Møllen/1/1
FØRSTE BOG
I.
Det begyndte at blive dunkelt paa Kværnloftet.
Møllersvenden havde allerede ondt ved at se at læse. Som han sad der paa en af Sækkene, med den rynkede Pande dukket ned over Bogens Blade, sugende den ene Kind ind mellem Tænderne, mens han af og til saae tilveirs og missede med de anstrengte Øine, kunde han maaske have bragt en tilfældig Tilskuer paa den Tanke, at han havde et Geni for sig, der som saa mange Genier var kommet af fattige Forældre og nu anvendte hvert Minut, som han kunde afvinde det aandløse Trællearbeide, til at slukke sin medfødte ubetvingelige Kundskabstørst. Men dette vilde have været en Misforstaaelse. Den brave Jørgen var ikke skabt for Bog og Pen, og det Værk, som han med saa megen Anspændelse havde fordybet sig i, var en illustreret Folkealmanak.
Dette Pragtstykke var Jørgens kjæreste Eiendel — og det med god Grund: thi han havde faaet det til Jul af Lise, den smukke Tjenestepige i Møllen. Paa den hellige Aften, just da de skulde ind til Æbleskiverne, havde hun i Smug stukket ham Bogen i Haanden, og han kunde aldrig tage den frem uden paanv at føle den liflige Gysen, der var gaaet igjennem ham ved denne overvættes og uventede Gunstbevisning; derfor tog han den meget ofte frem. I Vintermaanederne gjennemstuderede han dens alvorlige og nyttige Del, saasom en nøiagtig Opførelse af Kornpriserne i de tre sidste Aar, der overbeviste ham om, at hvis det blev ved at gaa saadan ned ad Bakke, kunde det snart ikke længer betale sig at være Møller, saa det var ikke værdt at stræbe efter mer end at blive en brugbar Svend — samt Veiroversigten, der godtgjorde at Møllen vilde have bedst Vind i Vingerne om Efteraaret og Foraaret og være mest i Bekneb i Barfrost og Hundedage, hvilket han til sin Stolthed kunde bekræfte af egen Erfaring. Dens morsomme Del, bestaaende af Anekdoter og Smaahistorier, havde forslaaet til at udfylde Foraarstiden og nu, midt i Mai, havde han vovet sig i Kast med Fortællingen »Den røde Ridder paa Holmborg« — ikke uden en Del Hjertebeklemmelse, da dette Hovedstykke indtog over tredsindstyve tættrykte Sider; men det var jo umuligt at lade saa stor en Del af det dyrebare Værk ligge brak.
Han fandt imidlertid sit Mod rigelig belønnet; det han fik at læse var saa overordentligt, at han blot ønskede, der havde været een Gang saa meget til. Her omgikkes han med gjæve Riddere, der altid stolprede om i Jernrustninger, som levende Kakkelovne, og havde øvet de eventyrligste Bedrifter, navnlig i det hellige Land, hvor de pleiede at spalte Saracener ned til Tænderne, ja, naar de var særlig oplagte, til Saddelbommen. Sligt talte de om, mens de gyldne Bægere tømtes saa tidt, at man blev helt tørstig ved at læse om det — ved det sidste havde de allerede Foden i Stigbøilen, hvorpaa de satte Guldsporer i Siderne paa ædle Gangere, af hvilke den ædleste var en arabisk Hingst, Korsridderens Bytte, der lod Jorden forsvinde under sine fire guldskoede Hove: — Jørgen havde aldrig anet, at der var saa meget Guld til i Verden. Og hvad Damerne angaar, saa kom de raslende i lyst Silke eller steg til Hest i farvemættet Fløil, men hverken Silke eller Fløil nænnede helt at skjule Brystets snehvide Dobbelthøie; og saa tindrede det om dem af Ædelstene og Perler som i en Skov efter Regn. Kun een Ting forstyrrede den ærlige Svend: det var de ganske simple og dagligdags Navne; at tænke sig at Hovedpersonen hed Mette, Jomfru Mette! Dette gav ham nogen Mistillid til Forfatteren, som om denne dog maaske ikke var saa helt fortrolig med den Tid, han skildrede. Jørgen vilde trøstig have svoret paa Araberens Guldsko, men Ingen skulde faa ham til at tro, at en fin Adelsdame hed Jomfru Mette.
