Møllen/1/5
V.
Præsten var kjørt bort, og Mølleren stod ved Indkjørslen og saae efter Vognen.
Det var neppe muligt at skjelne den mere, men han blev staaende og stirrede ned ad Veien, skjøndt Regnen allerede var bleven ret livlig. Den knipsede paa de store Poppelblade, trommede oppe paa Møllens Omgang og susede blødt og jevnt ned over den tykke Straakappe.
Han følte endnu Præstens trøstende Haandtryk, saae hans bekymrede Blik.
Hvad mon Christine har sagt om mig? Ak, Gud ja, hun har Grund til Klage! Jeg har ikke været hende den Ægtemand, som jeg burde — i det sidste halve Aarstid ikke. Lise har helt forhexet mig — jeg veed ikke, hvordan det er gaaet til … Jeg har stor Skyld imod hende, og nu døer hun fra mig, og det er ikke til at gjøre godt igjen …
Endelig vendte han sig og gik tøvende ind i Huset. Han frygtede for at gaa ind til sin Kone og længtes dog efter at se hende, ængstelig for, hvordan hun havde det. Blot den lange Samtale med Præsten ikke havde revet for stærkt op i hende!
Fra den mørke Dagligstue stod Døren aaben ind til Sygeværelset. Man saae kun en Stribe belyst Tapetpapir — et af disse urolige Tapeter, der synes bestemte til at et feberhedt Blik i Sygeleiets langsommelige Timer kan forvilde sig i det og opspore vexlende Billeder i dets Væv: et fantastisk Dyrehoved med Skjæg og Horn, uhyre Blomster, en Mennesketorso, geometriske Figurer — og han frygtede det Blik, der vilde vende sig fra denne tomme, lidenskabsløse Sysselsættelse og fæste sig paa ham med det samme evige Spørgsmaal: »Kommer du nu fra hende?«
Og hvorledes skulde han møde det, uden at bekræfte hendes Mistanke og forbitre disse Timer for hende — maaske hendes sidste !
Men han tog feil. Det Blik, der modtog ham, var roligt og ikke forskende; mildt og ligesom renset kom det fra de klare Øine, der vare sygelig indfattede i violette Ringe. De laa i Skyggen: Lampen var omhyggelig stillet bagved en stor Vandkande, for at Lyset ikke skulde skjære den Syge i Øinene.
Mølleren nikkede smilende til hende. Det var ligesom en svær Byrde var taget fra ham.
Han satte sig ved Sengen og greb hendes venstre Haand, der laa paa den blaastribede Dyne, som Doktoren forgjæves havde demonstreret imod. Skjøndt hun havde Feber, og der ikke længer var synderlig Nattekulde, vilde Møllerkonen have troet at ligge for Lud og koldt Vand, naar hun ikke havde en retskaffen Dyne over sig. Denne Haand havde for et Aarstid siden været kraftig og lidt rød og ru; nu var den mager og hvid, med glat og gjennemsigtig Hud — altfor fin en Haand for en Møllerkone.
— Regner det? spurgte den Syge, — din Trøie er jo helt vaad.
— Ja, det er begyndt, og det ser ud til at blive dygtig Regn. Præsten kan let blive vaad, inden han naaer hjem, men jeg gav ham da ellers en Paraply med.
— Nu kan jeg ogsaa høre det. Ja, lad det blot regne, det er godt for Sæden.
Godt for Sæden! Før Vaarsæden skjød Ax, før Vintersæden dræede, vilde vel hendes Legeme være opløst i den Jord, som al Sæd spirer af — og dog havde hun Tanker for Høsten. Hvor meget mere maatte hun da ikke tænke paa de Efterlevende og gjøre sig Bekymringer om, hvordan det vilde gaa dem, naar hun ikke var der mer. Han følte, at Taarerne begyndte at fylde hans Øine og gjorde Vold paa sig, at de ikke skulde løbe ned ad hans Kind og røbe hans Tanker.
