Møllen/4/4
IV.
Mølleren traadte ind i Underkjørslen.
Han havde sat Hesten i Stald og givet den Foder, lidt forundret over, at Lise ikke var kommen springende ud ad Døren. Formodentlig sad hun i sit Kammer og havde ikke kunnet høre Vognen.
Men hun var ikke at finde i hele Huset, og i Haven saaes hun heller ikke. Det var en lille Skuffelse, men hun maatte jo snart vise sig. Maaske var hun gaaet lidt ud ad Veien, da det efter saa mange kjedelige graa Timer endelig blev lidt farvet og kjønt. Det var rigtignok Noget, der aldrig i Livet vilde være faldet hende ind, men han forudsatte naivt, at hvad der glædede ham ogsaa maatte glæde Andre, især hende — den Elskede!
Imidlertid vilde han se, hvad Jørgen tog sig for. Maaske var hun ogsaa just i Færd med at gjøre i Stand i Karlekamret. Han lukkede Døren op og kiggede derind. Værelset var tomt.
Saa gik han op i Møllen.
Den rasende Larm underrettede ham strax om, at der blev arbeidet dygtig — som det da ogsaa hørte sig til paa saadan en prægtig Blæstdag. Paa Broloftet var der Ingen — som han havde ventet.
Nu stod han paa Kværnloftet.
Tre Kværne og en Spidsesten i Gang — det var ret! Og Jørgen havde endda slet ingen Hjelp, for Lars var jo borte. Men hvor var han da? Det var allerede halvdunkelt, saa at man ikke strax kunde overse Loftet, og at raabe nyttede ikke Noget. Han saae efter ved alle Kværnene og bag Sækkene — gik ud paa Omgangen: — Ingen.
Da han paany traadte ind i Larmen, blev han opmærksom paa Noget i den, der vilde være undgaaet ethvert andet Øre end en Møllermesters — en egen Tomhed, hvoraf han sluttede, at Stenene ikke havde Noget at male. Han steg op paa det nærmeste Melkar og følte efter i Skruen — rigtig, den var ganske tom. Og de andre viste sig ogsaa at være det. Saa skulde det rigtignok nytte stort, at arbeide med tre Kværne!
Han vilde just springe ned fra det tredie Melkar, med en Forbandelse over den dovne Æsel af en Svend, da der var Noget som bevægede sig voldsomt nedenunder ham i Skyggen. Han bøiede sig ned: det var Katte, der sloges. Den ene var naturligvis Kis; den anden sagtens Dragegaardens Kat, der allerede een Gang havde sneget sig op i Møllen. Nei, denne var hvid og lignede Pilatus. Nu tumlede de ud i Lysstriben fra Døren og blev liggende ligeoverfor hinanden paa Bugen, hvæsende og springberedte. — Var det muligt? — Mølleren sprang ned og traadte helt hen til dem.
Ja, det var Pilatus!
Men hvordan i Alverden kom Pilatus her? Enhver vidste, at Pilatus aldrig gik op i Møllen, ikke under nogen Omstændighed, absolut aldrig — det var en Trosartikel, der stod saa fast i Møllen, som at Vorherre har skabt Jord og Himmel. Ved den kunde der slet ikke rokkes. Og dog var den her — Pilatus, her paa Kværnloftet, i Møllens Centrum. Naar saadanne Jertegn finde Sted, den samtlige Erfaring til Haan, saa har det Noget at betyde. Hvad betød dette: Pilatus paa Kværnloftet? Og Møllerens Ansigt, der lige nu havde været rødt af Ærgrelse, hvorfor blev det nu, da han betragtede den her utænkelige Kat, saa hvidt, som om denne Kattehale, der baskede Gulvet, havde hvirvlet alt Kværnloftets Melstøv op i det? Hvad nu end Grunden var — Følgen blev i alt Fald, at Mølleren gav Afkald paa den Fornøielse at følge Kattekampen videre, og forsvandt fra dens Skueplads i det mørke Hjørne, hvor Trappen var, som han nu langsomt steg op ad.
