Møllen/2/1
ANDEN BOG
I.
Onsdagen derefter var der Begravelsesselskab i Møllen.
Foruden de Nærmeste — Moderen og Broderen, der tillige var Møllerens Naboer — var der kun Skovfogdens, Præst og Skolelærer, samt et Par Bondefamilier, fjernere Slægtninge, som vare komne milevidt borte fra til Begravelsen, og som man dog ikke vilde lade kjøre hjem, uden at de havde faaet Noget at styrke sig paa.
Det var en travl Dag for Lise — men ogsaa en stolt Dag, som ret skulde stille hendes Dygtighed til Skue, ja for Alles Øine lade hende fremtræde som Husmoder — om ikke beklædt med den ydre Værdighed saa dog i alt Fald virkende med den indre Myndighed. Hovedsagen var, at Gjæsterne, naar de tog bort — Skade, at de ikke var langt flere! — strømmede over af Lovtaler: det var rigtignok en Pige, som Mølleren kunde være tjent med! det var da Synd at sige, at man mærkede Noget til, at der ingen Kone var i Huset!
Giv Stunder, Godtfolk! det kan komme — kommer Altsammen, hver Ting til sin Tid. Denne Dag har nu denne Opgave, som nok er værd, at man gjør sig det lidt surt for den. Derfor havde hun heller ikke villet høre paa Husbonds Forslag om koldt Aftensbord — det vilde rigtignok være net, om der skulde siges paa hende, at hun ikke kunde overkomme en varm Steg!
Saasnart derfor Kaffen var tagen ud, efter at have givet de af Begravelsen høitidelig nedstemte Gemytter en første Vederkvægelse, stillede altsaa den omtalte Steg — en kolossal Kalvesteg — sine despotiske Fordringer; og Lise var ret tilfreds med at Skovfogedens Søster Hanne, der allerede havde hjulpet hende med Kaffetøiet, spurgte, om hun ikke kunde give hende en Haandsrækning med et og andet. Hun var velkommen som Spinathakkerske.
Derimod var det slet ikke efter Lises Recept, da et Kvarters Tid efter selve Svigermoder i hele sin Bondekone-Bredde indfandt sig i Kjøkkenet med et naadigt: »Naa, lille Lise, hvordan gaar det? kan du komme ud af det?«
»Hvad kommer det dig ved, dit gamle Høved«, tænkte Lise, idet hun mumlede Noget, der skulde være en Tak for gunstig Forespørgsel.
Hun stod ved Ovnen og havde just trukket Stegen ud og strøede Salt paa den. Dette Stykke Kjød vakte Madammens Beundring — hun bøiede sig helt ned over Pigen:
— Naa det maa jeg sige — vi kommer da ikke til at sulte idag.
— Aa nei, jeg troer ikke at Gaardeieren pleier van at spise den bedre.
Gaardeieren — det var hendes Søn, som var bekjendt for ikke at bryde sig om Andet end om Bordets Glæder; det havde Lise ofte hørt Madam Andersen klage over til Datteren, naar hun ikke tænkte paa, at Lises lange Øren kunde naa dem. Spydigheden var diskret; Ingen kunde beskylde hende for at have sat den skyldige Ærbødighed til Side, — men den ramte.
— Ja, der har du saamænd været heldig, min Pige, sagde Bondekonen i en spids Tone — den kan saamænd sagtens stege sig.
— Naa heldig, bemærkede Lise, den er jo ikke falden ned fra Himlen til mig.
— Du staar dig vel godt med Slagter Hendriksen? han er jo en Pigernes Jens.
Det var grovt Skyts — men Lise besad et videre rækkende.
— Hendriksen? sagde hun overlegent. Nei, jeg lod saamænd Christian kjøre ind til Byen.
Dette »jeg lod Christian kjøre ind« smagte sødt paa Tungen, saa meget mere som det ikke var nogen Overdrivelse. Mølleren havde givet hende frie Hænder, og hun havde ved Forberedelserne til dette Selskab ganske handlet efter eget Skjøn.
Paa Bondekonen gjorde denne Bemærkning den forventede og tilsigtede irriterende Virkning: — Ah ha! man lader allerede spænde for — man spiller Madamme her paa Møllen! Se, se! jo, du kan saamænd blive god, naar du bliver gjemt, min Pige, hvis man ikke ser sig for itide!
