Lykkens Blændværk/5
V.
Den Mand, der kom ind i Stuen, saa’ ualmindeligt gnaven og bidsk ud. Tresindstyve Aar gammel haltede han frem paa et stivt Ben. Gigten sad ham i Kroppen. Han havde været Løjtnant i den danske Marine og siden faret til Koffardis som Kaptejn, da han Gud hjælpe sig ikke kunde holde ud ligesom de andre Idioter at sejle mellem Korsør og Kiel uden anden Beskæftigelse end den at læse Brevkortene ombord. Han havde tjent sig Penge paa sine Farter og engang været gift med en udenlandsk Skønhed, som var død for mange Aar siden. Nogle sagde, at han havde slaaet hende ihjel, fordi hun koketterede med hele Besætningen fra første Styrmand til Kahytsdrengen; andre sagde, at han kun havde været heldig med at sætte hende i Havn just dér, hvor gul Feber rasede værst. Børn havde han ikke, og for sin Formue havde han købt sig en Livrente, der tillod ham at leve ret luksuøst og tilfredsstille sin Lyst til den dyreste Mad og Drikke. Saavidt han da kunde for sin Leversygdom. Den pinte ham forskrækkeligt; dog talte han nødigt derom, fordi han frygtede for at have Kræft i Leveren. Og han vilde ikke dø. Han sagde ofte, at han alligevel ærgrede sig over at have købt den Livrente, fordi det kunde saadan moret ham at drille sine Udarvinger, Nevøer og Niecer, med at leve forfærdeligt længe, og, naar han engang døde, intet at efterlade dem — medens de nu i Forvejen vidste Besked.
Hans magre gule Ansigt saas hærget af Sygdom og Arrigskab under nogle spredte Totter hvidt Haar. Store buskede hvide Øjenbryn hang ned over to luende Katteøjne.
Et af de faa Mennesker, han kunde lide, var hans Søsterdatter Melitta. Han havde en ustyrlig Lyst til at drille og haane de Folk, som han kendte eller traf. Paa Forhaand hadede han alle Mennesker, fandt at de var enten Idioter eller Slyngler, naar det var Mandfolk — Idioter eller Tøse, naar det var Fruentimmer. Gamle Damer var altid Idioter og unge altid Tøse. Men han var sky overfor Melitta. Hun var hverken dum eller flanet og saa sikker, at han forstod, hun vilde vise ham Døren — i hvert Fald aandeligt — hvis han tillod sig den mindste Uartighed. Derfor holdt han sig i Skindet og var høflig, næsten anerkendende overfor hende — venlig mod den lille Pige, som var »snydt ud af Næsen paa hende og naturligvis ogsaa var saadant et Rivejærn«. Men iøvrigt skældte og smældte han mod alt og alle og var især fuld af Spot over Landets offentlige Mænd og politiske Storheder. Og han gjorde ingen Forskel paa Rangspersoner og andre. Selv Ministre behandlede han med samme uforstyrrelige Haan:
»Den Æsel — den Stik-i-Rend af en snottet Embedsjæger — den studedumme Staldkarl — de er Gud hjælpe mig til at grine sin Mave itu af — og saa er de Ministre — og i Uniform, oven i Købet med en Slire — de er Satan fortære mig saa hæslige, at jeg ikke turde vise dem til en frugtsommelig Kone — og saa tror de, at de betyder noget — at de er store Mænd, fordi de regerer over halvfjerde Kontorist og skændes med et Folketing af kartoffelædende Seminarister og svedne Bønderbæster — sikken en Komedie« og hans gule Ansigt fortrak sig i Grin.
