Lykkens Blændværk/21
XXI.
Prøverne paa Kongens Sværd trak længe ud og først i Begyndelsen af November blev Stykket ansat til Opførelse. Det hele Personale medvirkede, ogsaa Fru Baltzer. Hun havde en lille Rolle, kun en enkelt Scene i femte Akt, hvor hun forestillede en symbolsk Dame, en Krigens Genius, der just som Kongen ganske fortvivlede, traadte frem, styrkede ham med et Bæger Vin og kaldte ham til Daad. Til denne heltemodige Scene havde den smukke Frue i Forening med Teatrets Kostumier komponeret en Dragt, der maatte opflamme enhver Mand, som ikke var død, til livskraftig Handling. Hendes Paaklædning bestod af en dybt nedringet hvid Silkesærk, der naaede til halvvejs mellem Midje og Knæ, og en Guldbrynje, der sluttede stramt om Fruens høje Barm. Armene var nøgne. Paa Hovedet sad en flammende Hjælm, medens Haaret vældede ned over Ryggen. I den ene Haand skulde hun bære Kongens Sværd — med den anden skulde hun række ham det gyldne Bæger.
Ved Prøverne fik imidlertid ingen den Dragt at se. Fru Baltzer havde forevist den for Direktøren, der havde fundet den i enhver Henseende passende, men til Generalprøven havde Fruen udbedt sig Tilladelse til at optræde uden Kostume, da hun havde forkølet sig slemt og Dragten var let.
Fru Baltzer havde nemlig ingen Lyst til at vise sin Mand det smukke Kostume før i sidste Øjeblik. Det var første Gang, at Fru Leontine aabenbarede sin Skønhed utilsløret paa en Scene, første Gang at hun blottede sine Ben til langt over Knæerne, første Gang, at hendes hele Paaklædning — offentligt — bestod af en Silkesærk. Da Brynjen næppe afgav sikker Dækning, havde Fru Leontine tænkt sig, at Baltzer let kunde blive helt rasende over denne Dragt, saa fortvivlet han for Tiden gik omkring. Derfor vilde hun skaane ham for Synet indtil selve Opførelsesdagen.
Til denne havde Baltzer sendt Erik tre Billetter og indstændigt bedt ham og Melitta at medtage Dorothea. Den lille Pige havde ikke tidligere været i et rigtigt Teater, og Baltzer skrev, at han troede, hendes Nærværelse vilde bringe ham Lykke.
Erik og Melitta nænnede da ikke før hans Skyld at lade Barnet blive hjemme. Der afhang ikke lidt for Baltzer af denne Rolle. Kunde han føre den igennem med Glans, vilde han i høj Grad styrke sin meget angrebne Stilling. Man havde et Par Sæsoner ladet ham forsumpe — nu kunde han med ét Slag erobre det Tabte tilbage.
Derfor sad paa Balkonen Erik og Melitta med den henrykte Dorothea imellem sig. Fra det Øjeblik Barnet kom ind i Teatret, mælede hun ikke et eneste Ord: hun bare slugte alt omkring sig med store Øjne, saa andægtig som nogen Troende i en Kirke, ganske sikker paa, at hun — hvad hun siden betroede sin Moder — befandt sig paa Verdens fineste Sted. Hun havde med hellig Ærbødighed set op til Kontrollører og Betjente og paa det artigste overgivet Garderobedamen sit Tøj — men da Tæppet gik op og den straalende Kongehal aabenbarede sig for hende, blev hun bleg. Erik og Melitta næsten frygtede, at hun skulde blive syg, og hver af dem greb en af Barnets Hænder og saaledes sad hun, holdende Forældrene krampagtigt i Hænderne, og derved fæstet til Jorden og Virkeligheden, medens hendes spæde Sind hævede sig til Fantasiens lyseste Rige.
Baltzer sad i Kongeskrud paa Tronen, alvorlig og mørk, modtagende et fremmed Gesandtskab. Han saa’ prægtig ud, saa truende som en Tordensky og saa stærk som en Jætte. Han sad urokkelig og stirrede ud for sig; kun én Gang hævede han Blikket, søgte og fandt Dorotheas to klare Barneøjne. I en Fortryllelse mødte hans tørstige Blik den sunde Livskilde hos hende: han lædskede sig og fandt den Kraft, han søgte, og hun genkendte ham og beroligedes en Smule i sin Febrilskhed. Stedet forekom hende nu lidt hjemligere, fordi hendes store Ven sad dernede i dejlige Eventyrklæder og saa’ beskyttende op til hende.
