Møllen/2/4
IV.
Imidlertid sad Mølleren og lille Hans ved Aftensbordet i Dragegaarden.
Værelset havde som sædvanlig i de Falsterske Gaarde intet Bondepræg men saae ud som en stor, jævnt kjedelig udstyret Kjøbstadstue. Den stormægtige Husfrue gjorde det heller ikke Skam ved nogetsomhelst landligt Humør i sin Paaklædning, der godt kunde have tilhyllet en Kjøbmandskones Yndigheder, og hvad hendes Søn Gaardeieren angaar — for ikke at smigre hans hemmeligste Ambition ved at kalde ham Proprietæren — saa havde han nedfaldende Flip og blaa Kravatte paa, ja, han havde endogsaa tænkt paa at lade et Par Manchetter dingle om sine Haandled men dog opgivet denne Ubekvemmelighed. Den eneste Fremmede i denne Familiekreds endelig, en Gaardmandskone der fra Egnen, var ikke mindre moderne klædt: hun havde endogsaa et livligt Bed af Tøiblomster paa sin Hat, som hun haardnakket havde beholdt paa, enten nu dette aabenbart ganske nye Stykke var hende saa kjært, at hun ikke kunde beslutte sig til at lægge det fra sig, eller hun trods alle Opfordringer fandt at det vilde være altfor familiært. Hun havde kun løsnet Baandene, til aabenbar Lise for hendes Dobbelthage, der endnu bar Mærker af deres Tvang. Trods denne nedre Korpulence var Ansigtet temmelig magert, spidsnæset og stærkt rynket. Denne lille uanselige Bondekone kaldtes almindeligvis Hareenken, fordi hendes Gaard i Mands Minde havde hedt Haregaarden.
Madam Andersen havde allerede for flere Timer siden modtaget Besøg af Hareenken. Denne vilde søge Raad hos den ansete »Gaardeierske« i Anledning af Datteren Ane, der nu skulde ud at tjene og som det galdt om at faa anbragt paa et godt Sted. Om Madam Andersen vidste noget om at Præstens Stuepige var bleven sagt op til Oktober?
Dette kom som et Fingerpeg fra Himlen til Madammen: — hvorfor skulde Ane, der var en flink Pige af anstændig, endogsaa god Familie — hvorfor skulde hun ikke tjene paa Møllen hos hendes Svigersøn? — Allerede længe havde hun saa smaat forsøgt at virke for at faa Lises Eneherredømme paa Møllen indskrænket — thi at faa hende styrtet og jaget bort, det saae hun nok var der ikke megen Udsigt til. Atter og atter havde hun pirret ved Jakob, at han maatte dog tænke paa at faa en Pige til, det kunde dog ikke blive ved at gaa saadan; men det var bleven ved lidt Snak frem og tilbage i al Almindelighed: nu havde hun en Bestemt at foreslaa: — Hare-Ane var Pigen.
Jo, hvad det angik, saa havde hun nok hørt, at Præstens Trine skulde bort. Men hvad vilde hun tænke paa det for? Der i Præstegaarden, det var slet ikke noget Behageligt; især om Sommeren, saa rykkede det ind med Familie, og alle de Gjæsteværelser der saa var at gjøre rent!.. Nei, da havde hun rigtignok noget ganske Andet for hende: ovre paa Møllen hos Jakob, se det var en Plads for Ane.
Ja paa Møllen — naar Ane kunde komme til at tjene der, det var jo saa meget deiligt. Hareenken havde ellers troet, at den Plads var optagen. Men saa skulde Lise Krybskytte vel sagtens bort?
Nei desværre, hun skulde ikke bort saadan strax da — men der kunde jo da nok være Brug for et Par Hænder til.
Aa jo. Hareenken havde blot hørt, at Lise var saa flink, at hun besørgede hele Husholdningen og Bageriet med.
Jo, hun besørgede det altsammen, Gud bedre! men det maatte nu have en Ende, for det var ikke til det Gode den Redelighed med Skyttelise ovre paa Møllen.
Hareenken trak Panden helt op under Haaret og pressede Dobbelthagen saadan ind, at Underlaget vældede frem; — hun mimrede med Munden, og havde hendes Øren været saa bevægelige, som de ifølge Navnet burde have været, saa vilde det venstre have lagt sig helt hen imod Madam Andersen, der bøiede sig frem imod hende med megetsigende Hovedrysten og Blinken.
