Lykkens Blændværk/8

by Edvard Brandes

VIII.

Da Kragh havde set Baltzer forsvinde ind ad Døren og skulde til at betale Drosken, følte han sig saa tung og træt, at han ikke gad gaa den lange Vej hjem fra Store Kongensgade. Han satte sig op i Drosken og lod den køre sig tilbage.

Han var virkelig saare trist. Han syntes, at Fremtiden saa’ ganske haabløs ud — ensformig, ubetydende, tarvelig. Han tjente de Penge, som han behøvede, kunde vel ogsaa efterhaanden tjene lidt flere. Men hvad saa? Han saa’ sig selv gaa Dag ud, Dag ind til et Kontor — Flemmings eller hans eget, ligemeget — blivende gammel og graa, tilsidst sygelig og affældig, uden at Livet en eneste Dag bankede højt i hans Hjærte. Det at leve var dog at opleve — opleve noget nyt, noget ukendt. Kom der intet nyt, hvad saa leve videre for? Saa havde man jo faaet den Lod, som man skulde have — og den blev ikke større eller bedre, fordi man tærede paa den Aar efter Aar. Hvis det var hans Bestemmelse at være Sagfører i Kjøbenhavn, saa kunde et Par Aar være nok til at opfylde denne Bestemmelse. Og hvis det var hans Bestemmelse at være gift med Melitta —

Kunde saa et Par Aar være nok til det?

Hans Ansigt fortrak sig i næsten legemlig Smerte. Hvad havde han at leve for? Hjemmet, vilde man sige. Bevar’es, han holdt mere af sin Kone, end vel de fleste Ægtemænd gjorde, og han forstod hende og beundrede hende saa fuldt som nogen — men — men — ogsaa her var Ilden slukket, og ingen ny kunde tændes, og Fremtiden gled ud i det ensformige Dag-efter-Dag, der føltes ligesom Tagdryp — og han skulde se hende, der engang havde været ung og skøn, ældes og graane, tilsidst blive sygelig og affældig — og de skulde sidde sammen og tale om - gamle Dage — om unge Dage, selv gamle — om, hvad der havde været og aldrig kom igen. Fremtiden var blot en langsom Gliden ned ad Bakke.

Men Barnet, Dorothea! Og han smilede, idet han tænkte paa hende og nævnede hendes Navn for sig selv, saa inderlig kær havde han hende, og saa fortryllende sød syntes hun ham. Og idet han hævede Hovedet, faldt hans Blik paa en klar lille Stjærne, der tindrede saa nydeligt og var saa langt borte fra det smudsige Natte-Kjøbenhavn, hvorigennem han kørte, og fra hvilket drukne Menneskers Raab og sjofle Fruentimmers Hvin trængte hen til ham. Ja, Dorothea — hun var en Stjærne, der tindrede paa hans Vej, og til hvilken Glæde var hun ham ikke for hver en Dag, fornyende sig selv, altsom hun voksede! Det var en Lykke at arbejde, for at hun skulde befinde sig vel —

Saalænge hun var Barn.

Men naar hun blev voksen, saa var det forbi — saa vilde hun glide fra ham til andre Forhold, til egen Vilje, egen Kærlighed.

Egen Kærlighed!

Aa, det var jo Galskab, at han sad her og fantaserede om sin Ulykke. Han var nu nogle og tredive Aar, med et langt Liv foran sig, havde sin flinke Kone under Armen, Dorothea ved Haanden — og der var mere end ti Aar til, at hun blev voksen.

Det var den rene Galskab at være trist.

Men han var det.

Aah! Han vidste jo selv godt hvorfor. Det var kun en eneste Grund. Han var forelsket — taabeligt forelsket som en Dreng. Alt syntes ham at maatte svinde ind til intet overfor den uhyre Lykke, det maatte være, om hun nu — nu sad ved hans Side her i Vognen. Flemmings Kone, der ikke brød sig en Døjt om ham — Flemmings Kone, med hvem Manden havde avlet to Børn — to væmmelige Børn, der syntes undfangede i sjælløs Brynde — Flemmings Kone, der hver Nat laa ved sin Mands Side, og som den smukke Alexander blot behøvede at strække sin Haand ud efter — for hun elskede ham sikkert nok endnu.

