Møllen/2/3
III.
Med Jomfru Mette og Væbneren tog det da en Ende med Forskrækkelse.
Det var midt inde i August. Møllen stod enten helt stille eller gik trægt med en enkelt Kværn. Udenfor flimrede Luften rødlig over den hvidgule Rug, paa Kværnloftet var der tiltrods for det tykke Straadække altid en lummer Hede, og her arbeidede Jørgen sig i sit Ansigts Sved gjennem Almanakfortællingens Slutning — faldt ogsaa undertiden i Søvn paa en Sæk og havde da underlige Drømme, mareagtig sammenhobede af al den læste Rædsel.
Jomfru Mette havde naaet sit Maal: hun var bleven den røde Ridders Viv, sad som Frue paa Holmborg og nød, naar hendes Husbond var borte, sin forbryderiske Kjærlighed i Væbneren Hjalmars Arme. Allerede var der imellem de to truffet Anstalter for at bringe Ridderen af Dage — da indfandt sig uformodet hans Onkel, den gode Biskop Otto. For denne fromme Mand havde den lumskelig myrdede Jomfru Karen aabenbaret sig, ikke for at hævne sig selv men for at frelse den Elskede fra den samme Skjæbne, der saa tidlig havde bortrevet hende. Fru Mettes Gjemmer blev undersøgte, og man fandt mistænkelige Pulvere samt uhyggelige kabbalistiske Opskrifter. Lænket sammen med sin Elsker blev hun kjørt til Byen, hvor de kastedes i Taarnet, og da de ikke godvillig bekjendte, gradvis underkastedes pinligt Forhør efter alle Kunstens Regler.
Sandsynligvis havde Forfatteren en Gang besøgt Martertaarnet i Nürnbergs Borg eller et lignende velforsynet Rustkammer for den opfindsomme menneskelige Grumhed, thi han forsømte ikke med den pinligste Detaillering at følge Gangen i Fru Mettes Forhør, og med ubarmhjertig Anskuelighed skildrede han hvert eneste Redskab og lod det vise sig i Virksomhed overfor det bestandig mere blottede skjønne corpus delicti — thi medens en Folkeforfatters Velanstændighed havde forbudt ham paa et tidligere Stadium at lade usynlige Amoriner afsløre Fru Mettes sidste Ynder, saa fandt han ingen Retsgrund, der kunde hindre haandfaste Bøddelknægte i at gjøre det, og Pinebænken var et Leie, paa hvilket Læseren uden at rødme kunde se hende ligge nøgen.
Paa Jørgens naive og derfor stærke og letbevægelige Fantasi virkede alt dette saa eftertrykkelig, at han under Læsningen bogstavelig talt befandt sig bestandig mere værkbruden, lemmevreden og radbrækket. Men heller ikke, naar han længst havde lukket Bogen og lagt den fra sig, var han derved kommen udenfor disse Rædslers Raaderum: de havde paa den uhyggeligste Maade indlogeret sig i hans daglige Omgivelser og rigtig lagt sig til Borgeleie i Møllen. Denne, der i Begyndelsen af Fortællingen havde været selve Borgen med dens Svale og Høienloft, den blev nu — og i en langt virkeligere Form — helt og holdent Martertaarn, hvor man fra Loft til Loft steg op til bestandig mere udsøgte Pinsler. Med alt sit klodsede, tykt tilstøvede og spindelvævs-behængte Bjælkeværk lignede hvert af disse Møllelofte, navnlig i Skumringstunden, de uhyggelige skumle Taarnrum, som han havde læst om. Og navnlig sent om Aftenen, naar en ussel Smule Lampe midt paa Loftet spredte en lille Lyskreds, brudt af svære Slagskygger, medens udenfor denne Kreds det tilbagetrængte Mørke syntes at samle sig saa meget tættere: — saa var det ligesom om Alt var forberedt til et Forhør, og den utydelig skimtede store Sigte var grangivelig en Pinebænk, der ventede paa sit Offer. Hver Gang Tridseværket begyndte at pibe oppe paa Lorisloftet, og