Dog ganske uudtømmelig i Skældsord og Vittigheder blev han, naar han kom ind paa sit specielle Felt, nemlig det militære. Hans Foragt steg, medens han talte og berustes af sine Ord, til en Lavine, der skyllede alt overende, Hæderlighed, Mod, Forstand, Humanitet — skyllede alle smaa og store Dyder bort fra Flaadens og Hærens Officerer. Han brølte af Grin, naar han tænkte paa en Sekondløjtnant, der indeksercerede sine Bønderkarle — han skoggerlo som Lucifer over de Officerer, der modtog Returkommission paa Kanoner fra Krupp — han efterlignede, saa godt hans stive Ben tillod det, de Flaadens Kaptejner, der spankulerede op og ned ad Dækket paa de Krigsskibe, der viste Flaget — »de viser Flaget, hvem Fanden bryder sig om at se det — fra Island til Vestindien — viser Flaget til de solgte Negere, det er den Onde knuse mig himmelsk« — og naar han naaede til Ministrene, blev han næsten alvorlig af djævelsk Haan. Han nævnte dem ved Fornavn — man havde altid den Fornemmelse, at han havde været Kammerat med alle højere Embedsmænd, civile og militære, i hele Landet — og erklærede højlydt, at Peter X og Søren Y var de værste Sjofelister og Vigtigmaas’er, der nogensinde havde faaet Lov til at sætte deres skidne Fødder paa ordentlig Jord, og at man langt hellere skulde taget et Par regederlige Tyveknægte fra Vridsløselille end disse Klodsmajorer.
»Skal man bestjæles af saadanne otte kgl. danske Jammerligheder, kan man saagu forlange, at de gør deres Rapserier og Fedterier uden alle disse elendige Dikkedarer med Kongens Ret og Fædrelandets Vel, der Gud hjælpe mig hænger mig i Halsen som mugne Æg.«
Men derpaa grinte han højlydt over, at den ene af disse otte »var bleven Elefant«:
»Tænk her i Landet, hvor vi Gud hjælpe mig ikke har andre Elefanter end de almindelige Borgmestre og Birkedommere — og nu gaar de andre syv og er rasende over, at de ikke ogsaa kan blive Elefant til Kongens Gebo’rsdag. Ministeriet kan s’gu styrte paa dette Elefant-Spørgsmaal, bedre end paa noget andet.«
Man var straks gaaet til Bords, da Kaptejnen var kommen. Han blev placeret ved Siden af Fru Kragh, der skulde fungere som Lynafleder; paa hendes anden Side sad Dorothea. Thi i Anledning af sin Moders Fødselsdag havde den lille Pige faaet Lov til at blive oppe og spise med de Voksne. Hun havde sovet om Eftermiddagen og sad nu med straalende Øjne og en Tallerken fuld af Mad, uhyre artig og sød og munter, klinkede med og »hilste« paa alle Herrerne.
Buttenschøn havde begyndt med at erklære, at han aldeles ikke skulde have noget — »Gud velsigne dig, Melitta, jeg har ingen Komave, jeg spiser ikke otte Gange om Dagen som andre brave danske Mænd«, men det morede ham saa uhyre at se unge Mennesker spise. Melitta smilte og sagde, at det jo var dejligt, da hun havde en udmærket Appetit, og lidt efter bemærkede han saa, at der ikke kunde være Tvivl om, at Folk altid spiste langt mer end de behøvede og havde godt af. De fleste Sygdomme kom af denne Mavens uhyre Overanstrengelse. Man talte om Overbebyrdelse i Skolerne, men Hjærnen den taalte s’gu nok, hvad de sølle Lærere puttede i Ungerne — nej, Maven, min Fa’er, den staar som en Tromme, saadan æder alle disse Borgerbørn.
Melitta saa’ smilende ned til Dorothea. Hvis den Tale var beregnet paa hende, maatte den siges at forfejle sin Hensigt. Vist nok havde Barnet smaa Portioner af alle Slags paa sin Tallerken, men hun rørte dem ikke — hun legede med dem og benyttede dem i sin aldrig ledige Fantasi. Af nogle Ord, som hun hviskede til Baltzer, fremgik det, at hun var en Pinsesse, der sad fangen i et Taarn og som smaa Dværge havde bragt forskellig Mad i smaa Fade; dog turde Fangevogteren ikke se det. Baltzer gik ogsaa ganske op i Situationen og var blot ikke rigtig klar over, hvorvidt han var Fangevogteren eller denne repræsenteredes af en stor Sukkerskaal, som Barnet sagtelig havde skudt frem for sin Tallerken.
