Lykkens Blændværk/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu/11 84-94

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

VII.

Selskabet hos Kraghs kom ikke i nogen behagelig Stemning, inden Buttenschøn skulde hjem. Paa Slaget elleve blev han hentet af sin Husholderske, et langt knoklet Fruentimmer med et bestemt Ansigt men af en ubestemmelig Alder. Maaske var hun kun fem og tredive, men hun kunde ogsaa være ti Aar ældre. Hun havde dog sikkert en ikke berettiget Pretention paa at se godt ud endnu. Hvorimod hun med Rette kunde hævde, at hun lavede aldeles udmærket Mad.

Hun skulde følge Kaptejnen hjem. Han vilde nemlig tilbagelægge Vejen til Fods, fordi han ikke taalte at køre efter at have spist god Mad og drukket Vin; og da han især om Aftenen led af Svimmelhed, generede det ham at gaa alene. Saa kom Kattentid — hun hed saaledes — og hentede ham. Hun stod i Stuen saa stiv som en Telegrafpæl og betragtede Selskabet med et fjendtligt Blik, afslog ogsaa koldt det Glas Vin, som den altid vennesæle Fru Melitta bød hende.

Kaptejnen kom i en Fart i Tøjet og travede af, holdende Kattentid under Armen.

»Det er dog en snurrig Patron,« bemærkede Thurø, »men man bliver saa træt af ham.«

»Ja, man skal være oplagt for at more sig over ham,« sagde Kragh, »og der er noget ynkeligt i al den Skælden, selv om han har Ret. Desuden er han for vigtig.« 

»Lad ham være en Vigtigper og en Skændegæst,« indvendte Fru Melitta, »han er dog ikke saadan en ynkelig Tørv som de andre.«

»Nej, Flamme er der i ham,» sagde Frahm bifaldende.

»Men den oser væmmeligt,« kom det pludselig med Gravrøst fra Baltzer, hvis sidste Livsgnist dermed sluktes. Nu var han døddrukken.

De andre smaapassiarede lidt. Kragh talte lidt mere gnavent, end hans Venner syntes, der var Anledning til, om Flemmings Fremgang. Den Fyr havde alt Held med sig, medens en anden En aldrig kunde komme nogen Vej. Melitta saa’ lidt forbavset paa ham, for hans Stilling var meget god. Han var den første paa Kontoret, og Flemming lønnede ham ordentligt og gav ham endog Part i de Sagers Salær, som Kragh alene besørgede. Og denne havde næppe Talent til Advokaturen og vilde vanskeligt paa Grund af sin stejle Karakter og sine radikale Meninger erhvervet sig en ligesaa god selvstændig Stilling.

Man var imidlertid nødt til at bryde op. Thurø vilde paa sit Kontor, inden Klokken var altfor mange, og de to andre maatte køre Baltzer hjem. Thurø lovede at sende en Droske fra Holdepladsen.

De fik Baltzer ned ad Trappen og anbragt i Drosken. Da de kørte op ad Valdemarsgade, saa’ Kragh atter sin Politibetjent: nu stod han, stor og mægtig, og ruskede i en ynkelig lille Fyr, der næsten ingen Klæder havde paa Kroppen og syntes fjollet af Sult og Sygdom. Det fór i Kragh af Væmmelse over den fede Ordenshaandhæver, der kommanderede denne ynkelige Las af et Menneske.

»Saa’ du det ækle Bæst?« sagde han til Frahm, da de rullede forbi.

»Hvem?«

»Betjenten.«

»Politibetjenten — ja, jeg tror nok, jeg saa’ ham. Hvad kommer han dig ved?«

»Jeg ærgrer mig over ham.«

»Det var som Pokker. Hvorfor det?«

»Aa, jeg synes, han er en Repræsentant for det raa og dumme Hovmod, der regerer os.«

»Naa saadan,« sagde Frahm, »ja saamænd — men en uansvarlig.«

»Ikke helt,« mumlede Kragh.

