Møllen/1/6
VI.
Mølleren blev siddende ubevægelig og betragtede den Sovende.
For et Aarstid siden havde hendes Ansigt været noget afmagret. Men under Sygdommen var det svulmet op, navnlig i de sidste Par Maaneder. Derved mindede det ham om hendes Ansigt som ung Pige, saa meget mere som det Usunde i denne Fylde, Hudens violette Skjær og de mørke Ringe om Øinene, ikke var paafaldende, som det laa der paa den hvide Pude i Skygge for Lampen. Der var ogsaa et Smil om Munden fra den Gang. Ja ogsaa hendes Barneansigt fandt han igjen i disse Træk — man skulde tro, at en lykkelig Drøm førte hende tilbage til hine Uskyldens og Fredens Dage, og at hendes Aasyn ligesom var fulgt med den.
Han havde kjendt hende saalænge, han kunde huske. De var omtrent paa samme Alder, havde gaaet i Skole og til Præsten sammen. Hendes Forældres statelige Hjem, »Dragegaarden«, laa kun fem Minutters Gang fra denne Mølle, hvor han var barnefødt, og deres Fædre vare Ungdomsvenner; — der var Leilighed nok til at ses, og hver af dem havde sin Verden at lukke op for den anden. Især var Møllen med sine mange Afdelinger og underlige Indretninger et sandt Underland for den lille Christine, og Jakob maatte vise hende om og forklare hende Alt, indtil hun var som hjemme i alle Møllens sex Stokværker, ligefra Magasinet, hvis store aabne Kasser til begge Sider vare fulde af det hvide Hvedemel, der var saa behageligt og kjøligt at dykke Hænderne ned i — og op til Hatten, hvor den mægtige, skraanende Egeaxle, som Vingerne vare befæstede paa, dreiede sig knagende og med sit store Hjul satte hele Mølleværket i Bevægelse.
Møllehatten var afgjort Børnenes Yndlingsopholdssted; de foretrak endogsaa dette lille afsluttede Rum for det aabne Kværnloft med Omgangen udenfor, hvor det dog var saa morsomt at løbe om, og med de fire Kværnkasser, som man prægtig kunde lege imellem, medens man heroppe neppe kunde røre sig. Men paa Kværnloftet var der altid en Svend, hvorimod man heroppe var helt for sig selv, gjemt bort fra den øvrige Verden; desuden, naar man først var der, kunde man ikke komme høiere; følgelig blev man der — i Hatten. Egentlig burde det slet ikke hedde Hatten, men Huen — det var de enige om. Møllen ovre i Sundby, den havde ganske rigtig ligesom en rundpullet Hat, og den i Sengeløse endogsaa en grumme regelmæssig Hjelm med en Dup foroven, men de var ogsaa begge spaantækkede. »Høimøllen« derimod var af Straa, som hist og her var mosset og havde en olivenbrun Farve; og dens Top, der ved et dybt Indsnit var skilt fra den store Kappe, saae ud som en gammel Bonde-Pelshue. Men indefra lignede den en uhyre omvendt Fuglerede; og rundt i den var der et Utal af rigtige smaa Fuglereder skjult — det var en Kvidren og Piben, en Flyven ind og ud, en Flagren om, der mangen Gang gjorde Christine helt ellevild af Glæde.
Men det mest tiltrækkende ved Hatten var maaske, at de i Grunden ikke havde Lov at være der — da det ikke var absolut farefrit for et Par Unger at kravle om deroppe. Men Svenden saae igjennem Fingre med det, og han kaldte dem altid ned, naar Møllevingerne skulde dreies. Undtagen een Gang — da fik de udtrykkelig Lov til at blive deroppe, efter at de vare blevne stillede paa et Sted, som de dyrt og helligt maatte love ikke at forlade — skjøndt der paa hele den Side af Axlen ikke var den ringeste Fare; men sikrest er altid sikrest. Saa stod de da der med Armene om hinandens Liv, i spændt Forventning; — pludselig blev det saa underlig rundt om dem: — indtil i Høide med deres Skuldre var Alt ubevægeligt; men derfra opefter dreiede det sig langsomt og med smaa Ryk. Uhyggelig var især den mægtige Persebom, om hvilken Jakob allerede tidt havde fortalt Christine, at naar man nede paa Omgangen løsnede Jernkjeden op til den lange Stang, der stak ud af Hattehullet, saa trykkede Bommen Perseringen fast om Hattehjulet, og Møllen stod strax stille. Denne vældige Bjælke rykkede til Siden med en truende, uimodstaaelig Bevægelse.