Hun dreiede sig brat om, og den nedarvede, hundredaarige Silke raslede hen over Kjøkkenets ikke altfor rene Murstensgulv, medens dens Eierinde gav sig til at inspicere hvad der stod paa Hylder og Diske og hang paa Væggene. Lise kastede over Skuldren et veltalende Blik efter hende: »Naa skal du nu blive ved at snuse om herude? Ja, speil du bare dit Fjæs i alle Kjedler og Gryder, det bliver sgu ikke kjønnere for det.« Det blev i Virkeligheden ikke kjønnere, dette Ansigt, der ikke i og for sig udmærkede sig ved Skjønhed: her blev det af en Messingmaskine halet i Længden, som et Billede paa idiotisk Skuffelse, der tværede en Kobberkjedels brune Bug det ud i Bredden, som om der blev trukken af al Magt i begge Øren — men bortset fra disse Forvrængninger, lod Speilbillederne adskillig tilbage at ønske i Retning af Tydelighed. Imidlertid, Niels Andersens Enke regjerede ganske vist selv i et rummeligt, vel indrettet og godt forsynet landligt Kjøkken, men det hørte ikke til hin sjeldne, af Idyl-Forfattere yndede Art, hvor der ikke hviler et Støvgran paa den skurede Disk og hvor Tintøi og Kobbersager blinke, som om de aldrig havde været brugte — ja i et saadant vilde hun endog have været ilde tilmode, hun vilde pinlig have savnet det Tilsmudsedes Fordringsløshed, en vis fedtet Fortrolighed og den Diskretion, der ligger i Tilsløringen af metallisk Glands. Saa gjerne hun vilde have fundet Noget at udsætte, saa var det hende derfor ikke muligt.
Inden hun endnu var naaet til dette uvelkomne Resultat, blev Døren ved Siden af hende, der førte ind til Borgestuen, stødt saa kraftig op, at Haandtaget kom i en ublid Berøring med hendes Ryg.
— Naa, Lise! nu skal vi da rigtig — — —«
Videre kom den indstormende Jørgen ikke, da et irettesættende Blik fra Lise, i Forbindelse med en Fornemmelse af at Døren var stødt mod Noget, fik ham til at se til Siden og opdage — først Skovfogdens Hanne, hvis stilfærdige Skikkelse allerede var egnet til at lægge en Dæmper paa hans Oprømthed, og dernæst selve Husbonds Svigermoder, der med en meget »stødt« Ryg gjorde det af med den sidste Rest af hans ungdommelige Overmod. Han fremstammede en Undskyldning, det ikke blev altfor naadig optagen, og erindrede, at han egentlig var kommen for at faa Ild til sin Pibe, da der ikke var flere Tændstikker i Borgestuen.
Denne Mangel blev afhjulpet. Men Jørgen var endnu saa forfjamsket, at han ikke fik Døren lukket rigtig efter sig, da han skamfuld forsvandt. Man hørte inde fra Folkestuen »det sølle Fjog« Lars med en gjennemtrængende Overgangsstemme give sit Besyv:
— Jeg vil være fordømt, om Husbond ikke gifter sig, inden Aaret er omme — og jeg veed ogsaa nok med hvem.
— Det var som Fanden! brummede Christian.
— Ja, og hun er ikke langt borte.
Lise skyndte sig at slaa Døren i, med den forklarende Bemærkning: »Den ækle Tobaksrøg skal vi dog betakke os for at faa herind i Kjøkkenet.« — Det vilde jo rigtignok have været nydeligt, naar den Drage af en Madamme og det Hængehoved af en Bedesøster skulde høre al disse Tølperes Snak om hendes Planer og Udsigter til at blive Møllerkone! Og hun kastede et hurtigt Blik til Siden for at se, om Yttringen i Borgstuen havde vakt Opmærksomhed. Men »Dragen af en Madamme«, som hun frygtede mest, syntes fordybet i et af sine humoristiske Speilbilleder og rettede just til Hanne et eller andet ligegyldigt Spørgsmaal, som fandt den unge Pige i en Tilstand af Aandsfraværelse, maatte gjentages og endelig besvaredes med aabenbar Forvirring. Dette var Lise paafaldende: hun syntes at »Hængehovedet af en Bedesøster« havde Udseende af i dette Øieblik at være et Bytte for verdslige Sindsbevægelser, og et af de pludselig situationsforklarende Streiflys, som en Kvindehjernes Fosfor er saa flinkt til at brænde af, satte disse Sindsbevægelser i Forbindelse med Borgestuen, fra hvilken der endnu lød Stemmer som af en heftig Strid, hvis Ord man heldigvis ikke kunde høre. Hurtig greb Lise en Bakke med Kager, som vare blevne tilovers fra Kaffen, og gik derind.
