Lykkens Blændværk/6
VI.
Da Fru Baltzer gik ned ad Flemmings Trappe, forandredes Udtrykket i hendes Ansigt. Den blide Martyrmine forsvandt og istedet traadte et underfundigt Smil. Hun var lige ved at le. Saa det var den saa meget kloge Højesteretssagfører! Herre min Gud — saa Mandfolk var lette at føre hvorhen man vilde! I alt Fald i Begyndelsen — skønt! Endnu havde det heller ikke faldet hende vanskeligt, naar de selvfølgelige Terminer indtraf. Hun havde altid faaet sit Tilgodehavende paa den Forfaldsdag, som hun selv fastsatte. Og Flemming sprang nok, naar han skulde!
Hun var kommet ned paa Gaden. En forbigaaende Herre standsede ved Synet af denne elegante Dame, der i Majaftenens Dæmring saa’ meget fristende ud, og gik hen paa Siden af hende; men hun tilkastede ham et saa isnende fornærmet Blik — skønt han var en køn, velklædt Fyr — at han ingen yderligere Tilnærmelser vovede. Fru Baltzer var ikke saa dum, at hun nogensinde skulde sætte sit Rygte paa Spil ved et Gadens Eventyr.
Hun tog sit Uhr frem, et nydeligt lille Uhr med tre Diamanter paa Guldkapslen, vinkede ad en Droske, og med en inderlig Modbydelighed for at bringe sine rene Skørter i Forbindelse med dens snavsede Hynder satte hun sig op og gav Kusken Besked, medens den unge Mand, der i Frastand havde iagttaget hende, blev syg om Hjærtet, da han saa’ hendes smidige Legeme bugte sig ind ad den lave Dør.
Derinde sad hun og døsede, syslende uafbrudt med den samme Tanke. Hvorfor var hun dog en saa elendig Skuespillerinde? Hun begreb det ikke. Hun vidste med sig selv, at hun var en god Skuespillerinde — i Livet, og dér kunde gennemføre den Rolle, som hun lavede for sig selv. Derimod paa Scenen var hun umulig — alle sagde det, saa hun maatte tro det. Lad gaa, at hun ikke kunde spille Ingénue’er — maaske var hun lidt for dreven dertil, skønt de andre var da heller ikke Dydsmønstre, og i Udlandet spilledes jo saadanne Teateruskyldigheder af de anerkendteste Kokotter. Men i hvert Fald, hvorfor kunde hun da ikke spille intrigante Kvinder, Koketter, rænkefulde Ministerfruer og Eventyrersker — hvilke Roller hun i Livet roligt vilde paatage sig og sikkert udføre til alle Vedkommendes Tilfredshed?
Hun harmedes mere derved end hun vilde tilstaa nogen. Hun pintes af denne sin Afmagt. Det var sandt, at hun i sin Tid var løbet bort med Baltzer ogsaa af Lyst til at komme bag Kulisserne. Ham var hun snart ked af, men af Teatret slet ikke. Og hun blev det aldrig. Lyset deroppe paa Scenen, de smukke Klæder, Osen og Parfumen, Sminken og Trikot’et, Kikkerterne fra Tilskuerpladsen, Avisberømmelsen og Spændingen tiltrak hendes Nerver og Sanser. Legemets Kunst — det maatte være hendes Kunst.
Hun kom i Raseri som altid naar hun tænkte herpaa — og paa at hun blot for Penges Skyld maatte gaa til disse Mandfolk, som hun ikke brød sig det mindste om. Denne Flemming — han saa’ jo godt ud og han gik nok ogsaa for at være en Hjærteknuser — dog hun kunde ligesaa gærne forliebe sig i Droskekusken. Hun betalte og Mandfolket betalte — mer var der ikke i den Historie. Hvis der kom en Mand, som kunde lære hende at spille Komedie — ligemeget hvem, om han var gammel, grim, syg og fattig — hun vilde elske ham, tilbede ham som en Gud. At tænke sig at ikke én af disse Instruktører eller Forfattere eller Journalister, som hun havde gjort sig lækker for, havde forstaaet, hvilken ydmyg Elskerinde han kunde faaet! Intet vilde hun forlangt — og alt vilde hun givet: hun kunde raade over Indflydelse, Protektion, Penge, Ordner og Titler, hvis hun blot vilde. Hun skulde, selv en nøgen Slavinde, slæbt Skatte frem for hans Fod og kysset den — hvis han blot, hvis han blot kunde lære hende den lille Ting, som hun manglede. Forstand og Dannelse besad hun, hendes Stemme var smuk, hendes Legem pragtfuldt — og dog!
