Møllen/1/2
II.
Hans Lunge, der mange Timer itræk kun havde indaandet Møllens beklemmende og vamle Atmosphære fyldtes pludselig af frisk Søluft, som blev drevet imod ham af en ret livlig Nordost, saasnart han gik lidt frem paa Omgangen og kom udenfor Mølleskrogets Læstrøg. Den riflede Sundet, der skinnede som anløbet Metal, og udover Himlen havde den spredt vifteformige Taager og sammenrullede Smaaskyer, der seilede og svævede imellem hinanden, de fleste med Solrøstets Glød over sig, nogle allerede solforladte, blegnende i grønlig Graanen, enkelte, som Aftenrøden endnu ikke var naaet op til, lysende med det farveløse Dagskjær. Hvor Solen var gaaet ned, laa et dunkel-violet Skybjerg.
Det var mod denne Himmel at Jørgens Møllerøie strax instinktmæssig rettede sig for at se, om dens Physiognomi ikke frembød Tegn, af hvilke hans Erfaring, der nu var rustet med hele Almanakkens meteorologiske Lærdom, kunde drage Slutninger for den følgende Dag. Men de eneste Veirmærker, som virkelig kunde have frydet ham, nemlig saadanne der spaaede Vindstille, saa man kunde drive den ordentlig af, de vare aabenbart ikke tilstede: tvertimod, ikke blot »en Hat fuld« — nei, en hel Møllehat fuld Vind lovede Himlen, og Møllerblikket, der ikke tilhørte nogen Mester, vendte sig uden Taknemlighed fra den ....
Mellem det skinnende Sund og den lysende Himmel laa den sjællandske Kyst som en uhyre langstrakt Banke; dens Skove og Marker flød sammen bag et varmt Purpurslør, som udslettede alle Enkeltheder — kun en høitliggende Kirke løsnede sig hvidlig ud fra denne Masse og saae meget nærmere ud, omtrent som om en af de Maager, der kredsede over Sundet, var bleven hængende i Luften, fasttryllet paa eet Punkt. Paa denne Side Sundet bredte sig det falsterske Landskab, der var saa overskueligt, fordi man her oppe paa Mølleomgangen befandt sig paa det høieste Punkt i hele den synlige Omegn — fraregnet Trætoppene. At sige, ikke de Trætoppe, som der var flest af, de storbladede Popler, der i kuglekronet Dvergeskikkelse i Forbund med brune Risgjerder indhegnede alle Marker, indtil deres krydsende Rækker fik Overhaand over de adskillende Flader og Strimler af skjærgrøn Rug og Hvede og de olivenfarvede Strøg af den spirende Vaarsæd, og flød sammen som Kaalhoveder i en uhyre Kjøkkenhave. Nei, dem var man hævet over; men saa var der Skovene, der overalt dukkede op af Poppelplantagen, de nærmeste iklædt den friske, bløde Farve af ungt Bøgeløv, som selv det skumrende Aftenlys ikke kunde udslette, — de fjernere blegere og blegere, fortonende sig i violette Striber.
