæsonens Begyndelse. Selv om hun intet havde at bestille paa Teatret, maatte hun dog være tilstede for Anstandens Skyld, og forresten havde hun faaet en Rolle i et stort romantisk Skuespil, der skulde opføres i Oktober. Hun medbragte fra Odense som en Erindring om Byen en Sekondløjtnant, Lilys Nabo fra Færgen, en ganske ung Person med to smaa gule Moustacher over Verdens dummeste Mund, som imidlertid magtede alt det, hvad en Mund kan bruges til, uden just at tale Fornuft. Han var en net Fyr og af god Familie. Han var slavisk indtaget i Fru Baltzer, som ogsaa havde udmærket ham iblandt den hele Garnison.
Iøvrigt fortsatte hun sit nu regelmæssigt ordnede Liv: Hun tog en Aften i Ugen en Droske til Christianshavn — og en anden Aften en Droske til Nørrebrogade. Langt ude havde Højesteretssagfører Flemming købt et Hus — hvad intet Menneske havde undret sig over, da man ikke engang vidste, om Købet var for ham selv: Han ejede imidlertid Huset og havde en Art Privatkontor i Stueetagen.
Den arme Baltzer havde det haardere hjemme end før. Naar Fru Leontine i det Hele talte til ham, var det for bebrejdende at klage over, hvor lidt Penge han skaffede til Huset, og hvor umuligt det snart blev hende at opretholde en anstændig Økonomi, efterhaanden som Barnet voksede til. Desuden traf Baltzer nu undertiden Herrebesøg hjemme, nemlig Sekondløjtnanten. Baltzer fattede et stærkt Had til den unge Fyr, hvis Optræden vel var fuldkommen korrekt, men hvis Forelskelse var uomtvistelig. Ægtemanden troede intet Øjeblik paa, at Løjtnanten stod i utilladelig Yndest hos hans Frue — men han anede dunkelt, at disse Moustacher stod i Forbindelse med, at Fru Leontine i den sidste Tid havde nævnt Ordet Skilsmisse. Selv under deres værste Scener havde hun ikke plejet at anvende, det, men nu stak det ofte Hovedet frem.
Dette gjorde Baltzer næsten vild af Vrede og Sorg. Han vilde finde sig i alt — i Udelukkelse fra alle Rettigheder; blot han var i Leontines Nærhed og ingen nærmere end han. Men den Tanke, at han skulde fordrives fra Huset, at en anden med fuld Ret skulde blive Ejer af hendes pragtfulde Skikkelse, og at hun skulde vise denne anden den Venlighed i Ord og Kærtegn, hvilken hun saa haanligt nægtede ham — den Tanke bragte hans Hoved til at gløde af en Art almen Drabslyst. For han maatte sige sig selv, at Løjtnanten var ret skyldfri og i det højeste, et Middel. Han trøede ikke paa, at Fru Leontine var forelsket, og selv om hun maaske havde udsét dette Medlem af den danske Hær til sin specielle Forsvarer, saa nærede han rimeligvis ingensomhelst Forhaabninger.
Deri tog dog Baltzer delvis Fejl. Løjtnanten var ligesaa forelsket som han selv og havde paa Besøg hos Fruen faaet et stærkt Indtryk af hendes Ulykke og Dyd. Han havde næppe faaet Lov at kysse hendes Haand, og da han havde udtrykt, saa godt han formaaede, sin Kærlighed til hende, havde hun straks lukket Munden paa ham: kun med Ægtekab for Øje talte man til Fru Baltzer om Kærlighed, og hun var gift. Dog siden den Tid dæmrede der hos Løjtnanten nogle taagede Forestillinger om, at Skæbnen til Fordel for ham maatte fjærne den fordrukne Sjover af en Skuespiller fra den rene og udmærkede Kvinde, som i usalig Barneforblindelse havde til sin øjeblikkelige Fortrydelse forladt sin Familie for en Gøglers Skyld. Naturligvis var da Baltzer ham ganske imod, og han saa’ med den dybeste Foragt ned paa den usle Fyr, men paa den anden Side havde han sat stor Pris paa at faa Adgang til det Baltzerske Hjem, hvor han ingen andre Gæster mødte, og hvor han kunde forvisse sig om, at Forholdet mellem Ægtefolkene var ganske opløst. Han vandt en sikker Fornemmelse af Fru Baltzers dybe Ulykke, og han forstod, hvorledes kun hendes Moderkærlighed havde forhindret hende fra at fordre dette nedværdigende Ægteskab ophævet.