Der var engang, hun havde troet at finde Læreren, Beaanderen i Baltzer. Det var i Ægteskabets første Tid. Han var saa forelsket, han vejledede hende saa ømt og forsigtigt som en Fader sit blinde Barn; han udviskede næsten sig selv for at give hendes Spil Relief. Men alt forgæves. Selv paa de elendige Provinsteatre mødte hun Kulde hos Publikum. Og da var det begyndt imellem dem — da var hun begyndt at hade ham.
Dengang vidste hun maaske ikke, hvad det var — nu forstod hun det godt: det var Jalousi. Hun var skinsyg paa hans Talent og hans Held. Denne Mand, der dyrkede hende som en Dronning, blev en anden, naar han stod paa Scenen: den godmodige stille Fyr forvandlede sig til en flammende Riddersmand, klog og myndig. Hun, Dronningen, blev et tosset Pigebarn, og han, Skosvenden, en Konge. Hun følte endnu sit gamle Raseri ved Tanken herpaa. Hvad Fremtid skulde det blevet for hende? Skulde hun blot været et Appendiks til denne geniale Mand, hvem Damerne tilbad og Mændene alt spaaede den største Fremtid og som det kongelige Teater slog Døren op for? Nej — da var det, hun stængede sin Dør for ham — og en Maaned efter begyndte han at drikke, og tre Maaneder efter var han fuld hver Nat. Han havde selv sagt nej til det kongelige Teater — i hvert Fald indbildte han sig det — og var blevet ude i Provinserne, indtil hun vilde til Kjøbenhavn.
Og vel blev han her straks Talentet og hun Middelmaadigheden, men til Gengæld var han den forfaldne Drukkenboldt — og hun den uangribelige Martyr. Det var dog godt gjort af hende at samle sig en Formue og samtidigt anses for en sikker Dyd. Der mumledes maaske, men ingen vidste noget.
— — Drosken holdt foran et stort Hus med mange Lejligheder foran paa Christianshavn. Den smukke Frue tog en lille Yale-Nøgle frem af sin Portemonnæ, steg ikke ud, men ventede til Droskekusken aabnede Døren; saa gav hun ham rigelig Betaling og lovede ham dobbelt Takst, hvis han præcist Klokken elleve vilde afhente hende. Det lovede han højt og helligt, og med to hurtige Bevægelser var Fruen ude af Drosken og inde i Gadedøren.
Hun steg ilfærdigt op til Stuen ad den mørke Trappes faa Trin. Hun holdt Nøglen i Haanden og lukkede sig ind i et Sekund. Ingen kunde have set hende.
Det Værelse, hvori hun traadte ind, var kun oplyst af Gadelygten. Det var møbleret yderst tarveligt som et Kontor med en Pult og et Par Stole. Fru Baltzer gik rask igennem det og aabnede Døren til den næste Stue.
Forandringen var helt forbløffende. Værelset var pragtfuldt udstyret med Tæpper og elegante Møbler. Tykt Tæppe paa Gulvet, Tæpper paa alle Vægge, silkebetrukne Chaiselongue’r og dybe Stole i den halvrunde Stue, som oplystes af diskrete Gasflammer bag Silkeskærme. Tykke Portierer aabnede sig til en anden Stue, et Sovekammer, hvori der stod en bred Seng og som syntes ligesaa luksuøst indrettet som den lille Salon.
Ved et Bord i denne sad Husets Ejer, Grosserer, Fabrikant og Direktør Carl Duncker.
Det ydre Værelse var et Kontor, i hvilket han modtog Viceværten og enkelte Gange Lejere — hvorved Skinnet bevaredes. Kun Viceværten, der boede i Kælderen, og hans Kone — begge Mennesker, der ganske var i hans Sold — kendte Hemmeligheden. Lejligheden var ene indrettet for Fru Baltzers Skyld, ingen anden Kvinde havde traadt over Tærsklen til dette Allerhelligste. Og hele Huset var købt for at kunne indrette denne Lejlighed — til at modtage Fru Baltzer, naar det behagede hende at tilsige ham.