Ellers var Madammen ikke særlig meddelsom, og i Familieanliggender vidste hun at holde Tand for Tunge; men overfor Hareenken havde hun fra gammel Tid en vis nedladende Fortrolighed, og nu da det gjaldt saa vigtig en Sag, betænkte hun sig ikke paa at afsløre for hende det trædske Spil som Lise drev ovre paa Møllen, og havde drevet allerede for hendes Christine var død. Ja, hvis ikke Drengen havde været der, saa havde hun maaske allerede faaet Jakob til at give hende Ægteskabsløfte, men over det at han havde Ansvar for Barnet, saa skammede han sig jo ved at give det saadan en Skarnstøs til Moder. Det var saamænd helt underligt at se paa, tidt var det ligesom om han søgte Tilflugt hos Barnet; saa vilde han bestandig have det om sig, især paa den sidste Tid — og deraf kunde hun se at det maatte være rent galt fat igjen, for der var en Gang, da hun troede, at det var ved at give sig. Og derfor kom det netop saa tilpas med Ane; for hun vilde jo ikke saadan have den første, den bedste ind i de Forhold, men Ane var jo en god og forstandig Pige. Og naar blot Lise ikke længer var ene om det derovre, saa vilde Alt nok komme i en anden Gænge, og tilsidst vilde maaske Utysket fortrække af sig selv.
Hareenken havde med megen beklagende Grynten hørt om Redeligheden ovre paa Møllen, og imidlertid overveiet, at naar Lise var i Færd med at stige fra Tjenestepige til Møllerkone, hvorfor skulde saa ikke hendes Ane kunne gjøre det samme, hvis det lykkedes at faa den anden sat ud af Spillet? Hun befandtes derfor meget villig til at gaa ind paa Mølleplanen og opgive Præstegaards-Udsigten, der selv i den gunstigste Belysning ikke havde en saadan Stigning i Baggrunden.
For altsaa at smede, mens Jernet var varmt, blev der afsendt en Staffet til Møllen i Skikkelse af en Vogterdreng. Mølleren tøvede ikke med at indfinde sig med lille Hans ved Haanden ....
Saa sad de da nu om Aftensbordet, og da den første Madlyst var stillet, rykkede Madam Andersen frem med sit Forslag og anbefalede ivrig Ane som en Pige, med hvem han kunde være tjent. Sønnen fandt sig foranlediget til at tiltræde dette Skudsmaal med en gumlende Brummen, og Hareenken forsikrede med klynkende Stemme, at Ane nok skulde gjøre sit Bedste, og at hun jo aldrig vilde kunne faa en bedre Plads end der paa Møllen.
Skjøndt Mølleren ved Nik og Smaabemærkninger havde ydet Hareanes Fortræffelighed fuld Anerkjendelse, var han ikke overdreven ivrig efter at gaa ind paa Forslaget. Han lod de Andre snakke saalænge de lystede og lidt til, tav haardnakket og stirrede ned paa sin Tallerken, mens han med tankeløs Omhyggelighed skar et Stykke Smørrebrød itu i smaa Tærninger.
Hans Stemning var yderst pinlig. Dette var et Angreb paa Lise. Der havde været mange Smaa-Udfald, men nu dreiede det sig om et afgjørende, vel forberedt Angreb. — Gav han efter for det, saa vilde han faa en fremmed Person ind paa Møllen som beskikket Iagttagerske, og denne Tanke gjorde ham allerede ganske hed i Ryggen. Paa den anden Side havde han stor Respekt for den, der rettede dette Angreb: det var salig Christines Moder og lille Hans' Bedstemoder; hun havde Myndighed til at tale et Ord med, og i Grunden havde hun vistnok Ret.
Der opstod en Pause, som blev afbrudt af Hans, der med straalende Øine havde set fra den ene til den anden.
— Saa skal Lise bort, naar Ane kommer?
Madam Andersen og Hareenken vexlede et forstaaende Blik, der yderligere irriterede og foruroligede Mølleren. Men Dragen, der som sædvanlig befandt sig i en salig Tilstand af isolerende Sløvhed, gav sig godmodig til at yde Barnet den formentlige Trøst: han skulde ikke være bange for det, Lise vilde nok blive, Ane vilde vel neppe heller paatage sig hele Møllen — hvilket sidste bekræftedes af Hareenken, der mente, at det vel nok, i alt Fald i Begyndelsen, vilde blive temmelig meget, skjøndt Ane da ellers var en stærk og flink Pige.