— Hvis vi stod derovre, saa vilde den slaa os ihjel, sagde Christine gysende.
— Aa, vi kunde jo flytte os, svarede Jakob. Det var ikke andet end Vigtighed af Jens, at vi skulde love at blive her.
— Ja men, hvis vi nu ikke kunde komme bort, hvis den klemte os mod Skraabjælken der — vedblev Christine med Barnets og Kvindens forenede nervøse Lyst ved det Gyselige.
Men Alt stod allerede stille. Det var kun en lille Dreining, der var foretagen. Den var imidlertid kjendelig, naar man kiggede ud af Hattehullet; — det havde før været rettet mod Dragegaarden, man kunde se lige ned i Svinestien; — nu saae man over til Lars Peersens.
Dette Hattehul, hvorfra man havde den videste Udsigt, som kunde findes i Egnen, var overhovedet Børnenes Yndling. Ganske vist var den vide Udsigt hver Gang begrændset til en enkelt Himmelegn, men saa vexlede til Gjengjæld denne Himmelegn. Den ene Dag saae man ind over Landet og kunde tælle tolv Kirker og nitten Møller. Den følgende, da det var slaaet om til Landvind, bredte Sundet sig til begge Sider med sine Jagter og Skonnerter, der langsomt flyttede sig forbi med hvidt Skum foran Stevnen; og hinsides Vandet gled Blikket ind over det bakkede Sjælland, som over en anden Verdensdel med fremmed Natur. Det var som en stor Kigkasse, der tilhørte dem.
En Dag gav hun ham den Gaade: — »Hvad er det for et Vindue, som altid staar aabent, og som det dog aldrig blæser ind ad?« Han pinte sig forgjæves, og hun blev ved at ægge ham: det var virkelig for dumt af ham, han kunde slet ikke lade være med at gjætte den. Da hun endelig løste den for ham, var han høist forbavset og vilde først slet ikke tro, at hun selv havde lavet den. Det var den første Gang, at han følte Beundring for hendes overlegne Forstand.
En Bondegaard er ganske vist ikke paa langt nær saadan en Herlighed som en Mølle, men Christines Hjem havde dog ogsaa nok sit at byde paa for en Dreng fra Høimøllen, der ikke som saa mange andre havde synderligt Avlsbrug. At kjøre hjem sammen paa svingende Hølæs, at binde Neg op, at bringe Mellemmaden ud til Høstfolkene og dele den med dem, at lave sig Reder i Stakkehavens gyldne, duftende Halm — med saadanne Glæder kunde hans Veninde til Nød betale Fornøielserne fra Kværnloft og Hat.
Efter Konfirmationen var der kun sjelden Leilighed til at træffes. Men da han var bleven Svend, saaes de regelmæssig, om end kun kort ad Gangen. To Dage om Ugen kom han kjørende med Møllevognen, og det var altid hende, der tog imod de varme, duftende Rugbrød. Saa gjorde hun ham vel ogsaa et eller andet Spørgsmaal, om hvordan han havde det, eller hvordan det gik de Gamle; og det hændtes ogsaa, at han berettede om en eller anden vigtig Begivenhed paa Møllen: saasom at Hvedesigten maatte have nyt Betræk af Silke, som blev lavet helt nede i Italien og kostede sine fyrretyve Kroner. Men meget fandt han ikke paa at sige, og disse Samtaler blev aldrig lange; det var der jo heller ikke Tid til — de havde begge nok at gjøre.