Jørgens Blik svævede med Behag hen over dette velkjendte Landskab og uddrog ubevidst af dets aabne Slettelinier en Kvægelse, som hans Langsynethed nok kunde trænge til efter hele Dagen at have været indespærret i Møllerummet, som en Fugl i et Bur, og den sidste Timestid endogsaa tøiret paa Læsningsafstand til Bogen som til en Pind; men bestandig slog det paany ned i Møllegaarden, som det Sted, hvor Lokkemaden befandt sig. Strax, da han kom ud, havde han set, at Doktorens Enspændervogn holdt for Døren, og han overveiede, om det under disse Omstændigheder var klogt at standse Møllen. Han kom til det Resultat, at det ikke var det, og gav sig til at lede efter et eller andet Spor af Lise — for at hun hverken var ved Brønden, hos Hønsene eller i Kjøkkenhaven havde han snart overbevist sig om. I Huset kunde hun ganske vist kun ses, naar hun var helt henne ved Vinduerne, men der gaves visse Tegn: — hvis hun havde været inde i Værelserne, maatte hendes Træsko have staaet forrest i Gangen, som Døren stod aaben til; for rigtignok var det knastørt, men hendes Sko var henne at blive forsaalede — den Slags Personalia var Jørgen stedse vel underrettet om, de kunde altid faa Betydning. I Kjøkkenet var Lise aldrig forladt af sin Yndling, den tykke, hvide Kat »Pilatus«, der nu promenerede mellem de golde Blomsterbede i Forhaven, hvis pyntelige hvide Stakit dannede Indkjørslen. Den af Pilatus fornemt foragtede Pudel Trofast, endnu lidt af en Hvalp, laa i den halvaabne Dør til Kostalden, hvad den ikke havde gjort, hvis hun havde været derinde; thi den skyede hende ængstelig paa Grund af mange modtagne Spark. Men hun kunde have Noget at gjøre i Bageriet; denne lille Bygning var klinet umiddelbart op til Møllens høie Stensokkel, og da Vinden kom fra Gaardsiden, maatte Jørgen, for at udspeide denne Del af Fæstningen, smalle sig hen under Vingerne, der gik hvirvlende forbi ham med stiv Susen og smaa muntre Smæld af Seilene. Døren til Bageriet var lukket, og da det var Lises skjødesløse Vane at lade den staa paa Klem efter sig, syntes hun heller ikke at være der.
Da Jørgen vendte tilbage fra denne Excursion, saae han Doktoren hale sin Kavai paa i Gangen, hjulpet af Mølleren, og strax efter traadte de begge ud til Vognen. Den temmelig høie Møller bøiede sig for at tale sagte med den lille tykke Doktor, der bestandig skuttede sig og strakte Armene for at faa Kavaien til at sidde ordentlig. Det undgik ikke Jørgens skarpe Blik, at Mølleren var i stærk Bevægelse; hans Haand rystede, og for at skjule det pillede han snart nerveust ved sit korte, brune Skjæg, snart klaskede han den brune Hest paa Krydset; han havde stort Besvær med at faa Overlæderet knappet, og da det var gjort, blev han staaende med høire Haand klemt fast om Rygstødet, som for at hindre Doktoren i at kjøre, og syntes bestandig at gjøre flere Spørgsmaal. Men ulige mere tildrog det sig Jørgens Opmærksomhed, at et lyst Pigehoved kom tilsyne i det aabne Fadebursvindue lidt tilvenstre for dem: — altsaa der var hun! hun var endnu ikke kommen til Karlekamret, og han havde forsaavidt ikke forsømt Noget.
Det ærgrede ham derfor mindre, end det ellers vilde have gjort, at Mølleren, efter at Doktoren endelig var rullet bort, blev ved at gaa frem og tilbage i Gaarden, der med sin ene Side aabnede sig mod Landeveien; henne ved Hjørnet af det hvide Stakit blev han saa staaende og saae ned ad Veien.
Jørgen vilde just gaa ind for endnu en Gang at fylde paa Spidsestenen, da Mølleren vendte sig og raabte: —
— Aa, Jørgen! Kan du ikke deroppefra se Noget til Vognen — ude ad Stinderup til.
Jørgen foer sammen; han havde ikke troet, at Husbonden havde lagt Mærke til ham.
Et godt Stykke borte, hvor kun Poplerne røbede Veien, foer en Sky frem med en lille fast hvid Kjerne foran og med en stor Komethale, der oppe over Træerne lyste som en langstrakt Guldtaage.
— Ja, der kommer Nogen, meldte Jørgen ned; — men de kjører da ellers skrappere end som de Brune pleier van at løbe.
Med hurtige Skridt gik Mølleren ind i Huset.
Saa smilede Jørgen tilfreds og gav sig til at løsne den Jernkjede, der holdt Persebommen nede. Næsten øieblikkelig blev Vingerne staaende. Men da han gik over Kværnloftet, snurrede en løs Jernring paa Spidsestensgaflen rundt med en arrig Klirren, som om den protesterede mod denne utidige Standsning af Værket .....
