Møllen/1/4
IV.
Mølleren gik ikke længer frem og tilbage forbi Gavlen. Han havde sat sig paa en lille Havehøi ud imod Marken, og Hans, der saa ængstelig havde raabt efter ham, stod nogenlunde beroliget hos ham, støttede sine Albuer paa hans Knæ og saae op mod hans Ansigt, der bestræbte sig for at bære et ubekymret Udtryk til Skue.
— Fader, sagde Hans — naar Præsten kommer til Folk, saa er de meget syge, ikke sandt?
— Hvorfor skulde de være det? Præsten er jo ogsaa før kommet og har set til Moder.
— Var Moder den Gang da ikke saa meget syg?
Den fintfølende Faderkjærlighed, der var betænkt paa saa længe som muligt at holde Sorgen borte fra dette Barnehjerte, var aarvaagen nok til at forhindre, at Mølleren gik i den Fælde, som Hans med den Ængstedes ubevidste Snedighed havde stillet med dette Spørgsmaal.
— Moder er heller ikke nu saa meget syg, svarede han. Præsten holder meget af Moder, fordi hun er god og from; derfor ser han gjerne ind til hende.
— Men saa er Præsten kommen gaaende eller ogsaa med sin egen Vogn, bemærkede Hans efter en kort Tavshed, idet han haardnakket sammenlignede Præstens tidligere Besøg med det nuværende.
Faderen klappede ham paa Hovedet, uden at finde noget Svar.
— Fader, begyndte Hans igjen, naar Præsten gaar, skal vi saa bede ham, om han vil bede Vorherre, at han lader være med at tage Moder fra os?
— Det gjør Præsten imorgen i Kirken, og saa beder hele Menigheden med.
— Vil du saa tage mig med i Kirke?
— Ja, min Dreng.
Drengen lagde sit Hoved i Faderens Skjød og tav længe. Imidlertid overveiede Mølleren, hvad han bedst kunde adsprede og glæde Hans med.
— Veed du hvad, Hans, naar vi saa har været i Kirke, saa vil vi kjøre om ad Nørre Sundskov og tage ind til Skovfogdens — de er nok ogsaa i Kirke, saa vi kan kjøre dem hjem … Kan du nok huske den rare Tante Hanne, som du holdt saa meget af, da hun var her og legede med dig? hun bager saadan lækre smaa Kager; og de boer midt i Skoven, som er saa smuk nu, og der skal du ogsaa faa det lille Raadyr at se, som jeg har fortalt dig om, der kommer, naar hun kalder paa det …
Hans gav ikke noget Tegn paa Glæde. Faderen bøiede sig ned over ham. Han var falden i Søvn.
Det var en mild Vaarnat. Blæsten havde lagt sig, som om den var gaaet til Hvile, da der ingen Mølle mer var at drive. Den stod der med sine ubevægelige Vinger, sit tunge Skrog, Krøistyverets Trekant og Bommen med sin Kjæde som en uhyre Silhouet mod Aftenhimlen, hvor det gule Lys med grønlig Modulation gled over i det bløde, dæmpede Natteblaa; her, lige ved den høieste Vingespids, tindrede en Stjerne. Under Møllekappen, bag Grenenes Maskenet, trak Huslængen sig hen som en fast, bælgmørk Vold, men helt forneden kom der Lys igjen, et rødere og heftigere Lys, der i et ensomt Straalepar snoede sig frem mellem Frugttræernes krogede Stammer og naaede helt hen til hans Fod. Det var dog ikke det samme Straalepar, som Lise og Jørgen havde set ham bryde med sin rastløse Gang; men det kom fra samme Kilde: — Sygeværelset laa i Hjørnet af Huset og syntes at have et Lysøie ude efter ham, enten han vandrede i Forhaven med dens smaa Buske eller skjulte sig i Frugthaven, at forfølge ham med et brændende Feberblik, som det, der havde ramt ham, da han forlod Værelset for at lade hende være ene med Præsten, og jaget ham Blodet til Hovedet med sit stumme Spørgsmaal: »Gaar du nu til hende?«