Bortset fra det anstødelige Navn var det iøvrig denne Person, der fremfor alt Andet tog ham fangen ved Læsningen. For det var umiskjendeligt, at hun lignede Lise til Punkt og Prikke. En smaalig Kritik kunde ganske vist have indvendt, at Mettes Fletninger vare »sorte som Ravnens Fjedre«, og at hendes mørke, sammengroede Øienbryn »buede sig som en svævende Ørns Vinger«, medens Lise havde gult Haar, der spillede en Kjende i det Grønlige, som fugtigt Hø, og man slet ikke lagde synderlig Mærke til de lyse og tynde Bryn; ligeledes at den ridderlige Jomfru var i Besiddelse af en »yndefuld men energisk bøiet Næse«, medens dette Organ hos Møllerpigen snarere viste sin Energi ved et let opadgaaende Sving, der iøvrig heller ikke var uden Ynde, samt at hendes kraftige Mund, hvis Overlæbe fulgte Næsen lidt paa Vei og derved lod et Par store, sunde Tænder skimtes, ikke godt kunde beskrives som »paafaldende lille med smalle, tæt sammensluttende Læber«. Jørgen vilde med nogen Overraskelse have indrømmet Berrettigelsen af en saadan Indvending, men den kunde ikke omstøde den Kjendsgjerning, at han ikke kunde læse om den slet døbte Jomfru Mette uden at tænke paa Lise. Hovedsagen var at Alt hvad der fandtes af Mandkjøn i Bogen var forelsket i Mette, ligesom her i Møllen baade Husbond, han selv, anden Svend Christian, ja om det saa var det Smule Fæ, Drengen Lars, saa var de Alle som om de var forrykte efter Lise. Og det kunde jo ogsaa nok passe — desværre! — at Ingen rigtig vidste, hvor de havde hende, end sige hvor de Andre havde hende. For han turde ikke sværge nogen meget stor Ed paa at ikke Lars med sin Barnemund, der ikke havde saa meget Dun at Melstøvet kunde hænge sig fast deri, havde i et gunstigt Øieblik snappet det Kys, som han selv saa længe forgjæves havde spidset sine Læber paa, skjøndt den øverste var prydet af en meget ordentlig Knebelsbart: — ganske saaledes som Fortællingen godtgjorde, at Jomfru Mette, da hun for at afsvale sig efter Dandsen var traadt ud paa den mørke Balkon, havde kysset den forglemmigeiblaa Page, som bragte hende Vin — og det umiddelbart efter at hun havde bragt de prægtigste Riddere til Fortvivlelse ved sin Kulde.
Intet Under altsaa at den ellers lidet læsende Jørgen var bleven rent forfalden til at efterspore den skjønne Jomfru Mettes snedige Kvindeveie, medens han passede — eller glemte at passe de arbeidende Kværne. Da han ikke kunde overkomme mer end et Par Sider ad Gangen, var han foreløbig rigelig forsynet, saa meget mer som han kun læste paa Kværnloftet. I sin Fritid havde han Andet at gjøre — fornemlig at efterspore den smukke Lises ikke mindre snedige Kvindeveie. Og naar han syslede nede paa Broloftet var der saa megen Forstyrrelse; — Sække skulde heises op og ned, tages fra Meltuget eller bindes under det, veies og skrives ind i Bogen. Heroppe var der ganske anderledes; med en lille Haandsrækning af og til klarede Værket selv for sig, og hvis Haandsrækningen blev glemt, saa var det ikke værre end at Stenene i nogen Tid malede den tomme Luft — male gjorde de i hvert Fald. Saa forskjelligt som dette arbeidsomme Opholdsted end var fra de pragtfulde Borgsale, i hvilke Jomfru Mette sagdes at bevæge sig, saa var det dog som om det hørte med til Historien, og i dets fade, mættende Mellugt blandede der sig en ubestemmelig Duft af Riddertid og Borgvæsen. Med sin eiendommelige Symmetri af de sex Axler, der gik op i Loftet som slanke Piller — med de fire Døre mod hvert sit Verdenshjørne, af hvilke snart den ene og snart den anden stod aaben ud til Galleriet — med sine Lemme som hemmelige Falddøre og med de loftløse Aabninger til begge Sider, gjennem hvilke man kunde se helt op i Hatten som op i et Par Taarne — maatte Kværnloftet forestille det pillebaarne Høienloft med sin Svale, og var maaske endda i al sin prunkløse Udstyrelse af melstøvet Træværk ikke saa fjernt derfra, som Jørgen, »den velvillige Læser«, maatte tro; ligesom ogsaa Lise i sin Hvergarnsdragt sandsynligvis havde mere Lighed med en virkelig Jomfru Mette fra Korstogstiden, end man skulde ane efter den romantiske Forfatters blomstrende Afskildring ....