Hun glemte ikke at lukke Døren efter sig.
— — »saa underlig Husbond saae paa hende ved Kirkegaardsporten, da — —«
Det var Lars, der ved Lises pludselige Indtrædelse brød af i denne Sætning, som en Skoledreng, der af Læreren overraskes i et Skjelmstykke. Rød i Hovedet gav han sig til at tromme paa Bordet og forsøgte at kaste et ligegyldigt Blik ud i Gaarden. Christian holdt inde midt i et interesseret samstemmende Nik, endnu med noget af et tvivlende Smil om Læben, hidrørende fra hans Rolle i Disputen. Men Jørgen smøgede rolig og overlegen, med Piben hængende i den ene foragtelig sænkede Mundvig. Han morede sig over at se de Andre paa Vildspor og følte sig som den, der er indviet i de intimeste Forhold — og ud fra denne Følelse blinkede han smilende til Lise.
Ogsaa Lise var tilfreds: hun var traadt ind i et heldigt Øieblik. Selv var hun jo for lutter Husflid ikke gaaet med paa Kirkegaarden. Hvem skulde det være andre end Hanne, som Husbond havde set saa underlig paa? … Naa, saadan!
— I er nogen rare nogen, sagde hun spydig, idet hun satte Bakken paa Bordet. Her kommer jeg med Kager, som jeg har sat til Side til jer, og saa sidder I kun og tænker paa at faa en ny Madmoder — I er vel ikke tilfreds, som I har det?
— Jo, det ved Gud! bedyrede Lars, grædefærdig over at den tilbedte Lise slyngede en saa ubillig Beskyldning imod ham. — Vi har heller ikke — det var slet ikke det —
Men den afskyelige Jørgen afbrød ham leende: —
— Tør du bande paa det, lille Lars?
Lille Lars turde ikke bande, han tav overvældet, skulede uhyggelig og knuste en Ærgrelses-Taare.
Men Opmærksomheden blev ledet bort fra ham af Christian, der koldblodig erklærede, at han ganske vist slet ikke var tilfreds og heller end gjerne saae, at der kom en Kone her paa Møllen igjen, og det jo før jo heller.
Lise stirrede maalløs paa den rødhaarede Yngling med det fregnede Ansigt, stirrede forbavset og næsten forfærdet over dette aabenbare Oprør. Og medens hun fixerede ham forfra, var han fra begge Sider udsat for en Krydsild fra Drengens og Jørgens Blikke, der kom uforstaaende fra opspilede Øine: — »Han er jo gal!« Men den forvovne Svend syntes at befinde sig ypperlig i denne gjennemborede Situation, han strakte Benene længere ud og gravede Næverne dybere ned i Buxelommerne:
— Ja, det er nu min Mening, sagde han endelig i sin drævende Tone. Ligner det kanske Noget, at du skal gaa her og sjove i Kjøkkenet? … Det var da ganske anderledes i Førstningen, da vi havde dig ovre i Bageriet — hvad Lise? — Og han smidskede lunt ved Tanken. — Naar jeg slog de Brød op, du veiede af til mig, det var Noget jeg kunde lide.
Jørgen bøiede sig forover og »bakkede« voldsomt, tilslørende sin Ærgrelse under Tobakskyer. Disse Morgener i Bageriet, hvor Christian stod ved Siden af Lise og hele Tiden var i Berøring med hende, havde altid været ham en Torn i Øiet. Men Lise, der strax var bleven forsonet ved Christians Forklaring, nød inderlig Jørgens Harme — hvor kvalmende end dens Udtryk var. Intet kildrede hende mere, end naar hun med den Ene kunde vippe den Anden ud af Ligevægt.
— Du vil vel jage En væk, med den ækle Røg, sagde hun under megen Hosten og slog med Haanden ad Tobakskyen. Da Jørgen derved foranledigedes til at se op paa hende og mumle noget Undskyldende, lod hun et ømt, megetsigende Smil glide over til Christian, som om hendes Tanke kjærtegnede mange gode fælleds Erindringer.