Dog, hvad hjalp al Ræsonneren! Han saa’ hende for sig, beskeden, fin og blond, med det yndigt bøjede Hoved. For det var hendes største Charme: denne Bøjning af Hovedet, hvormed hun blufærdig søgte ind mod sig selv, medens hun slog de tunge Øjenlaag ned. Hævede hun saa atter dette blide, smægtende Blik, saa vidste man ikke, hvor man var henne.

Eller han vidste det ikke.

Han vilde have hende her ved sin Side for at hviske til hende alle de ømmeste Ord, som Sproget ejede, medens hun smilende bøjede Hovedet imod ham. Hun skulde intet sige, og han skulde ikke berøre hende, kun mærke hendes Nærhed, og saa skulde han faa sagt, hvor afsindigt han elskede hende, og hvordan han ønskede at have hende hos sig Dag og Nat.

Ja, al Ræsonneren hjalp ikke — for dette vilde være Lykke, den højeste Lykke, den eneste Lykke: at tage hende i sine Arme og se hendes Ansigt gløde mod sig. Dér var Paradiset, hvor man følte Glæde ved de mest dagligdags Ting — hvor hvert Maaltid var en Fest — hver Spaseretur en Opdagelsesrejse — hvor man morede sig ved den kedeligste Teaterforestilling, fordi man sad sammen og glædede sig til at tage hjem sammen — hvor man altid stod med Favnen fuld af Kærtegn, og hvor den Ene vilde skuffes, hvis den Anden gik ligegyldig forbi i Stuen, men hvor heller ingen af dem tillod sig en saadan Helligbrøde.

Ak, hvilken Lykke! — Han og Melitta havde nydt den.

Men den var forbi — vendte aldrig tilbage, og han kunde nyde den med en anden.

Og hun maaske ogsaa.

Ja, naar de forlod hinanden — eller en af dem døde, saa var den enes Død maaske den andens Lykke.

Hvilken Rædsel Menneskeliv dog var!

Elskov og Død — altid i Følge.

Hans Ansigt var saa mørkt som Natten, da han naaede til sit Hjem.

Medens han betalte Droskekusken, fik han et sidste Glimt af sin Ven Politibetjenten: hans brede Ryg saas i en Kælderhals, hvorfra en ydmyg Vært ærbødigt rakte ham et mægtigt Glas Øl.

Kragh maatte næsten le, men da Betjenten vendte sig om efter at have drukket, og han paany saa det røde brutale Ansigt, irriteredes han atter, og da han gik op ad Trappen, tænkte han, at dette Menneske virkede paa ham ligesom en af de store hæslige Fluer, der ikke er til at faa bort fra Ens Person eller Ens Papirer, saa at man tilsidst næsten i Feber søger at dræbe den, skønt man væmmes ved at se Blodet slime ud af det ækle Dyr i en hvid Klump.

Da han kom ind i Stuen, var Melitta endnu oppe. Hun sad henne ved Vinduet og saa’ ud i Majnatten.

»Naa,« sagde hun venligt, »fik du Baltzer hjem?«

»Ja, vi kørte ham først en Tur, saa han blev næsten ædru. — Jeg skal hilse dig fra ham, at du ikke maatte være vred, fordi han ikke havde »passet bedre paa«.«

»Herregud, stakkels Fyr — hvor ondt han har det! Hvor hun piner ham!«

»Tror du virkelig det?«

»Ja, derom er jeg overbevist. Den Ulykke — det er Kvindeværk.