en Sæk heisedes op fra Underkjørselen, maatte han tænke paa sit andet romantiske Jeg, Hjalmar, som blev heiset op i Tommelfingrene. Naar han lagde Haanden paa Gangspillet for at dreie Møllen, gjøs han ved at mindes »Jernjomfruen«, der just ved Hjælp af et saadant Gangspil lukkede sig om sit Offer, borende sine Dolke ind i det og knusende det. Men værst var dog selve Mølleværket, som han bestandig — naar det ikke netop var Vindstille — hørte dreie sig deroppe med en tøvende, gnaven Knagen; det forekom ham som en uhyre, sammensat Henrettelsesmaskine, hvis Hjul vare af den Art, der er i Compagniskab med Steilen — Hjul, som man »flettedes over« (han vidste saa lidt som Andre, hvad dette betød, men forestilte sig det vel med Rette som en lidet bekvem Stilling) — Hjul, der med hver Svingning knuste en Knokkel — Tandjul, der med deres Tænder flængede Kjødet af. Der manglede ikke meget i at han ventede at se Alt rødt deroppe og at høre Blodet dryppe fra Stokværk til Stokværk.
Men i samme Grad som Møllen formørkedes til Martertaarn, forklaredes den ogsaa til erotisk Helligdom. Under den uhyggelige Skygge, som disse Rædsler bredte, dæmrede Glandsen af utilsløret Kvinde-Skjønhed, og i hans ræddelige Gysen blandede sig en lysten ved Anelsen om hint stolte og syndige Legeme, der gaves til Pris som Foder for Marterredskaberne — en vag og forknyt Anelse, ganske vist, som den maatte være det hos en Ungersvend, hvis landlige Opdragelse aldrig havde ladet ham se en Statue eller blot et Billede af skjøn Legemlighed. Hans Fantasi, der længst havde beklædt Lise med Jomfru Mettes Rolle, foregøglede ham i Middagshedens træge, ledige Timer mangfoldige halvvaagne Drømme, der fik hans Hjerte til at banke pinlig og sødt, hans Puls til at jage og ofte efterlod ham i Graad, uden at han vidste, hvorfor Taarerne flød, kun at han havde en urimelig Følelse af Ærgrelse over Intet og Alt og af bundløs Kjedsomhed og var rørt over sin egen Forladthed; men undertiden fremkaldte de ogsaa en aabenbar og ganske febrilsk Længsel efter Lise.
»Længsel« — for det var ham, som om hun var langt borte. Saa nær som hun havde været ham den Mørkningstime i Kamret — som Møllerkonen døde om Natten — var hun aldrig siden kommen ham, ja det var overhovedet sidste Gang, de havde været ene og fortrolig sammen. Tidt lukkede han Øinene for at se hendes sælsomme Ansigt fra den Gang, belyst franeden af Svovlstikken, og naar det lykkedes at faa det frem — for det vilde ikke altid komme — saa satte det ham i en stærk og varig Bevægelse.
I en saadan befandt han sig en Aften, da Lise kom op til ham paa Kværnloftet med Nadvergrøden. Sædvanlig sendte hun Lars op med den, og intet Ærind gik denne brave Dreng heller, da det jo tydelig viste, hvor lidt Lise brød sig om den storsnudede Jørgen. Imidlertid var det dog heller ikke noget helt usædvanligt, at hun selv bragte den op, men vel at hun ikke øieblikkelig pilede af igjen, uden at det var muligt at holde paa hende. Denne Gang var det ikke engang nødvendigt; hun satte sig selvbuden paa en Sæk, pustede lidt af Hede og saae paa Jørgen, der var ganske forbløffet ved denne uventede Lykke. Han kom imidlertid snart til sund Besindelse: — da han for lidt siden havde været ude paa Omgangen, havde han set Mølleren med lille Hans gaa over til Svigermoderens — det var jo en sjelden Lejlighed: nu skulde hun sandelig heller ikke slippe bort saa let igjen.