Buttenschøn, som fulgte Melittas Blik, bøjede af og mente, at naturligvis maatte man spise — det var jo en Nødvendighed — hvorimod drikke! »Ja, Skaal, Hr. Baltzer« — og han løftede sit Glas og drak med den Ulykkelige og skulde videre, da Melitta erklærede, at drikke var godt, og i hvert Fald skulde hendes Skaal drikkes, hvad alle smilende og gærne gjorde, lykkelige over denne Digression.
Dog Buttenschøn lod sig ikke saaledes stoppe Munden paa. Han talte altid, for det første, fordi han holdt af at høre sig selv tale, for det andet, fordi det kedede ham at høre andre tale. Han gav undertiden overdaadige Middage hjemme hos sig, og da talte han uafbrudt, fra Gæsterne kom til de gik, og holdt ustandseligt Taler ved Bordet. Han plejede at udbringe en Skaal for hver enkelt af de tilstedeværende med en Række af udsøgte Ondskabsfuldheder, paa hvilke han forberedte sig mange Dage i Forvejen.
Nu tog han Anledning af Baltzers Nærværelse til at tale om Teater, hvad der satte en Skræk i Skuespilleren, som frygtede det Øjeblik, da den malitiøse Kaptejn skulde stikke sin Harpun i ham eller — hvad der var endnu værre — skulde tage Sigte paa hans Kone. Dog Buttenschøn begyndte ved et af de andre Teatre, hvor han for nylig havde aflagt et Besøg:
»Gud hjælpe mig, om jeg nogensinde har set saadant Skaberi. Der er en Barbersvend, der danser om paa Tæerne — han gør sig lækker som Elsker. Og saa en Primadonna! Hun er saa skindmager som en gammel Kylling og saa rynket som et Lem paa Almindeligheden, med store Fedtklumper i alle Rynkerne, og hun gaar og gør sig yndig og fniser og svanser — og hun vækker uhyre Passioner hos Barbersvenden, der skummer som sin egen Sæbe — og ogsaa Publikum lod til at finde hende højst bedaarende — og Fanden danse mig: den sultneste Matros, der ikke havde sét Havn paa fire Maaneder, vilde betakket sig —«
»Nok sagt,« indskød Fru Melitta, »nu skulde Onkel heller spise et Stykke Kylling — jeg har faaet dem hjemmefra.«
»Hjemmefra — ser man det! Det er altsaa ikke Pap-Kyllinger, som det meste af, hvad man spiser.«
»Nej, disse var levende.«
»Ja og laa i en Kurv og snakkede sammen,« indskød Dorothea, der endelig forstod noget af hvad Onkelen sagde.
Han gav sig til at spise, og Selskabet aandede op. Ingen var egentlig uenig med ham i synderlig Grad, og han var slet ikke kedelig for en kort Stund, men man trættedes alligevel som ved en Brændevin, der kradsede altfor stærkt i Halsen.
Man begyndte da at tale om andre Emner, om Dagens Nyt og Avisernes Artikler. Men i samme Nu som Ordet Blad nævnedes, skød Buttenschøn Kyllingen fra sig og satte Dampen op med uformindsket Styrke. Han øjnede en sikker Lejlighed til at ramme Thurø. Og han faldt over dennes Blad som en Ulv over sit Bytte, flængede i det med Tænderne og sugede Blodet af det. Han boltrede sig i de latterligste Trykfejl, skreg op med de ravgaleste Oversættelser, haanlo over journalistiske Uheld og vilde ende med et Grundangreb imod Bladets Tone, Aand og Stil, da Melitta atter standsede ham:
»Men, kære Onkel, er det ikke en Smule latterligt af dig, at du spilder en saa uendelig Mængde Tid, som du jo maa gøre, med at gennempløje Artikler og Nyheder og Anmeldelser, som du alle finder lige rædsomme? Hvorfor læser du Bladet?«
Kaptejnen skuttede sig — det er dog Fanden til Fruentimmer, tænkte han; dog højt svarede han:
»Ja hvad, man skal jo læse noget til Kaffen — og Papir maa man jo have i Huset.«
Men han tog dog igen fat paa Kyllingen.