— Ja, vi havde det saamænd nok saa rart derovre … Jeg skal ikke sige Andet, end at det var morsommere end at staa saadan muttersalene i Kjøkkenet — med Pilatus, men han er jo kun et Umælende.
— Ja men, det er en mageløs Kat, indskød Lars behændig — han er meget bedre end Kiss.
Lise belønnede hans loyale Tilkjendegivelse med et meget naadigt Nik.
— Forresten har I mig da endnu af og til ovre i Bageriet, tilføiede hun for at trøste Christian men navnlig for at ærgre Jørgen.
— Ja saadan i Ny og Næ, og saa er der netop saa travlt, at der dog ikke kommer nogen rigtig Gemytlighed ud af det … Nei, det var rigtignok noget Andet den Gang: hver evige Dag, hele den udslagne Morgen sammen med Lise: hun veier af, jeg slaaer op — saadan skal det være! Skal vi drikke paa det, at vi skal have det saadan igjen!
Han heldte Resten af den Flaske Vin, som Lises Gunst havde forsynet Borgestuen med, i sit Glas, drak det halvt ud og rakte det til Pigen, der tømte det med et Smil til dem alle tre.
— Ja, lad os drikke paa at vi Alle faar det godt sammen. Og hvis Mølleren vil gifte sig, saa har jeg saamænd ikke Noget imod det — tvertimod.
Jørgen, der ligesom Lars høitidelig tømte sit Bæger — ihukommende de Guldbægere, fyldte med Malvasier, af hvilke hans Almanakriddere drak deres Elskedes Skaal — opfangede et betydningsfuldt Blik, der understregede det sidste Ord, og følte sig atter hævet over de Andre i sin Bevidsthed som den eneste Indviede, hendes Medsammensvorne; medens Christian i dette »tvertimod« hørte en Forsikring om hendes Længsel efter atter daglig at gaa ham til Haande i Bageriet. Men Lars alene vidste, hvor ømt hun ved Ordet »Alle« havde set paa ham — med en hemmelig Antydning af at det ikke blot var de to store Vigtigpeere, hun brød sig om — tvertimod!
Da Lise traadte ind i Kjøkkenet, saae hun til sin Glæde, at Madam Andersen havde fjernet sig. Hun var alene med Hanne og betragtede nu med ganske ny Interesse denne formentlige Medbeilerske, der stod saa trolig og hakkede Spinat for hende. Netop at se »Frøkenen« ved dette huslige Arbeide mishagede i dette Øieblik Lise høilig: — hun lod nok allerede som om hun var hjemme! hun spillede allerede Husmoder! —
Den sorte uldne Kjole, der blaanede i de belyste Omrids, stillede den unge Piges Skikkelse noget finere og slankere, end den ellers viste sig, frem imod det skarpe Foraarslys, der strømmede ind ad Vinduet; hendes Hoved var fremadbøiet, og Nakkeknudens Rand glindsede helt gyldent foroven. Det brune Forhaar var strøget glat tilbage, og denne Frisure vakte Lises Ringeagt, da hun selv et Par Gange om Ugen lavede sig kruset Pandehaar med et Brændejern. Et Blik i den nærmeste Kasserolle overtydede hende netop om, hvor fixt og forvovent det flammede sig — ganske som paa Damerne i Kjøbstaden. Paa dette Punkt i al Fald var hun sig sin Overlegenhed bevidst. Men iøvrig sagde en ubehagelig, uafviselig Følelse hende, at om hun saa havde kigget ind i et eventyrligt Skjønhedsspeil i Stedet for i det forvrængende Kjøkkenredskab, saa vilde det Ansigt, der selvtilfreds havde smilet hende imøde, dog være kommen tilkort i Sammenligning med det, som derhenne med udtryksløs Ro var bøiet over det daglige Arbeide; — der vilde i den mest idealiserede Afbildning af hendes eget kjønne Ansigt have manglet Noget — en Ynde, som ingen ydre Glands af trylleslebne Facetter kan meddele, Reflexen af en indre Slibning, mere til at ane end til at se.
