Møllen/3/2
II.
I Borgestuen var der livligt paa denne regnfulde Aften midt i Oktober.
For Enden af Bordet, ligeoverfor Lise, sad en Gjæst: hendes Broder Peer Vibe. Denne Mand, der var berømt — eller berygtet, alt efter Samfundskredsen — som Krybskytte i flere Miles Omkreds, havde et lidet sportsmæssigt Ydre. Han var temmelig undersætsig — naar han sad ned, ikke synderlig høiere end Søsteren — og den Maske, hvorunder han skjulte sit forvovne Eventyrer-Temperament, var et temmelig almindeligt Bondeansigt, indfattet af det der paa Egnen næsten obligate Skjæg, der groede ned fra Tindinghaaret og samlede sig under den fremtrædende sortstubbede Hage. Kun havde det maaske været paafaldende for en omhyggeligere Iagttager, at der i de smaa Øine, under de nedbuskede Bryn, ofte brændte et skarpt og uroligt Blik, der ikke hørte hjemme i Agerdyrkerens sindig sysselsatte Synsorgan. Desuden var Huden paafaldende veirslagen. Han var en halv Snes Aar ældre end Søsteren, men saae langt ældre ud.
En Træpibe med stærkt udsnittet Hoved hængte i hans ene Mundvig og blandede sin Røg med den fra fattigere udstyrede Slægtninge i Christians og Jørgens Besiddelse samt fra en næsten forkullet Snadde, der stak tilveirs fra Lars' Trynemund.
Denne »tovelige Dreng« havde støttet Albuerne paa Bordpladen, holdt Hovedet i sine Hænder og gloede af al sine vandblaa Øines Formue paa denne underlige Mand, som sad der med det Eventyrliges, næsten det Røveragtiges Glorie om sit uanselige, lidt duknakkede Hoved — en Glorie, der næsten var synlig i Tobakstaagen nu, da de to Ungersvende havde trukket ham op, saa at han virkelig havde givet et Par af sine mere spændende Livs-Eventyr tilbedste, pebrede ikke blot med »Jægerlatin« men ogsaa med Krybskyttegræsk. Anstrengt af denne Ydelse tog Per nu Pibespidsen ud af Mundvigen, spyttede gjennem Tænderne ud paa Gulvet og kvægede sig med et langt Drag af Stenkruset, der stod foran ham.
— Det kan nu ligegodt ikke hamle op med det, du selv bryggede, Lise! der var rigtignok ganske anderledes Humlesmag ved det.
— Ja, det har jeg ikke Tid til mer, svarede Lise, uden at se op fra sit Strikketøi.
— Aa nei, du gaar jo her og slider som et Bæst fra Morgen til Aften … Fanden maa vide, hvad det skal være godt for … Du kunde da i alt Fald faa ham til at give dig dobbelt Løn.
— Det kan du jo lade mig om, Peer.
— Ja, han kunde da godt staa sig ved at give Halvdelen til, sagde Christian. Men nærig har nu Husbond altid været.
— Naar jeg nu ikke vil have mer, dit Høved! brummede Lise. For hun holdt meget paa sit Tyende-Ry som en sjelden dygtig og sjelden fordringsløs Arbeidskraft; det skulde i allerværste Fald forskaffe hende en god ny Condition.
— Ja, du er nu for god for denne Verden, lille Lise, lo Christian, men kanske Vorherre godtgjør dig det i den næste.
Lars var meget skuffet over den Vending Samtalen havde taget.
— Er det sandt, at De var med den Gang den forrige Skovfoged blev slaaet ihjel? busede han ud.
Et af de hurtig sigtende Blikke skjød frem under de nedbuskede Øienbryn og traf ham, saa han var lige ved at tabe Pibestumpen ud af Munden. Saa gled Blikket opad mod Loftet, paa hvis smudsige Gibs der dirrede en Lyscirkel fra den lille Lampe, og Peer Krybskytte mumlede i en gnaven Tone:
— Saadan noget Vrøvl! Han blev saamænd ikke slaaet ihjel. Han døde i sin Seng; det veed Præsten, der berettede ham, da Besked med.
— Jo vel, men det var da efter saadan et Sammenstød, bemærkede Jørgen.
— Ja, Herre Gud, saadan en gammel Mand, hvad vil han løbe ude for om Natten — i Taagen, det er ikke godt det! det kan være lige haardt nok for os Andre.
— Var det maaske ogsaa Taagen, der slog ham med en Bøssekolbe i Nakken? grinede Christian og purrede op i sit røde Haar.
— Aa nei, den spændte blot Ben for ham, og saa stødte han Hovedet paa en Træstub, raabte Lars, modig ved denne Undsætning fra alle Sider.
