Lykkens Blændværk/24
XXIV.
Straks da Kragh kom hjem, fortalte han uden Indledning Melitta, at Flemming havde sagt ham op og at han ikke mere skulde møde paa Kontoret.
Melitta lod Sytøjet synke og saa’ forstenet paa ham:
»Sagt op! Hvad skal det betyde? Uden Grund, uden Varsel? Hvordan gaar det dog til?«
Ved at stilles overfor hendes Forbavselse, forstod han egentlig først, hvor vanvittigt det Skete maatte forekomme enhver — eller hvor vanvittigt han selv havde baaret sig ad. Og hvad skulde han sige til Folk, naar han ikke engang kunde give Melitta klar Besked. Han faldt helt sammen og kunde ikke svare, saa haabløs syntes Forklaringen ham.
Men da hun uafbrudt betragtede ham, medens et Udtryk af Angst havde veget Pladsen for den første Forbavselse, sagde han:
»Ja, jeg har ikke stjaalet af Kassen, du! — overhovedet intet kriminelt begaaet.«
Hun trak paa Skuldrene:
»Vil du ikke sige mig, hvad der er sket, Erik?«
Han betænkte sig lidt, inden han svarede:
»Flemming vil være af med mig, fordi jeg véd for meget. Ja, ikke at han heller har begaaet noget kriminelt, men ved en Hændelse er jeg bleven indviet i en Kærlighedshistorie, han for Tiden har —«
Han betænkte sig igen: skulde han sige Navnet? Dog Fru Baltzer havde betydet alt for hans Afskedigelse, og Melitta kunde forlange ordentlig Besked. Saa fortsatte han:
»— som han har med Fru Baltzer.«
Melitta blot bøjede sit Hoved forstaaende.
»Aah!«
»Hun har villet vise mig sin Magt og sit Ubehag.«
»Jeg tænker, hun hader baade dig og mig — jeg mødte hende engang ombord paa Færgen, og af det Blik, hvormed hun betragtede mig, spaaede jeg intet godt — men jeg tænkte ikke, at hun skulde kunne skade — dig!«
Hun var lige ved at sige os, men undlod det.
Kragh forstod det, og hans Ansigt blev endnu sørgmodigere.
»Naturligvis hader hun dig instinktivt, og naturligvis kan hun skade, det Skadedyr hun er.«
Melitta sad lidt og grundede. Dette med Fru Baltzer forklarede nogenledes Flemmings Opsigelse, men dog ikke alt. Og hun spurgte igen:
»Men hvorfor dette pludselige Brud? Hvad Grund kunde han give? Han kunde jo dog ikke anføre den rette. Hvordan gik det til?«
Atter vidste Kragh ikke sine levende Raad, men han maatte sige noget — og da saavidt muligt Sandheden:
»Det var vel min Skyld for en Del. — Han vilde, jeg skulde blive til første Januar, og han tilbød mig, at Opsigelsen skulde først gælde fra April — men jeg afslog det.«
»Hvorfor?«
»Jeg vilde ikke have hans Penge for intet Arbejde.«
»Jeg forstaar nok, at du sagde nej til de tre Maaneder, men hvorfor vilde du ikke blive roligt til Nytaar?«
Atter blev der en Pavse; saa sagde Kragh:
»Ja — jeg er led ved Flemming; jeg greb Lejligheden til at komme fra ham.«
»Men hvad er der da saa slemt ved Flemming? Hun saa’ forbavset paa ham. »Hvad angaar hans Sager dig — er det Fru Baltzer?«
»Fru Baltzer — du tror da ikke, at jeg misunder ham den Lykke?«
Hans Betoning var saa stærk, at Melitta i samme Nu uvilkaarligt spurgte:
»Hvilken Lykke da?«
Og da brast det for Kragh. Han stirrede hjælpeløst ud for sig. Han syntes, at han havde røbet sig — eller i hvert Fald, at han vilde røbe sig, hvis han ikke nu straks besvarede dette Spørgsmaal. Men samtidigt grebes han af den Tanke, at han skyldte at sige Melitta Sandheden. Havde hun ikke straks fortalt ham sit første Indtryk af Frahms Forelskelse — og han gik nu i Maaneder omkring og narrede hende. Da han mødte hendes forskende alvorlige Øjne, svarede han med sagte Stemme:
»Der er noget, som jeg misunder ham.«
»Hvilket« — kom det ligesaa sagte og tonløst fra Melitta.