Paa Broloftet nedenunder var det allerede mørkt, da dette Rum ingen Dør havde ud til den frie Luft, og desuden to af de smaa Vinduer næsten vare forsvundne bag Barrikader af Sække. Sække fyldte overhovedet op overalt, stillede i Række, opstablede paa hinanden eller væltede paa Gulvet; og paa en af de sidste var Drengen Lars for en halv Times Tid siden falden i Søvn. Han drømte, at Lises Yndling, Katten Pilatus, der ellers aldrig viste sig i Møllen, kom listende ind og satte sig midt paa Gulvet, som om den vilde tage Stedet i Besiddelse; efterhaanden svulmede den op, til den blev saa stor som den Panther, han en Gang havde set paa et Marked, og saa spandt den med en tilsvarende Styrke, til man ikke længer kunde høre Møllens Larm, men kun den alene, og stirrede paa ham med glødende Øine og slikkede sig om Munden. Han var frygtelig angst, men syntes dog, at det maatte være det Deiligste i Verden at turde stryge med Haanden hen over dens glindsende Pels. Pludselig holdt den op at spinde og gabede, som om den vilde sluge ham, saa at Kjæberne formelig knagede paa den. Af Skræk vaagnede han og bemærkede strax, at Møllen ikke længer gik, samt at der kom Nogen ned ad den knagende Stige. I en Fart var han paa Benene og naaede just at faa en Sæk væltet om paa Børen, da Jørgen viste sig. Denne tilkastede Drengen det sædvanlige strenge og misbilligende Blik, som han mente var bedst egnet til at opretholde hans Værdighed og markere Afstanden. Heldigvis for Lars var der ikke lyst nok, til at hans forsovede og opskræmmede Udseende kunde røbe ham.
Jørgen traadte hen til Vinduet mod Vest, gjennem hvis smudsige Ruder der endnu faldt lidt Aftenlys paa Regnskabsbogen, som laa opslaaet paa en lille Pult. Langsomt gav han sig til at blade i den — ikke fordi der var Noget han vilde se efter, men dels af Vane, fordi han mente, at denne Beskjæftigelse gav ham et vist Principal-Præg, og hovedsagelig for at faa et Paaskud til at dvæle paa denne Udkigspost. Han var nemlig nysgjerrig efter at se, hvad Christian kom saa hurtig kjørende med; og samtidig vilde han gjerne høre, hvis et Par Træsko skulde give sig til at klapre paa Brolægningen i Underkjørslen, hvilket ikke kunde undgaa ham, da Lemmen ned til den befandt sig et Par Skridt bagved ham. Det skulde da være, at den dumme Dreng netop rumsterede altfor meget med sin Bør — for det vilde ingen Ende tage med denne Trillen Sække over Gulvet.
Han betydede derfor Lars, at det vilde være ønskeligt, om han forlagde sin Virksomhed et Stokværk høiere op, hvor han gav ham det ene og det andet at bestille. Paa Lars' beskedne Spørgsmaal, om det ikke kunde vente til imorgen, svarede han spydig: »eller til næste Aar, hvad?« — og da Lars endnu mente, at det vel var bedst, at han først gjorde i Orden her, bad han ham i Mindelighed, ikke evig og altid at gjøre Vrøvl. Følgende dette fortræffelige Raad tog Lars en lille Bliklampe uden Glas ned fra en Stolpe, tændte den og begav sig ovenpaa.
I det samme kjørte Vognen forbi.
Aa ha! det var altsaa Præsten, som var bleven hentet.
Neppe fem Minutter senere hørte han Træskoklapren, og da han kiggede ned gjennem den brede Sprække i Lemmen, saae han et Skjørt svinge forbi.
Hurtig kravlede han ned ad den bælgmørke Trappe, stødte Døren op til Underkjørslen og stak i næste Øieblik sit Hoved ind i Karlekamret.