— Hvordan har du det nu, Christine? spurgte han.
— Tak, nu har jeg det saa godt.
— Jeg var bange, at det skulde tage paa dig at tale med Præsten — saalænge, tilføiede han for at lade, som om han kun tænkte paa Anstrengelsen ved at tale — som om Indholdet ikke havde været anderledes end ved hvilkensomhelst almindelig Samtale med Præsten.
— Aa nei, det har gjort mig godt, rigtig godt.
— Saa har du vel heller ikke Smerterne mer?
— Aa jo, Smerterne — de er der nok endnu, især her i Siden … Men det er alligevel ikke som før … det er lige som de ingen Magt havde over mig. — Det er, naar man har taget Afsked med Verden og helt har vendt sine Tanker til Vorherre og til den Herlighed, han har beredt for os — for os Alle, blot vi holder os til Christus og til hans Ord — saa bryder man sig ikke saa meget mer om, hvordan Legemet har det — undertiden er det ogsaa, som om man ikke følte det rigtig … Og saadan er det ogsaa med Livet … det er ligesom det blev saa lille og ikke havde saa meget at sige — det Daarlige da .... hvad der kan være gaaet En imod og har gjort ondt, det gjør ikke mere ondt, naar man skal til at dø, Jakob.
»Hvad der har gjort En ondt« — Mølleren vidste kun altfor vel, hvad hun tænkte paa. Angeren over hans Skyld imod hende, det Rørende i hendes Ord, der i al deres Enfoldighed allerede syntes ham at komme fra en Forklaret, og Angsten for at miste hende bragte ham helt ud af sig selv. Han kastede sig over Sengen — Taarerne styrtede ham ud af Øinene og vædede hendes Hænder, som han knugede mellem sine og kyssede.
— Nei, nei, Christine! du maa ikke dø … du skal se, du kommer dig — det er derfor, du ikke føler Smerterne saa meget … du skal se, du er ved at komme dig … Det skal blive saa godt for os alle sammen, vi skal have det saa rart!
Han troede næsten selv paa hvad han sagde. Var ikke mange Folk kommet sig igjen, der havde været endnu mere syge? og det var jo Alt, hvad der behøvedes! Det Andet skulde nok ordne sig! Hvad var Lise ham i dette Øieblik? Han vilde sende hende bort, strax, saasnart han kunde faa en anden Betjening. Alene med sin gode Kone og med den lille Hans — hvad behøvede han mer!
Men den Syge rystede paa Hovedet:
— Saadan maa du ikke tage det, Jakob! det kan jo ikke nytte at tage paa Vei, og det sker jo altsammen efter Guds Villie, det veed vi jo. Det er meget bedre at se paa det, som det er, og at kunne tale rolig sammen om det.
Men netop denne Tanke gjorde Manden angst.
— Nei, du skulde slet ikke tale om det, ivrede han. Det sagde Doktoren ogsaa. Lad hende bare ikke sætte sig i Hovedet, at hun skal dø, sagde han, det er det aller Værste i hendes Tilstand … Saadan en fix Idé er i Stand til at slaa hende ihjel, selv om hun ellers kunde have levet, sagde han … Nei, du skal slet ikke tænke paa Døden … Jeg siger ikke Noget til, at du talte med Præsten, det kan jo være rigtig nok, og det har jo ogsaa gjort dig godt, siger du … Men nu skal du ikke tænke paa det længer! tænk heller paa Alt, hvad der er at gjøre, naar du kommer saa vidt, at du kan tage lidt fat igjen.
Christine smilede overbærende, saadan som man smiler ad et egensindigt Barn, hvem man dog maa føie en Smule.
— Lad os da tale om, hvis jeg nu skulde bort — det kan jo dog være, og du saa gifter dig igjen — —
Mølleren foer op — det var netop dette Emne, han ganske hemmelig havde frygtet.
