Møllen/3/3

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandels Forlag Kjøbenhavn


Møllen.djvu Møllen.djvu/9 212-220

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

III.

Det var Middag.

Et skarpt Sollys skjød sig gjennem de smaa Ruder ind paa Broloftet, hvis Rum var dunkelt og snevert mellem de opstablede Sækkebjerge. Det gyldne Melstøv, der dirrede i Straalebundtet, sattes i hurtigere Kredsning, hver Gang Jørgen trillede en Sæk over Gulvet, og blev til et hvirvlende Khaos som af jaget Damp, naar han med sin Bør væltede en Sæk over paa de andre, og der vældede en ny Ladning Substans op i den allerede mættede Melluft.

Han var ene om Arbeidet. Lars var sat i Virksomhed oven paa, hvor han passede Kværnene under Tilsyn af Mølleren, der sad og skjærpede en Møllesten.

Jørgen var ene med sine Sække og sin ulykkelige Kjærlighed. For han var ikke kommen videre siden hin Augustaften, da han mente at være kommen vidt og ikke at have saa langt igjen. Jo Pyt! siden den Dag havde Lise været ganske unærmelig; hun havde sendt Lars op med Aftensmaden, havde gjort i Stand i Karlekamret saa tidlig og tilmed paa saa uregelmæssig Tid, at han ikke let kunde passe at være dernede. Og hvis han saa endelig ved et Tilfælde kom til at være et Øieblik ene med hende, saa var hun ikke til at røre ved og neppe til at slaa et Ord ud af. To Maaneder — og ikke videre! det skulde han have anet den Gang, hun kyssede ham, og han stod saa ærlig og tog imod det uden at røre ved hende, for ikke paany at smudske hende til. Maaske var det netop Feilen; hun havde taget det for Koldsindighed. Naar havde han ogsaa læst i sin Roman om, at Hjalmar havde staaet ret op og ned som en Tinsoldat og ladet sig kysse, for ikke at sætte Pletter paa Jomfru Mettes Kjole? Men Hjalmar gik ogsaa altid i Fløiel og Silke, og paa Hænderne havde han Bøffelskindshandsker — han kunde sagtens!

Iøvrig blandede der sig i disse Grublerier en stedse mere paatrængende Tanke om, at det dog snart maatte være paa Tide at gaa over at spise. Vilde Husbond dog ikke nu endelig en Gang komme ned fra det Kværnloft? Men endnu bestandig blandede der sig i Kværnenes Rumlen den utrættelige taktmæssige Klang af Hammerslag paa Sten.

Saa knagede Trappen ned til Magasinet: Lises Hoved dukkede op over Sækkevolden. Hun bar en Bakke med tre Talerkener fulde af stegt Flesk og Kartofler.

— Hvad? skal vi ikke over at spise idag? spurgte Jørgen — idet han uvilkaarlig talte lidt sagte.

— Husbond sagde, at der var saa meget at gjøre idag, saa han vilde have Maden herover. Saa faar I Andre vel ogsaa nøies med det.

— Naa ja paa det Lav, siden du kommer saa pænt med det, sagde han, idet han tog hende under Hagen — hvad hun ikke kunde afværge, da hun holdt Bakken i begge Hænder, og Sækkene heller ikke gav hende Plads til at undvige.

— Naa, kan du ikke holde dine Fingre hos dig selv? vrissede hun; men hendes Øine lo, mens hun rynkede Panden paa en komisk Maade. Hun dæmpede Stemmen — for ikke at blive hørt oppe paa Kværnloftet, fra hvilket Hammerslagene uafbrudt klang. Dette at Husbond var saa nær, at man hele Tiden kunde høre ham, gjorde i Jørgens Øine Situationen særlig pirrende.

— Nei, hvad Morskab skulde der være ved ved det, lille Lise?

— Aa, der kan saamænd være megen Morskab ved det. Den Gang da jeg var saa skikkelig at give dig et Kys, og du stod saa artig og holdt dine Fingre for dig selv — hver Gang jeg tænker paa det, maa jeg le, saa jeg faar ondt i Siden. Men hvad skal du nu med Bakken — du kan vel nøies med din ene Portion?

— Nei, jeg er ikke saa meget nøisom af mig idag, svarede Jørgen, idet han tog Bakken ud af Hænderne paa hende og skubbede den hen paa en Terrasse af Sækkebjerget; — hvorpaa han til illustrerende Forklaring greb hende ved Skuldrene, trak hende fast ind til sig og kyssede hende — hvad hun maatte finde sig i uden lydelig Demonstration, da det jo ikke gik an at røbe sig.

Og medens Jørgen berusede sig i dette Kys, der for hans begyndende Mandighed bekræftede Sandheden af det Ord, at det er saligere at give end at modtage, klingrede Hammerslagene bestandig ned med det lidenskabsløse Arbeides sikre Taktfasthed.

— Se saa, sagde Jørgen, da han endelig gav slip paa hende — det var Tak for sidst, og det har du længe haft tilgode.

— Du er et Utydske at komme i Nærheden af, brummede Lise og saae ned ad sig.

— Vent bare lidt, jeg skal springe ned og hente en Børste.

— Aa nei, det er ligemeget, idag er det jo Tørveir, svarede Lise og tog Bakken efter at have sat den ene Tallerken tilside til Jørgen.

— Jamen, du kan dog ikke — hør, Lise! — —

Men Lise, der allerede var kommen et Par Trin op ad Trappen, vendte sig blot og tyssede uvillig paa ham.

