Lykkens Blændværk/9

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu/11 107-118

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

IX.


Der gik adskillige Dage, inden Flemming hørte noget til Fru Baltzer. Han havde sikkert haabet, at hun snart vilde komme tilbage. Han saa’ nervøst sine Breve igennem de første Dage, men skuffedes. Dette irriterede ham overordentligt og ophidsede stærkt hans Lyst til at gøre den smukke Dames nærmere Bekendtskab. Han indsaa’, at han dog ikke godt kunde skrive til hende, hvormegen Lyst han end følte dertil — hun var jo en Dame med et uplettet Rygte, en Dame, der blot havde konsuleret ham. Det gik saavidt med ham, at han halvvejs frygtede, at han havde vovet sig for langt ud, da han viste hende den nemme Ind- og Udgang. Dog — hun havde trykket ham i Haanden. Og hvad saa? Hun havde kke under hele Samtalen været en Hundreddel saa koket som Fru Duncker samme Aften. Og hvad mente hun med sin Adfærd?

Disse Overvejelser plagede ham forfærdeligt. Thi i de første Dage havde han allerede set sig selv som den smukke Fru Baltzers Elsker og paa Forhaand i sin Tanke nydt den søde Lyst, der ventede ham hos den skønne Kvinde. Skulde han virkeligt blive skuffet? Ja, hvad havde han egentlig at holde sig til? Ingen Verdens Ting. En smuk Dame, en Skuespillerinde havde konsuleret ham — ganske sikkert i en lidt uklar Sag, men hvor rimeligt, at hun var naiv og upraktisk i Pengesager, tilmed da hun var gift med det Bæst af en Mand. Hun havde maaske set lidt venligere paa ham end fornødent — men Herregud, hun var Skuespillerinde, vant til at skulle behage ved Blik og Smil. Og nu havde han som et rigtigt Asen bildt sig ind, at her var et let Bytte for hans Morskab, medens der krævedes en formelig Belejring — og saa blev den maaske endda forgæves. Men dejlig var hun og fordømt fristende, og idet han tænkte paa, hvor indtagende og uindtagelig hun paa éngang var, steg hans Attraa til Forelskelse, ja næsten til Lidenskab.

Netop denne Udvikling ventede Fru Baltzer og havde regnet med den. Hun havde efter megen alvorlig Betænkning udvalgt sig Flemming til sin fremtidige Ven og grundigt studeret hans Forhold, inden hun traf sin Bestemmelse.

Sagen var, at Duncker ikke tilfredsstillede hende eller rettere ikke var sikkert Arbejdsfelt for hende. Fru Baltzer havde sin bestemte Plan: hun vilde samle sig en Formue. Dengang hendes Forelskelse var forbi og hendes højtflyvende Teaterplaner var strandede — helt kunde hun aldrig opgive dem — havde hun tilbage for at tilfredsstille sin uhyre Forfængelighed kun sin store og uomtvistelige Skønhed. Først vilde hun være den fejrede Skuespillers Hustru — saa vilde hun straks efter selv være den fejrede og berømte Kunstnerinde — og da dette mislykkedes, da hendes Udsigter indskrænkedes til at blive den fordrukne Skuespillers talentløse Kone, vilde hun være den smukke og som saadan misundte og tilbedte Fru Baltzer. Men uden Rigdom ingen Skønhed — uden fine Klæder og Smykker og elegante Omgivelser ingen Skønhed, der kunde misundes og attraas. Og desuden, hvad Nutid og hvad Fremtid ventede der hende, hvis hun ikke selv sørgede for sin Skæbne? Af elendig Skuespillergage kunde der ikke leves, end mindre sammenspares noget.

Saaledes førtes hun følgerigtigt til den Plan: at sælge sig. Men rigtignok sælge sig saa dyrt som muligt. Hun var en Diamant, stor og smuk, og af et blændende Spil — hun kunde ikke sælges som en Voksperle for nogle Kroner. Jo større Pris hun holdt sig i, des større vilde der betales. Hun vilde tage sig god Tid, ikke byde sig ud paa Torv og Marked; hun tillod sig end ikke det ringeste Koketteri. Hun forstod vel, at Diamantens Haardhed forøgede dens Værd — og hun blev den mest uangribelige Dyd: et Mønster for ulykkelige Hustruer og kærlige Mødre — saa ulykkelig og ulastelig, at man glemte hendes Talentløshed og, selv naar hun optraadte, kun mindedes hendes ædle Karakter og ædle Skønhed.