Drengen stirrede paa dem begge med store Øine, der var blanke af Skuffelsens opstigende Taarer.
— Men Herregud, tud nu da ikke strax, Hans! du hører jo, hun bliver … Lise skal ikke bort, hun bliver paa Møllen — bestandig, hører du.
Hans hørte det og gav sig til at tudbrøle: —
— Ja, men jeg vil jo ikke have, at hun skal blive; — Ane skal komme.
Denne uventede Protest mod Trøsten satte Onklen i en saadan Forbauselse, at han lagde sig helt tilbage i Stolen og betragtede sin Neveu med opspilede Øine:
— Det er det underligste Barn i Verden … Nu vil han pludselig ikke vide Noget af Lise, og før græd han, fordi hun skulde bort … En besynderlig Dreng … Aa, Moder, giv ham dog Noget af Rødgrøden, saa maaske det gaar over.
Medens dette Husraad efterfulgtes med ret god Virkning, erklærede Mølleren endelig, at han egentlig ikke rigtig indsaae, hvorfor han skulde lønne og føde to Piger, naar han havde een, der besørgede det altsammen meget godt.
Hans Svoger fandt denne Bemærkning saa indlysende, at han blot undrede sig over, at han ikke selv havde gjort den strax. Han lagde Kniven fra sig og slog med Haandfladen paa Bordet:
— Nei, det har du da nok Ret i, Jakob, nei det skulde da Pokker gjøre!
Men strax sendte Moderen ham et straffende Blik, der underrettede ham om, at han havde sagt en Dumhed og overhovedet ikke var med paa Noderne. Han tav beskjæmmet, skyllede sin Forlegenhed ned med en Snaps og nødte Mølleren til atter at lade sit Glas fylde: der var ingen Ting saa godt som en Snaps dansk Kornbrændevin — en med Fusel, der rigtig kradsede, Pokker hente deres Aqvavit — og dertil en Bid Rugbrød med Kommenost: og Ingen lavede saadan Ost som Moder.
— Ja, du siger nok, at det bliver besørget altsammen af een Pige, — gik Madam Andersen videre i Texten — men det er jo da et Spørgsmaal, om det ikke kunde gjøres noget bedre alligevel. Den Gang da salig Christine havde sin Haand med i Kjøkken og Kjælder (her sukkede Dragen dybt, og Hareane svingede med Hovedet) da saae det maaske dog anderledes ud i Sømmene … Og der er da heller Ingen til at tage sig lidt af Drengen, for til Lise har han nu en Gang ingen Fortrolighed, og du kan jo da ikke altid hænge over ham. Den Smule Kost og Løn behøver du jo Gud ske Lov ikke at se saa nøie paa, og naar der kom bedre Orden og Pasning af alting — se, det er jo ogsaa Penge værd.
— Ja, det er sgu vist, udbrød Dragen, der gjerne vilde gjøre sin Forseelse god igjen; det kan man ikke sige andet, der er meget i hvad Moder siger der … Du skulde dog tænke over det, Jakob.
— Ja, nu er der en Leilighed, vedblev Moderen, det er slet ikke hver Dag man kan faa en Pige, som man kan være tjent med.
— Ja, det kan De med Ane, hun vil gjøre sit Bedste.
— Nei, det er da sikkert, det er ikke saa lige at fæste Tyende nuomstunder, bedyrede Sønnen.
— Ja, nu skal jeg tale med Lise om det. Det kan jo være, at hun selv ogsaa nok vil have nogen Hjælp, naar jeg tilbyder hende det.
— Jeg ved slet ikke, hvad Lise skal spørges om det for, indvendte Madammen skarpt. — Og hvad hun vil, det veed vi jo nok.
Mølleren blev lidt rød i Hovedet ved denne direkte Hentydning, og skottede hurtig under Brynene hen til de Andre. Hareenken satte en diskret intetanende Mine op, men Svogeren nikkede betydningsfuldt medvidende: »ja det veed vi jo nok« — alt imens han dumpt og haabløst overveiede, hvad Mo'er vel mente med det, og hvad Pokker egentlig Lise skulde ville. Thi Moderen betragtede Henrik som et alfor utilforladeligt Vrøvlehoved, til at hun skulde betro ham sine Bekymringer om Tilstanden paa Møllen.