Men Katteslaget raste videre med uformindsket Bravour. Thi ikke ansporede af ydre Ærgjerrighed havde de gjæve Kjæmper grebet til Vaaben, men opflammede af hellig Retsfølelse og hver især i fuld Fortrøstning til sin gode Sag. Heltemæssigere kjæmpe ikke to Kongetigere i en Jungle, som de begge mene udelukkende at have taget i Besiddelse, end Kis og Pilatus reves her paa Kværnloftet. Vanskelig var det at forudsige, hvem Slagenes Gud vilde forlene med Seiren, thi Sol og Vind var temmelig lige fordelte. De forholdt sig til hinanden omtrent som en jernpandsret Korsridder, paa Ryggen af en jydsk Hingst, til en letbereden Saracener. Pilatus havde mere Masse, og i sin tykke Pels var den bedre beskyttet end Modstanderen; men denne var langt bevægeligere og havde aabenbart større Udholdenhed, og ham vinkede Palmen, naar han kunde trække Slaget i Langdrag; thi Kiss var endnu bestandig frisk som i Begyndelsen, medens Pilatus allerede stønnede. Men denne Fordel havde Kiss ikke tilstrækkeligt Syn for; thi ganske vist besad den alle den vilde Krigers Fordele — hurtig Snuhed og allehaande Rænker — men den manglede Overblik, og Pilatus var den overlegen med den Ro, som Dannelse og navnlig Omgang med høiere Væsner giver den sande Heros. — Det var ogsaa et stort Spørgsmaal, paa hvilken Side Retsgrundens moralske Fordel var. Enhver veed, at en lille Hund i sin egen Gaard seierrig kan tage Kampen op med en større: men hvem tilhørte Kværnloftet? Kiss nærede ikke den fjerneste Tvivl om, at det var hans, og det kan heller ikke nægtes, at Pilatus saa længe — omtrent et Aar — faktisk havde anerkjendt Kiss' Besiddelsesret, at denne vel nu maatte anses for at have faaet Hævd. Men til Trods for sit Navn anerkjendte Pilatus i dette Øieblik ikke Romerrettens præscriptio temporis, men bekjendte sig tvertimod leilighedsvis til den germanske Bondeprotest: hundred Aars Uret skaber ikke eet Aars Ret. Den betragtede Kiss som en fræk Usurpator, mod hvem hele dens redelige Sjæl blussede op i Fyr og Flamme.
Og saa rasede Krigen da videre, rig paa Afvexlinger: nu oppe paa et Sækkebjergs Høider, som Kiss havde besat, og paa hvilke Pilatus gjorde gjentagne men forgjæves Angreb — nu i Hjørnet mellem Melkarret og Kornkassen, hvor den med Tab af et halvt Øre fra Bjergexpeditionen tilbageslagne Pilatus foreløbig havde forskandset sig — og endelig — efterat Pilatus i et gunstigt Øieblik var brudt ud og havde oprevet Fjendens Flanke — midt ude paa den aabne Slette. De krøb paa Bugen rundt om hinanden, gjensidig lurende paa en Blottelse; de stødte springende sammen i Luften, de rullede over hinanden, de hang fast i hinanden med Tænder og Kløer, og snart gaves der ingen i Katteslagsmaal forekommende Rædsel, til hvilket Kværnloftet ikke havde været Vidne — det skulde da være, at det ikke havde kunnet se alting, thi Mørket faldt hurtig paa. Nattens Stilhed sænkede sig fred-bydende over Valpladsen; men allerede rullede »Afgjørelsens Jerntærninger« til Gunst for det hvide Parti. Kiss trak sig forsigtig tilbage til Trappen for at have Tilbagetogslinien fri. Men Pilatus — sit romerske Feltherrenavn værdig — overveiende, at dens Rytteri vel var vægtigt i et Angreb men ikke let nok til Forfølgelse, besluttede ikke at lade det komme an paa en saadan, og samlede alle sine Kræfter for ved en afgjørende Kamp at hidføre en fuldstændig debellatio. Ved det underste Trin af Trappen blev Fjenden fastholdt, da en Støvle uventet kom tungt ned fra oven og traadte de to kjæmpende Magter fra hinanden. Og som de Gamle mistede Modet til at kjæmpe videre, naar der midt under Slaget indtraadte en Solformørkelse, saaledes gjorde denne overnaturlige Mellemkomst Ende paa den morderiske Kamp, og Seierherren og den Beseirede sneg sig hver sin Vei.
Men saa lidet agte høiere Væsner paa de ringe jordiske Forhold, som de gribe afgjørende ind i, medens de kun følge deres egen Bane: — Mølleren mærkede ikke engang, at han snublede over et Par Katte, da han satte Foden paa Kværnloftet, for at tumle tvers over dette ud paa Omgangen — thi han trængte til frisk Luft.
Og den fik han. Den stormede ham imøde og rev Hatten af ham — og heller ikke det mærkede han. Og dog var det hans bedste Hat, som han havde taget paa, fordi han kjørte til Byen, og siden glemt at tage af, skjøndt den var meget for god til at bæres i den støvede Mølle, ikke at tale om at flyve i en stor Bue ud paa Marken og der rulle videre paa sin Skygge som et Hjul, Gud veed hvorhen, uden at Nogen brød sig om den.