— Lad være med saadan at sluge mig med Øinene, spis du bare heller din Grød.
Jørgen tog fat.
— Det er godt, du engang kan lade lidt Ro falde paa dig, sagde han med Munden fuld — ellers har du da et farligt Bisselæder i Saalerne.
— Ja, jeg skulde ogsaa synes, her er nok at gjøre for mig her paa Møllen, og jeg faar være om mig. Men iaften er er jeg doven — det er ogsaa saa varmt.
Hun gabede hjertelig.
Jørgen skrævede langt ud — hen til Lemmen og lukkede den forsigtig op for at kigge ned paa Broloftet.
— Nei, jeg har sendt ham ned i Haven at plukke Stikkelsbær.
— Lise!
— Naa, hvad gaar der nu — —
Hun fik ikke talt ud. Jublende ved den Tanke, at Lise saaledes havde forberedt et uforstyrreligt Stevnemøde havde Jørgen allerede omfavnet hende, Hun stred tappert imod; men snart slappedes hendes Modstand, ja et Øieblik forekom det Jørgen, som om hun idet hun bøiede sig ned ligesom for at undgaa hans Kys, knugede sig tæt ind til ham. Han var ude af sig selv, ør af Seirslykke. Men neppe havde hans Knebelsbart rørt ved hendes Kind, saa fik hun snoet sig fra ham paa en ubegribelig Maade, stødte ham omkuld paa en Sæk — og stod saa henne ved Trappen.
— Sikke nu Noget! udbrød hun i en ærgerlig Tone … Jeg kommer her for at snakke lidt med dig — i al Skikkelighed — og saa … Du maa rigtig skamme dig!
Han skammede sig virkelig — men kun over at være kommen tilkort.
— Aa, du behøvede slet ikke at være saa knibsk. — Du er da ikke Møllerkone endnu!
— Netop derfor.
Hun saae paa ham med et underligt Blik, der helt forvirrede ham.
— Hvad mener du med det?
— Jeg mener, at du er en dum Dreng, og nu kan du have det saa godt.
Hun vendte sig, som for at gaa ned.
— Du har jo selv fortalt mig, at Mølleren har kysset dig, sagde Jørgen mut og grædefærdig.
— Ja Mølleren, — det er en hel anden Sag.
— Hvorfor er det en anden Sag ?
— Det veed du da nok! … Han skal jo være min Mand.
— Den Gang da ikke, for da levede Konen.
— Ja, Stakkel! det kunde man jo nok se, at hun ikke vilde leve længe … Saa kan en Mand jo da have Lov til at se sig om i Tide.
— Har han da sagt, at han vilde gifte sig med dig? spurgte Jørgen — og anslog pludselig en hel anden, stærkt interesseret Tone.
— Ja se, det kunde man jo snakke om — baade om det og om meget Andet — naar du vilde være fornuftig … derfor kom jeg jo herop — og saa skal du strax skabe dig saa tovelig!
— Sæt dig nu blot igjen … jeg skal nok … du kan jo faa det, ligesom du vil have det.
Lise nedlod sig atter paa Sækken.
— Se nu, der staar din Grød og bliver helt kold … det er vel derfor man skynder sig saadan op med den!
— Den er slet ikke kold endnu — blot saadan at man ikke behøver at blæse paa den, sagde Jørgen, der igjen gav sig ilag med Grøden, og det med god Appetit.
— Nei, saa vidt er vi ikke, at han har sagt det, begyndte Lise efter en Pause. — Du tror nu ogsaa, at det gaar saadan en, to, tre.
— Aa, det er da et godt Skub siden Konen blev begravet.
— Kan du huske den Dag hvad I snakkede om inde i Borgestuen — om hende Skovfogdens Søster?
— Det var jo bare Lars, det sølle Fjog.