Da Jakob var fem og tyve Aar, døde Faderen og han arvede Møllen; saa faldt det af sig selv, at han friede til Christine og fik hende. Det vilde være vanskeligt at sige, naar deres Barnevenskab var gaaet over til at blive Forelskelse, eller om det i det Hele havde gjort dette Skridt. Men der var ingen af deres Slægtninge eller Naboer, der tvivlede om, at de skulde have hinanden, og saa gjorde de selv det heller ikke. Forholdet imellem dem lignede mest af Alt det mellem en Prinds og en Prindsesse i et Par Nabostater, hvis Politik og Traditioner anbefale en Familieforbindelse, og hvor der tilmed er nogen gjensidig Tilbøielighed at bygge paa. Møllen var god, og hendes Medgift var god, og Gaard og Mølle laa saa bekvemt som mulig for hinanden, hvis de en Gang skulde arves sammen. Jakob var net at se til, og det vilde være forgjæves at søge efter en solidere Fyr der paa Egnen, det var en velbekjendt Sag. Hvad Christine angaar, saa var hun vel ingen Deilighed, men det var en velvoxen Pige med et behageligt Ansigt; Ingen talte andet end Godt om hende, og hun var flink i Husholdningen. Altsaa — hvad vil man mer? Han i alt Fald vilde ikke mer, og hun heller ikke. Og som deres Giftermaal var den naturligste Ting af Verden, saaledes blev deres Ægteskab ogsaa naturligt og godt. En lille Pige døde fra dem efter et Par Aars Forløb, men imens var Hans kommen, og ham beholdt de. Men da hun var et Par og Tredive begyndte hun at plages af Aandenød, pludselige Ængstelser og Mathed; hendes Figur tabte sig, Ansigtsfarven, der endnu havde beholdt en kraftig Friskhed, graanede og fik undertiden et Anstrøg af Violet.
Muligt, at dette bidrog til at gjøre Mølleren modtageligere for Lises blomstrende Ungdom.
Han kunde iøvrig ikke huske at hun strax, da hun ved Høstens Tid tiltraadte sin Tjeneste, havde gjort synderlig Indtryk paa ham. Hele Formiddagen var han sammen med hende i Bageriet. Christian stod imellem dem; han slog den Deig op, som hun havde veiet af, og Mølleren gav Brødet den endelige Form. Der blev hverken set til Siden eller vexlet Ord, men der var ligesom lidt mer Humeur i Arbeidet, end mens den forrige Pige var der, en klodset Lollik. Nærmest kom hun ham, naar hun tog imod Brødet, som han langede ud af Ovnen. Saa lagde han Mærke til, at hendes Arme vare smukke, og at der var noget eget Klædeligt ved alle hendes Bevægelser.
Det første Øieblik, der var ham paafaldende, naar han — som nu — i Tankerne gjennemgik denne Tid, det var Juleaften. Han saae, hvordan hun, lige da de skulde ind at spise, vinkede ad Jørgen, der gik forbi Kjøkkendøren, og i Smug stak Noget til ham — det var den Kalender, som endnu satte Møllersvenden i saa mange Sindsbevægelser. Den Tanke, at der kunde være Noget mellem de to, pinte ham frygtelig. Han var en streng og nøieregnende Husbond; i hans Hus havde der altid været Gudsfrygt og tugtig Anstand, der burde ikke finde Noget Sted, som ikke var rigtigt, ingen lyssky Letfærdighed skulde have Plads der, — og det kunde ikke nægtes , at der var Noget ved hende, Noget som det ikke var muligt saadan at faa fat paa, men som lod En ane, at hun vel var i Stand til Sligt … Om imidlertid denne Husbond-Bekymring var tilstrækkelig til at gjøre Regnskab for hans Uvillie? sikkert er det, at han vedblev at være i et Humeur, som man ikke burde give Rum for paa en Helligaften.
Hvor underlige ere ikke vore Stemninger og deres Aarsager! Hvis han den Gang havde anet, at det var den sidste Juleaften, han skulde feire sammen med sin gode, trofaste Hustru — han havde sandelig haft Grund nok til at være i en sørgmodig Stemning; og saa var den virkelige Grund den, at en Tjenestepige havde givet en Svend en Almanak!