Den ellers i Forretningsverdenen, ja i Kjøbenhavn mægtige Mand laa paa Knæ for den smukke Kvinde.
Figurligt talt. Hun forlangte ingen Knælen, og desuden var Benene det uheldigste paa ham: et Par slatne Bomuldsben, der slog Sludder paa ham. Han var smal over Skuldrene og tynd i Figuren, men bar sig med en vis Værdighed. Paa en stærkt rød Næse sad en aristokratisk Lorgnet, og hans Paaklædning var ulastelig. Han talte lidt læspende og snublede gærne over Ordene.
Han rejste sig fra Bordet, der var dækket med gode, kolde Retter og statelige Vinflasker. Foran Duncker stod en næsten tømt Flaske Champagne. Han drak gærne, og han havde forkortet Ventetiden med en Flaske Roederer.
Han rejste sig hastigt og hilste hende galant. Og mens hun tog sit Overtøj af, betragtede han hende med Ømhed og Beundring.
»Du kommer lidt sent, Leontine!«
Hun blev rasende paa ham; hun hadede ham nu, fordi hun ikke kunde føle blot ringeste Gran af Tilbøjelighed for ham.
»Skal det være en Bebrejdelse?« svarede hun og saa’ paa ham med to kolde, blaa Øjne.
»Hvor kan du tro, hvor kan du tro! Nej, nej — du kan jo saa let blive forhindret. Nej, men jeg kom fra Taflet halv otte allerede og nu er Klokken over ni.«
»Naa, det er sandt, du har været hos Hans kongelige Højhed. Du er jo fin — nu ser jeg det. Du kommer som Egmont — spanisch gekleidet til din Clärchen.«
Duncker saa’ temmelig forpjusket ud ved dette Citat. Hvis han havde læst Egmont, var det i hvert Fald saa længe siden, at han ganske havde glemt det. Hun saa’ med Foragt paa hans forvirrede Mine og paa hans Pynt: Kommandørkors af Dannebrog og andre Ordener.
Han bad hende sætte sig, og hun tog, mørk i Sind og mørk af Ansigt, Plads ved Siden af ham i en lille Sofa. Han blev straks geskæftig med at flytte Fade hen til hende, trak en ny Flaske Champagne op og skænkede for hende.
»Vil du ikke spise?« sagde hun.
»Nej tak, jeg kan sandelig ikke.«
»Men drikke kan du vel? Du er allerede begyndt!«
»Mens jeg ventede — og kedede mig. Ja — det er ingen Bebrejdelse.«
»Naturligvis ikke. — Naa, hvem var saa hos Hans Højhed?«.
Han nævnte Gæsterne. Hun kendte dem alle.
»I kommer vel i Avisen imorgen. Det er du nok glad for.«
Han lo overlegent. Han brød sig i og for sig ikke om at komme til Hove — han vilde sige hende noget: han foragtede baade Grever, Kammerherrer og alle fine Kavalerer som han omgikkes — men det var business, ligefrem business. Der var Forretning i at komme til Prinser og til Ministre og alt det — og han vidste, hvordan Forretning skulde drives. Desuden — hvad var vel Livet andet end Forretning — og saa Fornøjelse?
Og mens han talte, saa’ han bestandigt begærligere paa hende, der sad stiv og stram i sin sorte Kjole. Han drak uophørligt for at dæmpe Blodet, men Kuren syntes ikke probat. Han ophidsedes mere og mere.
»Naa, du store Forretningsmand — hvad Forretning har du saa gjort for mig?«
Han smilte lumsk og kælent og bankede sig paa Brystlommen, hvor Brevtasken laa:
»Du bliver fornøjet, min Engel — jeg siger ikke mere — du bliver fornøjet.«
»Ja vé dig, om jeg ikke bliver fornøjet,« var hendes Svar.
Men hun saa’ paa hans hovmodige Mine, at han havde medtaget en stor Sum, og hun forstod ogsaa, at Præsenterne nu snart maatte udveksles. Saa rejste hun sig og tog sin Overkjole af.