»Hvem véd, hun ser dog meget skikkelig ud, den smukke Fru Baltzer.« 

»Den smukke Fru Baltzer ser smuk ud — ikke skikkelig. Det har I Mandfolk svært ved at skelne imellem.«

»Aa!«

»Ja, ja — hun er Grunden. Hvad skulde det ellers være?«

»Der gives dem, der drikker af ingen anden Grund end den, at Drikken smager dem.«

»Det er sandt — men Baltzer hører ikke til de glade Drukkenbolte.« 

»Jeg synes egentlig, det er latterligt at have Medlidenhed med ham, fordi han drikker sig fuld som et Svin og maa køres hjem, hver Gang man er sammen med ham. Gid han kunde døve sine Lidelser og vise sin Genialitet paa en anden Maade! Denne her er trættende.«

Melitta saa’ paa ham med et lille Smil.

»Er det mig, der har trukket ham til Huset?«

Kragh maatte le. Han huskede nok, hvorledes Melitta havde stridt imod, da han vilde, de skulde indbyde Baltzer. Hun havde ingen Lyst, paastod hun, til at omgaas Skuespillere — som der altid skulde gøres Krus for — og allermindst én, der ikke viste videre Talent og var saa særdeles fordrukken. Desuden havde hun en afgjort Antipati mod den pyntede Fru Baltzer og hendes Udstillings-Barn og frygtede, at Omgangen med Baltzer skulde have slemme Følger i Retning af at faa disse to Voksfigurer i Huset. Først da Kresen forsikrede hende, at Baltzer og hans Kone aldrig nogensteds fulgtes ad, og at den Enes Nærværelse afgav den absolut største Sikkerhed imod den Andens Komme, gav hun efter — men stadigt modstræbende.

»Du har som sædvanligt, som altid Ret,« svarede han.

Hun betænkte sig lidt, saa sagde hun meget kærligt:

»Men hvis jeg altid har Ret, saa tager jeg vel ikke fejl i, at du i Aften har været i et overordentligt slet Humør?«

»Jeg!«

»Ja, hele Aftenen — og endskønt det er min Fødselsdag.«

Kragh saa’ ned for sig:

»Det kan nok være, at jeg er lidt gnaven.«

»Er der da noget i Vejen, Erik?

Hun sagde det med virkelig Ængstelse.

»Nej, paa ingen Maade — hvor kan du tro? Nej, slet ikke noget særligt.«

»Du er saadan i Almindelighed misfornøjet?«

»Ja — du véd det, undertiden synes jeg, det Hele er temmelig kedsommeligt. Det er jo smaa Forhold. Byen er trist — offenlige Glæder, om jeg saa maa sige, gives ikke — og Ens Liv kan forekomme noget meningsløst, uden Maal og uden Resultat.«

»Det lyder smukt, men lidt almindeligt. — Du keder dig — ikke sandt?«

»Det er for kort et Résumé. Men — noget er der i det!«

»Ja, saa véd jeg ikke bedre Raad, min Ven, end at du forsøger at more dig saa godt, du kan.«

»Tak skal du have!«

»Du behøver ikke at være ironisk — for det er mit ramme Alvor.«

Hun havde rejst sig og kom hen til ham, som sad ved Bordet og fingererede nervøst med noget af Barnets Legetøj. Hun strøg ham over Haaret:

»Er du ked af din gamle Kone? Det var jo slemt — men hvad skal vi gøre? Se til at more dig lidt — udenfor! Jeg har det godt med Dorothea og forlanger ikke bedre, og du er jo altid god mod os begge.«

Hun bøjede sig ned og kyssede ham.

»Du er god,« sagde han blidt og kyssede hendes Haand.

»Og nu vil jeg i Seng — ellers bliver vi nok for sentimentale. Gaar du med?

»Jeg kommer straks,« svarede han lidt forlegent, »jeg vil bare ordne noget inde hos mig.«

Men da hun var gaaet, sad han næsten en halv Time urørligt paa Stolen. Og da han kom ind i Sovekamret, sov hans Kone — eller lod i alt Fald, som hun sov.

Han klædte sig sagte af, slukkede Lyset og gik i Seng.

Ved Siden af hinanden laa de to Ægtefæller og stirrede ud i Mørket med trøstesløse Øjne, indtil Søvnen langt om længe forbarmede sig over dem.

---