Da de kom ned til Vesterbrogade og vilde køre til Byen, gjorde Baltzer Tegn, at han ikke vilde hjem endnu. Han kunde daarligt tale, men den kølige Natteluft havde allerede indvirket paa hans hede Pande. De to forstod ham godt; de vidste, at han nødigt vilde komme hjem i helt beruset Tilstand. Natten var ganske mild, næsten sommerlig, og de gav Kusken Ordre til at køre dem Tur rundt ad Frederiksberg Allé og Gamle Kongevej.

Baltzer lænede sig tilbage i Vognen og smaasov med halvtaabne Øjne. Han saa’ ud, som om han græd indvendigt. I Halvmørket fra Lygterne fremtraadte ikke det Røde i Ansigtet; han lignede en Statue af en overvunden og fangen Goterkonge.

De to andre sad en Stund tavse. Natten var dejlig, fuld af Stjærner.

Kragh saa’ op og sagde:

»Tror du, de er beboede?«

»Naturligvis.«

»Af Mennesker?«

»Ja, saa omtrent.«

»Det er ret uforstaaeligt altsammen.«

»Uforstaaeligt er det — men jeg kan ikke sige, at jeg, fordi jeg ser paa Tusinder af uhyre Kloder, bliver mere genegen til at tro, at den eneste ægte patenterede Gud er født her paa denne lille Jord.«

»Det ikke — men jeg kan tilnød forstaa, at der spekuleres over, hvorfor og af hvem alt dette er skabt.«

»Ja, af vilde Folkeslag — eller af Folk, der endnu staar paa samme Kulturtrin i religiøs Henseende — hvad de fleste da gør. Men ikke af tænkende Individer.«

»Det er altid en Nødvej at sige, at Guden har skabt det.«

»Ja, man rykker Spørgsmaalet et Trin tilbage: hvem har saa skabt Guden?«

»Han har skabt sig selv.«

»Hvorfor da ikke straks sige: Verden har skabt sig selv. Men Sagen er, at saadanne Ord som Gud og skabe og lignende har ingen fornuftig Mening, kun en historisk. De svarer til ukultiverede Forestillinger — hvad kommer de os ved ?« 

»De kultiverede Mennesker er saa fordømt faa.«

»Unægteligt. Des større Ære at høre til dem.«

»Ligemeget — hvis dette deroppe er Millioner af Verdener med Milliarder af levende Væsener, saa er man ikke af megen Betydning med sin Smule Liv paa sin Smule Plads.«

»Jo, af ligesaa megen Betydning som selve Sirius; for der er hverken Tid eller Rum.«

»Trøster den Tanke dig?«

»Jeg behøver ingen Trøst. Og du vel heller ikke. For du har da ikke noget at være melankolsk over?«

»Nej — ikke det mindste,« svarede Kragh hurtigt.

De var nu naaede saa langt ud ad Frederiksberg, at Frahm steg af. Han havde kun en kort Vej til sin Villa og gad ikke køre Baltzer ind til Byen. Skuespilleren var jo desuden ganske rolig, saa Kragh magtede mageligt den Kærlighedsgærning alene.

Kragh kørte da den tavse Kunstner ind til hans Bolig. Da han naaede hjem, var han næsten helt ædru. Han trykkede Kragh i Haanden og takkede ham for den hyggelige Aften og bad ham undskylde, at han ikke »havde passet bedre paa«. Om Kragh ogsaa vilde bede Fru Melitta ikke være vred!

Det lovede Kragh, men forsikrede paa Forhaand, at hun aldrig blev vred paa Baltzer.

Denne rystede sørgmodigt paa Hovedet og lukkede sig ind. Han gik sagte op til sin Lejlighed paa anden Sal og sagte ind gennem Dagligstuen til sit Sovekammer, hvor han tændte et Lys. Med det gik han tilbage til Dagligstuen, stillede det paa Bordet og satte sig i en Stol ikke langt fra sin Kones Sovekammerdør. Han sad og saa’ frem for sig, som han havde siddet saamangen Nat. Han vidste, at Døren var aflaaset, men han var saa stærk, at, om han havde villet, kunde han sprængt den med et eneste Tag.