— Ja, naar I veed det bedre … Ikke fordi jeg veed noget videre … Jeg havde ikke Noget med det at skaffe — jeg bjergede blot Bukken imens. — —
— Man maa ellers opleve en hel Del saadan mellem Aar og Dag i Deres — Haandtering, bemærkede Jørgen, da det ikke lod til at Peer Krybskytte vilde gaa videre.
— Aa ja, smaalo Peer. — Nu for en fjorten Dages Tid siden, da jeg var ude i Forretninger — he — da opdagede jeg saamænd, hvem der skal blive Kone her paa Møllen. Hvad giver I mig for at faa det at vide?
Lise og Jørgen vexlede et hurtigt Blik.
— Det var som Fanden! udbrød Christian og spilede Øinene op.
— Skovfogdens Hanne, raabte Lars triumferende. — Hvad? Har jeg kanske ikke sagt det allerede den Dag Møllerkonen blev begravet … Husbond saae saa underlig paa hende ved Kirkegaardsporten — han gifter sig nok med hende, sagde jeg.
— Naa, jeg troede nu det skulde være splinternyt det.
— Saae De dem kanske sammen i Skoven? spurgte Jørgen.
— Ja gu gjorde jeg det, og det saae meget hedt ud imellem dem … Det var jo grumme pænt Maaneskinsveir i tredie Uge af September, saadan rigigt passeligt Veir for Kjærestefolk og Krybskytter.
De skoggerlo Alle over denne Sammenstilling undtagen Lise; hun kildede med Strikkepinden Pilatus, som laa i hendes Skjød og sov.
— Kyssedes de? spurgte hun.
— Aa, det gjorde de sagtens ogsaa, men det skal jeg da ellers ikke kunne sige, at jeg har set. Forresten stod de et Øieblik lige ved mig. Jeg laa i Grøften under en Busk og havde slet ikke Lyst til at blive set af dem.
— Nei, det er begribeligt nok, lo Christian.
— Naa de var forresten altfor optaget af dem selv. He! det gik ellers farlig anstændig og høitidelig til. Pigebarnet snakkede Noget om Jesus og om Menneskevilliens Syndighed — ligesom en Præst paa Prædikestolen — og han sagde Ja og Amen. Og han bad hende ogsaa om siden at spille den kjønne Choral fra sidst, saa det var saamænd en hel Gudstjeneste.
— Det var ogsaa en morsom Maade at være Kjærestefolk paa — i Maaneskin, lo Lise spodsk men med en lidt irriteret Klang paa Bunden af Latteren, og Strikkepindene klirrede i Haanden paa hende.
— Aa ja, jeg har jo kjendt til lystigere Methoder, erklærede Broderen under almindelig Latter.
— Du, Peer! spurgte Lise endelig: — sig mig, det Raadyr, hun har tæmmet, — var det ogsaa med dem?
— Ja, gu var det med! det gik og spankulerede om mellem Buskene; tidt var det saa nær ved mig, at jeg kunde have naaet det med min Bøssepibe.
— Ha, ha! saa var der nok En Fingrene kløede paa, spottede Christian.
Denne Gang vilde det ingen Ende tage med Latteren. Det var altfor kildrende morsomt: denne Krybskytte, som Raadyret uden Fare gik og snuste om, og de to Forliebte, der snakkede om Menneskevilliens Syndighed.
Iøvrig var det kun Svendene og Drengen, der lo rigtig ud. Per holdt snart op, med en ubehagelig Fornemmelse af, at Lystigheden egentlig gik ud over ham. Og hvad Lise angik, saa stemmede hun neppe nok med i. Hun blev rød i Hovedet og rynkede Panden. Dette var jo den blodigste Haan af Skjæbnen! Broderen skjult i Grøften og angst for at Jenny skulde røbe ham — var dette Billede ikke et fuldendt Symbol paa Krybskyttefamilien Vibes Nederlag og Skovfogedhusets Seir?
— Naa, nu er det nok ellers paa Tide, at jeg kommer hjemad, afbrød Peer endelig Munterheden. Han slyngede et langt Uldsjawl tre Gange om Halsen, knyttede det forsvarlig under Hagen og knappede Jakken over det. Saa reiste han sig, greb sin Stok og bød Godnat.
Lise fulgte ham gjennem Kjøkkenet ud i Forstuen.
— Peer, du husker nok hvad du lovede mig.
— Ja vel, ja vel! men den Gang, kan du vel begribe, lod det sig ikke gjøre.
— Nei, men saasnart du kan.
— Ja, ja, det er blot — den er sgu vanskelig at komme paa Skud, for nu holder den gjerne til henne ved Huset. Forresten kan jeg ikke begribe —
— Jeg har jo sagt dig, at det er det Halsbaand —
— Aa, der er sgu ikke saa stort ved det Smule Halsbaand — lidt Nysølv — kanske ogsaa Klokken er rigtig Sølv, for den klinger saa fint — men hvad Fanden —
— Ja men, naar jeg nu vil have det.