Saa indfangede hun Duncker, der saa’ hende i Provinserne det sidste Aar, hun og Baltzer optraadte dér. Han blev forelsket og, da hun kom til Kjøbenhavn, var han besat af en saa ustyrlig Attraa, at han overgav sig paa Naade og Unaade.

Hun — den slette Skuespillerinde — spillede den herligste Komedie med ham.

Hun lod sig erobre Tomme for Tomme — nej Linje for Linje — nej Punkt for Punkt. Hun opløste sig i Molekuler og lod ham vinde én efter én. Der gaves ikke en Følelse eller en Dyd, som hun ikke stillede imod hans Angreb: hendes Kyskhed, hendes Respekt for Ægteskabet, hendes religiøse Angst for Synden, hendes Moderkærlighed, hendes Fortvivlelse over, at han var gift, hendes Omsorg for sit Rygte, hendes Stilling ved Teatret, hendes Angst for Baltzers Vildskab: »Hvis han opdagede det! O! min Gud!« Hun fik Duncker indbildt, at naar hun gav efter, var det, fordi hun elskede ham og fordi Kærligheden drev hende til at glemme alle Hensyn. Samtidigt bragte hun det til, at han selv tilbød at sikre hendes og Barnets Fremtid, som en Opdagelse kunde ødelægge fuldkommen. Han overrakte hende skælvende en stor Sum i rede Penge, foruden Smykker og utallige Præsenter. Endvidere forpligtede han sig til den største Forsigtighed — derfor købtes Huset paa Kristianshavn — til den ubrødeligste Tavshed, som han bevarede, skønt han næsten vilde givet ligesaameget til for at faa Lov til at fortælle sine Venner, at den smukke og dydige Fru Baltzer var hans — Max Dunckers forelskede Elskerinde. Da alle Ofre var bragte, steg hun kysk som en Vestalinde, grædende og forvirret som en Jomfru ind i hans Omfavnelse. Og Max Duncker nød sit Livs festligste Stund og syntes ikke, at den var købt for dyrt.

Dette var tre Aar siden, og Fru Baltzer havde endnu indvundet adskilligt Liggendefæ, men vilde Duncker være ligesaa offervillig i Fremtiden?

Hun kunde ikke skjule for sig selv, at nu maatte der mere heroiske Midler til for at vække den rette Offerlyst. Hun maatte snart være forelsket, snart gøre sig kostbar. Hun havde i den senere Tid, hvor hun beskæftigede sig med Tanken om Flemmings Erobring, valgt den sidste Fremgangsmaade, og den havde vist sig nyttig. Men hun tvivlede ikke paa, at Duncker Dagen efter havde følt sig skuffet eller bedraget — i hvert Fald havde ærgret sig. Allerede det var slemt. Han troede endnu paa hende, men han var ikke saa enfoldigt forelsket som forhen.

Og dertil kom, at han drak meget og flittigt, saa hans erotiske Tilbøjeligheder slappedes og hans Hjærne utvivlsomt omtaagedes. Det var næsten det værste. Sæt, at han gik hen og ruinerede sig! Man havde hørt saa galt før. Og undertiden listede der smaabitte Rygter omkring, der hviskede, at Max Duncker & Co. ikke var fuldt saa solide, som Firmaet antoges for. Maaske tjente han ikke saa stort som før? Maaske brugte han ogsaa for mange Penge? Og hvormeget bortødsledes af hans Kone? Den smukke Fru Baltzer havde en farlig Rival til Dunckers Pengepung i den smukke Fru Duncker, der vilde glimre med en overstrømmende Luksus og som havde Lov til at udfolde sin Paafuglehale overalt, medens Fru Baltzer næsten intet kunde tillade sig udover et elegant Toilette, som endog tilsyneladende skulde være beskedent. Fru Duncker maatte bruge Tusinder og atter Tusinder, saaledes som hun klædte sig, kørte, købte og beværtede.

Her stod da to Kvinder og øste af samme Brønd. Var den dyb og rig nok dertil?