Dens Eiermand bekymrede sig i alt Fald ikke om den. Han følte kun, hvor det gjorde godt, at den friske Vind kunde blæse frit paa hans Pande og i hans Haar. Og han tørrede Sveddraaberne af sin Tinding, medens han med rystende Knæ støttede sig til »Svandsen«. Saa rev han med et heftigt Greb Vest og Skjorte op, blottede Brystet og gav det til Pris for Blæsten: — Ja, blæs kun herind, du kolde Novemberstorm! Her trænger jeg til at kjøles — ikke i Hovedet; jeg veed det altsammen, jeg seer det ganske tydelig, mit Hoved feiler ikke noget! men her, hvor det brænder som Helvedesild — kom her med din Kulde og varm dig! …
Og Vinden behøvede ikke en saadan Besværgelse. Næsten vinterraa og allerede nattekold kom den stormende og syntes endnu at være vaad af det salte Havskum, som den lugtede af.
Men hvordan er det egentlig, det forholder sig med den Blæst? Hvor er det da jeg staar nu? Der er jo dog Gangspillet — og han sparkede til det, som for at overtyde sig om, at det ikke var Øienforblændelse. Og det jeg læner mig til, det er jo Svandsen? Men hvordan kan saa Vinden blæse mig lige i Ansigtet og ind paa Brystet? Det gaar jo slet ikke an! Ja, man har rigtignok haft Andet for her paa Møllen idag end at dreie Vingerne efter Vinden. Vingerne staar i Nord, og østfra kommer Vinden; blot lidt længer sydlig, saa kunde den falde bagfra i Vingerne og blæse hele Hatten af. Aa, det vilde være lystigt nok! Saa var der rigtignok to, der fik Taget revet af over Hovedet paa sig! Saa kunde de bole videre under aaben Himmel! Ha, ha!
Men — nu er Mesteren her, og saa bliver Møllen dreiet — i rette Tid.
Mølleren ler ikke længer. Med krampagtig sammenbidte Tænder stirrer han ud for sig.
Rundt om breder Landet sig som et mørkt Hav. I Kimingen, langsmed Skivens store Bue, er der endnu et svagt Aftenskjær. Foroven jage Skyerne, og imellem dem — lige for ham — skinner nu og da en bleg Maane igjennem. Men alt det synes hans stive Blik ikke at se; thi hvorfor skulde dette Syn faa hans kraftige Legeme til at ryste, Øinene til at træde ud af deres Huler og Tænderne til at klapre?
Og hvorfor dreier han ikke Hatten?
Gangspillet er rede. Det holdes ellers fast af en Træklods, naar det ikke skal bruges. Men denne Klods ligger ikke under Hjulet nu, men henne ved Rækværket, som om den var bleven sparket derhen. Mølleren undrer sig derover. Men Gangspillet er rede, og Vinden er i Færd med at gaa endnu sydligere.
Hans Haand rører ved Gangspillets Jernstang — men farer tilbage, som om denne var glødende. Begge Hænder klamre sig om Hovedet, som om de vilde søge Hjelp der. Men Hovedet er endnu mere glødende end Jernet; eller har maaske Jernstangen noget Magnetisk ved sig? Thi den trækker Hænderne — nu begge Hænder — langsomt ned til sig.
Hænderne hvile paa Gangspillets Stang — uden Tvivl snarere for ved denne Berøring at tilfredsstille en indre Drift, end for, som sædvanlig, at udføre et Arbeide. For det ser ud til, at han — af en eller anden Grund — alligevel ikke vil dreie Hatten.
Men — hvordan? Dreier Gangspillet sig ikke nu af sig selv?
I alt Fald forekommer det Mølleren saaledes.
Han har ikke trykket det mindste med Hænderne paa Stangen — ganske vist ikke — men den er selv begyndt at dreie sig og har trukket Hænderne med, der ikke kan slippe den — lige saa lidt som et Par Hænder kan slippe Lodderne af en Elektromagnet — han føler hvordan de drages — et lille Stykke — og endnu et lille Stykke — —
Og med et dyrisk Skrig af vellystigt Raseri kaster han sig med al sin Vægt over Stangen.
Og nu, sandelig — nu gaar Gangspillet som aldrig før. Stangen farer saa hurtig rundt under disse Hænder, som ellers Brøndvindens under Lises, og det ellers saa træge Hjul ruller saa let som det under Jørgens Bør, naar han triller Sække over Broloftet. Og knagende rykker Svandsen efter med en klodset Vaklen, og Skraastængerne ryste knirkende, idet de bevæge sig, og deroppe svinge de lange Krøibjælker som Ræerne paa et stort Skib, der gaar over Stag. Og med munter Smelden og Klapren af de stærkt rebede Seil dreie Vingerne sig, bestandig med hurtigere Sving og mægtigere surrende Stød, eftersom de komme over i Vinden, der hviner om Krøistyveret og piber i Hækken —: — Ja vel, nu skal vi tage ordentlig fat, nu vil Blæsten gaa os dygtig tilhaande … Men hvorfor saa langsomt nu? … Vi forgaa af Utaalmodighed! Nu mærker vi jo først hvad for en prægtig Karl den Østenvind er, hvordan han er voxet, siden han gik fra os og vi blev staaende, og Ingen vilde hjelpe os videre … Hvad! vi skal da ikke blive staaende her i Nord-Ost? Hvad er det for en Klokker dernede ved Gangspillet ....?