Denne dunkle Følelse satte hende ikke just i fortrinligt Humør, og det var ikke langt fra at den havde udøst sin Bitterhed over Yndlingen Pilatus. Den »mageløse Kat« havde saalænge Madam Andersen huserede i Kjøkkenet holdt sig ganske for sig selv i sit Hjørne bag Komfuret. Nu mindede den om sin Tilværelse, idet den kom og; gnubbede sig op ad Lises Arm, da hun laa paa Knæ og overgjød den stormægtige Kalvesteg med Saft. Et Par Gange blev den ublidt skubbet til Side. Hanne, der havde ondt af den, lokkede ad den og vilde trøste den med et Stykke Flesk; men ikke saa meget som at den saae hen til hende, den nærmede sig atter med indsmigrende Halebugtninger til sine lunefulde Herskerinde. Hun blev saa pludselig greben af Rørelse over det trofaste Dyr — eller rettere over sig selv, hvem det var trofast imod: — »Ja, du er en god Ven, du holder dig til mig — lad hende lokke saa meget hun vil, du tager ikke Noget af hende — ikke sandt, Pilatus! Og hvis hun sætter sig fast her og driver mig ud, saa bliver du ikke her og tigger hos hende, nei, du gaar med mig, gjør du ikke det, min egen Pilatus — —?« Hun var næsten grædefærdig, saa tydelig saae hun sig selv, jaget fra Hus og Hjem, fra denne Mølle, som hun havde erhvervet sig Ret til — fordreven af en Fremmed, vandrende ud i den vide Verden ad kolde Veie, med en Bylt under Armen. Og da Pilatus flere Gange med en kjærlig Miaven besvarede denne uhørlige Tiltale, fandt hun en Sjat Kaffe i Kanden, heldte den i en stor Underkop og kom Fløde med tykt Skind deri. Saa satte hun sig paa en Træskammel, med Koppen paa Skjødet: og Pilatus gjorde lang Ryg, steg med Forpoterne op paa hendes Knæ og labede behagelig den kostelige Drik med Spidsen af sin rosenrøde Tunge, medens den af og til slog sine ravgule Øine op til hende. Hun paa sin Side betragtede den ikke mindre ømt gjennem Taarer, som Selvmedlidenhed og Harme havde fyldt hendes Øine med — ja af hendes Blik lyste der en Slags overtroisk Andagt som ovenfor et høiere beskyttende Væsen, hendes Genius, der var skjult i denne Dyreham. Man skulde tro at man saae et helligt Dyr, der fik sit Offer bragt af Præstinden.
— Holder De meget af Dyr? spurgte Hanne deltagende.
— Pilatus holder jeg af, svarede Lise afvisende — den rettroende Præstinde, der »ikke haver andre Guder«.
— Pilatus? hedder den saadan?
— Ja, veed De ikke det? spurgte Lise tilbage, oprigtig forundret over en saadan Vankundighed.
— Hvem har dog kaldt Katten saadan?
— Jeg veed ikke — den har altid hedt Pilatus.
— Jeg vilde give den et andet Navn. Det er ikke rigtigt at kalde et Dyr med et Navn af den hellige Historie.
Lise smilede foragtelig.
— Min Broder har saadan en yndig Jagthund, den hedder Hektor, og jeg har det sødeste Raadyr — Jenny hedder det.
— Hunde kan jeg ikke lide, men Raadyr kan jeg godt lide — naar de er stegt .... Det var rart, hvis Deres Broder vilde sende os et til Efteraaret.
— Det vilde han vist gjerne, men Dyrene er jo ikke hans.
»Aa et mer eller mindre — det mærker Herskabet saamænd ikke Noget til« var Lise lige ved plumpe ud, men hun betænkte sig i Tide: man skal ikke røbe sig. Hvor hun var rasende paa denne Hanne! saadan en Hyklerske! For de havde naturligvis hvert Øieblik en Dyreryg paa Bordet i Skovfogedhuset.
— Saa? Ja, det forstaar jeg mig jo ikke paa, sagde Lise rolig, iført al sin enfoldige Uskyld — i Egenskab af Medlem af en gammel Krybskyttefamilie.