En eller anden Konge har i samme Situation hulkende udraabt: »Oh non, non — jamais! je prendrais une maitresse!« — Mølleren indskrænkede sig til Hovedrysten, afværgende Haandbevægelser og en forpint Stønnen, der tilkjendegav, hvor langt han var fra at tænke paa at give sit Møllerige en ny Dronning. At Elskerinden og »Herskerinden« ikke var fjern vidste han kun altfor vel, og hans Hustru med, og det var derfor, hun haardnakket holdt fast ved dette Thema, idet hun atter betragtede ham med hint overbærende Blik, som der dog nu blandede sig et Stænk af ironisk Bekymring i.
— Vist saa, Jakob — saamænd vil du gifte dig igjen … du er jo ung endnu … og der maa jo da ogsaa en Kone i Møllen — et Hus, som der ingen Kone er i, det gaar jo da aldrig ordentlig … det kommer nok … Men det var det jeg vilde sige, naar du nu gifter dig, saa se dog til at faa en Kone, som du kan være tjent med — i alle Maader — ogsaa som Moder for lille Hans, for det har jo dog meget at sige for saadan et stakkels Barn … Naar der er en Pige, som du synes om, og du mærker, at Hans ikke kan lide hende, saa slaa hende heller strax af Tankerne — Herregud, der er jo nok, du kan faa, og du behøver jo ikke at se saa meget paa Pengene eller hvad hun ellers kan bringe med — en Enkemand, det er jo ikke som en Ungkarl, han er jo da forsynet.
Mølleren nikkede mekanisk. Han tvivlede ikke om, at hans Hustru forlængst havde bemærket den Uvillie, som Hans aabenbart havde mod Lise — maaske havde hun selv bevidst indpodet den i ham, eller den var ved Sympathi gaaet over fra Moder til Barn. Det var altsaa mod hende, at dette var rettet, Christine var bange for, at han skulde tage Lise til Kone — og denne Tanke overraskede og forfærdede ham ved et nyt Perspektiv. — At han vilde komme til at gifte sig med Lise, det havde han, underlig nok, aldrig tænkt sig: — kun at han vilde blive mer og mer betagen af sin Lidenskab, at hun vilde faa ham helt i sin Magt og blive den, der egentlig regjerede paa Møllen, og at det hverken vilde blive en værdig eller en behagelig Tilstand.
Men netop for at forhindre den var det, at hans Hustru tillige vilde sørge for, at der kom en Kone i Huset, som var værdig til at være det. For hun blev ved at tale om hans nye Giftermaal, som om en afgjort Sag, og lagde ham særlig paa Sinde ogsaa at se paa, at den Pige, han valgte, havde et fromt, christeligt Gemyt og holdt sig til Kirken; det gav den bedste Borgen for, at Alt blev som det skulde være; for saadan En vilde ogsaa være nøieregnende med sine Pligter og al sin huslige Gjerning. Og i den Henseende var det bedre, at der blev gjort for meget end for lidt, for der var jo dem, der overdrev — ogsaa med det Religiøse, og næsten var noget for strenge af sig; det kunde maaske være lidt ubekvemt i det daglige Liv, men det var dog bedre end det Modsatte. Og maaske havde de i Grunden Ret, for der gik megen Synd og Letfærdighed i Svang.