Der var ikke gaaet mange Uger af det nye Aar, før Christine følte sig syg, og snart maatte hendes tapre Natur give efter; Sygeleiet begyndte og blev temmelig langvarigt; Benene hovnede op, Pulsen var uregelmæssig. Nu maatte der gjøres Anstalter for at faa en anden Pige, da Husmoderens Haand savnedes overalt. Men Lise paatog sig at gjøre Fyldest; foruden at hjelpe i Bageriet passede hun Kjøkkenet og besørgede Husgjerningen; — man spiste lidt senere, Maden var maaske en Kjende ringere og Rengjøringerne neppe de grundigste, men det gik dog. Mølleren var fuld af Beundring og Lovtaler, og Christine, der som dygtig Husmoder vidste, hvad det vilde sige at faa saa meget fra Haanden, kunde ikke nægte hende sin Anerkjendelse. Hun ydede den ganske vist med Vrangvillie, for hun havde hele Tiden ikke haft meget tilovers for Lise. Der var først og fremmest hint »Noget« i hendes Væsen, som ikke behagede hende. Det vil ikke vare længe, før der bliver Jav mellem hende og Karlene, mente hun. Men desuden fandt hun, at Lise havde Hang til Ladhed og ikke just tog det nøie med sine Pligter. Saa meget mere overraskende var det altsaa, at hun i Husmoderens Sygetid havde gjort langt mer end sin Pligt og slet ikke forlangte noget Vederlag derfor — ja endogsaa slog det hen, naar man bragte det paa Tale. »Man maa jo hjelpes ad i et Hus, naar der kommer Sygdom paa,« sagde hun saa — »hvem vil regne saadan Noget?« — Denne Høimodighed var Møllerkonen en Gaade, indtil hun faldt paa den Tanke, at Lise vilde gjøre sig uundværlig; hun havde sikkert mærket, at hendes Madmoder ikke var tilfreds med hende og maaske nok ved Ledighed vilde se at blive af med hende, og nu havde hun paa Forhaand afpareret ethvert Angreb. Thi det var virkelig lykkedes hende: man kunde foreløbig slet ikke undvære hende. Fru Christine var ingenlunde ligegyldig for den frygtede Løn til en anden Pige, som nu blev sparet — der gik allerede saaledes nok med til Læge og Medicin; men selv om hun vilde have foretrukket en saadan Udgift, saa lod det sig ikke længer gjøre at afskedige Lise — i alt Fald ikke før Christine var kommen sig saadan, at der ikke for det Første var nogen Fare for et Tilbagefald; og det havde lange Udsigter.
Utaalmodigheden efter at trænge Lise ud af hendes dominerende Stilling drev Christine til at afkorte sin Reconvalescentferie og hurtigere, end det var tilraadeligt, tage fat i Husholdningen. Hun iagttog nu Alt med skjærpet Sands, og snart troede hun at bemærke en Forandring hos Manden. Der var noget Uroligt over ham, tidt var han aandsfraværende — over for hende var han ofte fuld af Omsorg, men der var ligesom kommet noget Fremmed ind i hans Ømhed; og til andre Tider syntes han helt at have glemt, at hun ikke var ganske rask. Paafaldende var det, hvor oplivet han var ved Middagstid, naar han kom fra Bageriet, og det var denne Iagttagelse, der bragte hende til at sætte alt dette i Forbindelse med Lise. Hvorfor tog han det ogsaa saa heftig, naar hun gjorde en eller anden nedsættende Bemærkning om dette Tyende? »Det er sært, saa du altid skal være efter den stakkels Pige, hed det saa — hvordan skulde det være gaaet os uden hende?« Christine vidste meget vel, at der var noget Sandt deri; men just fordi der i hendes egne Angreb paa Lise var mindre saglig Begrundelse end Uvillie, kunde hun mærke, at hans heftige Forsvar heller ikke udsprang af pur, kjølig Retfærdighedsfølelse. Hun begyndte at stikle — undertiden bittert nok — paa hans Forkjærlighed for Lise og frembragte derved en Virkning, som hun ikke havde ventet.
Først ved disse Stiklerier blev nemlig Mølleren opmærksom paa sin egen Tilstand. Christine havde Ret: — denne Pige havde bragt noget Nyt og Ukjendt ind i hans Tilværelse, og medens hun havde gjort sig uundværlig i hans Husvæsen, havde hun forstaaet at gjøre sig endnu uundværligere i hans Følelsesliv — han turde slet ikke tænke sig hende bort. Ja, hans Hustru havde Grund til at hade hende, for han — med eller uden Grund — han elskede hende.