Samtalen var gaaet istaa, og det var dumt. Hendes Uvillie mod Hanne havde maaske endog været kjendelig; i alt Fald syntes den unge Pige ikke at føle sig opfordret til at fortsætte. Hvad havde hun nu ud af det? — Langt fornuftigere havde det været at faa hende til at snakke løs og mulig forsnakke sig. Fremfor Alt se at komme paa Sporet af hendes Hensigter med Mølleren, hvis hun virkelig havde saadanne — for det var jo endnu muligt, at det Hele var blind Allarm. Eller om hun maaske skulde have en Kjæreste; det maatte man med lidt Snedighed kunne faa hende — ikke til at tilstaa, men maaske nok til uforvarende at tabe en Stump Antydning deraf — en eller anden Bisag, der syntes at vedrøre noget helt Andet: f. Ex. at hun gik ene ud om Aftenen (hvad skulde hun gjøre det for, uden for at træffe ham?) eller at hun skrev mange Breve — for det sandsynligste var, at hun havde en Forbindelse i Kjøbenhavn, hvor hun havde været til for et Aars Tid siden. Noget skjult Kjæresteri havde hun sikkert nok, siden hun skabede sig saa hellig. — Og hvor vigtigt var det ikke at være i Besiddelse af saadan en Hemmelighed, hvis Mølleren virkelig skulde kaste sine Tanker paa hende.
Lise stillede sig ved Siden af Hanne, og mens hun begyndte at slibe Knive, aabnede hun Samtalen med Spørgsmaal om, hvordan det var gaaet til paa Kirkegaarden, om der havde været Mange, om hvad Præsten havde sagt og hvilke Psalmer der var blevet sunget — selv havde hun jo ikke kunnet være med, der var saa meget at gjøre i Huset. Naa, Præsten havde talt saa kjønt over hende? ja, det havde hun saamænd fortjent, hendes kjære Madmoder — hun havde lidt saa taalmodig! Og det var heller ikke mer end rimelig, at Alle der fra Egnen havde givet Møde — det havde ogsaa nok gjort Mølleren godt, saadan almindelig Deltagelse — om den ogsaa ikke trøstede, men Herregud, man saae det jo dog gjerne. Ja, han var svært nedtrykt, Mølleren, det kunde jo ikke være andet! Men forresten var man jo saadan lidt efter lidt bleven forberedt paa det: og egentlig var det jo godt, at der saa snart var blevet løst op for hende, for Helbredelse havde der nok ikke kunnet være Haab om, og saa var der saa Mange, der gik og droges med den Sygdom i flere Aar. Ogsaa for Møllerens Skyld var det godt, naar det dog skulde være; endnu var han jo i sine bedste Aar, og naar Sorgen havde sat sig, saa var det jo slet ikke for sent til at se sig om efter en Kone — og en Kone maatte der jo helst være der i Møllen.
Hanne var i Begyndelsen meget beredvillig gaaet ind paa Alt. Hun havde fortalt vidtløftig om hele Begravelseshøitideligheden, for at den gode Pige, der saa gjerne havde fulgt sin Madmoder til hendes sidste Hvilested, dog kunde faa lidt Begreb derom; og siden spurgte hun om Sygdommens Forløb, om den Afdøde havde lidt meget i de sidste Dage, om hvordan Mølleren havde taget det, og om det stakkels Barn. Men da Samtalen tog denne sidste Vending, forstummede hun mer og mer. Det var hende saa pinligt, at neppe var en Hustru under Jorden, før man tænkte paa at faa den tomme Plads udfyldt af en ny. Hvor lidt var dog et Menneske, hvor hurtig var dets Spor forsvundet! og hvor elendigt, at Hensynet til Husvæsnet og Bedriften, den smaalige materielle Bekymring her paa Landet ikke engang havde Agtelse for Sorgen og ikke gav den savnende Troskab Lov til at leve! For hun havde set sig nok om i andre Forhold til at vide, at i Byerne var det anderledes. Men her paa Landet — Alt var her saa jordbundet! en trist Tanke! Dog, det var ikke den alene, der foruroligede hende. Hun havde meget godt før hørt Lars' Bemærkning, at den, der skulde blive den nye Møllerkone, ikke var langt borte — og det havde virkelig givet et Stød i hende ved disse Ord. Hvem kunde han mene? dog vel ikke hende! men hvem ellers? der var jo ingen Anden — kun et Par gifte Koner; paa Lise tænkte hun ikke. Hvor faldt han da paa det? Skulde Mølleren virkelig holde af hende, og Andre ogsaa have bemærket det? Forresten var det syndigt blot at tænke saadan Noget, paa en saadan Dag! Om hun selv i sit stille Sind havde Noget tilovers for denne alvorlige, lidt tunge Mand, der havde set saa underlig høitidelig paa hende, da han trykkede hendes Haand ved Kirkegaardsporten: det vilde hun i alt Fald ikke tænke paa. — Saa var det hende da dobbelt pinligt, at dette Møllerens fremtidige Giftermaal igjen kom paa Bane. Og det kunde hos en saa umiddelbar Natur ikke være andet, end at denne Følelse ytrede sig i Knapheden af hendes Svar, i Stemmeklangen, i Miner, ja endogsaa i Bevægelser. Hvor langt var hun ikke fra at ane, at den, hun talte med, lurede paa saadanne Tegn med den yderste Anspændelse af sin Iagttagelsesevne og trolig noterede dem alle, alt imens hun med tilsyneladende ganske uskyldig Snakkesalighed fordybede sig mer og mer i Sagen.