»Silke helt igennem,« sagde hun og vuggede Kroppen let, »saaledes som Herren behager.«
Han betragtede henrykt denne silkeklædte Skønhed og vilde nærme sig, da hun atter satte sig hos ham; men hun veg tilbage:
»Giv mig de Ordner der!«
Han lo og gav hende dem villigt og fandt, at det var et barnligt Indfald, der klædte hende fortryllende, da hun fæstede dem paa sit Korset.
Og atter nærmede han sig, men hun undveg.
»Saa du bryder dig ikke om at komme til Prinser, du!«
Nej, forsikrede han, ikke det allerbitterste: han var en uafhængig Mand.
I hvert Fald var han nu ganske fuld.
»Sig: Hans kongelige Højhed er en Idiot!« sagde hun pludselig og bøjede sig frem imod ham, saa Varmen og Parfumen fra hendes Bryst steg ham yderligere til Hovedet.
Han fór tilbage og blev et Sekund ædru. Hvad var det for noget Snak — det var jo et tosset Indfald — og han vilde ikke sidde og gøre sig til Nar!
»Ja, som du vil,« sagde hun koldt og gjorde Mine til at rejse sig.
Men han holdt hende tilbage. Hvad gik der dog af hende — han kunde naturligvis gærne sige de dumme Ord, men hvorfor i al Verden?
»Sig det,« sagde hun og bøjede sig atter frem imod ham.
Nej, hun var da helt gal — hvad Fanden skulde det betyde — nej, han vilde ikke — ikke paa nogen Maade —
»Ja, ja — saa tak for i Aften!«
Han blev bleg af Angst for, at hun skulde gaa, holdt paa hende, drak et uhyre Glas Champagne og sagde med stammende Røst:
»Naa, i Guds Navn: Hans kongelige Højhed er en Idiot!«
Hun brast i en Latter, som han istemmede uden Munterhed. Saa blev hun pludseligt alvorlig, saa’ strængt paa ham og sagde:
»Véd du, at det er Majestætsforbrydelse, lille Hr. Direktør!«
Han smilte blegt.
»Og er du ganske vis paa, at jeg ikke har to Vidner gemte derinde, som nu kommer og napper dig?«
Han saa’ forfærdet paa hende; idiotiseret af Drikken var han nærved at tro, at der laa noget bag hendes Trusel.
Saa satte hun sig næsten paa hans Skød og sagde kælent:
»Hvormeget giver du mig for at tie?«
Da lo han med stupid Henrykkelse og tog den anselige Brevtaske frem og puttede den ned bag hendes Korset.
»Du er sød!«
Hun kyssede ham og fulgte ham ind i Sovekammeret.
— — Knap en halv Time efter rev hun sig løs. Hun maatte hjem. Han trygled hende om at blive en Stund endnu, men hun var ubønhørlig. Og faa Minuter efter gik Fru Baltzer, ligesaa korrekt og stram og fin som nogensinde, ud af Kontoret, lukkede hastigt Gadedøren op med en ny diminutiv Nøgle og smuttede ind i den ventende Droske, hvis Kusk fik Ordre til at køre til Kongens Nytorv.
Ankommen der, lod hun Kusken modtage Betaling ved Døren, steg ud og forsvandt tæt tilsløret ned ad Store Kongensgade.
To Minuter efter stod hun i sin Lejlighed — ingen havde set hende.
Hun hængte ikke sit Tøj i Entréen. Lejligheden var delt i to Afdelinger, én fælles — Dagligstue og Spisestue — hvor Baltzer havde Lov at komme, og en anden, der omfattede Fruens private Gemakker: Boudoir, Sovekammer, Toiletværelse og den lille Piges Stue. De to Afdelinger var forskelligt møblerede, den ene tarveligt, den anden elegant.
Fru Baltzer gik ind til Sit. Hun gjorde et meget omhyggeligt Toilette med kolde Overgydninger og varmt Bad og Anvendelse af mange Krukker og Fioler, inden hun gik i Seng. Der lagde hun sig til at læse en Roman med et forklaret Skær over sit Engleansigt i Bevidstheden om en vel anvendt Dag.