Stykkets Konge skulde efterhaanden lære Menneskenes Træskhed at kende: hans Ministre sveg ham, hans Skjalde smigrede ham lavt, hans Elskerinder nærede ikke den sande Kærlighed til ham, og han forstod ikke at finde Hæderligheden og Hengivenheden i det store kraftige Folk. I femte Akt skulde han nedsænkes i den dybeste Fortvivlelse og Menneskeforagt, i hvilken han var paa Nippet til at miste Trone og Land; han nægtede at anføre sin Hær, han modtog med Ligegyldighed Ulykkesbudskaberne, indtil Krigens Genius viste sig for ham, — i Fru Baltzers Lignelse — styrkede ham og trykkede ham Sværdet i Haanden. Naar han saa knugede Haanden om Fæstet, følte han den gamle Ild lue i sit Bryst, og langsomt, i en uhyre Monolog, afbrudt af Trompeter og Krigsallarm fra Kulissen, fik han Lyst til at prøve sine Kræfter paany: overfor en fjendtlig Skare, der forfulgte en værgeløs Pige over Scenen, skulde han blive Helt og Kriger igen, tordne Fjenderne tilbage, dræbe mange Statister, styrte ud i Kulissen og ti Minuter efter vende tilbage med Sejr — hvorpaa han bekransedes af Fru Baltzer.
Da Baltzer havde set Dorothea, følte han sig vel til Mode. Hvad gjorde det ham, at Duncker sad i Parkettet eller Flemming yderst tilhøjre paa Balkonen — han kendte intet til dem — end ikke Løjtnanten med Blomsten i Knaphullet ærgrede ham særdeles, skønt han havde Plads lige foran Sufflørkassen paa første Bænk. Kom han for at se Fru Baltzer, havde han næsten fire Timer at vente, og imedens skulde Baltzer vise ham, hvad han, Baltzer, formaaede.
Skuespilleren havde tænkt sig Rollen saaledes, at han vilde fremstille en Kæmpe af et Menneske, der efterhaanden ganske nedbrødes — en Cæsar, der mistede al Lyst og Evne til at herske. Han brød sig ikke om de opstyltede Taler, som han nødtes til at holde, men gengav blot Tonen og Stemningen, udhævende engang imellem et enkelt menneskeligt Ord, hvori han nedlagde al sin Følelse. Han spillede udmærket, og Publikum ydede ham villigt Bifald. Ingen opdagede hans Hukommelsessynder, fordi de fleste Repliker var det blotte Kling-Klang, medens det enkelte understregede Ord fangede Opmærksomheden. Aftenen tegnede da til en virkelig Sejr for ham, saameget mere som han havde opsparet Størstedelen af sin Kraft til sidste Akt. Her vilde han knuge sig sammen i Fortvivlelse, for saa langsomt at hæve sig til kongelig Myndighed, og han havde øvet sig i at anvende et stedse stigende Forte, indtil han styrtede mod Fjenderne med et forte Fortissimo, der maatte ryste Huset og faa Publikum til at deltage i den Triumf, hvormed Stykket endte for ham.
Og alt gik vel, og Direktøren blev mere smilende, og hans faa Venner i Teatret glædede sig inderligt, medens hans godmodige Drikkebrødre klappede i uhyre Næver. Fru Baltzer saa’ han intet til; hun var beskæftiget med sin Paaklæderske: Guldbrynjen, der var af metallignende Atlask, skulde sidde uden mindste Fold, Silkesærken slutte tæt som en Hud, og Silketrikotet strammes indtil Sprængning — Silke helt igennem skulde denne Krigens Genius iklædes. Og tre Mænd, to af Fredens Helte og én Krigens Hero, sad spændte i Teatret og ventede denne Aabenbaring. Men Baltzer anede intet.
Indtil hans Fortvivlelses-Monolog næsten var til Ende. Saa saa’ han ud i Kulissen til Venstre, og dér stod hans Genius. Baltzer stoppede pludselig op ved Synet: hans vilde Forelskelse i denne Kvindes Skønhed greb ham med den stærkeste Magt, da hun stod der halvt nøgen og halvt paaklædt med et velberegnet sanseligt Raffinement, og samtidigt betoges han af en Skinsyge, der sled med gloende Tænger i hans Hjærte. Om faa Minuter skulde hun staa saadan for det hele Publikum — den smukke Fru Baltzer i sit stramme Silketrikot — og tusinde Øjne skulde rettes begærligt mod hende, sluge hendes Skønhed, værdsætte og attraa den.
Den Ulykkelige sank næsten sammen; der gled en Skygge forbi hans Syn, og da han opbød al Kraft for at beherske sig, mødte han hendes ubarmhjærtigt spottende Blik, hvori han læste et uforsonligt Had.
Nu raabte Suffløren Repliken til ham. Den korte Pavse havde intet skadet. Kun den med Stykket helt fortrolige vilde mærket den, men andre kunde tro, at det var en af Skuespilleren beregnet Effekt. Dog nu var intet Sekund at spilde.
Baltzer begyndte at tale. Han skulde sige nogle faa Verslinjer, inden hans Kone kom ind. Stemmen svigtede ham næsten, og han troede at fornemme en lille Smule Uro hos Publikum. Han var allerede helt forvirret, og han begyndte mekanisk at tage Ordene fra Suffløren.