Madam Andersen gjorde endnu et Forsøg, men Mølleren blev ved det, at han maatte tale med Lise om det, og hvis hun fremdeles vilde være ene om det, saa skulde hun ogsaa have Lov til det.
Saa reiste han sig, han vilde hjem. Det var blevet overtrukket, og Regnen slog mod Ruderne, men han vilde ikke vente. Den næste Morgen skulde han tidlig op, der var meget at gjøre. Drengen var falden i Søvn med sit Hoved i Bedstemoderens Skjød.
— Saa lad da Hans blive her, han sover saa sødt.
— Nei, jeg vil da helst have Drengen med mig.
— Hvad skal han nu ud for i den Regn, saa søvnig som han er?
— Aa, han er jo da ikke af Sukker, han smelter vel ikke paa det Stykke Vei … Hans!
Drengen, der var halvvaagen og havde opfattet de sidste Ord, gned sine Øine og sagde, at han vilde gjerne blive hos Bedstemoder. Mølleren pillede nervøst i sit Skjæg og hentede sin Hat og Barnets Hue, der laa paa en Stol.
— Nei, kom nu, Hans; det er bedre, du gaar hjem med mig …
De stod alle tre ved Vinduet og saae efter Faderen og Sønnen, da de gik ned gjennem Rønnebær-Alleen. Møllerens høie Skikkelse syntes at dingle lidt, i Holdning og Gang var der noget Villieløst. Drengen, som han holdt ved Haanden, traskede muntert afsted og lod snarere til at føre ham end til at blive ført: — en Gang trak han Faderen udenom en stor Pyt. Efterhaanden udvidskedes deres Skikkelser i Regntaagen.
Madam Andersen nikkede dybsindig: —
— Der kan De selv se! han turde ikke — nei, han maa have Barnet om sig.
— Ja, det er tydelig nok … Han er ligegodt bange, svarede Hareenken med et Nik, mens hun atter lagde Dobbelthagen i Hattebaandenes Tvang.
— Aa jo, aa jo .... det er jo saadan — Jakob har jo altid været noget ængstelig af sig … det kjender vi jo nok, indrømmede Dragen — uanset at det var ham den sorteste Gaade, hvad de to gamle Fruentimmer egentlig vrøvlede sammen der.
De to gamle Fruentimmer vrøvlede imidlertid ikke, de havde Ret. Han var bange for Lise og endnu mer for sig selv: for den lidenskabelige Uro, den begjærende Kjærlighed til Lise, som han i den sidste Ugestid havde følt ulme stærkere og stærkere i sig. Han havde jo troet, at den allerede var udslukket. Ufravendt havde han sit Blik rettet mod det fremtidige Ægteskab med Skovfoged-Hanne, dette Ægteskab der stod for ham som en afgjort Sag — som forudbestemt, allerede knyttet ved Løftet til en Døende og indvarslet af en Aandehaand. Havde ikke Christines Aand friet for ham i Skovfogedhuset? De derude kunde ganske vist neppe ane noget om denne hemmelige Betydning af hint Dødsvarsel, for han havde endnu ikke sagt dem, hvorledes Christine havde tænkt paa Hanne i sin sidste Time. Men han havde paa Følelsen, at Hanne var ham venlig sindet og han troede ogsaa, at de betragtede dette Ægteskab næsten som en Selvfølgelighed, om de end aldrig havde talt sammen derom eller blot hver for sig gjort sig det klart. Derfor nød han ogsaa ude i det venlige, skovhegnede lille Hus en velgjørende Fred, en Søndagsstilhed, som det gjorde godt at hvile ud i og var forjættende at have Udsigt til som til et ufortabeligt Eie, et velerhvervet Grundstykke, paa hvilket der kunde bygges et sundt Hjem for ham selv, og som kunde opdyrkes til en frugtbringende Arvelod for hans Søn. Desværre var alt dette kun en Fantasi, og tilmed en Fantasi af hans ydre Villie, af hans Pligtbevidsthed og opdragne Fornuft; og medens den med samvittighedsfuld Flid digtede sig længer og længer frem i denne ensformige Idyl af from Huslighed, drømte hans inderste Naturvillie sig stedse dybere ind i vilde vanhellige Drømme om et heftig bevæget Elskovsliv, kastet ind mellem Tvivl og Haab, ansporet af Skinsyge, fuldt af bratte Skuffelser og lykkelige Overraskelser og med urolig Hvile i Vellystens sødeste Feberrus. For der var i ham — ubrugt og først lige netop vakt til anende Selvbevidsthed — et Stykke kraftigt Erotik, der ikke nøisom lod sig affinde med at der for anden Gang bødes den et Andet for det Ene: en fuldt færdig Ægteskabs Lykke, lige til at trække paa som en solid bekvem Husdragt, i Stedet for den Fjederham, som den begjærede for at vove en farefuld Flugt.
