Lykkens Blændværk/21 (2)

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu/11 273-284

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

XXI.


Fru Baltzer havde bekendtgjort i Bladene, at hendes elskede Mand, Jørgen Emilius Baltzer, hendes Datters kærlige Fader, var død knap 36 Aar gammel og endvidere at Begravelsen vilde foregaa i Stilhed. Fru Baltzer brugte lidt stærke Ord, fordi hun instinktmæssigt følte, at den offentlige Mening ikke var hende ubetinget god i Øjeblikket. Sympatien var ved at vende sig. Baltzers Svaghed blev ham efter Døden straks tilgivet; Publikum skammede sig ved sin Haardhed overfor en Kunstner, hvis Talent var uomtvisteligt; og Gisningerne om, hvorfor han havde dræbt sig, faldt ikke ud til Fru Baltzers Fordel. Fra Teatret sivede der Rygter ud om hans Forfærdelse hin sidste Aften ved Synet af hendes lette Kostume; Bladene bragte paalidelige Meddelelser om hans og hendes Gageforhold, hvorved der kastedes et ufordelagtigt Skær over hendes altfor store Elegance, og Børsen begyndte at notere Fru Baltzer som en Vare, med hvilken Kapitalen alene kunde beskæftige sig.

Alt dette harmede med Rette den smukke Frue. Hun holdt sig derfor ganske stille, søgte hverken Trøst paa Christianshavn eller Nørrebro og modtog kun Løjtnanten en enkelt Eftermiddag. Hun havde straks afgivet Krigens Genius, samtidigt med at en anden overtog Baltzers Rolle. Hun viste sig ikke paa Gaden, men hun havde besluttet at møde ved Begravelsen. Skønt denne skulde og maatte foregaa i Stilhed, vidste hun dog med Sikkerhed, at adskillige bekendte Folk vilde indfinde sig foruden Bladenes Reportere. Hun bestemte sig da til at træffe saadanne Foranstaltninger, der kunde afparere det Værste.

Baltzer havde været erklæret Fritænker; han havde ofte talt om, at han ikke ønskede nogen Præst til at prædike over sig, naar han engang skulde begraves. Derom brød Fru Baltzer sig selvfølgeligt intet. Selvmordet var vel i Vejen for det almindelige Ceremoniel, men Fru Baltzer vovede dog Forsøget. Hun meldte først sit Komme med et Par ærbødige og vemodige Linier og indfandt sig saa selv hos den velvillige og humane Præst, der i Kjøbenhavn plejede at vie Fraskilte og prædike over selv de letsindigste af Teatrets Zigøjnerflok. Han modtog den smukke Dame med den elskværdigste Blanding af Galanteri og inderlig Deltagelse. Hun var nu ogsaa saare dejlig i sin Enkedragt med det lange Slør, og hun viste sig i Samtalens Løb ikke blot som en sand Troende men ogsaa som en kærlig og angergiven Hustru. Hun fortalte Præsten alt: hun angreb sig selv, fordi hun muligvis havde været for haard imod sin Mand — her vældede hendes Taarer frem — men hun beskrev ogsaa hans usalige Drikkesyge. Hun var maaske forfængelig, hvad Teaterlivet let førte med sig, men hun var ikke slet — og hun kunde sige, at hun var en god Moder. Og saa beskrev hun den forfærdelige Skandale, der altid fulgte med et Selvmord, og de onde Rygter, der selvfølgeligt nu kolporteredes om hende — og ganske opløst i Graad og Sorg, skælvende og næsten paa Knæ for ham bad hun Præsten om Hjælp. Hun selv trængte til Kirkens Trøst, og det var hende forfærdeligt, at Baltzer skulde puttes i Jorden som et dødt Dyr.

Den gode Præst modstod ikke denne skønne Jammer. Han talte venligt og smukt til hende, og da hun trængte paa, saa lovede han i sit Hjærtes overstrømmende Godhed — skønt Tilfældet var saare penibelt — at bede en kort Bøn paa Kirkegaarden. Og Fru Baltzer takkede ham tusinde Gange og trykkede hans Hænder og lod sig klappe omkring paa Skuldrene og satte sit Ansigt op mod hans med et saa dejligt Madonnaudtryk, at Præsten tilsvor sig selv, at han efter Evne vilde hjælpe denne bodfærdige Magdalene — om hun da var en Magdalene og ikke en god og ulykkelig og ærbar Kvinde.