— Ja, naar et Fruentimmer vil Noget, saa er Pokker løs, det veed vi jo nok
— Jeg skal strikke dig tre Par Sokker — af det allerbedste Uld.
— Ja, dem kan jeg saamænd komme til at trænge til. Naa, strik du bare væk, min Tøs, du skal nok faa Halsbaandet. Farvel!
— Farvel Peer.
Lise gik ind i sit Kammer, tændte en Lysestump og satte sig paa Sengen. Hun rugede over denne fixe Idé, der var bleven saa levende ved Broderens Besøg og Fortælling. Men i dette Øieblik var Hovedpunktet ikke længere den mystiske Forestilling om en Kraft, som hun vilde berøve sin Medbeilerske ved at faa Jenny skudt, men den ganske realistiske Tanke om at volde hende Smerte, som hun hadede.
For der ruskede og sled i hende et glubende Raseri mod denne skinhellige Hex, som sad derude i sin Skovensomhed og galdrede hendes egen Møllermand til sig, drog ham og tog ham med fromme Tanker, som hendes bibelvante Læber dryppede ham i Øret, og med milde Salmetoner, som hendes veloplærte Fingre manede frem af Klaveret — thi dette instrument og den Kunst at traktere det stod ogsaa for Lise i et halvt trolddomsagtigt Skjær.
Hun havde jo følt, hvorledes Mølleren langsomt var gledet længer og længer bort fra hende i Løbet af de sidste Par Maaneder. Denne belurede Skovsamtale havde med sin Maanestraale og sit Skjær af fromt Sværmeri tændt et Lys, der pludselig klarede op i det lange dunkle Mellemrum ligefra hendes sidste store Seir, da hun havde slaaet Svigermoderens fordækte Angreb med Hareane af Marken, det triumferende Øieblik, da hun stod dernede i Frugthaven, overstraalet af Augustsolen, og saa jublende følte, hvordan ligesom et Fluidum fra hendes til Skue stillede yppige Kvindeformer gjennemstrømmede Mølleren, saa han maatte tage Øinene til sig og skynde sig bort — — og indtil nu i den sidste Tid, da hun ikke længer skjønnede, hvor han var, ikke kunde naa ind i ham med et Blik eller røre op i ham med en Bevægelse.
Og Mølleren iklædtes ved denne Fjernelse, denne tillukkede Ligegyldighed, det Uopnaaeliges lokkende Glands, saa at der i hendes heftig begjærende Sind skabtes en Illusion af Forelskelse. Det var udentvivl kun Angsten for ikke at opnaa den saa længe og utrættelig tilstræbte Stilling, blandet med Krænkelse over at den allerede saa stærkt Betagne unddrog sig hendes Kvindemagt, der satte hende i lidenskabelig Ophidselse — men dette antog i hendes Øine pludselig Billedet af en skuffet Kjærlighed. I sin Længsel indsatte hun Mølleren i Stedet for Møllen, medens hendes forfængelige Magtbrynde maskerede sig som en smægtende Trang til Hengivelse. Og som hun sad der og lod Taarerne dryppe ned i sit Skjød, var hun grangivelig den stakkels fattige, forladte Pige, hvis »egen Møllermand« var lokket fra hende af en listig Frøken, der var forfaren i allehaande fine Forførelseskunster, som hendes egen enfoldige Bondeforstand ikke kjendte til.
Og skulde hun saa maaske ikke hade denne Frøken derude? Hun udmalede sig, hvorledes hun, naar hun var kommen i Besiddelse af Jennys Halsbaand, en Nat vilde liste sig ud til Skovfogedhuset og hænge Halsbaandet paa Dørgrebet. Et Par Dage havde de savnet Jenny, og naar de saa fandt Halsbaandet, vilde de forstaa, at Jenny var bleven skudt af en Krybskytte, hvis Jægerstolthed forbød ham at at tage noget Andet af Andres Eiendom, end hvad der kunde falde for hans Kugle. Og Frøken Hanne vilde sætte sig ned og begræde sin dræbte Yndling — »lille Jenny«, som hun aldrig mere skulde kalde frem fra Skovtykningen, bitterlig vilde hun græde, for hun havde et svagt og blødt Sind; og Tanken om disse Taarer vilde være for Lise hvad en lædskende Drik er for en Febersyg.
Imidlertid, Lise var en altfor praktisk Natur, til hun skulde slaa sig tilro ved at svælge i Forestillingen om tilfredsstillet gold Skadefryd. Da hun havde revet Klæderne af sig, slukket Lyset og rullet sig sammen under Dynen, grublede hun sig langsommelig i Søvn gjennem allehaande forvirrede Tanker om, hvordan man vel skulde gribe det bedst an med at puste Flammer af de Gløder, som dog sikkert endnu ulmede under Asken i det troløse Møllerhjerte.