Og Møllen begyndte at gjøre Oprør imod Skovfogedhuset.
Det laa derude lavt og lunt gjemt af den store Skov, der omgav det med uigjennemtrængelig Løvmasse paa tre Sider og imod Nord skød et Læbælte frem paa Stranden. Og dette Vand, der hist og her skinnede mellem slanke Bøgestammer og som en Aabning i Krattet førte ligeud til, det var ikke det lunefulde aabne Hav, men et fredeligt Sund, hvor aldrig nogen Smakke var strandet og ikke engang en Seilbaad kæntret. Alt syntes derude mere livsaligt — Vinteren mere festlig krystalglinsende, Vaaren grønnere, Høsten rigere broget, og Solnedgangen — straalende mellem Stammer, glimtende gjennem Løv og gjenspeilet i Vandet — mere tindrende gylden, mere luende blank. Men naar Stormen gik over Landet, saa fornam man den der dog kun som en tung Brusen af Trætoppenes Uendelighed og et ensformigt Kog af Bølgeskum paa Sand.
Saaledes Skovfogedhuset derude.
Og her stod Møllen paa bar Mark og tilmed paa det høieste Punkt, som Veien skraanede saa smaat op imod og sænkede sig fra — Høimøllen kaldte den sig. Op over Træerne hævede den sig og bredte sine fire Arme ud mod Himmelrummet: det Eneste den bad om, Vind og Veir , det Eneste den frygtede — Vindstille! Og Møllen — det var Lise: — den var gjennemtrængt af hende ligefra hendes eget Kammer i Stuehusets Gavl — modsat det Værelse, hvori Christine var død — til Møllehatten, hvor hun selv aldrig havde været, men som hendes Tanker havde besøgt og taget i Besiddelse. For det var ikke blot alle de smaa Erindringer om hende, der var strøet om i Hus og Mølle, i Bageriet, paa Gaardspladsen og i Haven: endnu mere var det hendes Villie at ville eie det altsammen og ikke taale Nogen ved Siden af sig, skulde det end kræve et ligesaa utrætteligt Arbeide, som det Kværne, Spidsestene og Sigter forrettede — det var den, der besjælede Møllen og ligesom gjorde den til hende selv.
Naar han da sent paa Aftenen kom hjem fra et Besøg hos Skovfogdens, og Møllen dukkede ud af Skumringen, som han nu saae den i Regntaagen: saa syntes den at vente paa ham med noget Truende og Vredladent i sin mørke Skikkelse, som man modtager En, der har været ude paa forbudne Veie.
Saa var det ham velgjørende at føle Barnets Haand i sin som en levende Amuleth. Det var Kjød og Blod og Knogler af den Haand, som han havde trykket med et høitideligt Løfte om ikke at gjøre Lise til sin Søns Stifmoder, og det var ligesom en Materialisation af den ulegemlige Haand, der manende havde banket paa Ruden i Skovløberhuset. Og han krystede den saa stærkt, at Hans forundret saae op paa ham og kun af Drengestolthed lod være med at ømme sig.
Udtrykket i Faderens Ansigt forundrede ham, og han var lige ved at spørge: »hvad er der, Fader?« men tav og følte sig beklemt.
Ja, Mølleren var i Aften sælsomt bevæget og turde mindre end nogensinde undvære sin Amuleth. Skulde han virkelig have en anden Pige i Huset? Skulde den smukke Lejlighed til at være uforstyrret sammen med Lise, som han længe samvittighedsfuldt havde undgaaet at nyde Godt af — skulde den nu pludselig være til Ende? Da hans Svigermoder foreslog, at Hans skulde blive hos dem, var det Fristelsen, der saae ham lige i Ansigtet og fik hans stærke Legeme til at ryste som med et Febergys. Umuligt kunde han gaa alene hjem til Møllen og overnatte ene under Tag med hende, Væg om Væg, med en Dør imellem dem.