Saa kom Begravelsesdagen med et grufuldt Vejr, der fjærnede de fleste af dem, som maaske ellers trods Stilheden var komne. Men Vennerne var der og mærkeligt nok Kaptejn Buttenschøn, endvidere nogle Teaterfolk og et Par Mennesker, der saa’ ud som en Mellemting af Proprietærer og Slagtersvende, og endelig en net, civilklædt Infanteriløjtnant. Og ved Graven stod Fru Leontine Baltzer tugtigt omhyllet af Sørgeklæder og vendte sit dejlige, taarevædede Ansigt op imod Præsten, der indledte Jordpaakastelsen med nogle faa Ord: han omtalte venligt det stakkels skrøbelige Menneske, hvis jordiske Rester skulde hvile her; mange vilde mindes ham som en elskværdig Kunstner, og han efterlod sin kærlige Hustru dybt nedbøjet og trængende til Trøst, vel svag, men dog den eneste Støtte for deres lille, nu faderløse Barn; alle maatte bede til, at hun kunde finde Styrke til og Trøst i sin vanskelige Opgave. Og derefter bad Præsten videre frem for den Afdøde.

Men de Ord, som han havde sagt, blev omhyggeligt noterede af samvittighedsfulde Reportere og gik samme Dag hele Landet over. Og næsten alle Lægfolk var rørte over Præstens Vennesælhed; kun de Hellige og nogle faa Præster harmedes ved denne Fordragelighed overfor en Gøgler og Drukkenbolt, der havde dræbt sig selv. Men af hine Ord steg Fru Baltzers Rygte frem som Solen af Havet, uplettet og straalende, efterladende kun et Taageslør, som hastigt fortog sig.

Følget skiltes hurtig. Fru Baltzer forsvandt i en Vogn. Løjtnanten gik stolt gennem Byen som den, der skulde oprejse den Sørgende og beskytte den Faderløse.

Men Vennerne gik tavse og søgte at undgaa Kaptejnen. Han lod sig ikke afholde. Han vilde snakke løs: først bande det nederdrægtige Vejr, saa bespotte Præsten og udskælde Fru Baltzer, og endelig haangrine over Aviserne, der næste Dag skulde bringe en rørende Beskrivelse af denne opbyggelige Ceremoni. Og da hans Ord ingen Anklang fandt i deres fuldkomne Overflødighed, blev han end mere gnaven. Han kom paalangs af Kragh og gik længe skulende til ham med et ondskabsfuldt Blik.

»Naa, han sagde da Farvel til baade Kone og Barn,« hvæsede han omsider:

Kragh svarede ikke. Buttenschøn vedblev:

»Kom han til Dem og klaged sig i Forvejen?«

»Nej — han klagede aldrig.«

»Efterlod han heller ikke nogle af de bevægelige Epistler, som Selvmordere og faldne Rigsdagsmænd plejer at udstede til deres Medborgere?«

»Nej, der fandtes intet Brev efter ham.«

»Han bare hængte sig.«

»Ja, som De véd.«

»Laante han Strikken hos en anden?«

Kragh tav haardnakket.

»Nej, det gjorde han vel ikke, for de, der laaner Mordremedierne, de bruger dem vist ikke.«

Kragh saa’ smilende paa ham, men sagde ikke et Ord, og Frahm, som ikke forstod denne Samtale, spurgte nu:

»Hvad er det, Kaptejnen mener?«

»Kaptejnen er utaalmodig,« indskød Kragh stadigt smilende, »han har været ude at se et af Dødens Ofre — han forlanger mere Blod, mere Død — det gaar ham ikke tilstrækkeligt hastigt.«

»Vi dør saamænd nok,« sagde Thurø.

»Jamen, Kaptejnen kan godt lide at se unge Mennesker dø.«

»Javist, javist — det kvikker altid en gammel gigtsvag Mand op,« brummede nu Kaptejnen, »men jeg maa afbryde denne interessante Underholdning. Behageligt Gensyn, de Herrer, paa næste Kirkegaard. Jeg skal med Sporvognen.«

Og han skyndte sig bort. Ogsaa Vennerne tog Farvel med hinanden: Thurø og Kragh skulde hver paa sit Kontor, og Frahm sagde, han vilde gaa hjem.

