Lykkens Blændværk/25

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu/11 315-321

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1952. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1928.

XXV.


De Dage, der nu kom for Erik, var saa forfærdelige, som han aldrig havde troet, han skulde opleve. Han kunde slet intet tage sig ti Heldigvis var selve Dagen saare kort. Naar han stod sent op, varede det kun faa Timer, før han maatte tænde Lys. Han læste utallige Aviser, og han greb sig i at læse selv Avertissements-Tillægene. Han søgte ogsaa at læse Bøger, men Tankerne vilde ikke fæste sig hverken ved Romaner eller ved videnskabelige Ting.

Tilsidst fandt han paa at lægge Kabale. Og dette blev til en Art Lidenskab hos ham. Maaske en saa meget større, som han maatte drive den i Smug. Han vilde nemlig ikke, at Pigen skulde se ham ved højlys Dag eller tidligt om Aftenen med Kortene foran sig. Han maatte da passe at skjule dem, naar hun tilfældigt havde Ærinde i hans Værelse.

Men ellers lagde han Kabale mange Timer i Træk. Det var en ganske simpel Kabale, som han dog fandt paa at gøre saa vanskelig, at den næsten aldrig gik op. Naar den maatte gaa op, saa’ han det nemlig straks, og da kunde han bagefter ikke indbilde sig, at han anstrængte sig for at bevirke det heldige Resultat.

Saaledes sad han da Time efter Time, Dag og Nat, og Døgn efter Døgn, idiotiserende sig selv med disse intetsigende Kort, der blev tykkere og tykkere mellem hans Fingre.

Blot for ikke at tænke!

Og bestandigt tænkte han dog paa, at der ingen Fremtid var mere for ham — ingen Lykke, han kunde se hen til. Han havde selv stødt Melitta fra sig — han vilde ikke modtage hendes Naade — og han tilstod for sig selv, at Frahm vilde blive hende en bedre Ægtefælle end han.

Og med vanvittig Lidenskab tænkte han paa Fru Flemming. Han følte Smilet dø om sine Læber og Rynkerne fure sin Kind, naar han indprentede sig, at han aldrig skulde eje hende. Og dog — og det var næsten det værste — skammede han sig bestandigt, fordi han kunde elske saa højt denne ringe Kvinde, der ikke var værdig at løse Melittas Skotvinge.

Han vred sine Hænder — hans Ansigt krympede sig sammen — han lukkede sine Øjne — han følte al Vilje og Energi svinde bort.

Saa kom Juleaftens Dag. Om Morgenen var der Brev fra Melitta med Hilsen fra Barnet. Ved Totiden gik Kragh ind til Byen for at købe Gaver til Dorothea — først Brevet mindede ham om hans Forsømmelse. Ogsaa derved følte han, hvor langt han var kommen fra alt, hvad han havde bygget op i sit Liv: end ikke Barnet huskede han at glæde.

Han kom ind imellem de mange Mennesker, der saa’ fornøjede og travle ud. Han gik langsomt igennem Sværmen og saa’ paa alle. Han grubled over, hvad der vel var indenfor disse Ansigter — og han tænkte paa, at de alle skulde dø.

Han mødte Lily Baltzer, ledsaget af Løjtnanten, der hjalp hende med Juleindkøb — lidt efter Thurø, forlegen og underkuet, med en Kone, der var tyk af Frugtsommelighed og Simpelhed — saa Fru Baltzer, smukkere og elegantere end nogensinde — og derpaa Flemming.

De to Mænd kom lige imod hinanden. Flemming gjorde straks Mine til at hilse, men Kragh saa’ saa koldt og truende paa ham, at han tog Haanden ned. Og saa gik de forbi hinanden, blege og hadefulde.

Lidt efter holdt en Vogn udenfor Fortovet, foran Kragh, og i Vognen sad, indhyllede i Pelsværk, Fru Duncker og Fru Flemming, og lige overfor dem de to Selleristængler.

Kragh saa’ hende, han elskede, i en Glans af Smil og Glæde og Velvære — fin og blond. En Kvinde, som alle maatte attraa, syntes Kragh.

Fra det Øjeblik blev han ved at vandre rundt i Gaderne til Sværmen var forsvunden. Hans Ærinder var besørgede, og han gik ind paa en tarvelig Restaurant og spiste i en Fart nogen Mad. Pigen hjemme havde han givet fri.

Klokken var ti, da han gik ud ad Vesterbro. Han mødte meget faa Folk.

Da han kom til Valdemarsgade, laa denne helt tom: alle var nu inden Døre til Fest.

Og han følte sig fuldkommen ene — ganske uden Forhold til Mennesker.

Da saa’ han en Person for sig: det var Betjenten.

Han stod lige ved Kraghs Gadedør, med den brede Ryg imod ham og med skrævende Ben — stor og mægtig. Og det forekom Kragh, som om denne raa Knægt ejede den største Magt i Verden — en Magt, af hvilken hans Vilje til Livet knustes.

Da greb Vanvid hans syge Hjærne. Og pludselig, uden Betænkning, uden mindste Overlæg, greb han i Lommen efter Buttenschøns Dolk. Han trak Klingen frem — Skeden faldt til Jorden — og da han var Betjenten nær paa et Par Alen, satte han i et Spring og borede Stiletten ind i den brede Ryg, der var plantet foran ham.

Uden et Skrig styrtede den svære Karl om — lige paa sit Ansigt og i det Samme vældede Blodet frem fra Saaret.

Et Sekund stod Kragh og betragtede sit Offer, inden han flygtede. Saa løb han af alle Kræfter op ad Trappen til sin Lejlighed.

Han kom ind i sit Værelse og fik tændt Lys. Et Øjeblik stod han stille. Saa gik han hen og aabnede Vinduet: Betjenten laa dernede endnu alene, men han saa’ Folk nærme sig fra begge Sider.

Hans Handlings Vanvid var ham fuldkommen klar: aldeles til ingen Nytte havde han dræbt den stupide Karl, hvis Liv og Død var ham ganske ligegyldige. Kunde noget tænkes latterligere end at hele hans Samfundshad blev til et Mord paa en Politibetjent! Og dette Mord vilde opdages, thi Stiletten sad i Saaret og Skeden laa nær ved, og Buttenschøn maatte blive hans Angiver — eller ogsaa maatte han blive Buttenschøns takskyldige Træl.

Han tænkte ikke paa at flygte — fortrød ikke sin Handling og vilde heller ikke, at Skændslen skulde ramme Melitta og Barnet. Hvis han døde, vilde Buttenschøn tie.

Og nu syntes det ham, som om han kun havde dræbt Politimanden for at fremtvinge sin egen Død.

Men han vidste ogsaa, at dette ikke var Tilfældet.

Dog — dø vilde han.

Og roligt tog han frem fra en Skuffe i sit Skrivebord den lille Flaske og ud af den rystede han den hvide Stang.

Han satte sig ved Pulten. Han tænkte paa Melitta og Dorothea — han gentog for sig selv de to Navne: Melitta, Dorothea, og han syntes, de lød som en himmelsk Musik — den han aldrig skulde høre mere. Men i det Samme saa’ han for sig et hvidt Hus i en Have: paa Verandaen stod Melitta, løftende Barnet paa sin Arm — begge straalende af Fred og Lykke.

Der var ingen Plads mere paa Jorden for ham.

Hurtigt førte han den hvide Stang ind i sin Mund.

Han stod et Sekund; saa fortrak hans Ansigt sig i den rædselsfuldeste Smerte, Fraaden stod ham om Munden, og med et halvkvalt Skrig styrtede han død om.