Mølleren var, efter hendes Mening, slet ikke for gammel til at gifte sig — naar han da ikke netop vilde tage en ganske ung Pige. Men en Enke f. Ex.: det var han jo ogsaa allerbedst tjent med for Husholdningens Skyld og saa som Stifmoder for den lille Hans — at sige naar hun da selv ingen Børn havde Der var nu blandt Andre en Sadelmagerenke inde i Byen, som han kjendte godt og tidt havde rost ....
Lise fandt denne Vending af Samtalen overordentlig vellykket og nød formelig sin egen Snedighed. For det Første afvendte den forud al Mistanke fra hende selv. Hanne var jo saa godtroende! Thi skjøndt Lise, naar det gjaldt om at formode en eller anden skjult Last eller i alt Fald Skrøbelighed, betragtede denne unge Pige som en udspekuleret Hyklerske, der »stillede sig saa hellig an« men i Grunden nok snarere var værre end bedre end Andre — saa hindrede dette hende dog ikke i med besynderlig Inconseqvens at se ned paa hende i Almindelighed, som paa et tossegodt Guds Ord fra Landet, hvem man kunde binde alt Muligt paa Ærmet. Naar der nu senere kom Snak mellem Folk der paa Egnen om at Lise nok tragtede efter at blive Møllerkone, saa vilde Hanne sige imod. Og for det Andet — —
— Nei, en Enke — hvorfor det? Mølleren er da slet ikke for gammel til en ung Pige heller — naar han da ellers vil gifte sig — —
A ha! der var det! Det var netop for saadan et Udbrud at hun havde stillet sin Fælde.
Det vilde ikke have været Hanne muligt at gjøre sig Rede for, hvorfor det var hende saa ganske særlig ubehageligt at høre Mølleren blive smeddet sammen med en Enke. Muligvis blot fordi hun undte ham det Bedste — noget Kjønt, Umiddelbart, Friskt — en varm, aaben Kjærlighed, og i sin naive Indskrænkethed forudsatte, at alt dette ikke kunde findes hos en Enke. Egen interesse havde hun ikke, ganske vist ikke — og derfor faldt det hende slet ikke ind at lægge Skjul paa sin Mening — hun, der altid havde Hjertet paa Læben.
— Synes De? spurgte Lise forundret. Virkelig?
— Ja, hvorfor da ikke?
— Han har dog allerede graa Haar ved Tindingen.
— Det klæder ham netop meget godt.
— Og undertiden har han saa dybe Rynker i Panden, saa han ser helt gammel ud.
— Det kommer blot af, at han er en tænksom Mand. Det er da ikke Noget at være bange for.
— Ja, maaske … Det kan saamænd gjerne hænd's .... Jeg synes nu alligevel, at en Enke passsede nok saa godt.
Lise havde opnaaet Alt, hvad hun vilde og kunde naa ved en saadan Samtale, og da Hanne nu skrabede den færdig hakkede Spinat sammen og spurgte, om der var mere, hun kunde hjælpe hende med, svarede hun, at hun takkede Frøkenen saa mange Gange, nu kunde hun godt komme ud af det alene — det gik heller ikke an, at Frøkenen blev længer borte fra Selskabet, hvor hun vist blev savnet. »Mølleren savner Dem vist,« havde hun en brændende Lyst til at tilføie, men hun dyede sig — ikke vise Tænder i Utide, som en dum Hund, men i det rette Øieblik sætte Kloen sikkert i — ikke sandt, Pilatus?