At blive opmærksom paa Faren er ikke altid det første Skridt til at undgaa den; det kan være det Modsatte. Ligesom en Sovende vækkes ved den magnetiske Følelse af et Blik, der vogter paa ham, saaledes vækkes undertiden Faren af Opmærksomheden og tager sig hurtig sammen for at kaste sig over sit Bytte, inden den Vagtsomme undflyer. Møllerens Følelse for Lise, der i sit ubevidste Liv havde været en vag Stemning væsentlig af lys Natur, ligesom en let prikkende Rus, den blev nu en rugende, uimodstaaelig Lidenskab.
Det varede ikke længe, før hans Hustrus Helbred atter blev betænkeligt; — det var aabenbart, at et Tilbagefald truede. Hun stred imod med en heroisk Villiesanstrengelse — hun vilde ikke give noget Arbeide ud af Hænderne. Han bønfaldt hende om at skaane sig. »Ja, dig var det vel rettest, at Lise erstattede mig overalt,« svarede hun — og han saae med Forfærdelse, at hendes Klarsyn over Forholdene gav hende den fortvivlede Styrke, som truede med helt at oprive hende.
Endelig maatte hun give efter. Da hun saa laa der, bunden til Sygeleiet, hvilken borende Angst var hun da ikke givet til Pris for! — »Hvad foregaar der nu, hvor jeg ikke er?« Og i sin Hjelpeløshed fødte hun sig nye Evner, overnaturlige Sandser, hvormed hun forfulgte dem overalt til de fjerneste Kroge: Den Syges Sensitivitet, der allerede er en Dæmring af Somnambulens Fjernsyn, samlede utrættelig Stof, som Skinsygens geniale Combinationsevne formede og udsmykkede — og undertiden bemægtigede Feberen sig disse Billeder, phantaserede dem vildere og monstrøsere ud, levendegjorde dem og lod dem svulme kjæmpemæssig op i det grelle Lys af sin Tryllelygte. Men selv i deres Forvrængning og Overdrivelse vare de maaske ikke helt uden Sandhed — om end Sandheden var af symbolsk og profetisk Natur.
Thi det der imens foregik mellem de Paagjældende, var saa godt som Intet, og havde for en nøgtern Betragtning vanskelig kunnet afgive Motiv til slige Billeder. Det laa ikke i Møllerens Natur at gaa hurtig til Værks, og han havde endnu ikke med et Ord givet Lise sin Kjærlighed at forstaa, om end han ikke tvivlede om at hun vidste, hvorledes det stod sig med ham, og troede at hun var ham god — undtagen til Tider, naar han pintes af en Mistanke om at hun foretrak Jørgen — eller maaske Christian. Den Dødsskygge, der mer og mer sænkede sig over Gaarden, betog ogsaa hans Lidenskab al sandselig Levelyst og gjorde den snarere til en urolig Angst, en skjæbnesvanger Betagethed — og naar den af og til blussede op, saa holdtes den i Tomme af en mystisk Bevidsthed om at være iagttaget — iagttaget overalt. Det Blik, der fulgte ham ud af Sygestuen og modtog ham, naar han traadte derind — han følte det fæstet paa sig, hvor han gik og stod, men især naar han var sammen med Lise.
Og han var overbevist om, at det ikke blot var en Idee af ham.
Stiklerier og bitre Bemærkninger kom ikke længer fra den Syges Læber. Hendes Spørgsmaal syntes kun dikterede af Husmoderens Interesse: hun vilde gjerne følge med og overbevise sig om, at Alt gik sin vante Gang. Men med Forundring mærkede han paa disse Spørgsmaal, at hun paa en ubegribelig Maade var underrettet om meget af hvad der foregik. En Dag vidste hun saaledes, at han havde hjulpet Lise med at tage Tøi fra Blegen, og dog var det neppe muligt at høre Stemmer fra Blegepladsen, og Drengen havde ikke i Mellemtiden været hos hende. I alt Fald var det da umuligt at se fra Sengen op i Møllehatten, hvor han saa godt som aldrig havde Ærind op; men en Dag var der Noget i Veien med Krondrevet, og han havde været oppe at gjøre det i Stand. Da han saa kom ned til Christine, spurgte hun ham, om der endnu var ligesaa mange Spurvereder oppe i Hatten som den Gang, da de legede der som Børn; hun var kommen til at tænke paa det, sagde hun, og saa var det hende ligesom om han maatte være deroppe.