Fru Baltzer selv var ikke helt klar over, hvortil Løjtnanten i Længden skulde benyttes. Foreløbig brugte hun ham med meget Held overfor sine Venner paa Nørrebro og Christianshavn. Han vakte begge Forstæders Jalousi, baade fordi han fik Lov at komme i Huset hos Fruen, og fordi han saas spasere Ture med Lily, hvem han ledsagede omtrent som Oppasseren, der følger Kaptejnens Børn til og fra Skole. Fru Baltzer begyndte at true sine to Venner med at søge Skilsmisse fra Skuespilleren, og hun antydede Muligheden af en Forlovelse med Løjtnanten. Dette bragte dem begge paa Kogepunktet. Vilde Planer gennemfløj Flemmings hede Hjærne om selv ved en Separation at gøre sig værdig til at indtræde i Baltzers Sted, medens Duncker straks ved de første Trusler søgte til Byens Juvelérbutiker. Og Forstæderne enedes tilsidst, hinanden uafvidende, om en fælles Optræden til Sikring af den bevæbnede Fred i Centrum. Hvis Fru Baltzer forlovede sig, blev det i alt Fald hendes Venner, der besørgede Udstyret.
Baltzer blev mørkere og vildere, medens han følte sig truet hjemme og det nye Stykkes Prøver stod paa. Han skulde fremstille en Eventyrkonge, der faldt fra Højhed til Fornedrelse og atter rejste sig igennem Ulykker til en sand moralsk Storhed, og Baltzer maatte lære uendeligt lange Enetaler og Tirader, som han med yderste Besvær søgte at fæstne i sin Hjærne. Han havde sin Rolle med sig, hvor han gik og stod, trak den frem paa Vinhusene, tog i Skoven med den og læste paa den, naar han vaagnede og vaagede om Natten i Fortvivlelse.
En Ugestid efter, at Melitta var vendt hjem, kom Baltzer en Eftermiddag ud for at hilse paa hende og Kragh. Vejret var raat og blæsende.
Ægtefolkene var glade ved at se ham. Ogsaa fordi det var en lille Adspredelse at modtage en Gæst. Gensynet mellem Melitta og Erik havde været venligt, men forlegent paa begge Sider. Nu var det blevet imellem dem som Melitta havde frygtet. I det daglige Samliv talte de kun til hinanden over Barnet eller gennem Barnet, skønt de begge syntes, at de herved begik en Uret: Barnet skulde ikke bruges som Bindekalk i det faldende Hus, overhovedet ikke bruges, og de indbildte sig, at den Lille led derunder. De opdagede engang imellem et lidt sky Blik, som hun hæftede snart paa den ene øg snart paa den anden — og straks følte de sig som Forbrydere, der misbrugte deres Barn.
Just den Eftermiddag, da Baltzer kom, skrantede Dorothea lidt. Hun fik engang imellem et lille uforklarligt Ildebefindende og var da fuldkommen taalmodig og sød, naar hun blot fik Lov at ligge paa Sofaen i Dagligstuen, inden hun skulde sove. Der laa hun næsten fuldt paaklædt og drømte sine egne Drømme. Men hun blev saare glad, da hendes store Ven kom.
Hun rakte ham Haanden med et blidt og fortryllende Smil, og han gav sig knap Tid til de første Hilsener, saa sad han paa en Stol ved Siden af Sofaen. Han betragtede hende med den inderligste Ømhed og den dybeste Melankoli; med sit eget Barn havde han intet at skaffe — den elegante Lily mødte ham endog med stedse stigende Kulde i Overensstemmelse med sin skønne Moder — og Baltzer lagde da sit Væsens store Kærlighed, for hvilken han ingen Anvendelse fik, ned for dette smilende og venlige Barns Fødder.
Han begyndte straks at lege for hende, uden at hun bad ham derom.