Han havde rødmet under dette Blik, og dog var det ikke kommet ham i Sinde at gaa til Lise. Kunde hint Blik have trængt ind i hans Hjerte, vilde det have set, hvor lidt han i dette Øieblik længtes efter hende; — og dog — vilde det have været bedre for det at se, hvorledes han frygtede hende? Havde en saadan Frygt Husret i en Mands Hjerte, hvis Hustru laa for Døden og neppe vilde overleve denne Nat — hvad han næsten var overbevist om, fordi den Syge selv havde en Forudfølelse deraf. Var det Kjærlighedens Fortvivlelse overfor det tilstundende Tab, der drev ham frem og tilbage udenfor Sygeværelset som en usalig Aand? — var det den, der fik hans Hænder til at ryste, gjorde hans Stemme hæs og lagde paa hans Tunge de hjelpeløse barnlige Spørgsmaal og Udbrud: — »hun maa ikke dø for mig! ikke sandt, Doktor, hun vil ikke dø? — De maa redde hende — —!« I alt dette var der Ægtemandens Kjærlighed, ganske vist; men endnu mere var der hans Anger og Skyldbevidsthed — Erindringen om de mange Gange, da Blikkets Spørgsmaal »Gaar du nu til hende?« ikke havde været saa uretfærdigt som nu, Tanken om den Skinsygens Kval, som hun stedse var sunket dybere i, indtil hun var naaet til at anse ham for skyldigere overfor hende, end han i Virkeligheden var, og den frygtelige Formodning, at denne stedse nagende Sindsbevægelse havde været hendes Hjertesygdom en dæmonisk Forbundsfælle og hjulpet den i det mindste til en tidligere Seir, end den ellers kunne have tilsneget sig. Men fremfor alt var det Angst for, hvad der skulde blive af ham selv. Det var ham, som om den gode Husaand tog Afsked og lod ham blive ene og værgeløs tilbage som Troldtøiets sikre Bytte. Han vidste hvilken Magt Lise havde over ham, og instinktmæssig følte han, at den vilde ikke blive til hans Bedste. Saalænge hans Hustru var i Live, var der endnu et Hold paa ham; han kunde begaa Feiltrin, selv uoprettelige Feiltrin — han vilde vistnok komme til at begaa dem — men han var ikke opgivet, ikke helt og holden i Skjæbnens Vold. Saaledes saae han i denne svage Livstraad, hvis Fibre minutvis brast en for en, det eneste Ankertov — og, naar det sprang, et ubekjendt, lunefuldt Hav for sig, hvor han var prisgiven til alle Lidenskabens Storme.
Et Nødanker blev dog endnu tilbage, for svagt til at ride en Storm af paa, men dog i Stand til foreløbig at yde nogen Betryggelse. Naar han mistede Hustruen, saa beholdt han Drengen; hun efterlod ham som en Del af sig selv, der mindede Enkemanden om, at Familiepligterne ikke vare faldne bort. Jørgen havde ganske rigtig følt, at Lise frygtede Hans, der ved sin uskyldige Barnealder var unddraget hendes Magtomraade og maaske i enkelte Øieblikke — muligvis afgjørende — kunde unddrage Faderen fra det: den eneste Fare for hendes ellers saa sikre Spil. Og Mølleren, der frygtede hende, nød derfor, uden selv at gjøre sig det klart, en velgjørende Tryghed i Barnets Selskab — som han ogsaa nu træt hengav sig til, vaagende over dets Søvn.
Men Hans begyndte at aande urolig og at klynke. Faderens Haand gled kjærtegnende over Barnehovedet; Drengen gned sine Øine, aandede dybt og saae op mod Stjernerne, der blinkede over Trækronerne.
— Hvad er der, Hansemand? Du gav dig saadan i Søvne?
— Den store Hund var efter mig.
— Du maa i Seng, sagde Mølleren og reiste sig. Kom, skal vi kalde paa Lise, at hun kan lægge dig i Seng.
— Nei — ikke Lise —
— Du er saa søvnig.
— Jeg kan godt selv, jeg er slet ikke saa søvnig, raabte Hans og rettede sig, idet han forsøgte at ryste Søvndøsen af sig. Lise maa ikke, tilføiede han trodsig.
Mølleren saae forundret paa ham. Det var første Gang, at Barnets Uvillie mod Lise slog ham, og med Glæde anede han, at det i ham, der frygtede, det havde her fundet en tapper, en urokkelig lille Skytsengel.
Han tog Drengen i sine Arme og kyssede ham.