Han vilde vel nok — men han turde ikke. Han turde ikke af Angst for hendes Kulde. Hvad hjalp det ham, om han trængte ind, hvor hun laa, hvid og dejlig, naar hun ikke elskede ham? Han havde jo forsøgt alt, hvad der gaves af Bønner og Trusler, og alt var prellet af paa hendes kolde og mørke Nej. Hun vilde ikke; hun havde Afsky for ham, hun begreb ikke, at hun nogensinde havde kunnet føje hans Vilje — men aldrig skulde han mere røre hende; hellere vilde hun dø. Og hvor snart havde hun ikke faaet Ret til at tilføje, at hun ikke vilde være rede for en ussel Drukkenbolts raa Begær!

Ak, dette Begær sad ham dybt i Kødet og i Sjælen. Han attraaede hende nu som en afsindig, hende, i hvem han engang blot var ungdommeligt forelsket. Blot han turde kysse hendes Fod — blot nærme sig hende saa meget, at han kunde indaande Parfumen fra hendes Kjole!

Men hun jog ham Mile bort med sin utilgængelige Stivhed og rolige Foragt. Og hvilken Pine det var at vide hende saa nær! Om Dagen skyede han hende, spiste aldrig noget Maaltid hjemme, talte ikke til hende paa Teatret, viste sig aldrig med hende paa Gaden, holdt sig endog borte fra Barnet, som hun havde gjort ganske fremmed for ham, og som betragtede ham med en næsvis Mine, der efterlignede Moderens sammenknebne Læber. Var han, Drukkenbolten med den fedtede Frakke, vel ogsaa en præsentabel Fader for dette velopdragne, nystrøgne Barn?

Naa, Dagen, den gik endda med Prøver og Vinkælderbesøg og Komediespillen.

Men Natten! Den var ulidelig — og alligevel vilde han ikke blive borte. Han vilde langt hellere ligge for hendes Dør som en Hund. Saa vidste han ogsaa, at ingen anden kom.

Kom der nogen anden? Han troede det ikke — aldrig havde han opdaget noget! Og dog, det laa i Luften omkring hende. Men hvem og hvordan? Hun gik elegant klædt og havde Smykker, men hun havde altid taget næsten hele hans Gage. Hun paastod ogsaa i gamle Dage — for nu talte de aldrig sammen —, at hun fik Hjælp hjemmefra, og aldrig hørte han en Hentydning til nogetsomhelst.

Og dog, og dog! Og han knyttede Haanden i afmægtigt Raseri.

Og imedens steg Begæret i ham, og han saa’ hende for sig, som hun laa i den friske hvide Seng, selv frisk og hvid, og han fantaserede om hendes Dejlighed, som han kendte, men som var langt større nu, end da hun var pur ung — og han tørstede efter hendes Læber som en Vansmægtende, som vilde han give hele sit Liv for et eneste Kys.

Og aldrig skulde hun komme hen til ham i det klare Natlinned og slaa Hænderne om hans Hals og række ham sine Læber og drage ham til sig! Aldrig, aldrig!

Og han pintes og fortvivlede og skjalv over hele sit Legeme og vaandede sig som den, for hvem alt er styrtet sammen. Og han saa’ med stive Øjne mod Døren, indenfor hvilken der gik hede Strømme, medens han sad i Kulde, syntes han. Han rystede nu som en Frysende, Tænderne klaprede i Munden og — elendig som den usleste Vagabond, der ligger døende i en Grøft, gik han tilbage til sit Sovekammer. Der tog han henne i et Skab en Flaske Whisky, fyldte sig næsten et Ølglas og tømte det — fik saa Klæderne af sig og strakte sig atter døddrukken paa sin yderst tarvelige Seng.

Men indenfor hin Dør laa Fru Leontine mellem pyntelige, kniplingsbesatte Lagener og læste i sin Roman. Hun havde hørt sin Mand komme hjem — vidste, at han sad ved Døren — nød den lille Spænding, der altid var ved denne drukne Kæmpes vilde Begær — hørte ham gaa ind i sit Kammer — smilte haanligt — slukkede Lyset og faldt i Søvn.