Men de blev staaende og maatte blive staaende, thi ingen menneskelig Kraft — end ikke en Vanvittigs — havde kunnet dreie Gangspillet videre. Og Mølleren er heller ikke vanvittig, hvad han saa et Øieblik har været. For det forekommer ham unægtelig, som om han har været det, nu da han atter staar der lænet til Svandsen, eller rettere omklamrende den og med Nød og Neppe holdende sig opreist ved den.
Hvorlænge han har staaet saadan? — Han veed det ikke. Ikke meget længe … Imidlertid er dog den havlignende Skive rundt om bleven mørkere, og Maanen, der staar i et sort Hul mellem de sølvglindsende Skyer, er bleven gyldnere og tegner Rækværkets Skyggerids paa Omgangens Brædder.
Hvad har han gjort? Dreiet Møllen. Godt! — hvad mærkeligt er der i det? Hvorfor ryster han over hele Legemet ved Tanken om det — — eller er det maaske af Kulde? thi Nattevinden har allerede længe gjennemblæst ham, og den streifer ham endnu — kun en lille Smule, for Gangspil og Svands er rykket et godt Stykke mod Læ — Træklodsen ligger nu henne, hvor Omgangen bøier om. Naturligvis — Møllen er jo nemlig bleven dreiet … Godt, det maatte og skulde den … Men — de to var deroppe! Var — hvor er de da?
Naa, de er sagtens nede — hver i sit Kammer.
Ganske vist, da han dreiede Gangspillet i vanvittigt Raseri, og dreiede det, som man aldrig dreier et Gangspil, — da var det hans Hensigt at knuse dem begge mellem Persebommen og Væggens Bjælker. Men nu da han tænker over det, finder han, at de havde jo dog haft Tid nok til at undslippe. Saa hurtig gaar det dog heller ikke. Ganske vist er der snevert, og de var to. Men selv om de var blevet siddende som de sad — han saae det Hele tydelig for sig, som han da overhovedet i al denne Tid ikke havde set Andet —: saa havde de alligevel magelig kunnet slippe bort; hvis de da overhovedet havde kunnet sandse Noget, før det var for sent … Og han havde jo heller intet Skrig hørt.
Et Skrig? — som om ikke det mest skjærende Dobbelt-Dødsskrig maatte være blevet ført lydløst bort fra den larmende Mølle af den hylende Blæst!
Men det stod fast: de kunde have frelst sig og maatte have gjort det. En slem Skræk havde de rigtignok faaet jaget i Livet paa sig! Og han smilede ved Tanken derom. Men i dette Smil var der intet Ondskabsfuldt, ingen Skadefryd; det var et sygt, vantro Smil, et Smil, der gjerne vilde smile.
Og saa gjøs han — for Blæsten streifede ham følelig … Det var netop Sagen! Her ved Svandsen burde der jo være fuldkomment Læ … Møllen var altsaa dog ikke rigtig stillet. Hvorfor ikke? Hvorfor blev det snart saa frygtelig trangt at dreie Gangspillet? … Hvorfor blev det tilsidst staaende som muret fast? Denne Omstændighed havde han glemt, og ved Tanken om den overkom denne Gysen ham — paa Grund af det Gaadefulde deri.
Endelig tog han sig sammen og gik ind paa Kværnloftet. Men ikke for at fuldende sit Møllerarbeide og efter at have stillet Møllen, saa godt det lod sig gjøre, nu ogsaa forsyne Kværnene. Han tændte ikke engang Lys. Han gik over tilvenstre, hvor der intet Loft var, og stirrede op mod Hattens Gulv, som det naturligvis var umuligt at se. Kun den mægtige Snurren og Knirken af de mange Hjul kom deroppe fra ud af Mørket.
Saa følte han et Knibs paa Panden og nok et, lige ved Øiet. Uvilkaarlig strøg han derover med Haanden og mærkede, at den blev fugtig. Hurtig rev han en Tændstik af: Haanden var rød. Og da Tændstikken faldt fra denne sitrende Haand og laa paa Gulvet, saa belyste den flere store røde Pletter i Melet rundt om, og endnu et Par dannede sig med en let Smelden lige ved den, og en tredie slukkede den.
Der regnede Blod fra Hatten.