— Fa'er skal selv bringe dig i Seng, min egen Dreng, sagde han og bar ham hen imod Huset, idet han forsigtig bøiede sig for at de duggede Blade ikke skulde slaa den Sovende i Ansigtet. For Barnehovedet var næsten strax sunket søvntungt ned paa hans Skulder, og det rolige Aandepust berettede om en tryg Slummer, som heller ikke lod sig forstyrre, da Faderen klædte ham af og lagde ham i Seng.
Først da det var gjort, faldt det ham ind, hvad det dog var for en Uorden, at Drengen ikke for længe siden var kommen i Seng. Saadan gik det, naar der ingen Kone var i Huset! Og han sukkede, med en mismodig Forudfølelse af en Enkemands Hjelpeløshed. Han selv var i denne Tid ogsaa kun lidet oplagt til at passe paa og holde Alt i Trit. Hvor var Folkene nu? Oppe i Møllen var der slukket. Christian gjorde sig vel rede til at kjøre Præsten hjem, men Jørgen? og Lise —?
Der var Lys i Karlekamret.
Tøvende gik han gjennem Gaarden hen til Indkjørslen mellem Møllen og Forhaven. Han blev staaende raadvild et Øieblik og gik saa ud paa Veien — for at se om det var dunkelt for Christian at kjøre — eller om de Skyer, der vare komne op i Vest, saae truende ud — han vilde i alt Fald give Præsten en Paraply med. Og saa ærgrede han sig over, hvordan han løi for sig selv. Han længtes jo ikke efter Lise, han vilde ikke gaa til hende, helst slet ikke se hende! Men kunde han da ikke taale, at hun var sammen med Jørgen derinde? For hun var der sikkert, og ham saae man ikke drive om noget Steds.
En Lugt af simpel Bondetobak strøg ham forbi gjennem den friske Duft fra Græsmarkerne. Det trak kjøligt fra Møllens Underkjørsel, som han var kommen lige ud for. I den buede Ramme af den lille Tunnel tegnede sig mod den blege Nordhimmel Skyggebilledet af et Par Heste, hinsides Gaardspladsen og lige ved Staldgavlen, hvis aabne Dør skjulte Bagparten af den ene. Midt i Underkjørslen kom der tilhøire et rødligt Lys fra Karlekamret, og Lyset var at se til som en jaget Røg.
Med en hurtig Beslutning gik Mølleren derhen.
Et Tællelys, der stod paa en Træstol, kastede en uformelig Skygge af Lise op ad Væggens smudsige Kalk og med en barok Omknækning ind paa det lave Loft. Hun havde lige bredt et rent Lagen over en Seng, hvor det endnu posede sig op; — hele Rummet var et Chaos af hvirvlende Røgtaager. Jørgen stod hos hende, lænet til Sengens Fodstykke, og dampede af sin Pibe. Han foer lidt sammen, da Mølleren traadte frem i Døraabningen, i alt Fald forekom det hans Husbond saadan.
— Lise, sagde Mølleren, det er vel bedst, du sørger for lidt The til Præsten — jeg ser, at Christian er i Lag med at spænde for.
— Præsten pleier jo ikke at drikke The.
— Ja men — det kan dog være — iaften … det er lidt koldt for Præsten … saa er det da altid godt at faa Lidt at varme sig paa … Det her kan jo da vente.
— Ja, ja da! sagde Lise ligegyldig og beredvillig, lod Alt ligge, som det laa, og gik.
Mølleren slentrede langsomt bagefter. Han ærgrede sig over sig selv. Hvor det var dumt, at han ikke først havde ladet hende gjøre Værelset færdigt, de to Senge var jo redt! — Nu maatte hun derhen siden, og saa kunde han dog ikke igjen snuse om der og passe paa, hvor længe hun blev der eller hvad hun og Jørgen tog sig for. »Snuse om« — det var netop Udtrykket! med det vilde de gjøre sig lystige over ham. For det var det Værste, at de begge havde gjennemskuet ham — derfor var han bleven helt forlegen og havde stammet. Jørgen havde hostet, som om det havde været nødvendigt netop i det Øieblik at faa Røgen i den gale Hals; i Lises Ligegyldighed laa der daarlig skjult Ringeagt, og om det saa var Pilatus, der listede i Hælene paa sin Herskerinde, saa syntes den at haane ham med den bløde Bøining af sin Hale — et stort hvidt Spørgsmaalstegn, der gik foran ham i Mørket.