— Fjog: naa, den Gang var han da ellers klogere end du.
— Hvad skal det sige? udbrød Jørgen og stirrede forfærdet paa Lise — Husbond vil da ikke gifte sig med hende?
— Naa, lyst for dem er der jo ikke, men det bliver da ikke hendes Skyld, hvis det ikke sker — og Broderens heller ikke.
— Ja men — hvad veed du da derom, Lise?
— Aa, han er jo hvert Øieblik ude i Skoven hos dem, og saa skammer han sig, naar han været der — for mig — han vil ikke være ved det, han taler ikke om det, men Ungen sladrer jo — om »Tante Hanne« og om Jenny — »den søde Jenny« —
— Hvem er det — Jenny?
— Det er et tamt Raadyr, som hun har — hvor jeg hader det Bæst! … Og saa plager Ungen ham jo bestandig — nu er det en halv Maaned siden de har været derude .. – Ja, hun er ikke dummere end som saa — Skovfogedtøsen; hun begyndte strax med at lokke for Ungen.
— Ja, det var nok det jeg tænkte, at det kunde blive lige vanskeligt nok for dig med Hans — for han holder nu lige godt ikke af dig.
Lise tilkastede ham et ikke særlig venligt Blik; hun yndede ikke at blive mindet om denne Modstander.
— Naa, men hvordan er det da med Husbond?
— Ja hvad —! han gaar i Skoven med Broderen og hende, og saa sidder han i deres Dagligstue og lader hende spille for sig, for hun kan ogsaa spille paa et Klaver — jo, hun er en rigtig fin Dame, Frøken Christensen!
— Naa saadan — ja. Men er han da ellers — — forlibt i hende?
Lise lo haanlig: —
— I hende! — Nei, hvad det angaar — — men, ser du, kan vil jo nok giftes med hende — paa en Maade da, troer jeg — fordi at saa blev han jo fri for mig.
Jørgen stirrede ganske uforstaaende paa hende: —
— Fri for dig? ja men jeg troede — — er han da ikke mer — vil han ikke gjerne — —?
— Kjæresteri — og saadan noget — jo vel. Men han vil da nødig gifte sig med mig — over det at Ungen ikke kan lide mig, tænker jeg — saa mener han vel, at jeg bliver en daarlig Stedmoder … Og saa det med hende derovre, det er jo da noget Andet — saadan en Frøken, der kan spille Klaver — end som en stakkels Tjenestetøs, der ikke kan Andet end gaa og sjove i Husholdningen.
Hun tav og saae ned for sig, med Fortænderne sat fast i Underlæben, idet hun overlod sig til den Medynk med hende selv, som ofte overvældede hende og i alt Fald vidnede om, at hun var begavet med nogen Fantasi.
Man hørte i nogle Øieblikke kun Træskeen skrabe mod Tallerkenen, Rumlen af Axlen og en dump Brusen og Knirken. Jørgen reiste sig og gav sig til at øse Korn i Spidsestens-Tragten.
— Ja, det er jo galt, hvad skal det da blive til, Lise?
Med pludselig Kjækhed overfor Jørgens Mismod kastede hun Hovedet tilbage og lo, saa Tænderne lyste.
— Aa, jeg har da Tag i ham endnu.
Derpaa saae hun igjen ned og gav sig til at rode med Taaen i Melstøvet.
— Det værste er ligegodt Ungen. For det er som Pokker staar i det, altid skal han have den Dreng rendende i Hælene paa sig, saa man ikke kan faa fat i ham. Og saa gloer han paa En med saadan store mugne Øine … Og jeg har kjøbt Brystsukker til ham og strikket ham Sokker — Ulden har jeg saamænd betalt af min egen Løn — og naar jeg bager Pandekager, kalder jeg altid paa ham og giver ham en eller to varme lige fra Panden — hvad skal jeg da hitte paa for at faa ham god!