Ulykkeligvis maatte han endnu engang se til den Side, hvor hans Kone stod, inden han vendte sig om for at sidde grublende, naar Krigens Genius nærmede sig og kaldte ham ved Navn. Han kunde ikke undgaa at følge sin Kones Blik, som sendte smilende Hilsen af yderste Koketteri op imod Balkonen. Kun fra den alleryderste Plads formaaede man at se ind i Kulissen: lynsnart vendte Baltzer sig om og kom tidsnok til at opfange et saligt og triumferende Øjekast fra Flemming, hvis Ansigt skinnede af Middagens Vin og Øjeblikkets Attraa overfor dette dejlige Kvindelegem, der lovede ham tusinde Nydelser, hede som Vinen og raffinerede som Silkedragten.
Disse Øjne, der mødtes, aabenbarede Baltzer alt: hvad han havde anet, maaske vidst, men aldrig villet vide, var da Sandhed. Nu maatte han sige, nej, skrige til sig selv: min Hustru bedrager mig.
Og dermed blev det ham umuligt at spille videre.
Han kunde endnu til Nød fremstønne de første Repliker saaledes, at Publikum tog dem for gode. Saa var alt forbi. Hans Hukommelse var borte. Han raabte hist og her nogle Stikord, hentede fra Suffløren, men han sagde ikke én rigtig Replik, overhovedet ikke mere end nogle Linjer af hver Replik. Den store Stigning, der var saa omhyggeligt og kunstnerisk forberedt, udeblev. Han forspildte sin visse Sejr og trak næsten Stykket med i sit Fald. Han blev pludseligt en Ruin, og Publikum forstod det, inden Forestillingen var forbi. Nogle antog, at han var fuld; andre troede mere paa en Art Hjærneapopleksi. Digteren udskældte i Kulissen Direktøren, fordi han havde givet Hovedrollen i denne Drukkenbolts Hænder, og Direktøren tilsvor sig selv, at han var færdig med Baltzer for stedse.
Men en Bølge af Sympati og Beundring steg imod Fru Baltzer! Den stakkels Kone, hvad maatte hun ikke lide med denne forfaldne Mand! Og selv hendes vovede Dragt blev nu tilgivet hende, hurtigt af Herrerne, og almindeligvis ogsaa af Damerne, hvem saamegen Skønhed besejrede. Hun var dejlig, og naar man var saa dejlig, saa tvang naturligvis Direktøren hende til Trikotet. Desuden hun og det smukke Barn skulde jo leve. I Parkettet bestemte Christianshavn sig straks til en høj Pris for at se den Skønne hos sig i denne Dragt, medens Nørrebro lovede sig det samme. Og fra første Bænk gloede Krigens Søn paa Krigens Genius med Øjne som to Glødelamper og svor at dø under den hvide Silkefane, som hun nu bar.
Det var Triumfen. Ovenover Tronen stod Krigens Genius svingende sin Fane, men paa Tronen sad Baltzer sammenknuget og mørk, hvor han skulde knejst rank og straalende. Hans Blik var hæftet ved Jorden, saa saa’ han op — og atter mødte han Dorotheas klare Barneøjne, der med dyb Beundring hang ved ham. Han rejste sig pludselig op i Sædet og strakte Armene ud mod hende med en Bevægelse, som vilde han overføre til hende det mægtige Geni, der var blevet til hans eget Fordærv og til ingens Glæde.
Og derpaa sank han atter sammen og sad som bevidstløs.
Tæppet faldt under en isnende Tavshed, der udtrykte en Dødsdom over den forbryderske Skuespiller, hos hvem der ikke fandtes den rette Agtelse for Publikum. Den næste Dag var Bladene strænge og enige i sin Fordømmelse over Hr. Baltzers Færd; kun Thurø dækkede over ham og roste hans fire første Akter med en Undskyldning for det Ildebefindende, der tydeligt havde grebet ham mod Slutningen af den lange og byrdefulde Rolle. Men hvad hjalp dette mod Direktørens og Forfatterens Raseri, Publikums Misbilligelse og de øvrige Blades tilintetgørende Omtale!
Den Nat kom Baltzer slet ikke hjem. Sammen med Frahm, der ogsaa havde været i Teatret, søgte Kragh ham ivrigt efter Forestillingens Slutning paa Thurøs indtrængende Opfordring. Selv maatte denne paa Kontoret. Men Baltzer var ikke til at finde ved Udgangen. Hans Paaklæder havde hjulpet ham at rive Klæderne af, og Baltzer var styrtet bort forinden alle andre.
Om Morgenen kom han ikke hjem — viste sig ikke paa Teatret om Dagen. Direktøren maatte aflyse en Prøve, hvor nogle Forandringer i Kongens Sværd skulde foretages, og da ingen vidste noget om Baltzer, maatte han endda aflyse Stykket om Aftenen for ikke at risikere en yderligere Skandale, hvis Baltzer udeblev.
Og han vilde være udeblevet, for tidlig næste Morgen udbredtes i Kjøbenhavn det Rygte, som Aftenbladene bekræftede, at Baltzer var funden død i Charlottenlund Skov. Paa et af de alt bladløse Træer hang hans kolde Legem.