Men da han var kommen til Valdemarsgade, stod han et Øjeblik paa Hjørnet, drejede saa til Siden og gik op til Melitta. Han søgte end ikke at indbilde sig, at Hensigten med hans Besøg var at fortælle om Baltzers Begravelse — han havde længe ønsket at se hende og tale med hende i Fred.

Han traf hende bleg og bekymret. Dorothea legede inde i Stuen. Hun kom straks løbende og spurgte, om hun ikke snart skulde ud i hans Have. Og melankolsk smilende svarede han Barnet, at han tænkte at skaffe sig en endnu smukkere Have med mange prægtige Træer og Blomster, og hvis hun vilde besøge ham der, skulde hun faa et stort Stykke Jord for sig selv.

Hvor den Have laa?

Ja, den laa langt, langt borte. Om hun vilde rejse to Dage og to Nætter med Skib og Jærnbane — for at besøge ham?

Det lovede Dorothea aldeles bestemt og gik saa tilbage til sit Legetøj igen.

Men Melitta spurgte, om der var noget sandt i, hvad han fortalte Barnet.

Den Sandhed, at han snart tænkte at rejse bort.

For Alvor?

Ja, for Alvor og for mange Aar. Han holdt det ikke ud herhjemme i dette rædsomme lille Karikatur-Land.

»Nu synes jeg, De taler ligesom Buttenschøn — og Erik.«

»Er Erik ogsaa ked af Landet? Har han Udvé?«

»Aa, just ikke paa samme Maade som De — men det ligner.«

»Og De da, Fru Melitta — trives De her — i Valdemarsgade?«

»Jeg synes, at dansk Natur er det smukkeste, jeg har sét, men mig er det fuldkommen ligegyldigt, hvor i Verden jeg er, hvis jeg ellers befinder mig vel. De kan fryse mig inde paa Kamschatka eller koge mig ved Ækvator — hvis jeg er mellem dem, jeg kan lide, saa skal jeg nok indrette en god Krog for mig selv — og for de andre ogsaa, tænker jeg.«

»Ja, det tænker jeg med,« sagde Frahm og saa’ næsten fortvivlet paa hende. »Og derfor vilde jeg være mere end lykkelig, hvis De rejste med mig.«

Melitta kom ikke til at svare, rynkede blot sine Bryn, thi Dorothea havde hørt de sidste Ord, slap Legetøjet og nærmede sig de to.

»Vil Mo’er rejse med til Haven?« spurgte hun.

»Nej, hun vil ikke — ikke paa nogen Maade. Den ligger altfor langt borte. Gaa hen igen og leg.«

Da Barnet var gaaet, sagde Melitta:

»Det er en Skam af Dem, Frahm, at sige sligt og allermest i Barnets Paahør. Jeg troede bedre om Dem.«

»Herregud, vær ikke vred! Maa jeg ikke en eneste Gang sige, hvad jeg altid tænker paa — nu inden jeg rejser.«

»Nej, De maa ikke — det er ingen Nytte til.«

»Men heller ikke nogen Skade til.«

»Det véd De ikke. Maaske til Skade for mig. —«

Frahm vilde tale, men hun afbrød ham og spurgte:

»Er det Alvor, at De rejser til Firenze?«

»Ja. Til det hvide Hus.

»Hvilket?«

»Det hvide Hus, hvori jeg, fra jeg var Yngling, har drømt om at bo med min Elskede. Det hvide Hus — det ligger lidt uden for Firenze paa en Bakkeskraaning og rundt om breder sig en Have, der næsten skjuler det. Og over det er Himlen blaa og Solen skinner varmt, og i Haven gaar hun, smuk og klog og moderlig, og Verdens rigeste Lykke blomstrer i hendes Spor —«

Melitta blev bleg:

»Jeg beder Dem, Frahm, ikke et Ord mere. Dorothea lytter igen — og jeg vil intet høre. Fortæl mig om Baltzers Begravelse!«

Frahm bøjede Hovedet, og de talte en Timestid om ligegyldige Ting.

Da han tog Afsked, sagde han:

»Jeg rejser om et Par Uger; jeg vil ikke være her i de mørkeste Dage og ikke tilbringe Julen her.«

»Nej — Julen er en slem Tid« — mumlede Melitta.

»Saa kommer jeg op en Aften og siger Farvel til Dem og Erik.«

Han gik hen og kyssede Barnet paa Haaret, trykkede Melittas Haand og forsvandt.