Jørgen kastede Skuffen hen paa Korndyngen, stak Hænderne i Lommen og indtog en meget vigtig, belærende Stilling og Mine i Betragtning af det Raisonnements Dybsindighed, som han nu agtede at fremføre, og den Menneskekundskab det vidnede om.
— Nei, ser du, Lise! det nytter ikke noget med ham — ham faar du ikke Krammet paa … For jeg skal sige dig Noget: hvis at han var ti Aar ældre, saa kunde du sgu fordreie Hovedet paa ham lige saa let som — — som paa os Andre — men Hans, ham kan du ikke faa fat i — nei du kan ikke.
Lise rystede paa Hovedet med en sagte Latter, der indrømmede Rigtigheden af Jørgens Bemærkning; og i hendes Ærgrelse over saaledes at vide Drengen unddragen fra hendes Magtomraade blandede der sig en smigrende Kildren ved at se sit Herredømme over alt modent Mandkjøn ubetinget anerkjendt.
— Saadan noget dumt Vrøvl! udbrød hun. — Du skulde heller hjelpe mig og se at tænke dig om. — — For Noget maa der da være, tilføiede hun, gjennemtrængt af den Bevidsthed, at enhver havde en Pris, som han kunde kjøbes for, naar man blot kjendte den.
— Ja, jeg veed sgu ikke — det eneste skulde være — nei — — det er naturligvis dumt —
— Ja, det er det vel nok, sagde Lise, idet hun støttet paa begge Hænder hoppede længer tilbage paa Sækken og spjættede med Fødderne, som stak i blaa Bomuldsstrømper: — dumt er det nok, men siig det alligevel.
Jørgen skjævede til de to Fødder, der krummede sig i Luften med en myg Bevægelse og syntes at kjærtegne hinanden; han vilde inderlig gjerne give hende et godt Raad.
— Det er blot — det faldt mig bare saadan ind, at Hans holder jo svært meget af Trofast —
— A ha! og saa mener du, jeg skulde give mig til at logre for Kjøteren!
— Ja, jeg tænkte blot — men det er naturligvis dumt — —
— Nei gu er det ikke dumt; det er rigtig nok …
Hun nikkede flere Gange betænksomt.
Jørgen, der var behagelig overrasket ved denne Anerkjendelse, satte sig paa sin Sæk og gav sig til at fløite, mens han kradsede sin Snadde ud paa Gulvet og stoppede den.
— Lad være med den Fløiten! kan du da ikke være lidt stille? udbrød Lise. Selv pressede hun Læberne sammen og rynkede Panden, med et komisk Udtryk af saare dyb Eftertanke.
— Og veed du hvad, Jørgen! sagde hun endelig med befriet Mine som En, der har løst et vanskeligt Problem — saa vil jeg faa min Broder Peer til at skyde Jenny.
Jørgen stirrede paa hende med store, dumme Øine og gav sig saa til at le af fuld Hals, da han mente, at dette maatte være en overmaade morsom Spøg.
— Hvad skal du nu grine saa tovelig ad?
— Ja men, hvad mener du da? spurgte Jørgen befippet. Hvad kan det hjelpe dig, at det sølle Kræ bliver skudt?