Men han kunde ikke svare; han saa’ blot fortvivlet hen til hende.
Og da forstod Melitta ham. Hun havde aldrig søgt at erfare, hvem den Kvinde var, som Kragh elskede. Ikke da hun med dyb Sorg saa’ deres store Kærlighed, der skulde varet Livet igennem, vige Pladsen for et Venskab, der ikke var stærkt nok til at bære et Ægteskab — i alt Fald ikke for ham. Ikke da hun i Efteraaret genfandt ham uroligere og mørkere og langt mere fremmed overfor hende, medens hun endnu i Jylland havde haabet paa en Forandring til god Lykke ved sin Hjemkomst. Ikke da hun var klar over, at han var forelsket, ulykkeligt forelsket, og at hans Kærlighed fyldte ham saa ganske, at hun, ja selv Dorothea, blev til intet for ham.
Men nu i dette Sekund forstod hun, at den Kvinde, som Erik elskede og som havde aabnet Afgrunden for dem — det var Bertha Flemming, den tomme blonde Dukke, hvis magelige Fruefinhed altsaa syntes Erik mere værd end hans Kone, hans Barn, hans Hjem.
Hun stirrede næsten med Rædsel paa ham. Var dette muligt? Kunde et Menneske som Erik, hendes kloge, gode Erik Blive saa forblindet?
Og hun tænkte et Øjeblik paa, om hun ikke, selv mod hans Vilje, skulde frelse ham — nu var maaske Lejligheden der efter Bruddet med Flemming. Men saa skød Stoltheden op i hende: nej, det var dog uværdigt. Og hendes Forstand sagde hende ogsaa, at fra Erik maatte Forsoningen komme, om der skulde blive Forsoning. Selv om han nu bøjede sig for hendes Overtalelse eller Vilje, lægedes intet Saar.
Og naar hun saa’ paa ham, syntes hun, han lignede et til Døden sygt Menneske.
Hun sagde da intet mere til ham, og heller ikke han tilføjede noget Ord. Han havde med Lethed kunnet følge hendes Tankebevægelse, og han vidste, at Medlidenhed kæmpede i hendes Sjæl med en kun altfor naturlig Ringeagt for en Kærlighed, hvis Genstand forekom hende saa lidet værd.
— Da Erik den Nat lagde sig sent, troede han, at Melitta sov. Men lidt efter hørte han hende rejse sig. Om hun tænkte, at han var faldet i Søvn, vidste han ikke. Men hun tog Hovedpude og Tæppe, bar dem sagte ind i Dagligstuen og redte sin Seng paa Sofaen der.
Ikke for det, heller ikke dér fandt Melitta Søvn; men hun vilde heller ikke sove. Hun laa den hele Nat og søgte at forstaa alt, hvad der var hændet, og kunde daarligt skille og samle de enkelte Ting. Dog én Beslutning fattede hun den Nat.
Den meddelte hun Erik Søndag Morgen: næste Dag vilde hun med Barnet tage til sin Fader i Jylland.
Erik gjorde ingen Indsigelse.
Saa om Mandagen kørte han atter Kone og Barn til Stationen ligesom hin Sommermorgen for ikke mange Maaneder siden. Dog langt tungere var de nu om Hjærtet i den mørke Vintertaage. Begge følte Graaden stige op, medens Barnet, der var forvirret ved den pludselige Rejse og utilpas i den tidlige Morgenstund, tavs betragtede Forældrene med sit sky og opmærksomme Blik.
Da de nærmede sig Stationen, greb Erik pludselig Melittas Haand: han syntes, han maatte holde hende tilbage, kun hos hende og Barnet fandtes der Trøst og Fred for ham. Hans Øjne var fulde af Taarer.
Men Melitta rystede sørgmodigt paa Hovedet. Hun turde ikke efterkomme denne tavse Bøn: kunde han ikke nu sige de Ord, paa hvilke det kom an, hvor kunde hun da alt nu vende tilbage til ham?
Og saa var der kun Afsked. Han hjalp dem ind i Kupéen. Han trykkede Melittas Haand og knugede Barnet i sine Arme og kyssede dets søde Mund. Saa søgte han at smile til Dorothea, der stod i Vinduet, mens Signalpiben lød.
Og Toget forsvandt, og Erik stod ene uden Hustru og Barn tilbage paa Perronen.