Det var en jævn Blæst, Kværnene vare afstillede, og der arbeidedes paa denne Aften kun med den ene Spidsesten og med Sortérsigten, der utrættelig lod sit lille Drivhjul hvirvle lige ved den aabne Dør, medens dens regelmæssige, savende Lyd blandede sig med den vandfaldsagtige Susen af Kornet nede i Spidsestenen, hvis voldsomt snurrende og rystende Axel larmede med afbrudt Rumlen og af og til klirrede med sit Jernbeslag — nu og da gav den ogsaa en høi Piben fra sig, ligesom en Faarekylling. Dump Brusen af Vingerne og dæmpet Knirken af Hjulværkene paa de tre øvre Lofte ledsagede og samlede disse spredte og paatrængende Lyde fra Kværnloftet.
Jørgen sad tankeløst og lyttede — i Mangel af anden Beskjæftigelse; for han havde opgivet at læse, skjøndt nødtvungent. Forgjæves var han flyttet fra Sæk til Sæk henimod Døren: hans langsynede Øie kunde ikke længer skjelne Bogstaverne i det usikre Aftenlys. Det var saare ærgerligt; for han maatte bryde af lige paa det frygtelig spændende Punkt, da Jomfru Mette havde heldt Gift i det Guldbæger, der skulde bringes til den dydsirede Jomfru Karen, der røde Ridders Trolovede. Med ham vilde Mette gifte sig, ikke fordi hun elskede ham, men fordi han var den rigeste og mægtigste Mand paa Egnen; og man kunde skimte, at hun ikke havde Noget imod at blive af med ham paa lignende Maade, naar hun først sad fast som Frue paa Holmborg — ganske tydelig skimtedes dette af den røde Ridder hans Væbner, som netop var den, der overbragte Jomfru Karen den skjæbnesvangre Drik.
Denne forbryderiske Vending, som Fortællingen saa uventet tog, satte Jørgen i et stærkt Sindsoprør, navnlig ved Hjælp af de Paralleller, som han uvilkaarlig havde draget. Lise — mon hun ogsaa var i Stand til saa frygtelig en Gjerning! En Anelse om det Dæmoniske i Kvindenaturen rystede ham med en Rædsel, der ikke var uden Tillokkelse. Men det Værste var næsten, at Væbneren betød ham selv: — forlængst havde han tilegnet sig hans folderige gule Støvler med de klingrende Sølvsporer, Silkekoften og den lille Fløilskappe bræmmet med Maarskind samt hans velklingende Navn Hjalmar, og i denne Egenskab havde han nylig med bankende Hjerte holdt Stigbøilen for Lise — vil sige Jomfru Mette, da hun besteg sin mælkehvide Jagthoppe. Og da man efter Solnedgang leirede sig i den grønne Skov og tændte Baal for at tilberede Byttet, lod han sig af sin Herre skikke med et Bæger Vin til Jomfru Karen, der træt af Ridtet hvilede afsides paa et Løvleie, omgivet af sine Veninder. Da var det, at en Skikkelse løsnede sig fra Skyggen af en Bøgestamme og gled hen til ham, og denne Skikkelse var Jomfru Mette; og han lod hende drysse det hvide Pulver i Bægeret for at Drikken kunde blive ret beroligende; og hvad det betød forstod han godt, men endnu bedre, hvad hun mente med at det skulde ikke blive til hans Skade, naar hun blev Frue paa Holmborg, og hvorfor hun smilede saa sært og saa sødt i det røde Lys, der fra Baalene flakkede ind mellem Stammerne, hvor de stod … Hvor gjerne havde han ikke læst videre og set, om han dog ikke, inden han naaede hen til Jomfru Karen, sørgede for at snuble over en af Bøgerødderne og spilde den frygtelige Drik! Men tænke derover turde han ikke — det var til at blive helt uhyggelig over.