Lise saae flygtig forbi ham ud ad Døren og satte en foragtelig Trutmund op — andet Svar værdigede hun ham ikke, saa meget mer som det virkelig var vanskeligt at give noget. Hvorledes skulde hun forklare denne Knøs, at der i hendes vilde, uoptugtede Kvindefantasi, der ikke hindredes af nogensomhelst Fornuftskranke eller nogen Lænke af logisk Sammenknytning, med en vis mytheskabende Urkraft havde dannet sig Forestillingen om en hemmelighedsfuld Forbindelse mellem Raadyret Jenny og dets Herskerinde — en Forbindelse der medførte, at hun kunde rammes i det, at dets Drab betød et Brud paa den Magt, som hun udøvede over Mølleren. For det forholdt sig ikke ganske som hun havde sagt til Jørgen, at Mølleren efter hendes Mening blot vilde gifte sig med Hanne for at slippe fri for hende selv; og om hun end ikke troede at han just var forelsket i den Anden, saa frygtede hun dog for Alvor sin Medbeilerske og betragtede Mølleren som staaende under hendes Magt, idet hun anede en Art Fortryllelse, modsat den der udgik fra hende selv, — en betagende Trolddom af den Slags som de Gamle kaldte hvid Magi, medens hendes egen tydelig nok hørte til den sorte, med den spinnende, glødøiede Kat til spiritus familiaris. Men nu skulde den Andens Skytsaand, det fromme, frygtsomme Skovdyr med den friske Græsduft i sin Pels og med Løvtykningens Skygge over Kjæret i sit dybe Blik — den skulde nu bort, og saa vilde vi faa at se! … saa maaske …
De sad begge tavse: Lise fordybende sig i en Forestillingsrække, som hun ikke vilde kunne have meddelt i Ord; Jørgen forgjæves pinende sin arme Hjerne for at udfinde, hvad i al Verden det kunde nytte Lise, at Jenny blev skudt. Han glemte helt at tænde sin Pibe, og lang Tid hengik uden anden Lyd end den almindelige Møllelarm, der iaften var saa dæmpet, at de ikke havde behøvet at hæve deres Stemmer synderlig, da de talte sammen.
— Hun har et Halsbaand — beslaaet med Nysølv — det blinker i Maanelyset, og en lille Klokke ringer — sagde Lise, og saa tav hun.
Jørgen skottede hen til hende, uhyggelig tilmode overfor denne uforstyrrelige Tankegang, som han absolut ikke forstod. Han saae, at hun var smuk — ikke saadan som ellers: der var noget Fremmed og Overlegent ved hende, ligesom et aandigere Præg og navnlig var hun mere ond at se til: — Jomfru Mette!
Han kunde ikke vende Øinene fra hende.
Rummet fyldtes mer og mer af rødt Aftenlys, gjennemkredset af de regelmæssige Vingeskygger, der ogsaa foer ned over hendes Ansigt: — det blev i Lyset stedse varmere og mere tillokkende, i den hurtige Skygge bestandig mere truende. Det lille Stykke Himmel, der kunde ses gjennem den aabne Dør, steilt opreist over hvide Rugtraver og et blinkende Poppelhegn, var blygraat. Paa Omgangens faste Melstøvs-Lag spredte sig sorte Pletter med en let Smælden — som af Insekter, der slog ned.
Lise saae ud og reiste sig hurtig.
— Jeg tænkte nok, det skulde regne iaften … Se nu bare saadan du har redt mig til! vedblev hun, idet hun kiggede ned ad sig; — gaar jeg saadan ud i Regnen, saa er da det Tøi ødelagt.
Jørgen stod op og gav sig til at børste hendes Kjole med Hænderne — som hun dog strax slog ham over.
— Det skal nok ogsaa nytte stort! Nei, vi maa virkelig have en Børste.
— Børsten ligger nede i Kamret.
— Naa, saa kom da! hun tog Talerkenen, der stod paa Randen af Spidsestenstragten og gik ned, fulgt af Jørgen.
Ovre i Karlekamret børstede Jørgen hende af med stor Omhu og stod saa og betragtede prøvende sit Værk, om der endnu et eller andet Steds skulde have skjult sig et melet Minde om hans dumdristige Omfavnelsesforsøg. Pludselig foer hendes Hoved frem og kyssede ham lige paa Munden.
Jørgen stod som en Støtte — dels af Overraskelse, dels vovede han heller ikke at slaa Armene om hende, for ikke igjen at mele hende til og paadrage sig hendes Vrede.
— Se saa! nu er du lige saa vidt som Mølleren — og videre, sagde hun og sprang ud i Underkjørslen, hvor hun nær var bleven kjørt over af en Vogn, der kom ind med fuld Fart.