Men der var især een Ledighed, ved hvilken han havde overbevist sig om denne hendes gaadefulde Evne; det var den eneste Gang, da han havde forglemt sig.
Han havde været inde i Magasinet og vilde gaa op i Møllen, da kom Lise netop ned ad den steile Trappe op til Broloftet; hun havde bragt Mad op til Svendene. Da hun saae ham staae der, vendte hun sig, for ikke som sædvanlig at gaa baglængs ned. Med høire Haand støttede hun sig til Muren, og for ikke at hænge fast, løftede hun Kjolen op med den venstre, saa at et kraftigt, smukt formet Ben viste sig næsten op til Knæet. Foden, i Strømpesok, famlede efter Trinnet og krummede sig om det som en Haand; i hele hendes ligevægtsøgende Legeme var der en blød, kattesmidig Bevægelse, og et ængsteligt Smil, der klædte hende nydelig, fuldendte Møllerens Fortryllelse. Da hun endelig hoppede de sidste Par Trin ned, greb han hende i sine Arme og kyssede hende — med et Forsøg paa at give dette erotiske Anfald det muntre, friskfyragtige Præg af et Stykke almindeligt kraftigt Courmageri — men det lykkedes ikke helt, hans Latter klang ikke naturlig. Pigebarnet stirrede underlig paa ham, idet hun smilede med sine skinnende Tænder, saa snoede hun sig løs og smuttede ud ad Døren.
Han steg op i Møllen, hvor han blev omtrent et Kvarter, og gik saa over i Huset. Da han kom ind i Sygestuen, traf han sin Svigermoder i stor Angst. For et Kvarters Tid siden var Christine faret op i et heftigt Anfald af Aandenød — stirrende ud for sig, uden at se Moderen. Hun havde indtil det Øieblik ligget stille hen, og det var overhovedet en Tid, i hvilken det syntes at gaa fremad med hende. Hele Aftenen var hun fra sig selv og fantaserede, og af enkelte Udbrud sluttede Mølleren, at hun ligesom havde været Vidne til hin Scene ved Broloftstigen. Det forekom ham heller ikke mindre muligt end saa mange Træk af Fjern-Sandsning, som han i den sidste Tid mente at have oplevet med hende.
Men fra den Dag af daterede sig den betænkeligere Vending, som hendes Sygdom havde taget. — —
Mølleren sad ubevægelig og tænkte paa alt dette, der stod om ham ligesom i en Cirkel, det ene ikke fjernere fra ham end det andet. Det var som om det var igaar, at han kom kjørende ind i i Bondegaarden og hun kom ud og tog imod de dampende Brød. Og det var ikke længer siden, syntes han, at de stod deroppe i Hatten, da Møllen blev dreiet; — endnu igaar, havde hun mindet ham saa levende derom, da hun midt under en urolig Febersøvn raabte: »De bliver knust — hold op — Persebommen knuser dem.« Han syntes, at han saae det lyslevende for sig, hendes Barneansigt fra den Gang, med det silkeglindsende Haar, der lokkede sig ned om Kvinden, de store opspilede Øine og et forskræmt Udtryk ved Munden; og nu han saae det Ansigt, der laa der paa den hvide Pude, gjenfandt han saa meget deraf — navnlig hint Udtryk ved den ene Mundvig, der var trukket lidt ned. Det vilde ikke ind i hans Hoved at dette Menneskeliv, der endnu syntes sit Udspring saa nær, og hvis synlige Form endnu ikke helt havde aflagt sine Barnetræk, allerede skulde være ved sit Udløb, og at deres Samliv, der laa udbredt for ham som et enkelt Døgn, var ved at dø bort.
Hendes Ord faldt ham ind: naar man skal til at dø, synes Livet En saa lille. — Var det den Døendes Synsmaade der var gaaet over i ham? ....
Pludselig følte han Tørst — eller i alt Fald en pinlig tør Fornemmelse i Halsen. Da han intet Vand fandt i Karaffen, gik han gjennem Storstuen over i sit Sovekammer. Døren til Sygeværelset lod han staa paa Klem efter sig.
Derovre var der Lys. Lise stod ved hans Seng.
— Er du oppe endnu? spurgte han forundret.
— Der var saa meget at gjøre.
— Men du behøvede da ikke at rede min Seng.
— Jeg tænkte dog maaske Husbond vilde sove lidt inat.