Han tog hendes to smaa Sko, der stod nedenfor Sofaen, og satte dem paa sine Hænder: det var Jakob og Lone, som han lod agere, tale sammen, kysses, skændes, forsones, slaas paany — til Barnet lo himmelhøjt. Dernæst ledte han et H. C. Andersensk Eventyr frem af sin taagede Hukommelse og fortalte det med den fuldkomneste Naturlighed, men saaledes, at han nøjagtigt betegnede hver Person og Gen- stand ved Tonefald og Gestus: han kunde sige Ildtang, saa Barnet saa’ Tangens Ben slaa ud fra hinanden, og han kunde afbilde Kongen livagtigt blot ved en Bevægelse af sit Legeme. Og selv grebes han saaledes af Fornøjelsen ved sin Kunst, at han, næppe til Ende hermed, gav sig ifærd med Frodes Drapa. Melitta og Erik kunde aldrig glemme hans Foredrag af Digtet: hverken Drengenes sagte og kække Tale i Jordhulen eller Julegildets Pragt — naar Baltzer gentog Øl en Tønde, var det, som om han selv og alle maatte forbavses over denne alt- overstrømmende Velstand, der bragte Dorothea til at opspile to glade Øjne — eller endelig den skælvende Rædsel i Frodes Dødsangst. Da han var begyndt paa Frodes Drapa, havde Melitta stille hentet Bogen fra Skabet og lagt den hen til ham, og næsten uden at vide, hvad han gjorde, havde Skuespilleren grebet den, og med et Blik nu og da i Bogen foredrog han Digtet helt og holdent uden mindste Besvær. Og selv da Frodes Drapa var endt, og denne mærkelige Leg havde varet en Time, kunde hverken han eller Barnet standse. Hun bad sagte: »mer, mer« og tog ham trohjærtet om Haanden, og Baltzer var selv fuldt saa ivrig som hun. Et Øjeblik sad han og betænkte sig, og saa gav han sig til i ganske jævne Ord at fortælle hende Indholdet af Kong Lear, Historien om den gamle Konge, hvis Døtre var utaknemlige, og som maatte flakke vildfarende og syg omkring, kun ledsaget af en Nar og en gammel Tjener. Og han blev dem alle tre efter hinanden: huskede næsten alle de mægtige Sceners frygteligste og mest rørende Ord. Det havde i mange Aar været hans højeste Ønske som Kunstner at spille Kong Lear, og naturligvis havde han ikke opnaaet det, men her i den lille Dagligstue, medens Mørket faldt paa, rejste han sin Kæmpeskikkelse fra Stolen, og staaende paa Gulvet var han snart den nedbrudte gamle Mand med bøjet Ryg og ludende Hoved, men med en Afsindigs Blik i de halvt udslukte Øjne, snart den firskaarne soldateragtige blinde Kent, snart Narren med Galgenhumoret.
Barnet blev ganske stille og afbrød ikke med et Ord eller en Bevægelse. Hun lyttede og iagttog med den klareste Opmærksomhed; alt Ildebefindende forsvandt fra hende; hun droges bort til en stor Kunsts sunde Luft og glemte alt i Verden for denne sære Mand, der skiftede Stemme og Legeme for at faa det sagt, som laa paa Bunden af hans fortvivlede og ærlige Hjærte.
Og Barnets Sjæl tog dybe Spor af det vidunderlige Eventyr, og hendes Forældre sad andægtige som venlige Tilskuere, og Skuespilleren lod sig glide ned ad Fantasiens hæftigt strømmende Flod — og i denne Eftermiddagsstund, medens den kolde Høstvind hylede udenfor, dvælede Shakespeares Aand i den lille Stue, og hans Dyrkere glemte i det korte Øjeblik deres plagende Sorger som Barnet sin Sygdom.
Endelig da det var blevet helt mørkt, holdt Baltzer op og sank udmattet om paa en Stol.
»Tusind Tak, Baltzer,« sagde Melitta og lagde sin Haand paa hans Skulder, »jeg har aldrig moret mig saa godt i noget Teater, og De er en stor Skuespiller.«
»Ja — for Dorothea,« svarede han med et vemodigt Smil, tog hendes Haand og kyssede den.
»Tusind Tak, Baltz’,« lød nu ogsaa Dorotheas lille klare Røst, »i Aften havde du alle dine Stemmer med. Nu er jeg ganske rask.«
»Du har kureret Dorothea,« sagde Erik, »mon Kong Lear nogensinde har virket saadan før?«
»Det er vel Meningen,« sagde Baltzer og løftede derpaa Dorothea op for at bære hende i Seng. Men saasnart Dorothea var kommen til Sæde paa Kong Lears Heltearm, slog hun begge sine Arme om hans Hals, trykkede sig tæt ind til ham og fæstede sin uskyldige Barnemund paa hans Læber. Han trak sig hurtigt tilbage, men i det Samme styrtede Taarerne ham ud af Øjnene.
Da han kom ind igen, pegede Melitta venligt paa Whiskyen, der stod beredt for ham — i over to Timer havde han intet drukket — men han rystede blot paa Hovedet, trykkede deres Hænder og skyndte sig bort.
Og Erik og Melitta sad tavse sammen den øvrige Aften.