Alt imens hun talte om dette, forekom det Manden, som om hun havde en Bestemt i Sigte, nemlig Skovfogdens Søster Hanne. Begge Sødskende hørte til den indre Missions Retning, og navnlig han, der var et Par Aar yngre end Mølleren, kunde ikke siges fri for et lidt fanatisk Anstrøg. I Begyndelsen havde dette stødt Mølleren noget tilbage, da han for et Par Aar siden lærte ham at kjende, men Christine havde strax været for denne »dannede Omgang«. Boglig Dannelse havde Skovfoged Christensen rigtignok næsten endnu mindre af end Mølleren, for han læste aldrig Andet end opbyggelige Traktater; men en streng pietistisk Religiøsitet, der er al høiere Aandsdannelse saa fjendsk, er i alt Fald gunstig for en vis primitiv sjælelig Dannelse og hæver ved sin blotte Tilstedeværelse sin Besidder over dem, der kun have materielle Interesser og kun søge kjødelige Fornøielser, — saa at den brave Møllerkone dog ikke havde saa helt Uret. Og hvad Søsteren angik, saa havde hun i Kjøbenhavn, hvor hun et Par Aar havde opholdt sig hos Slægtninge, faaet Smag ogsaa for verdslig Lekture, naar den da ellers havde en kjøn og god Aand, ja hun havde endogsaa lært at spille lidt, og kunde paa det tarvelige Claver i Skovfogedhuset foredrage ikke blot Psalmer og Folkemelodier men ogsaa hele smaa Musikstykker. Ja, det kunde ikke nægtes, Hanne var en Pige, som han fremfor alle andre der paa Egnen kunde være tjent med at føre hjem, — tilmed da hun havde et smukt Ansigt, i hvis beskedne Træk hele hendes venlige og fromme Natur afspeilede sig, og — for den Sags Skyld — ogsaa en nydelig lille Figur.
Da hun nu tilsidst med indtrængende Alvor spurgte ham: »Vil du love mig det, Jakob?« og han med et Haandtryk svarede »Ja, Christine!« — forekom det ham, skjøndt ingen Navne vare udtalte, som om han ikke blot havde afsvoret Lise, men tillige trolovet sig med Hanne i Skovfogedhuset, og trods det afdæmpet Høitidelige ved Situationen — skjøndt den stilhedsbringende Skygge af Døden allerede syntes at sænke sig ned over dem, følte han sig underlig urolig, som En for hvem pludselig helt nye Livsudsigter aabne sig.
Den Syge derimod var aabenbart beroligt. Hun sank dybere ned i Leiet og lukkede Øinene, træt af Samtalen. Strax efter bad hun ham om at læse høit for hende af det Nye Testament, Bjergprædikenen efter Matthæus. Mølleren gav sig til at læse saa godt han kunde; men hans Tanker vare kun halvt ved de hellige Ord. Netop deres Forening af religiøs Sagtmodighed og religiøs Strenghed manede Hannes Billede, der jo allerede spøgede i Nærheden, helt levende frem: — hun burde læse dette for, hun alene vilde kunne sige det saadan, at det fik den rette Hjerteklang! og idet han fordybede sig i denne Forestilling, agtede han mere paa hendes Stemme end paa de Ord, hun skulde have sagt, og som nu kom tørt og skoledrengeagtig nok fra hans Læber.
Men pludselig vendte disse Ord sig mod ham selv og trængte ind paa ham med en Dommers Uafviselighed. Han læste:
»I have hørt, at der er sagt til de Gamle: du skal ikke bedrive Hor. Men jeg siger eder, at hver den, som ser paa en Kvinde for at begjære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte.«
Hans Tunge standsede; det var ham ikke muligt at faa et Ord mere frem — hvor gjerne han end vilde. Thi han følte, at han ved denne Tavshed anklagede sig selv, og turde ikke se paa hende. Saa fik han pludselig Trang til at tale rent ud om det, de saa omhyggelig havde fortiet, tilstaa at dette Herrens Ord kjendte ham skyldig, skrifte hele sin taabelige og syndige Lidenskab for hende og bede om hendes Tilgivelse, den hun jo vilde give med aaben Haand. Han tog Mod til sig og saae paa hende, idet hans Mund allerede aabnede sig til et Udbrud — men hendes Øine, som han syntes han følte hvile forskende paa sig, vare lukkede, og hendes Ansigtsudtryk var fraværende. Han bøiede sig ned og lyttede; hendes Aandedrag vidnede om, at hun var falden i en rolig Søvn. Men han vidste ikke selv, om han følte en Befrielse derved, eller om han beklagede, at den gunstige Leilighed var gaaet tabt.