Christian havde sin Nød med at faa Hestene standsede, da Lise kom som skudt ud af en Kanon og med et Skrig trykkede sig op ad Muren, idet hun trak Kjolen ind om sig, for at den ikke skulde blive revet itu af Svinglen.
— Halløi! det var Pokker til Hast, du havde! raabte Christian.
— Jeg har altid Hast … Hvis jeg var Kusk, skulde de tykke Brune faa Lov til at løbe anderledes.
— Aa, nu synes jeg dog, de løb godt nok.
— Ja fordi du ikke kan holde dem, naar de vil i Stald. En deilig Kudsk!
— Ja, du vilde vel nok kjøre med dem, ligesom med Husbond og Jørgen.
— Hvordan kjører jeg da med dem?
— Naa, saadan — i Ring, som man siger.
— Saa? og med dig kanske ikke?
— Naa, med mig veed du nok, med mig er det nu en anden Sag, lille Lise.
Lise bed sig i Læben og stirrede trodsig op paa det røde, fregnede Ansigt, der grinede ned til hende fra Vognen. Hun vidste nok, at Christian egentlig var ligesaa tosset forlibt i hende som Mølleren og Jørgen, men hans Friskfyrsvæsen forstod altid at give ham et overlegent Præg og antyde, at det var hende der lagde sig efter ham, og det ærgrede hende — især i dette Øieblik, da Jørgen stod derinde og hørte hvert Ord.
— Vigtigpeer! lad mig nu blot komme ud.
Hun stod virkelig fangen der. Hestene vare komne saa langt tilhøire i Porten, at Svinglen næsten berørte Muren. Bagud var Passagen rigtignok fri; men skulde hun løbe en Omvei, i den Regn og det Søle, det allerede var blevet?
Hun stampede med Foden:
— Ryk dog Bæsterne tilside, jeg vil ud.
Men Christian bare grinede:
— Kom du heller op og hjælp mig med at faa de Sække heiset op.
— Jeg! du troer vel ikke, jeg har andet at bestille?
— Det gaar en, to, tre … Du skal bare sætte Krogen fast i Sækkene, det er da let nok.
— Ja, ja — saa skynd dig da.
Hun satte Foden paa Hammelen og entrede med katteagtig Smidighed op i Vognen uden at modtage nogen Haandsrækning af Christian, der paa hendes utaalmodige »afsted med dig« sprang ned paa den anden Side og gik ind i Møllen.
Aldrig saasnart var Døren slaaet i efter ham, før hun greb Tøilerne og gav Hestene et Slag med Pidsken, saa de i et Spring satte ud af Gjennemkjørslen og styrede ligeover mod Stalden. Men hun sled i Tøilerne og tvang dem i et noget ukunstmæssigt Sving tilhøire over til Kjøkkendøren, hvor hun sprang af.
Christian var stormet saa ivrig op ad Trappen, at han Intet havde hørt, og blev meget forbavset, da han lukkede Broloftslemmen op og lod Heiserebet gaa ned men kun saae den bare Stenbro under sig.
— Hvad Fanden! — han bøiede sig ned og saae hverken Vogn eller Lise men derimod Jørgen, der med et bredt Grin om Læberne og strygende sin lille melpudrede Knebelsbart stod i Døren til Karlekamret.
— Gaa du heller ned og kjør Vognen tilbage, Christian! saa skal jeg hjælpe dig at heise de Sække op, det passer sig vel nok saa godt.
— Tak for Kjøreturen, Christian! raabte Lise; saa slap jeg tørskoet over Gaarden.
Christian blev saa rod i Hovedet, som om det skulde sprænges — ikke blot fordi han var bleven holdt for Nar i Vidners Overværelse, men endnu mere fordi han saae, at Jørgen havde været inde i Kamret, som hun var kommen saa hovedkuls ud fra, saa at der vistnok var forefaldet Noget mellem de to.