Mølleren sov i denne Tid om Dagen, mens Svigermoderen var der, og vaagede om Natten hos sin Kone.
— Naar jeg har sovet nogle Timer, kunde jeg godt vaage lidt derinde, tilføiede Lise.
— Vist ikke! hvad er det for noget Snak, svarede han uvillig.
Det gav formelig et Gys i ham ved Tanken om, at den Syge skulde vaagne op og se Lise sidde ved sin Seng.
Lise, der stod med Ryggen til ham, smilede underfundig.
I det samme begyndte Hans at klynke sagte og kaste sig i sin Seng. Faderen traadte hen til ham, lagde Puden og Dynen tilrette og klappede ham varsomt paa Hovedet. Strax blev Barnet stille og syntes at falde i en dybere Søvn, som under et magnetisk Strøg.
Mølleren saae sig raadvild om: — han kunde slet ikke huske, hvorfor han befandt sig her. — Rigtig: Vand!
Han gik hen til Vadskebordet og heldte af en Lerkrukke Vand i et Glas.
— Vandet er frisk, jeg har lige hentet det fra Brønden, bemærkede Lise.
Han tømte Glasset i lange, dybe Drag. Den kjølige Vædske læskede ham — legemlig og sjælelig. Det var som om den skyllede alt Sygestuestøv bort og bragte styrkende Bud fra Naturens levende, friske Kildespring.
Han saae over Glasset hen paa Lise. Det forekom ham saa underligt dette: — derinde laa den Syge, og her stod den Sunde og redte hans Seng. Hun var ligesom Sundheden selv, og Lufttrækket af hendes kraftige Bevægelser, medens hun tumlede med Madrads og Lagen, Pude og Dyne syntes at omvifte ham med selve Livets frodige Atmosphære.
Just som han satte Glasset fra sig igjen, gjorde Lise et Skridt til Siden henimod ham, men var saa heldig at træde feil — Foden knækkede om, og hun vilde være falden, hvis han ikke havde grebet hende. Et undertrykt Skrig vidnede rørende om hendes Smerte og om hendes Selvbeherskelse: — hun frygtede for at vække den Syge. Hendes Legem hang tungt og hjelpeløst i hans Arm, Hovedet hvilede paa hans Skulder; han følte, hvordan hendes opskræmte Hjerte bankede.
Det var ham ikke ukjært, at hun i nogle Sekunder overgav sig til den Behagelighed at blive understøttet eller snarere baaren.
Saa traadte hun fast op paa den høire Fod, dreiede Hovedet om imod ham og hvidskede blidt:
— Tak!
Der var intet Gran af Skjelmeri i hendes Ansigtsudtryk; det var taknemmeligt og godt, som hos et tillidsfuldt Barn. Han havde aldrig fundet hende elskeligere.
— Foden er da ikke kommen til Skade? spurgte han bekymret.
— Aa nei, jeg kan næsten allerede støtte paa den.
— Lad blot være. Kom, sæt dig her paa paa Sengen.
— Det er en Skam, jeg gjør den helt uredt igjen, bemærkede hun smilende, da han havde bragt hende til Sæde paa Sengekanten.
— Hys! hviskede han forskrækket.
Han hørte en underlig, uhyggelig Lyd noget borte.
Døren stod paa Klem ind til Storstuen. Han gik derhen.
Lise reiste sig med Anstrengelse og gjorde et Par hinkende Skridt for at følge efter og give en Haandsrækning, om det gjordes fornødent. Han vinkede heftig afværgende og gik.
Christine sad opreist i Sengen, med den venstre Haand presset ind under Brystet, stønnende og gispende efter Luft. Hendes opspærrede Øine saae ham ikke, og det rystende Legeme syntes uden Sandsning at lade sig understøtte af ham. Overkroppen slappedes; den sank tilbage i hans Arm, og Hovedet faldt forover.
— Christine! kaldte han flere Gange fortvivlet, idet han bragte hende til Leie paa Puderne.
Men Intet tydede paa, at nogen menneskelig Stemme kunde naa til hende.
Aandedraget gik trangt, med stærk Rallen.
Og denne Lyd trængte ind til Lise, der stod i Sovekamret, et Par Skridt fra den halvaabne Dør, og lyttede med et triumferende Smil.