Saa gav Frahm sig til at tale om, hvor Vejret havde været nydeligt den Dag og hvor smukt der allerede var i Frederiksberg Have —
Og atter slap Kaptejnen Kniv og Gaffel:
»Frederiksberg Have — javel, javel! Men har De set, der er endnu et helt Parti afspærret for Publikum? Afspærret med uhyre Jærnkæder! Og ved De hvorfor? Fordi Frederik den Sjette drak The dér! Gud forlade mig, det er sandt. Har De kendt saadan Usselhed? Og dog, hvad er det mod Kongens Have! Der gives den ene Plet Træer i hele den stinkende By! Og hvad saa? Først tager man den halve Del af til Frugthave for Kongen — har De hørt det? For at Kongen kan faa Pærer — som han nok forresten ikke faar — det skal være Vildthandler Møller, der faar dem — men for disse tre Møgpærers Skyld afstænger de den halve Del af Haven med Verdens grimmeste Stakit for de Godtfolk, der selv betaler hele Redeligheden. Naa og saa den anden halve Del! Af den tager de en Tredjedel til Eksercerplads — som om de Fjotmatiser ikke kunde eksercere ude paa Raadhusmarken ved Latrinerne. Og den anden Tredjedel tager de til Blomsterhave — for hvem? Jeg tror s’gu for Christian den Fjerde — for hvem Fanden kan ellers have Fornøjelse deraf? Dog dér maa Folk heller ikke gaa — under Dødsstraf, tænker jeg, og der er min Sandten ogsaa en Bro med Slaa og Bolt og Jærnlænker — ligesom i Fre’sbe’r Have. Saa er der tilbage en Tredjedel af en Halvdel —
»— altsaa en Sjettedel,« indskød Thurø.
»— ganske rigtigt, mærk Dem det til Deres næste Artikel — altsaa en Sjettedel tilbage, den er omgivet af skidne Huse, og inde i den er anbragt smaa Nødtørftsanstalter, der leverer en velsignet Parfume. Der leger saa Ammerne med Soldaterne, mens Børnene skriger. Og dermed sørges for frisk Luft til den store Befolkning. Ja det er Gud hjælpe mig til at grine sin Mave itu af —«
Han var nu saadan paa Gled, at ingen vidste, hvordan han mere kunde standses — da hævede Fru Melitta pludselig sin Haand og sagde: »Tys!«
Buttenschøn standsede forbavset — men Melitta pegede smilende paa Barnet.
Dorothea var faldet i Søvn. Hun havde det saadan, at midt som hun syntes livligst, tilsløredes hendes Øjne og hun gav sig til at vikle sine lange Krøller om sine smaa Fingre. Naar hun begyndte at spinde — som hendes Moder kaldte det — saa var Dorothea færdig med den Dag. Hun havde nu spundet lidt, saa havde Søvnen overvundet hende, og hun havde uden et Ord ladet sit Hoved glide ned paa Baltzers Skød. Der sov hun trygt med et Smil om Læberne og aandede ganske let — og de, der betragtede hende, trak Vejret sagte og smilede til Barnets uskyldige Ynde. Der var ikke Lyde paa hendes Legeme, ikke Brist i hendes Natur. Og da Melitta bøjede sig over hende, tænkte Frahm paa alle de Jesusbilleder, som han forgæves førte Kamp imod.
Men paa et Vink af Moderen tog Baltzer hende i sine Kæmpearme, og Enneskemæderen bar forsigtigt den lille Pinsesse ind til hendes Seng.