Han stirrede forfærdet efter hende:

Hvad i al Verden gik der af Pigen —? havde han da kysset al Omtanke ud af Hovedet paa hende? Husbond vilde jage dem paa Porten, eller i alt Fald ham, og det var endda det værste at blive jaget væk alene — for hun vilde naturligvis lyve sig al Skyld fra, skjøndt hun dog i Grunden havde været villig nok.

Imidlertid stod Lise foran Mølleren, der sad paa en Møllesten og med en stor, skarp Hammer huggede ned i en af de Riller, der fra Hullet i Midten løb krumme ud mod Randen. Han saae ikke op, da hun med et »Værsgo', Husbond« satte Tallerkenen ved Siden af ham paa Stenen, men nikkede blot og takkede.

— Nei! ser en Møllesten saadan ud!.. Det er helt pænt … Og naar man ser lidt paa den, er det ligesom den begyndte at dreie sig.

Mølleren smilede og saae op paa Lise; strax antog hans Blik et stirrende Udtryk, og en mørkladen Rødme vældede op over hans Ansigt.

Lise saae fra ham ned ad sig selv.

— Kors da! saa jeg er kommen til at se ud! Ja, det er farligt, saa der er fuldt af Sække paa det Broloft, man maa altid børste og børste, naar man har været der … Godt er det da, at det gaar saa let af.

Og dermed vendte hun sig og fandt Lars i en umulig Stilling oppe paa Kværnens Melkar, hvor han opreist paa Taaspidserne med den størst mulige Forlængelse af sin Person og med Opbydelse af al sin Kraft, væltede Indholdet af en Sæk ned i Skruen.

— Lars! her er Mad til dig min Dreng! raabte hun muntert, og med et venligt »Velbekomme, Husbond«, ledsaget af et freidigt Nik, smuttede hun paa vevre, hosesokkede Ben ned ad Trappen til Broloftet, hvor Jørgen passede hende op.

— Sagde han Noget?

Skjøndt han hviskede meget ængstelig, tyssede hun heftig paa ham ved første Stavelse. Saa rystede hun paa Hovedet med et spodsk Smil og løb videre.

Men at Husbond, om han end ikke havde sagt Noget, baade havde set og forstaaet, det skjønnede Jørgen nok, da Husbond et Par Timers Tid senere kom ned paa Broloftet. Han brummede over Sækkenes Opstabling, som var uordentlig og upraktisk; der kunde være dobbelt saa mange, uden at de generede. Han bladede i Bogen og fandt Skriften ulæselig. Meltuget var revnet og Sigten utæt, det burde Jørgen selv for længe siden have gjort ham opmærksom paa, at det kunde blive gjort istand. Men han gik blot og sløsede og brød sig om Ingenting.

Han søger bare Paaskud til at sige mig op, tænkte Jørgen og satte sig paa en Sæk, grædefærdig ved Tanken om at skulle bort nu, da Alt gik saa godt.

Men heller ikke hans urimelige Husbond og Mester i den brave menneskenærende Malekunst nød nogen sorgfri Sjælsro. Mens han i de lange Timer utrættelig huggede paa sin Møllesten, mens han spiste, mens han drev om i Haven med sin Pibe og pustede Røgskyer ud i Aftenrøden, mens han søvnløs kastede sig om i sin Seng — bestandig dukkede Lises Billede op for ham med de mistænkelige Mel-Pletter paa den blaagraa Hvergarnskjole og forgjæves anstrængte han sin Indbildningskraft for at løse det vanskelige Problem, om det var muligt at komme til at gnide sig mod Sække paa en saadan Maade at netop disse Pletter fremkom, der saa grangivelig lignede Mærker af en Omfavnelse. Hun havde rigtignok talt saa naturlig og ubekymret derom, uden at den mindste forlegne Overraskelse havde præget hendes Miner, uden at blot det svageste Skjær af en forrædersk Rødme et flygtigt Øieblik havde farvet hendes Kinder, saa det var vanskeligt ikke at tro hende — men paa den anden Side var det muligt, var det muligt? — —

Og hvis det nu ikke var muligt — hvis det var Jørgen, som havde sat sit Stempel paa hende, og som hun villig havde ladet sig omfavne af, (thi hvorfor skulde hun ellers have fortiet det, i Stedet for at klage over hans Frækhed?) — hvad vedkom det saa ham, der var bestemt paa at gifte sig med Hanne, ja allerede var saa godt som stiltiende forlovet med hende? Det maatte være ham ligegyldigt — eller rettere, det burde endog være ham kjært, da det viste, at den letsindige Betagelse af Lises Ynder, som han desværre ikke helt havde formaaet at lægge Skjul paa overfor hende selv, i alt Fald ikke havde haft varige ondartede Følger, at hun ikke havde sat sit Hjertes Haab til ham; hvilket vilde være Synd for den stakkels Pige.

Dette var gode, sunde og solide Fornuftgrunde. Det var vanskeligt at modsige dem, men desværre endnu vanskeligere at lade sig berolige af dem.

Forgjæves bestræbte han sig atter og atter for at kalde Hannes Billede frem — lade hende raabe paa Jenny, tumle med Ponyerne i Stalden, le med sin klare, uskyldige Latter, tale fromme og venlige Ord og lokke alvorlige, vemodige eller muntre Toner frem af Claveret: det flød bestandig igjen hurtig ud, og Lises trængte sig frem i Stedet, hemmelighedsfuldt smilende, medens hun viskede de tvivlsomme Pletter af Skuldre og Bryst … men Pletterne kom igjen.