Fru Baltzer havde gjort op med sig selv, at en Ruin var mulig, og ligesaa sikkert bestemt sig til, at hun vilde udenfor Skudvidde, inden Bomben sprang. Selv om Forsigtigheden var overdreven, saa skadede den ikke: hun kunde maaske slippe Duncker et Aarstid og tage ham igen, hvis hendes Frygt var ugrundet. Hun vilde blot ikke risikere, at hendes Navn indvikledes i en mulig Skandale; hun vilde ikke paa ét Kort tabe en stor Gevinst. Derfor havde hun besluttet, at det lille Fredens Tempel paa Christianshavn skulde lukkes, indtil Krigen og Krisen var overstaaet.

Og samtidigt havde hun kastet sine Øjne paa Flemming.

Der taltes meget om ham, der skreves ogsaa endel om ham i Aviser. Han var i Skuddet. Duncker havde omtalt ham som en Fandens klog Knægt, der kunde faa det med Folk som han vilde. Han førte store Sager, dannede Aktieselskaber, sad i Bestyrelser, besørgede uhyre Ejendomshandler. Hans Veltalenhed pristes, og han var ligesaa god Jurist som dygtig Forretningsmand.

Hvis han virkelig var saa klog, kunde han maaske være klogere end hun? Tanken skræmmede, men Vanskeligheden ophidsede ogsaa Fru Baltzers Krigslyst. Her var en stolt Sejr at vinde. Og desuden tænkte hun som saa, at var han saa overlegen — paa andre Omraader, vilde han aldrig tilstaa, end ikke for sig selv, at han havde mødt Fandens Overmand i en Kvinde. Tværtimod, han maatte indbilde sig, at hun elskede ham, og at hans Gaver kom frivillige, fra en taknemlig Elsker, der paatvang den fine og beskedne Kvinde sin Hyldest. Han vilde aldrig tro, at hun havde taget ham ved hans lange martialske Knebelsbart og ledet ham som en dum Dreng og gammel Nar.

Og var han ikke til at lede?

Hun havde omhyggeligt iagttaget ham, naar hun mødte ham paa Gaden. Han kiggede paa alle Damer; han vejrede kvindelig Parfume; han drejede Hovedet; han stod stille. Han var en Erotiker, derom kunde der ingen Tvivl være, og han havde ingen stadig eller sikker Forbindelse, ellers havde han ikke set sig saa forhippet om.

Hun havde iagttaget ham omhyggeligt, naar han sad med sin Kone i Teatret. Det var en nydelig Kone, sød og smuk og pænt klædt, men sikkert brød han sig ikke om hende. Han talte næsten ikke med hende; han saa’ efter Damerne paa Scenen og paa Tilskuerpladsen, kedede sig og røbede ingen Glæde over, at hans kønne Kone morede sig.

Men hvis han kededes ved sin Kone og hvis Forretningerne ikke havde udtørret Erotiken i ham, hvis han trængte til Nervepirring og til Elskov, saa skulde hun blive en himmelsk Læge for ham og give ham den rette Lægedom i passende Doser.

Alt vel overvejet — ogsaa det at han stod til 70,000 Kroners Indtægt i Skattelisten og at en Jurist var god at have i Baghaanden — bestemte hun sig til hint første Besøg.

Efter dette var alle hendes Tvivl forsvundne for en guddommelig Klarhed. Hun havde den Fornemmelse, at hun kunde tage ham paa Spidsen af sin Parasol, kaste ham højt op i Luften, fange ham igen og snurre ham rundt som Jongløren sine Tallerkener. Saadan en Pap-Mand! Han var til at blæse over Ende!

Hun forstod godt, hvordan han saa’ paa hende og hvilken Hensigt han tillagde hendes Besøg. Den rette nemlig. Det laa i, at hun saa grumme vanskeligt havde kunnet lave et sandsynligt Paaskud, thi det med Kontrakten og Gagen duede ingenting. Utvivlsomt, dér var en Blottelse, et Stik hjem for ham. Men derved skulde det blive.

Nu bare ligge stille en lille Tid — og lade ham spekulere og gruble og længes og skuffes og ærgre sig og gennemgaa hele Skalaen. Næste Gang agtede hun at begynde sit Spil for Alvor — og tage Stikkene hjem, til han ikke havde ét Kort paa Haanden og ikke én Jeton i Kassen.


— — Saaledes gik det til, at Flemming i næsten tre Uger ikke hørte et Ord fra Fru Baltzer. Hun havde vist sig som en Aabenbaring: Venus stegen op af Havet! Og saa havde Havets Bølger atter lukket sig om Skønhedens højtattraaede Gudinde, medens den forelskede Dødelige stod skuffet og forgæves ventende paa Strandbredden.