Og saa sad han da blot med Bogen i Haanden og lyttede — hørte hvordan det rumlede og klirrede, knirkede og snurrede og peb, og lod disse velkjendte Møllelyde føre et prosaisk men velgjørende Sprog til ham om det daglige Arbeide, om at passe sine Sager og ikke falde i Staver ....
Jørgen stod op og lagde Almanakken paa Kværnkassen efter at have renset en tilstrækkelig Plads for den med sit Frakkeærme. Saa trak han den flade Jernspand op af Hullet, rystede den, og stirrede prøvende paa Kornet; det var imidlertid ikke muligt at se, om det var tilstrækkelig renset, men saavidt han kunde huske, havde det været temmelig længe i Spidsestenen. Han kom det uden videre paa Sortermaskinen, øste et Par Skufler Korn ned i den tragtagtige Trækasse og aabnede for Slusen, saa det lød som om Vandfaldet med dobbelt Magt bruste ned igjennem Møllen, medens han atter satte Spanden ned i Hullet og med Hælen stampede det lange Jernhaandtag fast mod Randen. Saa fandt han sin Snadde paa en af Kværnene og forsøgte at faa en Svovlstik til at tænde i den sammenpressede Aske, som han haabede endnu dækkede over noget Tobak. Gjennem en Dør, der stod paa Klem bag Sortermaskinen, flagrede Spurve ind og ud, kvidrende og pippende, idet de gjorde sig tilgode med de spildte Korn. Jørgen syntes, at de gjorde Nar af ham, der maatte staa der og passe Møllen, for at de kunde leve høit. Men især ærgrede han sig, da i det samme Axlen tog paa at rumle, som om den var rasende, og Hjulet at snurre som besat, og Mel hvirvlede ud af Sprækkerne i Sigte og Melkar og samlet til en hvid Sky ligesom Damp slog ud af Døren; det var som om Møllen sagde: »Se saa, nu skal vi rigtig til at tage fat!« Tage fat? Fanden heller! Paa den Tid af Døgnet! Hele Dagen igjennem havde han slidt som et Bæst; for nu, da Konen laa syg, tog Husbond sig jo ikke af nogen Ting, og der var saa meget at gjøre, saa man næppe fik Tid til at stoppe sin Pibe. Først for en Times Tid siden havde han kunnet tage sin Bog lidt frem, og den Herlighed havde ikke varet længe. Det var rigtignok en halv Time før de pleiede at holde Fyraften, og egentlig skulde der være spidset noget mer Korn til imorgen, — men Pokker staa i det, om han kunde arbeide mer — han kunde ikke holde Tankerne sammen! For Exempel, om han allerede en Gang havde set paa det Korn, der nu var i Spidsestenen? hvad vidste han! forresten kunde man jo ikke længer se paa det, uden man rendte helt ud paa Omgangen med Spanden. Der var dog ingen Mening i at man skulde slide sig op!
Derimod var der megen Mening i paa denne Tid at slaa en Passiar af sammen med Lise, naar hun gjorde i Stand i Karlekamret; Christian var ude med Vognen, og Lars, den tovelige Dreng, skulde han nok give Andet at bestille.
Den Omstændighed at Asken i Pibehovedet haardnakket nægtede at brænde, og at hans Kardus Tobak ikke var til at finde — den maatte vist være nede i Kamret — bestyrkede ham yderligere i den Overbevisning, at der var arbeidet nok for idag.
Og Jørgen slentrede ud paa Omgangen for at se, om Husbond var i Farvandet, eller om Alt saae roligt nok ud, til at han kunde stille Møllen af.